Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 3459 af 10185
Afsender Dato Modtager
Just Mathias Thiele [+]

Afsendersted

Rom

12.6.1824 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Ole Johan Freuchen [+]

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Afsendt fra Rom den 12te i juni 1824.
Kjære Freuchen!
Her har Du endeligen et Romerbrev til Tak for Dit saa kjærkomne Brev jeg modtog i Genua, efterat det forgjæves havde søgt mig i Paris.
[…]
Men lad os ikke blive hængende i Veien! Altsaa ligeud i Rom! Jeg hilser alle mine Landsmandinder fra deres kjære Thorvaldsen, og alle kjøbenhavnske Cavalerer − isærdeleshed Bølling − fra hans tre Gratier. Han var den første Landsmand som jeg mødte i Rom, og jeg antog det for et godt Varsel, at han kom mig ganske tilfældigviis imøde, og gav mig midt paa Piazza Barberini et Landsmandskys. Han førte mig strax igjennem sine Studier (Attellier) men mit Sind var endnu ikke udhvilet nok, ja næsten ganske og aldeles forstyrret af det mægtige Indtryk som jeg her nolens volens maatte modtage, fra hoire og venstre Side, ved at befinde mig indenfor Roms Mure, og jeg gik her omkring mellem hans udødelige Værker ganske tykhovedet, og vilde neppe være mig selv bekjendt. Saaledes var min sjælelige Tilværelse i meere end otte Dage, først trykkende og der var neppe en lys Plet paa den hele romerske Himmel for mig. Hvori det ligger er mig endnu utydeligt, kun saameget føler jeg, at havde jeg været Kunstner maatte jeg have liidt dobbelt. Du begriber ikke hvor man falder sammen mellem disse store Omgivelser, og i Skaren af dygtige og udmærkede Kunstnere, hvor selv den, der i Fædrelandet maaske har noget at betyde som Kunstner, han svinder hen i den store Masse − Det gjælder her om at være dygtig, og selv at kunde producere, ellers kan man ikke nyde Rom. Ikkekunstnere gaar her som Saul mellem Propheterne, og hvor alle arbeider, frembringer − ja skaber − gaar han med ledige Hænder − og fortærer sit Stipendium: Her staar det klart for mig, at der er Forskjel paa at producere og at recensere −, dog nu er Gudskelov! Himlen klarere, og den trykkende Kunst Sirocco blæser kun engang imellem! Jeg er ikke altid just saa egoistisk, og jeg lærer mere og mere at nyde tilgavns hvad Andre frembringer. Næsten hver Dag besøger jeg Thorvaldsens Studier, og med hver Gang finder jeg der − saaledes som det gaaer overalt − større Nydelse. Du har vistnok tidt og ofte hørt, hvad jeg her kan fortælle Dig derom, men desuagtet vil Du ikke afslaae mig, at lade Dig føre engang igjennem alle hans Studier af mig. Indgangen til det store Studio gaaer igjennem et Vognskuur (Tilgiver mig alle Muser og Gratier, at jeg begynder med en saa lurvet Bemærkning idet jeg træder ind i Thorvaldsens herligste Tempelværksted:) Du finder her tre Afdelinger, adskilte kun ved store nedhængende Tepper. Idet Du træder ind i den første, seer Du ligeved Døren Mars, som lidt vel rask veier Amors Piil i Haanden. Han er endnu kun en Halvgud, eftersom Th: ikke endnu har lagt Mesterhaanden paa ham − ja han er endnu ikke rigtigt sprungen ud af Skalden. Lidt videre fremme seer Du Nicol Copernicus colossal, med Astroglobiet i venstre, Passeren i hoire Haand, og Blikket udigjennem det hoie Kirkevindue op til den evige Stjerne, hvis Gang han udmaaler. Saaledes skal han sidde i sit eget Monument i Pragerkirken troer jeg. Bag ved, Mercur, som har spillet Argus i Søvn og lister Sværdet frem, for i et slag at lukke dens hundrede Øine. I den anden Afdeling træffe vi den velsignede Hyrdedreng med sin Hund, Poniatovskyes Hest, (bestemt til Heltens Monument) om hvilken, skjøndt den er en Hest, jeg er alt for ringe til at tale. − Den er ligeved at gjøre sit sidste Trin, men studser dog lidt tilbage for Vandet, fordi den rimeligviis ikke strax i Øieblikket har fattet sin brave Rytters heltemodige Sporeslag. Bag ved disse Statuer, seer Du to Basrelief opstillede mod Væggen; de høre til et stort Basrelief, som Kronprindsen af Baiern har bestilt af Th: og ere netop Begyndelsen og Enden. Det ene forestiller Bebudelsen og det andet, de tre Qvinder ved Christi Grav; jeg har aldrig seet den græske Kunst inderligere forbunden med Christendommens Aand end der i disse Arbeider, og jeg er overbeviist om at den Opgave at fremstille tre christelige Gratier ikke kunde løses heldigere (og mere i den græske og christelige Aand tillige) end Th: her har givet dem i de tre bedrøvede Qvinder der staar ved Christi Grav Th: sagde ganske naiv (som altid naar han taler om sine Arbeider) da han forleden Dag traf mig her: “Det er smukt ved dette Arbeide, at det begynder med en Engel, og ender med en Engel[”] − den ene forkynder at Christus skal komme, og den anden viser op til Himlen at han nu er der. Af de øvrige Arbeider, som findes i denne Afdeling, tør jeg kun opholde mig ved en virkelig Engel i naturlig; det vil sige i menneskelig Størrelse, frit staaende, og netop fremtrædende med en Krands om de lange nedhængende Lokker, og med store Seraphvinger, bærer den i sin udstrakte Arm en stor Muskelskal, og det med et Blik, hvorved man føler Himlen aabnedes. Det er en Døbefond − den allerskjønneste Døbefond − og med Guds Hjælp vil vi engang see den i Danmark; Th: har uden bestilling gjort den til Frue Kirke, og har betroet mig, at det er hans Hensigt at gjøre Kirken en Foræring dermed, ligesom man i denne Tid former en anden Døbefond (en Copie, forbedret, siger Thorv: af den paa Brahetrolleborg) hvilken han vil sende som en Foræring til Island. − Fra denne Afdeling af, fører jeg Dig ind i en Kirke − det er den tredje Afdeling af det store Studio. Jeg veed intet Kunstværk, der har grebet mig dybere end denne Christus, som engang skal staae for Alteret i Frue Kirke − Han er fremstillet colossal, men dog ikke destomindre en Christus fuld af Kjærlighed, og Du seer ham med aabende Arme træde frem mellem de Bedrøvede og forladte Apostle, og hans Hilsen: “Fred være med Eder!” er egentlig Hovedindtrykket som den gjæve. Her blæser ikke Kunst Siroccoen længer, her har jeg funden min Kirke! Til alle Sider er man her omgiven af Evangelister og Apostle, Arbeider om hvilke Th: selv sagde mig, at det var Kunstværker, som kunde staae i et Museum. Vistnok undseer denne store og rene Kunstnersjæl sig ikke ved at vide, at han kan frembringe Mesterværker, men dog skylder jeg Sandheden at tilfoie, at disse hans Ord mere blive sagde til Ære for hans Elever, dygtige unge Kunstnere, der have udført disse Statuer efter hans Skizzer, og under hans daglige Opsyn. Han har givet hver af dem et saadant Arbeide, og omtrent 10 ere nu færdige. Statuen af St Johannes seer du hist i Skammekrogen, den er forkastet af Th. selv − han siger at den er ikke godt componeret, og jeg hører slige Repliker med stor Opbyggelse, fordi de bevise mig, at store Kunstnere ikke just altid behøve at arbeide sig selv til Nøie! Engang beklagede vi den stakkels Elev, som havde det Uheld, at see sit Arbeide forkastet, hvortil Th: svarede fortræffelig og lidt heftig: “Det er ikke hans Skyld − det er min egen −![”] At jeg ikke kan opholde mig her ved de enkelte Evangelister og Apostle vil Du vist indsee− det maae være Dig nok, at høre, at en Kunstner som Th reent ud, og uden Tilbageholdenhed roser den. I Baggrunden seer Du endnu en stor og herlig Komposition til Frue Kirke; nemlig en Gruppe af 19 fritstaaende Figurer i naturlig Størrelse. Det er nemlig Johannes som prædiker i Ørkenen. Tænk Dig disse 19 frie, naturligstore Figurer opstillede Frontspidsen af det herlige Portel for Kirken! − Og hvilken Composition, hvilke Grupper af tilhørende Krigere, Hyrder, Qvinder og Børn. Hver Figur for sig er et skjøndt Hele – og dog alligevel ere de alle saa herligt forbundne, at de seete tilsammen kun efterlader et Hovedindtryk. – Dertil kommer den Indskrænkning, at den hele Gruppe skal indsættes af – altsaa ogsaa tildeels danne, en Triangel, men det ahner man ikke ved at see den, som den staaer opstillet her. Johannes staaer ophoiet i Midten, hans nærmeste Tilhørere staaer vel opreiste, men dog lavere, de følgende Figurer paa begge Sider, bestaae af siddende Figurer af Børn, og de alleryderste ere liggende, men alles Opmærksomhed hviler paa Johannes i Midten, saa at selv Retningen af deres Blik, umærkeligen danner Trianglen. Foruden disse Arbeider har han endnu at forfærdige til Vestibulen, 2 Propheter og 2 Sibyller, i Indgangen af Templet, som dem, der have forudsagt Christus, og endeligen et stort omløbende Basrelief, som et Baand eller Frise, til det Indre, fremstillende Christi Gang fra Pilatus og til Korset. – Vi forlade nu det store Studio, men tro ikke at det omtalte er alt, hvad der her findes. Et Hovedværk har jeg fx forbigaaet, og det et Værk, som indtager mere end den ene Side af alle tre Afdelinger. Det er hans Alexanders Tog, og netop det, som engang skal pryde Slottet i Kjøbenhavn, og hedder det da ogsaa at vi kun faae en Kopie, saa læg Mærke til Kjære! At det er blandt de sjeldne Kopier, der overgaaer Originalen, idetmindste ihenseende til Compositionens Rigdom. Th: har nemlig componeret adskillige ganske nye Stykker, som skal indsættes i den ældre Komposition paa forskjellige Steder, og med Helten selv, sagde han mig forleden, var han ikke fornøiet, men vilde gjøre dette noget bedre. Vi forlade nu det store Studio, og i det vi nu skræve om paa den tredje Side, aabner vi en lille Laage, træder ind under det kjølige Vinløv, og gaaer nu igjennem Thorvaldsens lille Have op i Studiet til venstre i en lille Gade, nærved Piazzo Barberini. Vi kan her hilse paa Manden selv, han staaer netop i disse Dage, i den mig høist interessante Stilling paa et høit Stillads, med sin Jason Ansigt til Ansigt. Forunderligt! At han saaledes maae krybe tilveirs for at naae sine egne Hænders Gjerning! Jeg traf ham saaledes forleden Dag, med Meiselen paa Heltens Pande. Han sagde mig, at det var suurt, nu endeligen at gjøre sin gamle Synd god igjen (thi det er første Gang at Jason udføres, skjøndt, den nye Hope allerede for mange Aar har gjort Bestillingen.) Nu skulde den da endeligen gjøres færdig, men han havde ikke ret Lyst. Jeg sagde ham at det var dog Jason, som spillede en saa betydelig Rolle i hans Kunstnerliv – hvortil han svarede: Ja! dengang var jeg ogsaa fornøiet med den – og den er jo ogsaa ret god endnu, men jeg kan dog nu gjøre noget bedre! – Hans tre Gratier stode netop lige ved siden af mig, og jeg kunde altsaa ikke sige meere til Jasons Berømmelse. – I det andet Studierum, her ved denne lille venlige have træffer Du en Landsmand, den brave Freund. Han har i disse Dage hjemsendt et meget smukt Monument til Etatsraad Scavenius’s Grav, og et andet over den afdøde Provst Estrup. Om det første har jeg flere Gange hørt Thorvaldsen, som ogsaa andre dygtige Folk tale med megen Berømmelse, og jeg tvivler ikke om at det fortjener deres Roes. Han er nu beskjæftiget med at lægge sidste Haand paa en Buste til en rhinsk Grev Schønberg, imedens en grov Karl lægger Haand paa hans spæde Hyrdepige, som holder et lille Lam paa Skjødet, for at give det at drikke af en Skaal. Istedetfor at andre Piger pleie at voxe i deres Udvikling, bliver denne hver Dag mindre, og du skulde undre Dig ved at see en fiirkantet Marmorblok, som ligger udenfor Hoveddøren paa Gaden, naar jeg sagde dig at Nokenditto af Thorvaldsens tre Gratier ligger dermellem, og dog koste det kun et Ord af vor berømte Mester saa springe de frem deraf. I dette samme Studio er overordentlig smukt, og i en ret frisk Aand componeret Basrelief Amor og Anacreon. – Du vil af Anacreons Digte erindre Dig, at Amor engang en Nat, stiv af Kuld, banker paa Anacreons Dør, indlades og modtages af den gamle Skalk paa det bedste, og er neppe kommen til sig selv ved den gamle Digters Pleie, førend han støder ham sin Piil i Brystet. Saaledes seer Du her den siddende Anacreon aftørre og opvarme den forfrosne Dreng, medens denne med et skalkagtigt Smiil trykker ham uformærket Pilen i Brystet. Det udføres i denne Tid i et sjeldent Stykke grædsk Marmor (der er et Brudstykke af et gammelt grædsk Monument) og Thorv har stor Forkjærlighed for det. – I det tredje Studium til venstre ved den lille Have finder vi en Elev beskjæftiget med en af Apostlene; Venus med Æblet færdig til at reise til England, og hvad der er det mærkeligste, – den afdøde Paves Monument netop begyndt. Hvilken Triumph er det ikke for Kunsten, at en Protestant har faaet dette Arbeide, trods en Mængde medbeilende Katholikker. – Kompositionen er ligesaa simpel som den er skjøn, og der hører Thorv: rene Kunstforstand til at lade sig nøie med det som ligger nærmest, hvor 1000 andre vilde have anspændt Hjernen, for endelig at finde en intetsigende Allegorie. Thorvaldsen har fremstillet den afdøde, høitelskede og savnede Pave i fuld Ornat, siddende paa en Lectium[?], og med den høire Haand uddeler han Velsignelsen. Hvorledes kan man vel nærme sig et saadant Gravmæle uden Ærbødighed, og hvad maa ikke Catholikken føle sig greben, ved selv i den afdødes Minde at erholde Velsignelsen? Endnu har Th: et Studium paa Piazzo Barberini. Her finde vi et Arbeide, som fra Kunstens Side vel ikke har saa meget at sige, men bliver dog altid min Patriotisme kjær og vigtig, da jeg i det seer vor Landsmands Rygte udstrakt indtil Indus og Ganges. En indisk Fyrste har nemlig bestilt sin Buste hos Thorv: og til den Ende sendt sit Portrait, hvorefter Thorv har gjort en Buste, som skal afsendes til Indien. Førend jeg forlader Thorv: maae jeg dog føre Dig hjem i hans Bolig i Palazzo Thomaso, skraaes overfor mit Logis. – Skjøndt ogsaa her er Kunstværker i Hobetal, hvorom der kunde skrives mange Breve, vil jeg kun opholde mig ved Th: allersidste Arbeide, Frugten af et Par Regndage i Paaskeugen, som holdt ham inde, siges der. Det et skalkagtigt Basrelief, hvorover han ret gotter sig. Ideen deri er Kjærlighedens Ustadighed; Basrelieffet bestaaer af 6 Figurer og endeel smaae Amorer. Den første Figur fra venstre er en Amorhandlerske, der sidder med et heelt Buur fuldt af Amorer og faldbyder dem til endeel Smaapiger, der kige ind i Buret, forundrede over disse smukke Smaaefugle. Den næste Figur har kjøbt sig en lille Amor og knæler tilbedende og løfter ham i Veiret; den tredje trykker ham ret inderligt til sit Hjerte, den fjerde er allerede kjed af ham og bærer ham som en Gaas, ved Vingerne; i den femte Gruppe sidder han hoverende paa Mandens Skulder; og i den sidste Gruppe seer man ham flyve sin Vei. Dette Basre[l]ief skal anvendes til en stor Muse, hvortil den raae Steen allerede ligger færdig[.] Jeg seer nu først med Forskrækkelse, at jeg har fyldt næsten tre Sider med frugtesløst og forgjæves Bestræbelser for at give Dig Idee om Ting, som maae sees for at kunde føles og elskes; men betragt det hellere som en stor Side af mit Romerliv, saa skal jeg strax bestræbe mig for at give Dig Pendants, idet jeg viser Dig mit Romerliv fra de andre Sider. Jeg kan saaledes, uden at forlade den kjære Genstand, til hans Roes jeg allerede her har smaasnakket paa halvtredie Side, slaa over i en anden Passiar. –
[…]
Imidlertid er denne Kneipe adlet af selve Thorvaldsen, der i flere Aar har taget sin Kost her, og ved at søge de berømtere Restaurationer, vilde jeg kun profitere det, at spise slettere, betale dobbelt og undvære et muntert selskab, der jo dog krydre Retterne…

[Thiele]

Generel kommentar

Dette brev er skrevet af efter en bog med Thieles egenhændige afskrifter af hans afsendte breve fra hans rejse til bl.a. Rom i 1820’erne. Kun de Thorvaldsen-relevante passager gengives.

Arkivplacering
Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4845,4°
Emneord
Portrætbuster, samtidige personer
Personer
Ghazi-ud-Din Haidar
Værker
Sidst opdateret 28.08.2012 Print