16.6 og 19.6.1832

Afsender

Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten

Afsendersted

Kjøbenhavn

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Dokument

Albert Thorvaldsen.

–––––––––

I Berlinerbladet: “Der Freimüthige” No. 94 og 95, Mai d. A, har den som Forfatter af flere interessante Reiseskizzer og æsthetiske Meddelelser bekjendte W. v. Lüdemann leveret en Artikkel om Thorvaldsen, der, fore saavidt som den er bygget paa Forfatterens egne Anskuelser og personlige Bekjendtskab med Kunstneren, ogsaa hos danske Læsere turde have Krav paa Opmærksomhed.

Sin Meddelelse indleder han med følgende Bemærkninger:

“Idet vi agte at levere en Skizze af den Mands Liv og Virken, paa hvis Navn, med faa andre, hans Tids hele Kunsthæder næsten udelukkende er baseret, tør vi ikke fordølge, at vi leve i en Epoke, der anslaaer Kunstdommen høiere end Frembringelsen af det Kunstskjønne. Vor Tids Schematisme, Systemsyge, dialektiske Uddannelse har bevirket, at omtrent det Selvsamme skeer i Kunsten som i Politiken: man sætter høiere Priis paa at debattere over Statsordningen end at tilveiebringe Statscommunernes Lykke. Paa samme Maade gjelder den, der veed at philosophere over Kunsten, i vor Tid mere end Kunstneren, der bringer det Skjønne til levende Fremstilling. Til denne vedbliver man at gjøre de uretfærdigste Fordringer. Paa den ene Side skal han vise en Begeistring, der lammer og hindrer Bevidstheden; paa den anden skal han aabenbare den sig selv kritiserenbe Kunstner, der fører Begeistringen ved Forstandens Tøile. Desuden maa han kunne taale Ikkekunstnerens Kritik, uden dog at give den technisk Kunstbeslægtede Anledning til en eneste Daddel. Med eet Ord, han skal paa eengang være Kunstner og Kunstphilosoph, og medens det med hver Dag bliver lettere at synes Kunstkritiker, bliver det med hver Dag vanskeligere at være Kunstner.”

“Mellem disse Klipper, der bag sig skjule utallige andre farlige Grunde have i vor Tid saa faa Navne styret til det af Alle erkjendte Hæderstempel, at disse Faa fortjene dobbelte og trefoldige Krandse. Jo bredere Banen vorder, desto vanskeligere bliver det at vinde Maalet, hvorfra hundrede Afveie lokke. Ilden paa Begeistringens Fyrtaarn er slukket, og de tusinde smaae Lys, som Videnskab og Kritik have sat i Stedet, egne sig snarere til at vildlede den Seilende, end til at føre ham i Havn. — Saameget desstørre er den Mands Hæder, der, hilset af Alles Jubelraab, har naaet Maalet.”

“Ere Stemmerne om nogen Kunstner i vor Tid udeelte, saa er det om Thorvaldsen. I sin egen Kunst staaer han efter Canovas Død uden Medbeiler, og han behersker denne Kunst fra en saadan Høide, at hans Værkers Glands ogsaa fordunkler den, der udgaaer fra næsten alle beslægtede Kunsters. I en vis Henseende er Thorvaldsen fortrinsviis vor Tids Kunstner; thi netop den Retning i Skulpturen, der specielt tilhører ham, har ogsaa i Maleriet og Architekturen viist tilbage til det, der, efter Videnskabens Standpunkt, alene kan være den værdig. Thorvaldsens Indflydelse er umiskjendelig i Maleriet og Architekturen, og ikke mindre decideret, end i sin Tid Canovas og Davids Aand, har han tvunget begge til at følge sin Retning. I det vi antage dette som afgjort, bliver det i høiere Grad vigtigt og interessant at skjelne hvad der adskiller denne Genius’s Kunstretning fra deres, der ved Siden af ham have været med at bygge paa Kunstens Tempel, og at bringe dette til Anskuelse, er nu disse Blades Øiemeed og Opgave.”

Vi forbigaae her den korte Skizze, Forfatteren meddeler om Thorvaldsens Herkomst og tidligere Liv, hans Reise til Rom og Stilling der, indtil hans Jason drog den almindelige Beundrings Blik hen paa ham, da disse Omstændigheder, i et langt nøiere Detail, fra Thieles interessante Værk (af hvilket de ogsaa ere laante) maae antages at være bekjendte.

“Der gives neppe”, siger vor Forfatter, “et mere nedslaaende Syn, end Synet af en Genius, der i Gjerningen kjæmper om Befrielse, og som ved Verdens Tvangsbaand holdes tilbage fra at træde i Skrankerne; og i denne Stilling, fuld af Smerre og Bekymring, med Barmen fuld af Stød, og Væddeløbsbanen lukket for sig, maatte ogsaa Thorvaldsen bestaae en bitter Prøvelsestid. Dog, ogsaa disse mørke Timer vare ikke tabte for Kunsten; thi deels fuldendte netop de den Kreds af forberedende Studier, uden hvilke ingen Kunstner vorder stor, deels gave de Thorvaldsen ogsaa den Mildhed, den Sympathie for unge Gemytter i samme Stilling, hvori han var, — hvilken nu, i hans nærværende, næsten fyrstelige Stilling, ei alene har hævet ham til Raadgiver og Lærer, men ogsaa til Forsørger og Mæcen for alle Talenter, som med Tillid nærme sig ham. Hvad Thorvaldsen nu virker for Kunsten, ved at veilede, opmuntre og beskjæftige unge Kunstnere, egner sig til, næsten at gjøre hans Navn ligesaa uforglemmeligt, som selve Værkerne af Hans Genie og Haand gjøre det.”

“For at kunne det, maatte han selv have betvunget prøvelsesfulde Aar, som det ægte Genie altid lykkeligt bestaaer. Hans Stilling, efter Tilendebringelsen af de fire Pensionsaar, var riig paa Kummer. Til at rejse hjem, fattedes ham, foruden Lyst, ogsaa Midler; til at blive, fattedes ham Alt, selv Haab og Udsigt. Da blev den store Kunstkjender Zoëga det unge Talents Støtte og Beskytter. Thorvaldsen rev sig kraftigt iveiret fra sin Gjenvordighed, og debuterede med et Værk, der, ligesom i Spiren, afslørede Hans Genies hele Fylde for Kjenderens Øie. Det var en Allegorie paa hans egen Stilling: Jason, hvorledes han seirende, blottet for Alt hvad der tilhører Jorden, holder det erobrede gyldne Vlieβ stolt imod Himmelen; i rolig Høihed, fast, med Spydet i den løftede høire Haand, Armen omhængt af Seiresbyttet. Denne Model blev hurtigt en Gjenstand for Fremmedes og Indfødtes Beundring. — Kunstnerens Navn var paa Alles Læber, og hans lille Atelier hiddrog de første Besøgere, men i Skarer. Den rige Hope bestilte Jason i colossalsk Størrelse i Marmor, og hermed begynder Thorvaldsens Kunstnerløbebane, hans Hæder, hans Lykke! Med en Begejstring, som kun den formaaer at medføle, der, liig ham, har overvundet og bestaaet Prøvens Timer, liig en Konstnerindvielse, gik Thorvaldsen til Udførelsen af sin Jason. Den var endnu ikke fuldendt, da nye Bestillinger indløbe. Basrelieffet Achilles forøgede hans Renommee— Antikens Aand havde i sit inderste Væsen aldrig været opfattet mere skaberisk og udtømmende. Et Værk, som endnu overtraf disse to Arbejder, den kolossale Mars, med Oliegrenen i sin høire Haand, fulgte hurtigt efter — det Fortræffeligste hvad den nyere Kunst har formaaet at frembringe i Antikens strænge Stiil, stod nu for den beundrende Verdens Øine. En lille GuderkendsI: Venus, Bacchus, Apol, Amor, Psyche, Hebe, Ganymed og Merkur fyldte de næste, med Arbeide næsten altfor overvældede Aar. Herpaa fulgte, 1808 , den af Canova som et Mesterværk roste Adonis, og saa frugtriig blev Kunstnerens Virksomhed, saa hurtigt steeg hans Hæder, at allerede i 1811 tredive Blade af Omrids efter hans Værker udkom i Kobberstik af Riepenhausen og Mori.”)

(Slutningen følger.)

–––––––––

[...]


Albert Thorvaldsen.
(Sluttet.)

–––––––––

Fra nu af gjorde Arbejder i et ganske andet Gebeet en Tidlang Krav paa Thorvaldsens Aand. Havde han i hiin GuderkredsII og sine i samme Tidsløb skabte Basrelieffer aabenbaret den fuldkomment geniale og dog homogene Opfatning af Antiken, saa skulde han nu, ved en Cyklus af den geistlige Verdens Figurer, selv til Overraskelse for sine Beundrere, aabenbare sin Sjæls Dybde og et fromt Kunstnergemyts Fylde. Hvorledes begge forskjellige Retninger — Praxiteles’s Haand og Skønhedssands (thi ham ligner Thorvaldsen, hvis vi tør troe Oldtidens Vidnesbyrd, fremfor Alt i sine Værker af antik Aand) — og Nicolo Pisanos sjælfulde, naive og gudbegeistrede Fromhed—samstrømmede i een og samme Kunstner, er Kunstens Vidunder og det Punkt, som hæver Thorvaldsen næsten over al Sammenligning med sine Medbeilere, selv med den største af disse, Canova. — Paa denne nye Bane forsagte han sig først med de fire herlige Relieffer til en Døbefond og ligesaa mange Medaillons. For hans Fødebyes Cathedra[l]kirke fulgte nu det store Basrelief: Johannes i Ørkenen, de kolossale Propheter, de tolv Apostle og Christus. Modellen til dette sidste Værk viser den fuldkomne Harmonie imellem Sjæl og Forstand, mellem Kunstnerhaand og Kunstnersind, imellem Studium og Begejstring, som stiller Thorvaldsens Værker ved Siden af Oldtidens og over den nyere Kunsts. Ingen af hans Medbeilere har lagt for Dagen en saa inderlig Sammensmeltning af alle nødvendige Egenskaber hos en fuldendt Kunstner, som Thorvaldsen, ingen har fuldstændigere end han tilfredsstillet Kundskab og Følelse. Thorvaldsen foretrækker som Kunstner Styrke, Betydning, Charakteer for den bløde og ideale Skjønhed, som betegner hans Medbeiler Canovas Værker. Denne Forkjærlighed har forledet ham til nogle Feil; men den skylder han sin Hæder. Hans største Fortjeneste grunder sig paa den første aldeles poetiske Opfatning af sin Gjenstand, Udførelsen røber ofte Mangler, og hvor hans Phantasie ikke hersker ganske frit, indtræde ofte Vildfarelser. Hans Storhed for Værker i antik Aand bestaaer i den dybe og fuldkomment homogene Fremstilling, i sikker Rolighed og stængt Maadehold. Han har tilvant sig denne Antikens Charakteer faa vidt, som det uden aandløs Copie er muligt, og skaber, naar han vil, ganske af den samme Aand, der besiælede den gamle Kunstverden. For den nyere Tids Værker bestaaer hans Udmærkelse i den inderlige, fromme, nordisk-sjælfulde Opfatning af Charakteren; det Stillebegeistrede er her hans Charakteer. Men denne Begeistrings Forbindelse med Maadehold er det, der udmærker ham fremfor alle Kunstnere i hans Fag i den hele moderne Kunsthistorie, og adskiller ham fra dem alle. Fra dette Synspunkt er Thorvaldsens Christus hans Genies største Værk. — Dog — Kunstnerens Værker ere hans Handlinger, og en rask Oversigt af disse maa slutte vor Skizze. Mellem Modellerne til disse christetige Arbeider fuldendte Thorvaldsen, med stedse stigende Hæder, sine Gratier, sit ægte digteriske Haab, sine bekjendte Allegorier Nat og Dag, og sine Basrelieffer i Monte Cavallo. Dernæst to Kariatider til det Bethmannske Gravmæle i Florents, Basrelieffet Bacchus og Amor, Minerva, Amor med Venus, Hygæa, Amor med Psyche, de dandsende Muser. — Ordener, Pensioner og Æresembeder strømmede nu ind fra alle Sider. Murat skjænkede ham begge Siciliernes Orden, Thorvaldsens Landsherre Dannebroges Ridderrang og Bestalling som Professor ved Akademiet, med en Gehalt af 300 Species. Napoleon overdrog ham at udføre Alexanders Triumphtog, der, tilligemed fire andre Basrelieffer og Merkur, som dræber Argus, kjøbtes for Christiansborg Slot. Restaurationen af de Aeginetiske Statuer blev ham overdragen, og han fuldendte Zeustemplets Kandelabrer efter Pausanias. Lahde stak tolv Statuer med Basrelieffer efter Thorvaldsen, hvortil Oehlenschlæger skrev Epigrammer. I Rom udkom en Medaille til Ære for ham, og et Besøg hos Thorvaldsen, en Hylding af hans Genius, blev nu til Pligt for enhver Reisende med Smag og Kunstkjærlighed.”

“En saadan almindelig Erkjendelse kunde hverken tilintetgjøre den store Kunstners naturlige Sind, eller den i hans hele Væsen overgaaede beskedne Vurdering af hans Fortjeneste. I Glands, Riigdom og Forgudelse beholdt han samme uskyldige og barnlige Sind, samme stedse kæmpende Begeistring for Kunsten, samme Mildhed mod Medbeilere, af hvilke han var vant til at ansee enhver som en Broder, som en Medpræst i Kunstens Tempel; samme Beredvillighed til at fremme beslægtede Talenter, til at hjelpe, at raade dem og at lede dem hen til sin egen Bane. Dette Sindelag, der ikke, eller dog ugjerne deeltes af hans store Medbejler Canova, førte til Kulde imellem begge beslægtede og dog forskjellige Aander; men til forstyrrende Udbrud, der ikke lode sig forene med Thorvaldsens hellige Ærefrygt for Kunsten, kom det aldrig. Ringere Aander, opblæste af Stolthed, som Camuccini og Andre, fandt i Thorvaldsen mindre en Modstander, end en tilgivende Dommer; intet Ord af ham forraadte nogensinde, at han besad Bevidstheden om sin høiere Rang. Humanitetens skjønneste Blomster, en almindelig Velvillie og Agtelse for enhver, selv den meest forskjelligartede Stræben, var fremspiret i hans Sjæl — hans Doms Mildhed og Beskedenhed havde fortjent at besejre hans Medbeileres Kulde, ligesom hans Fortjeneste overvandt deres. — Aldrig saae man ham smykke sig med sine Ærestegn, uden naar det var aldeles nødvendigt. Hans ligefremme, men værdige Udvortes, de blaae Øine, det lyse, fine Haar, som forkyndte Nordboen; hans Læber, fulde af
Deeltagelse og Velvillie, hans næsten frygtsomme Taknemmelighed for hvert ubetydeligt Agtelsestegn, man viste ham, hans Ansigts ærlige Udtryk, den høie, tankerige Pande, det fromme og milde Blik, den bløde, rene Stemme, den beskedne Holdning af en Figur, som man i dens strænge Værdighed har kaldet en Personifikation af Nordens Thor — endelig hans trohjertige, usøgte Udtryksmaade, hvorved han med Fordringsløshed sagde det meest Gjennemtænkte og dybest Følte over Kunsten — Alt dette vil være uforglemmeligt for dem, der have nydt den Lykke at omgaaes med ham. Saaledes indtraadte han engang til den Afskedsfest, som i en uforglemmelig Time gaves os i Rom — saaledes staaer hans Billede — elsket og elskværdigt — endnu den Dag i Dag for mig.”

“I Aaret 1819 gjensaae Thorvaldsen sit Fædreland. Hans Reise gjennem Tydskland lignede et Triumphtog. I Warschau, Dresden og Wien beredtes ham festlige Hyldinger, to Keisere, Polakkerne, Schweitserne fordrede af ham Kjendelse over offentlige Mindesmærker, Warschau overdrog ham Udførelsen af Poniatowskys Rytterstatue. Han vendte tilbage til Rom, som han ikke siden har forladt. Hans Beskytter, Pius den Syvendes, og Consalvis Gravmonumenter vare hans Genies næste Frugter. Siden den Tid har han ei alene ganske frasagt sig Büstearbeidet, men ogsaa ganske trukket sig tilbage i den skabende Kunstners Gebeet. Han lader sig nu nøie med at opfinde i Leer, og overlader til yngre Talenter at udføre hans poetiske Udkast. — Thorvaldsen har hævet sig selv til Rigdom og høi Rang; intet er en større Vildfarelse, end den Fabel, der kalder ham gjerrig: for den i Nød betrængte Fortjeneste er hans Børs stedse aaben; men han holder ikke af Bram og hader Pralerie. Hans Atelier, i en lille Gade, nærved Palladset Berberini, bestaaende af en Række smaae Træbygninger, er i 30 Aar forblevet uforandret; kun har Massen af Arbeider efterhaanden gjort dets Udvidelse nødvendig. En Hær af Haandværkere og Kunstnere finder her Beskjæftigelse og riig Anledning til Studium. En Have, en lille Kilde, sønderbrudte Buster, Søiler, Indskrifter, endelig et mægtigt Forraad af Marmorblokke ere dette Steds Prydelser. Samme Simpelhed og Foragt for alt Ydre, som Manden viser, røber ogsaa hans Bolig. Thorvaldsen er ugift, ligesom Canova — Kunsten er hans stedse ungdommeligt blomstrende Brud. Indretningen af hans Bolig i Via Sistina er et Billede paa hans Fordringsløshed. Vaser og en Skat af Gemmer, en Række af Malerier, kjøbte af tydske Kunstnere, blandt hvilke Kochs ere hans yndlingsstykker, et Huus næsten uden Meubler, en Philosophs Garderobe og Seng, men en Samling af skjønne Gjenstande fra alle Kunstfag, er hvad man finder her. Blandt disse er Thorvaldsen gjerne og med Forkjærlighed selv Cicerone, idet han med Ligegyldighed kaster Ordener og Decorationer ihob, for i deres Sted at lade os see sine Gemmer og Cameer. — Det er en Vildfarelse, der med Kunstnerstorhed forbinder Foragt for de moralske Love. — Thorvaldsen er et Mønster paa christelig Vandel, en Mand fra den gamle Tid, simpel, kraftig, undertiden barsk, stedse velvillig, alvorlig og fuld af Følelse for Skjønhed; uden Skinsyge, aaben for Venskab og saa fjernet fra Forfængelighed som fra Misundelse og Higen efter Hæder. Han er forbleven en Tydsker (en Dansk) blandt Italienerne, og selv det Italienske taler han, uagtet 30 Aars Ophold i Rom, mandigt og haardt som en Tydsker. Man bliver aldrig træt af at høre paa ham. Hans Sundhed er fast — men, ihvor længe han endnu maatte blive en Ziir for Verden — stedse vil han forlade den altfor tidligt.

–––––––––

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Kjøbenhavnsposten d. 16.6 og 19.6.1832.

Arkivplacering

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1832, Kjøbenhavnsposten 16.6 19.6.

Emneord

Personer

Værker

A52 Jason med det gyldne skind, 1802-1803, inv.nr. A52
A123 Józef Poniatowski, 1826-1827, inv.nr. A123
A82 Kristus, 1821, inv.nr. A82
A67 En jæger, 1821-1822, inv.nr. A67
A59 Johannes Døberen , 1821-1822, inv.nr. A59
A60 En ung mand, 1821-1822, inv.nr. A60
A61 En søn med sin far, 1821-1822, inv.nr. A61
A62 En mor med sin søn, 1821-1822, inv.nr. A62
A63 En gammel skriftklog, 1821-1822, inv.nr. A63
A64 En liggende dreng, 1821-1822, inv.nr. A64
A65 En dreng, 1821-1822, inv.nr. A65
A66 En farisæer, 1821-1822, inv.nr. A66
A68 To børn, 1821-1822, inv.nr. A68
A69 En mor med sit barn, 1821-1822, inv.nr. A69
A70 En hyrde, 1821-1822, inv.nr. A70
A369 Natten, 1815, inv.nr. A369
A370 Dagen, 1815, inv.nr. A370
A5 Merkur som Argusdræber, 1818, inv.nr. A5
A142 Pius 7., 1824-1825, inv.nr. A142
A508 Alexander den Stores indtog i Babylon, 1822, inv.nr. A508
A612 Gravmæle over Ercole Consalvi, 1825, inv.nr. A612

Kommentarer

  1. [Min egen note til teksten:]
    Der skal formentlig stå Gudekreds.

  2. [Min egen note til teksten:]
    Der skal formentlig stå Gudekreds.

Sidst opdateret 15.02.2016