Neapel (Ischia) d. 17. Juli. 1838.
Til hans Moder.
Jeg agter at udføre et Maleri her, bestemt til Kunstforeningen. Fra Rom har jeg sendt et Maleri til Grev Moltke. Det behagede meget i Rom, hvor jeg havde udstillet det. Thorvaldsen vilde kiøbt det, men han er en ligesaa daarlig Betaler som han selv lader sig godt betale. Jeg vilde ogsaa gierne, at man hiemme skulde see det. Det er mig imidlertid dog kiært, at Thorvaldsen var fornøiet med det og jeg lovede at male ham et andet. Det bliver der dog nok Intet af for det Første, da han ventelig reiser med Fregatten, som skal være ankommen til Livorno. Man kan ikke stole paa hans Ord i nogen Henseende, og jeg troer ikke heller, at han selv stoler paa det; man veed endnu ikke naar Vognen staaer for Døren, om han vil afsted eller ei. Denne Ubestemthed forenet med en ubehagelig Mistænkelighed til alle hans Omgivelser giør ham ei synderlig behagelig i Omgang. Han er fordærvet af Smiger. Naar han ikke som Kunstner var saaledes, at man selv i hans Alderdom maa forbauses derover, saa kunde han ellers gaae hiem og lægge sig. Og saa skal han da have saamange Tak for Gaven til Fædrelandet, det giør ham dobbelt udødelig. Man har nylig stiaalet nogle Guldmynter og Medailler fra ham, han er rasende og troer sig omgivet af Forrædere paa alle Kanter; det kan mulig bestemme ham med Hensyn til Afreisen. […]