21.1.1804

Sender

Herman Schubart

Sender’s Location

Napoli

Recipient

Bertel Thorvaldsen

Recipient’s Location

Rom

Information on recipient

Ingen udskrift.

Dating based on

Dateringen fremgår af brevet.

Abstract

Schubart reports on his efforts to obtain commissions for Thorvaldsen from Denmark. Through her husband, his sister Charlotte Schimmelmann has brought the matter up with Crown Prince Frederik (6.). She will talk to Christian Ditlev Reventlow and try to persuade C.F. Hansen to commission works from Thorvaldsen. Four of the sculptor’s marble busts have been presented and admired at the Danish court. Charlotte Schimmelmann has asked her brother to advance Thorvaldsen a sum of money. Schubart urges the sculptor to work for his fatherland.

Document

NeapelI den 21 Januar 1804

P.M.II

Jeg giör mig det til en meget angenem Pligt at meddele Dem Indholdet af tvende forskiællige Breve jeg har faaet fra min Söster Grevinde SchimelmannIII i Deres AnledningIV min kiære Herr Landsmand. Det første var af 10 Dec: og det sidste af 15de og endskiøndt Vor fælles Ven Baron HumboldtV har ventelig kundgiort Dem hvad min Søster under 10 Dec tilmelder mig, glædes jeg dog ret inderlig ved at igientage det – See her Oversættelsen:
under 10 Dec: Min MandVI vil ufortövet beskiæftige sig med KronprindsenVII om vor gode Thorwaldsens Sag, og jeg vil illigemaade tale den med Grev Chr: ReventlowVIII som i Sandhed er hans oprigtige Velynder. Du kand derfor tröste ham, og sige ham at jeg har ald muelig Grund til at formode at han opnaaer det han önskerIX. Jeg haaber at han vil blive fornöyet, imidlertid er jeg blevet ret inderlig rört ved at igiennemlæse hans BrevX, og min Mand er heller ikke blevet ligegyldig derved.
den 15 Dec: Paa engang fremviser sig 4 Skiönne BüsterXI af Thorwaldsen, som man siger at have været fængslede paa ToldbodenXII. Den af Sal: BernstorffXIII som almindelig beundres bliver taget, som man forsikrer, af Grev Godche MoltkeXIV. En af RaphaelXV fristede os meget; men den er AbilgaardXVI bestemt. Nu bliver 3 Romme[r]ske KaysereXVII tilbage – Med Ord, jeg har uhældigviis intet seet af dette Skiönne da Du ved at jeg altid er indelukketXVIII i mit Huus. Men skulde Du vel troe at ingen her, ved at vurdere /:taxer:/XIX slige Büster. For Guds Skyld giv os en Idee af PriserneXX, og saaledes at Kiöberne ikke afskrækkes. Min Mand har talt med Kronprindsen over vor PraxitelesXXI, og vi haabe det bedste. Du kand paa Afregning giærne lade ham udbetale et eller to hundrede Rixdaler som min Mand skal sörge for at blive Dig igien erstattet; blot mag det saaledes at han bliver trukket af hans trykkende OmstændighederXXII, som vilde have en skadelig Indflydelse paa hans HelbredXXIII. Jeg vil tale med vor berömte Architect HansenXXIV som skal opbygge Christiansborg Slot. Der synes mig at man i en af de store Sale kunde sætte Marmor Statuer, og naar man gav Thorwaldsen dette Paadrag vilde han kunde underholde sig i Rom, og beqvemt underholde sig. Reventlow har sagt mig at han har slægtningerXXV som ikke ere bemidlede. Gid kuns at han ikke for at understötte dem, selv blev et offerXXVI.
Af alt dette seer De min kiære Herr LandsmandXXVII at man i Fædrenelandet ikke glemmer Dem; og har jeg havt den Lykke at kunde bidrageXXVIII til en saadan Erindring, takker jeg Forsynet derfor; og med Rousseau udraaber jeg: L’occasion de faire des heureux, est plus rare qu’on ne le pense. La punition de l’avoir manquée, est – de ne plus la rétrouverXXIX.
Nu min værdige Landsmand! Opliv Deres faldne Mod, og troe at De har i mig en oprigtig Ven, hvis Iver for Dem vil stedse være meget virksom. Skiænk mig kuns Der[es] Tiltroe. Jeg fortiæner den; thi jeg deeltager med sand Følelse i Der[es] Stilling. Jeg ved den er noget indvikletXXX! Men vær Mand! og tænk at De bör giöre Dem de Edle værdig som i Födelandet tager Deel i Der[es] Skiæbne. Riv ikke aldeles Skiönsomheds Baand lösXXXI. Denne Opofring vilde være for stoer, og jeg forlanger den ikke – Men lad Dem ikke aldeles henriveXXXII, og bliv Der[es] Genie troe. Arbeyd flittig. Med et Ord! giör Danmark Ære! At De ikke besvarede mit første BrevXXXIII, glemmer jeg giærne, og De vil forpligte mig med ikke at tale et Ord derom naar De besvarer detteXXXIV. Sig mig om De vil have 100 eller 200 ScudiXXXV. De skal strax have dem; men sig mig hvor vidt Der[es] JasonXXXVI er kommet? hvad De imidlertid har foretaget, eller vil foretage. Skriv mig uden ComplimenterXXXVII, og tænk at jeg er Der[es] Ven

H[erman] B[aron] Schubart

General Comment

Dette brev gav Thorvaldsen svar på det bønskrift, han 7.11.1803 havde sendt til Herman Schubarts søster, Charlotte Schimmelmann. Brevet til hende og nærværende brev skal læses i lyset af de bestræbelser, Herman Schubart udfoldede for at opnå den danske regerings accept af Thorvaldsens ønske om at blive i Italien. Sagen blev afgjort til Thorvaldsens fordel i form af det stipendium, som billedhuggeren blev tildelt fra den danske stat 6.3.1804. Se mere herom i referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.

Archival Reference

m1 1804, nr. 2

Thiele

Gengivet hos Thiele I, p. 214-216.

Subjects

Persons

Works

A759 Agrippa, 1799-1800, inv.nr. A759
A760 Cicero, 1799-1800, inv.nr. A760
A761 Cicero, 1799-1800, inv.nr. A761
A752 Rafael, 1800, inv.nr. A752
A208 A.P. Bernstorff, 1797, inv.nr. A208

Commentaries

  1. Herman Schubart var dansk gesandt ved hoffet i Napoli, og han opholdt sig dér sammen med sin kone fra 12.11.1803 til omkring 1.5.1804.

  2. I.e. Pro Memoria – Latin for “in remembrance”, used to recall oneself to somebody. The expression was originally a polite introduction in letters to persons of a higher rank, often civil servants. Gradually it was also used more generally in letters to or from officials, often written in one word. The expression appears frequently in the more formal letters in the Archive.

  3. Den danske kulturpersonlighed Charlotte Schimmelmann.

  4. Anledningen var Thorvaldsens ønske om at blive i Italien, se mere herom i referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.

  5. Den tyske sprogforsker og diplomat, Wilhelm von Humboldt.

  6. Den danske finansminister Ernst Schimmelmann.

  7. Dvs. kronprins Frederik (6.), der de facto var Danmarks regent.

  8. Den danske statsminister Christian Ditlev Reventlow, der allerede i 1790’erne havde støttet Thorvaldsen på forskellig vis, som det indirekte fremgår af det følgende.

  9. Nemlig at forblive i Italien og modtage opgaver fra det officielle Danmark, se referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.

  10. Dvs. Thorvaldsens brev af 7.11.1803, som Schubart skrev udkastet til, og som han antagelig også var hovedforfatter til.
    Heri antydes det diskret, at det netop var de to ministre Schimmelmann og Reventlow, der skulle påvirkes, for at Thorvaldsen kunne opnå en officiel godkendelse af sit ønske om at forblive i Italien. Som det ses, havde Charlotte Schimmelmann talt med eller ville tale med begge de højtstående herrer, hvoraf den ene altså var hendes egen mand.

  11. De fire, dvs. egentlig fem, buster er identificeret i kommentarerne nedenfor. Busterne blev af Nicolai Abildgaard opstillet hos kronprins Frederik (6.), se brev af 17.1.1804. Det må være her, Ernst Schimmelmann har set dem, ligesom det må være ham, der fortalte sin kone om dem, da hun ikke selv havde taget dem i øjesyn, som det fremgår af det følgende.

  12. Busterne var pakkede i kasser stilet til Abildgaard. De stod ifølge hans brev af 17.1.1804 “…under aaben Hemmel i 15 Maander mig uafvidende…”
    Busterne blev transporteret fra Italien til Danmark nedpakkede i kasser med fregatten Triton, der ankom til København 10.12.1802, se referenceartiklen om Hjemsendelsen af kasser.

  13. Dvs. salig A.P. Bernstorff, som døde 1797.
    Den omtalte buste er marmorportrættet af A.P. Bernstorff, 1797, Brahetrolleborg (originalmodel A208).

  14. Greve og statsminister Joachim Godske Moltke (1746-1818), jf. E454, i øvrigt farbror til Thorvaldsens ven Adam Gottlob Detlef Moltke. Bernstorffbusten blev ikke “taget” af grev Godske Moltke, men blev senere skænket af Thorvaldsen til grev C.D. Reventlow og findes nu på Brahetrolleborg, se brev af 4.2.1809 fra Thorvaldsen til Reventlow.

  15. Thorvaldsens marmorkopi af en buste, som forestiller renæssancemaleren Rafael, A752. Originalen blev udført af billedhuggeren Pietro Paolo Baldini (også kendt som Naldini, ca. 1605-1650). Den blev i 1674 opstillet på Rafaels grav i Pantheon. Busten blev flyttet i 1820 sammen de øvrige buster i Pantheon til Kapitol, og samlingen fik navnet La Protomoteca Capitolina, den kapitolinske portrætsamling. Se Cataloghi dei Musei comunali di Roma, V, La Protomoteca Capitolina, Rom 1955, p. 11-12, 80.
    Denne buste bestilte Abildgaard hos Thorvaldsen i brev af 3.12.1799, som det fremgår af det følgende.

  16. Den danske maler og Thorvaldsens beskytter, Nicolai Abildgaard.

  17. Dvs. Thorvaldsens tre marmorkopier efter romerske portrætbuster, der i øvrigt ikke var kejsere: Agrippa A759, Cicero A760 og Cicero A761.
    I sine kommentarer til brevet skriver Thiele om busterne, at han fandt dem “engang under en oprydning i Ornamentskolens Pulterkammer”, jf. Thorvaldsens Archiv, vol. I, p. 70.

  18. Det vides ikke, hvorfor Charlotte Schimmelmann var bundet til sit hus.

  19. Schubart gengiver her antagelig det oversatte ord fra søsterens originale brev – nemlig det franske taxer, som i denne sammenhæng betyder at prisfastsætte.

  20. I brev af 25.2.1804 til Abildgaard skriver Thorvaldsen, at buster som de hjemsendte “vil omtrent koste 30-40 Piaster”, men denne pris var vist uden hans egen fortjeneste.
    Som svar på Abildgaards forespørgsel af 29.12.1804, hvad busten af Jacob Baden, A863, ville koste, svarede Thorvaldsen i brev af 28.7.1805: “jeg faaer 100 Dukater for et Protrait lidt over naturlig Størrelse, og troer ikke at kunde giøre dette [i.e. Badens portræt] ringere ensom 200r [rigsdaler] Dansk, som bliver lidet over det halv af hvad jeg ellers faaer, da vor Kurs staaer saa slet”.
    Se i øvrigt referenceartiklen om Prisfastsættelse af Thorvaldsens egne værker.

  21. Om Thorvaldsen som datidens Praxiteles, se referenceartiklen herom.

  22. Om Thorvaldsen dårlige økonomi omkring årsskiftet 1803-04, se fx Schubarts foregående brev af 12.11.1803.

  23. Thorvaldsen led på dette tidspunkt i ubehagelig grad af hæmorider, se referenceartiklen om Thorvaldsens sygdom 1803-04.

  24. Den danske arkitekt C.F. Hansen. Om Charlotte Schimmelmann fik talt Thorvaldsens sag for Hansen, vides ikke, men et par måneder senere i februar-marts 1804 skrev Herman Schubart til arkitekten og opfordrede ham til at bestille værker hos Thorvaldsen.
    Den 18.6.1804 skrev Hansen til billedhuggeren og bad ham komme med forslag til skulpturel udsmykning. Først 2½ år senere, den 31.12.1806, afgav Hansen egentlige bestillinger til Thorvaldsen. Se herom i referenceartiklerne om udsmykning af Christiansborg og Københavns Råd- og Domhus.

  25. Dvs. Thorvaldsens forældre, Karen og Gotskalk Thorvaldsen.

  26. Thorvaldsen økonomi var ikke så god, at han kunne understøtte sine forældre. Hvis de buster, han havde hjemsendt, blev solgt, skulle pengene været gået til forældrene, sådan som Thorvaldsen senere skrev i brev af 4.2.1809 til C.D. Reventlow.
    I 1806 bad Thorvaldsen “…Baron Schubart at skrive til hans Syster Grevinde Schimmelmann at vise Omhygelighed for ham [i.e. Gotskalk Thorvaldsen]. Og at jeg med Taknemlighed derfor vilde ved mit Arbejde vise min Erkjenlihed…”, jf. brev af 23.9.1806.
    Det skulle i øvrigt have plaget Thorvaldsen, at han ikke var i stand til at hjælpe sine fattige forældre, se fx referenceartiklen om Gotskalk Thorvaldsens indlemmelse på Vartov 1805.

  27. Det var sandsynligvis med velberåd hu, at Schubart her og i den sidste del af nærværende brev appellerer til Thorvaldsens nationale sindelag. Spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold spillede nemlig en vigtig rolle i sagen om Thorvaldsens forbliven i Rom, se mere i referenceartiklen herom.

  28. Schubart havde i dén grad bidraget til, at Thorvaldsen ikke blev glemt i Danmark i kraft sin formidling af kontakten mellem billedhuggeren og Charlotte Schimmelmann i form af brev af 7.11.1803. Det må formodes, at Schubart sikkert også selv skrev til sin søster i efteråret 1803 og bad hende tale Thorvaldsens sag i Danmark.
    Schubart vedblev at interessere sig for billedhuggerens ve og vel, se referenceartiklen om Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.

  29. Citat fra den schweizisk-franske forfatter Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) brevroman Julie, ou la Nouvelle Héloïse (1761): “Crois-moi, l’occasion de faire des heureux est plus rare qu’on ne pense ; la punition de l’avoir manquée est de ne la plus retrouver…” (Lettre 39. De Julie, in: Oeuvres complètes de J.-J. Rousseau…, vol. 5, Paris 1818; i Thorvaldsens bogsamling, M766).
    Schubart brugte citatet mere end én gang, se fx også et andet af hans breve fra 1803 til en italiensk ven, jf. Emanuela Barellai: En dansk diplomat i Italien i 1800-tallet, Herman Schubart og Elise Weiling, Odense 1998, p. 40.

  30. Om Thorvaldsens indviklede stilling på brevskrivningstidspunktet, se referenceartiklen om Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.

  31. Skønsomhed betyder ikke bare evnen til at kunne skønne klogt og velovervejet, men også taknemmelighed og påskønnelse, se Ordbog over det danske Sprog.
    Schubart spiller antagelig på begge betydninger af ordet her og i de dramatiske vendinger i det følgende. Han hentyder sandsynligvis til udtalelser, Thorvaldsen må være kommet med vedr. hans formelle forpligtelse til at vende hjem til Danmark. Det havde billedhuggeren meget lidt lyst til, og han må have ytret noget om, at hvis man krævede det af ham, ville han afsige sig sin indfødsret og gøre sig helt fri af de forpligtelser, han havde over for Danmark og altså rive skønsomheds bånd løs.
    Et næsten samtidigt brev af februar-marts 1804 peger på det samme. Her understregede Schubart den nationale forpligtelse C.F. Hansen havde til at give Thorvaldsen opgaver til Christiansborg slot: “De vil giøre Dem Fædrenelandet fortient ved at bidrage til at vor Thorvaldsen stedse vedbliver at være Dansk.” Også her må det formodes, at Schubart refererer til Thorvaldsens udtalelser.
    Om denne sag, se mere i referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom.

  32. Thiele I, p. 216 skriver i en note om denne sætning: “Denne Formaning forstaae vi ikke, med mindre den skulde sigte til Thorvaldsens Kiærlighedsforbindelse.” Dvs. til Thorvaldsens forhold til Anna Maria Uhden.
    Det er dog sandsynligvis ikke kun det, som Schubart hentyder til her. Hele afsnittet må – jf. den foregående kommentar – betragtes som en art pep-talk til billedhuggeren om ikke at brænde alle broer bag sig i forhold til sit fædreland, selv om både kærligheden og kunsten fik ham til at vælge Rom frem for Danmark.
    Når Thorvaldsen opfordres til ikke at lade sig henrive aldeles, så forsøger den ældre Schubart blot at slå lidt koldt vand i blodet på den yngre billedhugger, der synes at have været meget utilfreds over udsigten til at skulle vende tilbage til Danmark. En sådan antinational tanke hos Thorvaldsen har tydeligvis været helt utænkelig for Thiele.

  33. Der er antagelig tale om Schubarts brev af 12.11.1803, som er det først kendte brev i den mangeårige korrespondance mellem mæcenen og hans protegé.
    Thorvaldsen var kendt for sin ulyst til brevskrivning.

  34. Thorvaldsen besvarede faktisk dette brev, se brevudkastet omkring 1.2.1804.

  35. Dvs. ovennævnte sum penge fra Charlotte Schimmelmann. Thorvaldsen takkede ja til denne håndsrækning i sit næste brev omkring 1.2.1804, men om han nogensinde modtog pengene, vides ikke.
    Om det økonomiske forhold mellem Schubart og Thorvaldsen se ...den eeneste Pris jeg setter derpaa.

  36. Dvs. marmorversionen af Jason med det gyldne skind, A822, som Thorvaldsen havde påbegyndt udhugning af på dette tidspunkt. Se evt. referenceartiklen om Jason og Hopes bestilling.

  37. Schubart må fra arbejdet med brev af 7.11.1803 have erfaret Thorvaldsens ulyst til at skrive breve. Når han beder billedhuggeren skrive uden Complimenter, må det derfor skulle forstås som et forsøg på at lette opgaven for ham: Skriv uden de sædvanlige høflighedsformularer og taksigelser.

Last updated 28.10.2014