The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 10044 of 10185
Sender Date Recipient
Troels Lund 1.-2.12.1848 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Om Thorvaldsens Museum.
Af Theatermaler Troels Lund.

I denne Tidendes Nr. 29 l har en Unavngiven under Mærket T. leveret en Artikel om Thorvaldsens Museum. Da mit Navn i denne er nævnt i Anledning af Maleriernes Arrangement i Museeet, finder jeg miq foranlediget til at nedskrive de følgende Linier, hvilke jeg haaber ikke ville være uden Interesse for Publicum, navnligen hvad de factiske Oplysninger angaae.
Thorvaldsens efterladte Malerisamling udgjør ialt omtrent 350 Nummere. Det var Prof. Høien overdraget af Executorerne i Thorvaldsens Bo (Bestyrelsen af Museet), at gjøre Forslag til denne Samlings Anbringelse i Museet, og han udarbeidede til dette Øiemed en Plan, som gik ud paa, at ophænge omtrent 80 udvalgte Arbeider i den øverste Etage, deels i Værelserne ud til Canalen, deels i det Værelse ud mod Slottet, i hvilket Thorvaldsens sidste Arbeide samt hans Meubler findes.
Det var mig velbekjendt, at der i den hele Samling fandtes en stor Deel Copier af ældre og yngre Malere, endog efter Malerier i selve Samlingen; dertil mange middelmaadige ja endog slette Originaler, som Thorvaldsen udentvivl blot for at hjelpe Vedkommende i pecuniair Henseende var kommen i Besiddelse af. Desuagtet antog jeg dog, at mangt et Maleri i Samlingen, skjøndt af underordnet Kunstværd i Forhold til det omtalte Udvalg, dog ugjerne maatte savnes, deels paa Grund af de Erindringer, det gjenoplivede, deels som historist Minde.
Jeg var fuldkommen enig med det Princip, som med Hensyn til Thorvaldsens egne Arbeiders Opstilling i Museet fulgtes, nemlig ikke at spare for meget paa Plads, thi for disses Skyld blev Museet bygget, og det var Enhvers Pligt, der deeltog i Kunstsagernes Anordning, at sørge for, at Thorvaldsens Arbeider skeete deres fulde Ret. Derimod troede jeg at man hellere maatte være lidt mindre rundhaandet med Pladsen, hvad de øvrige Konstgjenstande angik, end udsætte sig for at maatte udelukke Arbeider, som man havde Grund til at ønske placerede.
Prof. Høien havde i sin Plan ikke benyttet Stanzernes Bagvæg ved Siden af de smaae Statuer til Anbringelsen af Malerier. Men uanseet, at det Antal Arbeider, man kunde ønske ophængt, var større end 80 Stkr., ansaae jeg det tillige for en Vinding for Statuerne, at Væggen formindskedes eller lettedes ved nogle Malerier. I Stanzerne nedenunder deels opfyldte de store Statuer nemlig tilfulde Pladsen, deels formindskede den større Høide Indtrykket af Vreden; men da de øvre Stanzer ei alene af techniske, men og af klogt beregnede artistiske Hensyn vare gjorte lavere, maatte Rummet bagved de mindre Statuer nødvendig see brede ud. Jeg siger klogt beregnede artistiske Hensyn, thi Architekten har haft for Øie, at disse Stanzer vilde blive benyttede til Malerier, og saaledes ikke turde være høiere end at disse kom i passende Afstand fra Øiet og Retning mod Lyset, og Rummene tillige bevarede et hyggeligt Præg.
Af ovenanførte Grunde, og fordi jeg ikke troede, at den offentlige Mening vilde blive tilfredsstillet ved at see et mindre Antal Malerier ophængte, naar der var Plads til flere, uden at man opfyldte Væggene eller tilsidesatte de Hensyn, der fremfor alt skyldes Thorvaldsens Arbeider, meddelte jeg Executorerne mine Betænkeligheder om, at der af Samlingen gjordes et saa lidet og strengt Udvalg som det af Prof. Høien foreslaaede.
Prof. Høien fandt sig imidlertid ikke foranlediget til at fravige den lagte Plan, og da Executorerne ikke fandt mine Betænkeligheder ugrundede, opfordredes jeg selv til at foretage Maleriernes Placering. Da jeg selv havde reist Tvivl om den lagte Plans Hensigtsmæssighed, antog jeg ikke at turde undslaae mig for at overtage dette vistnok i mange Henseender vanskelige Hverv. Jeg troer her er Stedet til at udtale, at ligesom det af Prof. Høien gjorte Udvalg af Malerier var truffet med den Smag og Skjønsomhed, som er ham egen, saaledes var ogsaa hans Plan med Hensyn til deres Placering at ansee som et ypperligt og gjennemtænkt Forarbeide, og med den Humanitet, som kun findes hos Mænd, hvem det alene er om Sagen at gjøre, tillod han mig at benytte dette efter Godtbefindende.
Aldeles enig med Prof. Høien om hvad der var det Fortrinligste, blev det nu min Opgave at skaffe dette den bedste Plads, og overlade den øvrige Deel af det disponible Rum til det mindre Udmærkede. Dernæst har jeg ladet mig det være magtpaaliggende at, saavidt muligt, alle Konstnere, af hvilke der fandtes gode Arbeider, bleve repræsenterede. Jeg har ligeledes søgt at fordele Malerierne saaledes, at intet af Stanzerne bleve overfyldte og heller intet for tomt. For at tilveiebringe, ikke streng Symmetri, men blot nogenlunde Ligevægt i Fordelingen, nødsagedes jeg til at medtage et og andet Arbeide, som ellers uden Skade kunde have været sat tilside. Derimod er intet af de Malerier, som ere udmærkede, anbragt høiere i Værelset, end at Enhver, der har et almindeligt godt Syn, kan nyde dem. Hvad de ganske smaa Malerier angaae, der paa enkelte Steder ere anbragte over de større, da ere de med Flid anbragte som Fyldekalk. De have ikke det Konstværd, at de større Malerier, som hænge under dem, for deres Skyld skulde opoffre noget af deres rolige Lys, men de ere gode nok til at bidrage deres til det Indtryk af det Hele, som jeg med stadigt Hensyn til Thorvaldsens Arbeider søgte at vedligeholde. Størstedelen af disse smaa Malerier ere Bagateller af Konstnere, der iøvrigt paa de bedste Pladser i Museet allerede ere hæderligen repræsenterede ved større og bedre Arbeider. Jeg har allerede bemærket, at jeg for Statuernes Skyld ansaae det for at være rigtigt at anbringe Malerier paa Bagvæggen. Ogsaa ved Valget af disse har jeg søgt at forøge det harmoniske Indtryk. Det er langt fra at være altsammen Mesterværker, der ere blevne ophængte, men idet jeg troer at have draget tilbørlig Omsorg for det Bedste, har jeg søgt at føre mig Alt til Nytte.
At ikke artistiske Hensyn alene har ledet mit Valg og min Anordning, troer jeg især vil sees i det Værelse hvor Thorvaldsens sidste Arbeider findes. Jeg har der søgt at samle flere Malerier, der knyttede sig til Erindringen om Thorvaldsens Person. Der findes saaledes Portraiter af hans Velyndere, maaske kunde man sige hans Venner, Frederik den 6te og Kong Ludvig af Baiern, af hans Ungdomsven, den joviale Blomstermaler Frisch, og et Familiestykke med hans Datter. En Prospect af Nysøe fører Beskueren til det Sted, hvor han, omgiven af en skjøn Natur og et gjestevenligt Hjem henlevede lykkelige og for Kunsten frugtbringende Dage. Ligeledes findes her et Portrait af Fru Heiberg, som værdig Repræsentant for den Kunstanstalt, hvor det danske Folk saa ofte glædede sig ved at see den kraftige Olding søge sin Underholdning og Hvile, og fra hvilken han opsendte det sidste Suk. Ogsaa den gamle ærlige Model Bentsen, som Thorvaldsen ved sin Hjemkomst omfavnede, fik en beskeden Plads i dette Værelse, i den Tanke, at hvad der kommer fra Hjertet gaaer til Hjertet.
Antallet af italienske Malerier fra de ældste Epoker var kun lidet, og disse ere samtlige anbragte tilligemed nogle interessante Copier efter Raphael idet Væ[]else, hvori Mønterne gjemmes. Af de øvrige italienske Malerier fra tidligere Tid ere kun nogle faa ophængte, nemlig saavidt Pladsen tillod det, og saavidt jeg kan skønne, det Bedste. I det Hele ere omtrent 200 Malerier ophængte. Af den øvrige Deel er der ikke noget lille Maleri tilbage som jeg kunde have ønsket at skaffe Plads, og af de større Malerier er der kun meget faa, som jeg kan sige dette om. Jeg troer saaledes at kunne berolige Publicum i Henseende til det Tab man kunde antage at have lidt ved ikke jevnligen at kunne faae Resten af Samlingen at see. Det er vistnok snarere i Kunstens Interesse, hvad størstedelen af de sidstnævnte Arbeider angaaer, at de magasineres.
Dette er hvad jeg har at meddele med Hensyn til Malerierne i Museet. Jeg kan dog ikke nedlægge Pennen uden endnu flygtigen at berøre nogle af de øvrige Puncter i Hr. T’s Artikel.
(Sluttes.)


Om Thorvaldsens Museum.
Af Theatermaler Troels Lund.
(Sluttet, see Gaars-Nr.)

Hr. T. klager over at Museet efter hans Formening har en uheldig Beliggenhed. Hvad nu denne angaaer, da indrømmer jeg, at der er andre Bygninger i Byen der ligge bedre, men benegter, at Museets Beliggenhed er slet. At den større Færdsel i Byen ikke fører mod Facaden, er vel Tilfældet, men denne Omstændighed tilintetgjør ikke Fordelen af Beliggenheden paa en stor Plads, fra hvilken man, saavelsom fra den anden Side af Canalen Ypperlig nyder Oversigten af hele Bygningen.
Hr. T. yttrer videre om Frederik den 6tes Gave: „men Herskerens Stemme lod, at naar man ei var fornøiet med denne Gave, fik man slet Intet, hverken Huus eller Byggeplads; og man taug.” Og dernæst tilføier Hr. T. følgende Historie om den skjænkede Bygning: „Den gamle Bygning blev Aaret efter nedreven til Grunden, og en ny opført.” Hr. T. er herom aldeles feil underrettet. Af de 2de Fløie, af hvilke Bygningen bestod, blev Intet nedrevet til Grunden. Fløien ud imod Canalen blev endog staaende lige til Gesimsen. Kun forhallen og de indvendige Mure bleve opførte fra Grunden, og Frederik den 6tes Gave er vistnok lavt vurderet 50,000 Rsd. værd. Enhver der er bekjendt med forholdet mellem Frederik den 6te og Thorvaldsen, vil vist indrømme, at Kongen havde den bedste Villie til at fremme denne Sag. Men jeg tvivler meget om, at det efter de dengang herskende Meninger om Landets Finantsforhold vilde have blevet billiget, om Frederik den 6te istedetfor denne Bygning havde anviist en lignende Sum som denne ovennævnte Værdi af Statskassen. Man vil erindre, at endnu efter Frederik den 6tes Død udtalte hans Efterfølger paa Tronen de Ord: „nu ville vi alle spare”. Ord som vistnok vare i Overensstemmelse med den offentlige Mening. At Thorvaldsen selv var tilfreds med den Maade, hvorpaa Konge og Folk bidroge til at reise det Monument, der skulde gjemme hans Kunstskatte, har han senere saavel i Ord som i Gjerning viist.
Hr. T. mener, at det havde været det naturligste, at Bygmesteren havde behandlet Museets Ydre som en Deel af Slottet, saa at Stilen og Forholdene bleve de samme som Slottets. Denne Anskuelse kunde fra Hr. T.’s Standpunct have noget for sig, hvis han ansaae Slottet med Tilbehør for at være et efterlignelsesværdigt Mesterstykke. Men længere hen benævnes Slotskirkens Kuppel som „en hæslig Bagerovnskuppel, som her allevegne træder forstyrrende imøde.” Hvis nu den Forudsætning, at en deel af Omgivelsen var hæslig var begrundet, da vilde det være en Besynderlighed at forlange, at Bygmesteren skulde rette sig efter den. Endskjøndt jeg nu saalidet vil underskrive ovenstaaende Dom over den nævnte Kuppel, at jeg tvertimod regner denne blandt en af de smukkeste Kuppelformer jeg har seet, saa er jeg dog ad en anden Vei kommen til det Resultat, at Kunstneren har valgt det rigtige Parti. Bygningen havde nemlig vel tidligere en simpel og smuk Facade mod Stranden, der harmonerede med dens nærmeste Omgivelse: Hestestalden. Denne Harmoni var aldeles i sin Orden, thi Bygningen benyttedes dengang til Vognskuur, Kaserne osv. At nu Kunstneren, der skulde omdanne Bygningen til et Gjemmested for de ypperste Kunstværker, søgte at lade sin Facade udtale dette ved storartede Forhold, vil vist Ingen med Grund kunne bebreide ham som Egenkjærlighed. Hr. T. indrømmer ogsaa at det er lykkedes Bygmesteren at gjøre sit Værk gjældende ved Siden af Slottets Masse, men tilføier han: „hvilket alene kunde opnaaes ved Hjælp af Farver, da Slottet selv er farveløst.” Med Hensyn til den sidste Ytring, nemlig at Farven er Skyld i denne Virkning, da maa jeg paa det Bestemteste modsige Hr. T. Det er tvertimod en Kjendsgjerning, at stærke Farver lade Gjenstandene synes mindre. Skulde Hemmeligheden ikke snarere ligge netop i de storartede Forhold. Det troer jeg i det mindste, og jeg kan forsikre Hr. T., at det ikke er aldeles let at frembringe disse. Facaden ud til Canalen er Hr. T. ikke fornøiet med, og troer, at Bygmesteren har været i Forlegenhed med det Parti af Muren, som er nærmest Hovedindgangen og som er underordnet det Øvrige. Jeg skal dertil bemærke, at denne Muur danner Endegavlen til den store Sal og har ingen Vinduer; mon ikke Bygmesteren ved at underordne denne i det Ydre, netop har villet betegne dens Forhold til det Indre. Dette er en naturlig Tanke, som i idetmindste ikke synes at være uconseqvent, men snarere overensstemmende med strengere Kunstfordringer, thi den sande Kunst behøver ikke at skjule Noget.
Om Decorationen af de ydre Feldter yttrer Hr. T. at iblandt andet den Nødvendighed man har været i, kun at benytte faa med hinanden harmonerende Farver, giver det Hele et mat prosaisk Anstrøg. Uden at gaae ind paa det hele Raisonnement som Hr T. holder over denne Gjenstand, kan jeg dog ikke undlade at bemærke at hvis der i Feldterne findes Feil med Hensyn til Brugen af Farver, saa maae den snarere findes deri at der er anvendt for Mange end for Faa.
Anvendelsen af flere Farver lader nemlig let antage, at Kunstneren har villet gjengive Natur, dette har ingenlunde været hans Mening, i det han kun har villet fremstille sine Figurer i Omrids med en let Skravering og med Farver som harmonere med hele Bygningens Ydre, aldeles ligt Principet der er fulgt paa de græske Vasemalerier, som ingen vil falde paa skal være Naturefterligning hvad Farven angaaer.
Hr. T. veed ikke om Bygmesteren har tænkt sig fra Begyndelsen af at Thorvaldsens jordiske Levninger skulde nedsættes i Museumsgaarden.
Jeg kan forsikkre Hr. T. at Kunstneren har havt denne Idee, og at Gaardens Decoration ingenlunde er tilfældig. Skulde denne Paastand behøve noget Beviis, da sindes det i den Omstændighed at allerede længe før man ahnede den store Kunstners Bortgang var Fundamentet til Graven muret i al Stilhed og igjen tilkastet, idet man haabede at denne endnu i mange Aar ikke behøvede at fuldendes.
Det er sikkert et overflødigt Raad Hr. T. giver Beskueren af Seiersgudinden med Qvadrigen at nærme sig Bygningen saameget at han har den frie Himmel til Baggrund og ikke Slotskirkens Kuppel, thi Enhver der ønsker rigtig at see Qvadrigen vil neppe falde paa at betragte den i den Afstand i hvilken man seer Kuppelen.
Trappen forekommer Hr. T. snever og massiv og frembyder efter hans Mening ikke det smukke imponerende Skue man er vant til at see i store offentlige Bygninger. At Trappen med Hensyn til Brugen er stor nok har den afgivet et slaaende Beviis for i denne Tid hvor Museet paa een Gang har havt 1000 Besøgende uden at generes af Trappen. Betragtet i artistisk Henseende da kjender jeg ingen Trappe hvor Lyset bedre er holdt i Ave og hvor man med mere Fornøielse stiger op indtil man endelig paa i Hsiden overraskes af det behagelige Hvilepunct for Øiet af den colossale Herkulesstastue som allerede neden paa Trappen synes at røbe hvad man kan vente sig ved at stige derop. – Hr. T. mener at man i Anordningen af Museet burde have foretrukket de store Sale eller Haller, som andre Museer frembyde og som efter hans Mening give et herligt og høitidsfuldt Skue fremfor den nuværende Inddeling i mindre Celler (som han kalder dem), dersom man vil antage at Figurerne ere der for Salens Skyld da har Hr. T. unegtelig ret, men dersom Salen er der for Figurerne Skyld da har han sikkerlig Uret. Det er nemlig umuligt i en større Sal, der har flere Lysaabninger at concentrere Belysningen saa at enhver Figur bliver skarp belyst, og denne Mangel er naturligviis især følelig ved de mindre Statuer. At en slig Afsondring af Statuerne i Regelen ikke finder Sted i større Museer har tildeels sin Grund i det Uoverkommelige i at skaffe saa stor Plads, men at det alt tidligt har været erkjendt at man paa den Maade erholdt det fordelagtigste Lys sees i Vaticanet, hvor enkelte af Samlingens Perler have deres eget Værelse.
Jeg indseer ikke hvad det releverer, at de enkelte Rum, uden den pragtfulde Decoration, som Hr. T. kalder den, vilde have lignet Fængselsceller, da Savnet af Decoration, der efter hans Formening skulde charactericere dem som Fængsler, netop ikke finder Sted. Jeg forstaaer idetmindste ikke hvori Sammenligningen passer, thi en nødvendig Betingelse for et Fængsel er dog vel, at det findes aflukket med gode Døre, og disse findes ikke i hele Rækken, saa at man tvertimod har Gjennemsynet af den hele Fløi paa een Gang. Hr. T. mener, at Værelserne med den prægtige Decoration ligne Stadsecabinetter. Hvis under dette Navn skal forstaaes et Opbevaringssted for Ting, som man sætter sin Hæder og Glæde i at eie, da mener jeg ikke at man har taget feil i at decorere Lofterne, men finder det tvertimod meget passende, at man ogsaa Paa den Maade har viist sin Agtelse for Thorvaldsens uskatteerlige Gave. Hvis Loftsdecorationen iøvrigt maatte befindes at vidne om Smag og Opfindsomhed, da skal jeg blot gjøre opmærksom paa, at Æren for disse i Hovedsagen tilkommer Bygmesteren, som med for Størstedelen svage Kræfter har iværksat deres Udførelse. Disse Loftsdecorationer, der i det Hele ere lette og uden Pretention, have iøvrigt ikke kostet 20,000, som Hr. T. angiver, men kun 14000 Rsd.
I Opstillingen af Sculpturarbeiderne savner Hr.T. Plan og Orden og han finder alle Slags Forestillinger blandede mellem hinanden. Hr. T. tager dog meget Feil naar han derfor troer at Opstillingen er planløs. Fremfor Alt har Prof. Bissen fulgt den Plan at opstille alt i det fordelagtigste Lys. Til fordelagtigt Lys for Basrelieffer regnes som bekjendt ogsaa rent Reflerlys. Foruden dette Hensyn er der taget mangfoldige andre, som den tænksomme Beskuer vil opdage uden at jeg behøver at opregne dem. Man tænke sig blot klart hvor mange Combinationer der kan finde sted f. Fx. med de 130 Buster der ere opstillede, og man vil finde at denne Opstilling har været et meget vanskeligt Arbeide. Jeg slutter dette Punktum med at anføre en Anecdote fra Rom. En lille pæn Fyr, der var nyligen kommen til Rom, opholdt sig i Thorvaldsens Paahør over den megen Uorden som der efter hans Formening fandtes i Rom. „Ja”, svarede den geniale Kunstner Fyren, „det er just denne Uorden der er Orden i Kunsten”.
Med Hensyn til Lyset i Museet da synes det at Hr. T. er aldeles i Vilderede. Af hans Ytringer om dette maa man antage, at han ved godt Lys forstaaer kun meget Lys eller stærkt Lys, og hvis det gjaldt om Belysningen af en Dandsesal, da har han maaskee Ret, forsaavidt Skik og Brug er. Derimod kan jeg forsikkre ham, at naar Talen er om det man i Kunsten kalder godt Lys, da har han tilvisse Uret, naar han fører Anke over Thorvaldsens Museum. For at see et Kunstværk paa den fordelagtigste Maade, maa man nemlig kun have Lyset i en vis Retning og fra en vis Høide, samt fra een Aabning. Kun ved paa denne Maade at ordne Lysets Indfalden udtale Formerne sig ved bestemte Skygger, og forhindres Glandsen af Maleriernes Fernis. Endelig giver det saaledes anbragte Lys den Fordel, at “Beskueren kan staae i Skygge, eller i det mindste i ringe Grad bliver generet i Øiet af det indfaldende Lys. Netop Belysnings-Maaden har i sin Tid med Hensyn til Thorvaldsens Museum været underkastet den omhyggeligste Drøftelse, og iblandt dem der virksom deltog i denne, var den for tidligt afdøde Prof. Freund. Hensigten har været at skaffe det rolige Lys tilveie, som man ellers kun pleier at finde i Kunstnernes Atelier, og jeg tør paastaae, at Bygmesteren i denne Henseende har opfyldt sin Opgave, saa at man neppe i noget andet Museum har løst den bedre. At Hr. T. finder det mørkt i Museet i mørkt Veir, finder jeg naturligt, men det er vor Herres Skyld, thi Kunstneren er ikke Herre over Regn og Solskin, men kan kun bestemme Retningen Lyset skal komme i. Jeg har allerede berørt, at Inddelingen i mindre Rum med enkelte Vinduer var fordelagtigst for Belysningen, men inden jeg forlader de forfulgte mindre Stanzer skal jeg tilføie et lille Spørgsmaal, som jeg gjerne ønskede at faae tilfredsstillende besvaret. Jfald man nemlig havde opført Museet med een eller flere store Sale, hvor og hvorledes vilde man saa anbringe, samtlige Malerier og Basrelieffer i blot taaleligt Lys?
Hvad de tiloversblevne Malerier angaaer, da troer jeg allerede om disse at have yttret mig tilstrækkelig nok, for at Publicum vil kunne skjønne hvad der er tabt — eller vundet ved disses Afsavn. At der endnu paa Slottet findes 10 til 12 Værelser fulde af Afstøbninger, Modeller m. m. er noget som man har bundet Hr. T. paa Ærmet. Det som endnu skal anbringes findes i et Par Værelser, og bestaaer for største Delen af Gibsafstøbninger efter antike Fragmenter, disse ville samtlige meget godt kunne anbringes i Kjelderne ud til Canalen, der har et meget høit og godt Lys og ikke er mørk som Hr. T. befrygter. Den eneste Ulempe vil være at Corridoren, som fører til disse er temmelig mørk. Men da de nævnte Afstøbninger især ville blive Gjenstande for Kunstneres Betragtning, har denne Ulempe ikke meget at sige. Da hverken Bygmesteren eller nogen Anden, før Thorvaldsens Død vidste hvad eller hvormeget der vilde komme ind i Museet, kan ingen Bebreidelse over Mangel paa Plads træffe denne. Uagtet Kjelderen ikke er særdeles høi er den dog ingenlunde som Hr. T. siger næsten ubrugelig, men derimod meget brugelig.
Det er rigtignok en stor Sum naar der til Opstillingen er medgaaet circa 21000 Rsd., men heri er ogsaa beregnet Transport, Restauration af alle Kunstværker, Piedestaler, Skabe til de mindre Gjenstande (sidste Post circa 1500 Rsd.), og at afvente den Tid da Opstillingen kunde ske for Renterne af Capitalen vilde vistnok ikke kunne forsvares. Jeg autager derimod at den Deel af Capitalen der er udgiven vil bringe Folket gode Renter.
Jeg skal endnu tilføie, at Udgiften ved selve Museumsbygningen ikke til Dato er, som Hr. T. opgiver, henimod 300,000, men derimod, med Bygmesterens Honorar iberegnet, circa 253,000 Rsd., af hvilken Sum indkom ved frivillige Bidrag 80,364 Rsd.
Jeg slutter med at gjøre Hr. T.’s sidste Ord til mine: „Som en Helhed betragtet vil dette Museum, med dets originale Bygning, med Kunstnerens Grav i sin Midte, med denne Mangfoldighed af udødelig Værker, med disse Kunstskatte, Alt en Gave af Kunstneren til hans Fødeby, være noget saa Ejendommeligt, noget saa Skjønt og Herligt, at dets Mage tilvisse ikke findes i Europa.”
Enhver, som sander disse Ord, vil udentvivl vide ogsaa at vurdere, hvad der af det mægtige Indtryk skyldes Bygmesteren, og holde ham tilgode, om han, gjennemtrængt af sin Opgaves Storhed, mindre har tænkt paa Plads til Stokke, Paraplyer og deslige.

General Comment

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Berlingske politiske og Avertissements-Tidende Nr. 300.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1848, Berlingske Tidende 1.-2.12.
Subjects
Thorvaldsens Museum, Establishment of
Persons
Frederik 6. · C.D. Fritzsch · N.L. Høyen · Bertel Thorvaldsen
Last updated 23.02.2015 Print