Den 28e Januar i Rom. –
Mel: Vift [stolt] paa Codans Bølge etc.
Du Kreds af gamle Høye
Syvstierne klar og stor!
Hvor Rom sit Herskerøye
Udsendte over Jord:
Hør Jubeltoner stige,
Hør Kimbrers frie Sprog!
En Klang fra Danmarks Rige,
Som aldrig bar dit Aag. –
Forsvunden er den Vælde,
Og i Din Keiserborg
Boer nu den ringe Nælde
I Ydmighed og Sorg: –
Forstenet stander rolig
Den gamle Verdens Skræk,
Og Nutid seer fortroelig
De kolde Herskertræk. –
Men naar den Danske triner
Ind i din Bystehal,
Ham rører Titus’s Miner
Som Godheds Ideal:
Da mindes han sit Norden,
Og føler dybt med Lyst,
At Titus’s Aand paa Jorden
Boer end i Fredriks Bryst!
Og Romas Ørn var steget
Endnu mod Himlen fort,
Var Titus’s Aand ei veget
Fra Romerfolket bort: –
Og evig Danmarks fryder
Sig ved sit gamle Skiold,
Naar ædel Godhed byder
Med Kraft og Maadehold. –
Den Ædelste til Ære
Vi festlig sammen staae,
Velsignet Dagen være
Da Fredrik Lyser saa!
Om hviden Lok’ sig slynge
End længe Thronens Pryd!
Hvert Aar Hans Kraft forynge,
Da ældes Danmarks Fryd!!.