Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9906 af 10237
Afsender Dato Modtager
Gerhard Peter Brammer [+]

Afsendersted

Skanderborg.

31.7.1845 [+]

Dateringsbegrundelse

Datoen fremgår af bogen, hvor teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Brammer lovpriser i sin tale den afdøde Frederik 6. i en national kontekst og begrunder på den måde monumentets eksistens.

Se original

Tale

ved

Afsløringen og Indvielsen

af

Kong Frederik den Sjettes

Mindestøtte

paa

Skanderborg Slotsbakke

den 31te Juli 1845.

Af

Dr. G. P. Brammer,

Biskop over Aarhuus Stift.

For Kongens og Folkets Aasyn er Afsløringen skeet. Det er os som traadte den forevigede Fyrste, ledet af Sagas’ Haand, frem iblandt sit Folk. Det samler sig som fordum omkring ham; det forener sig som fordum, med sine, Ypperste iblandt sig, grebet af een Følelse — den dybe Pietets — ved atter at betragte Frederik den Sjettes ejendommelige, Ærefrygt bydende Trak. De ere livløse; men skulle vi derover sørge? Nei, Nationaltaknemligheden sammenkaldte os ikke til en Klagefest over det Liv, som svandt, men til en Glædesfest for det Liv, som aabenbarede sig. Vi kalde disse Træk livløse, — og dog — saa levende ere de fremstillede, at de kraftigen gjenkalde os Mindet om hans Ord — ei blot Læbens de alvorlige, men Hjertets de omme, — om hans Blik, ei blot Øiets det gjennemtrængende, men Sjælens det tillidvækkende. Medens Ihukommelsen af hans Hjerterøst og Sjæleblik endnu lever i Folket, skal denne hans Bautasteen indvies. Lad hiin Ihukommelse lægge sin Fylde til Kunstnerens Værk og til Talerens indviende Ord. Faa og prunkløse ville disse Ord vorde, som det sømmer sig til en Konges Eftermæle, der hadede Smiger og foretrak Daad for Tale.

Denne Bautasteen skal indvies til en Mindestøtte for. Danerkongen Frederik den Sjette, og denne er Indvielsestimen; men har han ikke selv vidnet: kun i vore elskede Undersaatters Hjerter ønske vi os et varigt Mindesmærke? Tie da Hjerterne, Landets Barnehjerter, da Stenene skulle tale om Landets hensovede Fader? Nei, just ved Stenene tale Hjerterne; thi det er vi med Kong Frederiks Bautasteen som med Dronning Thyras. Den var, efter Sagnet, kun en Trællestat; men Danmarks Historie skal vidne, at Frederiks var en Kjærlighedsgave.

Indviet være da denne Bautasteen til en Mindestøtte for Frederik den Sjette og derved til et Tegn paa Danerkongens og Danerfolkets Kjærlighed. See! Bautastenen er hensat paa en i Danmarks Krønike minderig Høi, rig ved Mindet om en dansk Konges Kjærlighed, Valdemars til Dagmar. Paa Skanderborg hørte Valdemar Seir Sørgebudskabet fra Ribe om Dronning Dagmars Sygdom. Med Kærlighedens Angest ilede han til sin Sjæls Elskede, som det hedder i Kæmpevisen:

Da Kongen red fra Skanderborg,
Da fulgte ham hundrede Svende;
Men da han kom over Riberbro,
Da red den Herre allene.

Valdemars Kjærlighed til Dagmar smelter sammen med hans Kjærlighed til sit Folk ; thi Dagmar var en Dronning efter det danske Folks Hjerte. — Det nye Minde om dansk Kjærlighed knytte sig venligt til det ældre! Det var Mere end et tomt Ord, at Frederik den Sjette kaldte sine Undersaatter “de elskede.” Han var født til at herske, og han vidste det; men han var ogsaa født til at elske, og det følte han langt dybere. Hovmod og Selvsyge gjør Sindet uskikket til at elske. Men han var ydmyg for Gud og selvopoffrende for sit Folk. Havde det være muligt, at han ved at udgyde sit Liv og Blod kunde have afvendt de Ulykker, der ramte hans Fædreneland, da vilde han have følt sig lykkelig ved at bringe dette Offer. Det eensidige Blik indskrænker Kjærligheden til Partiskhed for enkelt Mand eller enkelt Stand; men hans Blik var mangesidigt og hans Omhu udelukkede ikke Nogen af dem. Herren havde lagt under hans Scepter. Hvor gjerne udrakte han ikke sin Haand med Hjælp; og maatte den stundum være tom paa Gaver, hvor var hans Hjerte dog ikke fuldt af Deeltagelse, hans Vandring af Selvfornægtelse! Hørte han om Nød og Fare, da var han gjerne den Første som Valdemar ved Riberbro. Han var født til at elske — og elskes. Selv fremmede Folkeslag formaaede gjennem hans kolde Ydre at see Sjælens Skjønhed og Hjertets Varme; men var han dem elskelig, hvor meget mere sine Egne! Ja, han var os en elskelig Drot. Hvo iblandt os erkjendte ikke Hans ædle Sind? Hvo iblandt os bøiede sig ikke med Tillid, hen til hans faderlige Villie ? Hvo iblandt os har seet ham vandre iblandt sit Folk og ikke fornummet, at det var forenet med ham ved Kjærlighedens hellige Samfundsbaand!

Indviet være denne Bautasteen til en Mindestøtte for Frederik den Sjette og derved til et Tegn paa Danerkongens og Danerfolkets Trofasthed. Bautastenen, er hensat paa en i Danmarks Krønike minderig Høi, rig ved Mindet om dansk Trofasthed. Thi her faldt Niels Ebbesøn, kæmpende for sit Fædrenelands Ære og den danske Kongestammes Krone. Som Dagmar var en Dronning, saaledes var Niels Ebbesøn en Helt efter det danske Folks Hjerte; thi han var sit Fædreneland tro indtil Døden. — Det nye Minde om dansk Trofasthed knytte sig venligt til det ældre! Lad det nittende Aarhundrede vidne for det fjortende ved Frederik den Sjettes Mindestøtte, at endnu er Trofasthed imellem Konge og Folk ikke uddød i Danmark. Han havde en trofast Sjæl. I den var der ikke Svig; derfor ahnede han den ei hos Andre. Hans Ord var oprigtigt, hans Løfte ubrydeligt, hans Villie stærk. Ved Modstand og Uheld blev den prøvet og luttret, men ikke nedbøiet og forsagt. Sveg Lykken ham, da sveg han dog aldrig dem, om hvis Lykke han kunde frede. Man har med Føie berømmet hans Hukommelse; Hjertets var hos ham dog den troeste. Er det maaskee kun de, som stode hans Throne nærmest, paa hvis Vidnesbyrd vi beraabe os, naar vi kalde ham en fuldtro Ven og en Herre, som ei omverlede sin Naade? Nei, opløft Din Røst, Du danske Bondestand! til Tak og Priis for den Konges Tro fasthed, der som Yngling løfte Din Fod og Din Haand, som Mand skjænkede Din Sjæl ,Oplysningens Gave, som Olding gav Dig Stemme i sit Folkeraad. Vel har han fortjent et varigt Mindesmærke; thi han var bestandig i sin Kjærligheds Arbeide og han blev ikke troet af sin kongelige Gjerning, indtil hans Skovhytte i den beskikkede Time sank sammen. En opblussende, snart hendøende Taknemmelighedsfolelse, en kraftløs Begeistrings Jubel kunde ikke være ham Nok. Han, en Konge, trofast i Daad og under Lidelse, fortjente at herske over et Folk, ham tro i Daad og under Lidelse. Og over et saadant Folk herskede han. Det rakte ham villig Haand til mangen gavnlig Idræt og drog ikke sin Haands Bistand eller sit Hjertes Tillid fra ham, da Prøvelsestiden kom og Meget blev tabt. Jo Mere der tabtes, desto inderligere sluttede de sig sammen, der bleve bevarede for hverandre. Medens Statsomvæltningernes Storme rystede mangen en Throne, stod hans saft; over den Himmelens Beskjermelse til Skjold, under den Danmarks Trofasthed til Grundvold. — Fem Aar ere allerede lagte til det halve Aarhundrede, som svandt, siden hans Brudeblus paa denne Dag bleve tændte og Folkets Øie tindrede af Glæde derved. Han blev Familiefader. Hvor elskeligt var ikke hans Familieliv; hvor lidet lagt an paa at stilles tilskue, og dog hvor mægtigt til at drage ikke blot hans Nærmestes, men Folkets Hengivenhed til sig, og det for bestandigt. Den yngre Slægt lærte af den ældre at deeltage i hans huuslige Tilskikkelser med barnlige Følelser; thi han, deeltog i sine Undersaatters med faderlige. — Mange tunge Skyer vare hendragne, nogle hvilede endnu mørkt over hans Hoved, da det, salvet i den Almægtiges Navn, første Gang paa denne Dag bar Danmarks Krone; men Folkets Øie lyste ham endnu trofast og tillidsfyldt imøde. Det formørkedes af Taarer, da Kirkeklokkerne forkyndte: Kong Frederik ligger Lig. Men da udtalede Danmarks Hjerte, tro indtil Døden, sig ved den Stands Begjering, hvilken man fortrinsviis har kaldet Folket. Den danske Bondestand kom i Hu, hvad den var, da han greb Regjeringens Roer og hvad den nu var bleven. Derfor bad den: “Lad os bære vor Konges Lig til hans Fædres Grave!” Og did blev han baaren af trofaste danske Bønder. — I Dag ere trende Decennier henrundne efter hans Frederiksborgerfest med Kroningsglandsen. Under disse trende skjæbnesvangre Decennier, hvori saa mange forskjellige Røster snart i Folkets, snart i Historiens Navn gave sig tilkjende, ja under den rige Erstatning, Forsynet har skjænket os i den Herrens Salvede, der — som saa ofte forhen, saaledes i denne Time — giver et ophøiet Exempel paa den ømmeste Pietet, bevarer Danmark endnu Frederik den Sjettes Livsalighed i trofast Ihukommelse. Derom bære Du Vidnesbyrd, Skanderborgerfest med Æresstøtten, Folket reiste, og med den jydske Bondes Sang, af hvilken den snart skal omtones!

Indviet være denne Bautasteentilen Mindestøtte, for Frederik den Sjette og derved til et Tegn paa Danerkongens og Danerfolkets Haab! Bautastenen er hensat paa en i Danmarks Krønike minderig Høi, rig ved Mindet om Danmarks Haab. Til Skanderborg var forhen Danmarks Haab bundet. Det gyngede i Kongebaaden paa Skanderborg Sø med Barnet, der var bestemt til som Fædrenelandets Skytsengel at staae ved høien Mast i Røg og Damp. I fjerde Christians Capel blev sjette Frederik bisat. Nær ved den Sø, hvis Navn fjerde Christians gjør udødeligt, er sjette Frederiks Mindestøtte reist. Det nye Minde om Danmarks Haab knytte sig venligt til det ældre! Sagas Kjærmindekrands vorde bevaret i Bøgelunden mellem Haabets grønne Blade! — Med større Forhaabninger har det danske Folks Øie ikke hvilet paa nogen Kongesøn end paa sjette Frederik. Selv udsaaede han mangen god Sæd i sit Rige, stundum med Graad, stedse i Haabet, i det Haab, at den kommende Slægt skulde høste med Frydesang. Et varigt Mindesmærke i hans Folks Hjerte var hans Sjæls Begjering. Skal den vorde opfyldt, da maa Mindesmærket ikke som et ægyptisk Gravmonument have den sørgelige Id at gjøre Dødens Overmagt uforglemmelig, men som et christeligt Symbol pege paa Livets Seir over Døden. Lad Erindringen om Danmarks Trængsel og Ydmygelse uddøe, for saavidt den krænker Hjertet og nedkuer Sindet; men lad den leve, for saa vidt den drager Hjertet til Gud og hans Salvede og opmander Modet til-Kamp for Fædrenelandets Ære! Lad Erindringen om Fortidens Feil og Misgreb uddøe, for saa vidt den vækker Bitterhed og Mistillid , men lad den leve, for saa vidt den giver Nutid og Fremtid Belærelse og vækker iver for Alt, hvad der er Fædrenelandet gavnligt og hæderligt! Lad Erindringen om enhver vildfarende Kraft, der i sjette Frederiks Dage bevægede sig i Folkelivet, uddøe — og bevæger saadan Kraft sig endnu iblandt os, da lad den selv uddøe; — men lad Erindringen om enhver god Kraft, der vaktes og næredes under Kong Frederiks Scepter, leve og det ikke blot som en Erindring men som en hellig Flamme, vi have at overantvorde vore Børn bevaret reen, forøget rigelig. I det danske Folkeliv vaktes og næredes mangen god Kraft under Kong Frederik den Folkelige. Det danske Folkeliv skal bevares og forøges i Gudsfrygt og Christentro, i Lydighed mod Lovene og i Tillid til Lovenes Haandhæver, i Styrke og Indsigt, i Fædrenelandskjærlighed og Almeenaand. Med dette Haab være Frederik den Folkeliges Mindestøtte indviet! Haabet er udtalt med Indvielsen. Det oplive i denne Festtime hver ægte Danemands og Daneqvindes Bryst! Frygt kun ikke, at, naar i de kommende Dage- nogen sanddru Historiegrandsker vandrer i disse skjønne Egne, han ved Synet af Frederiksstøtten skal udbryde: “Det Haab, den skulde betegne, var forfængeligt; Danmarks Historie har beskjæmmet det.” Visselig! det skal ikke skee, saasandt’som det gjæve Folk , der reiste denne Støtte, vil af ganske Hu forene sig med den høisindede Konge, der beskyttede den, i en fast og levende Tro paa Ham , fra hvem al Kongevælde og Folkelykke har sit Udspring og sin Velsignelse.

See, Mindesmærket stander nær ved Kirken. Det skal udtydes, at, naar Kirkens usynlige Herre, som og er alle Rigers Bestyrer og alle Kongers Dommer, engang lader sin Aabenbarelsesdag skinne, da skal det, vi her kun skimtede, klarligen sees; da skal ikke Billedstøttens ydre, men Hjertets indre Skikkelse fuldkommen afsløres, da skal Kongelivets Styrelse og Betydning vorde forklaret i det evige Livs Lys. Mindesmærket stander nær ved Kirken. Det skal ogsaa udtydes, at hver dansk Mand og Qvinde, som i Oprigtighed troer paa Kirkens Herre , nedbeder Velsignelse fra hans. Miskundheds Throne over Frederik den Sjettes Minde, Velsignelse over hans kongelige, christelige Idræt. —

Generel kommentar

Denne tale blev holdt af biskoppen over Aarhus Stift, G.P. Brammer, ved indvielsen af Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke 31.7.1845. Talens konservative indhold kom under hård kritik i Kjøbenhavnsposten.

Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Emneord
Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke · Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke, indvielse af
Personer
Frederik 6.
Sidst opdateret 13.05.2020 Print