‒ Det skandinaviske Selskab holdt i Løverdags et Møde, hvorved samme atter fik en Tilvært af 33 nye Medlemmer. Det aabnedes med tvende nye Digte af Grundtvig og Ingemann; det første Vers af det første Digt lyder saaledes:
Fra Hedenold end høres Gaadesangen
Om Nordens Konstner: Vølund Viuge-Smed,
Og nys udsvang han sig fra Danevangen,
Det Sydens Fugle see og studse ved,
Og høit det toner over Verdens-Havet:
I Nordens Gudhjem end er Skoven grøn,
I Grækenland er Phidias begravet,
I Norden atter født som Thorvalds Søn!
Prof. Høyen holdt derpaa et Foredrag, hvori han udviklede, hvorlunde Norden fra sin i saa mange andre Henseender saa rige og herlige Hedenold ikke havde modtaget nogen Konst, hvorledes det kun var fattige og fremmede Brokker af en christen Konst, der med den nye Religion tilførtes os fra Syden, hvorledes det Aristokrati, der i flere Aarhundreder regerede og mishandlede Landet, ikke hos os som paa saa mange andre Steder satte sin Stolthed eller sin Forfængelighed i at fremme Konsten, aldrig strakte sin sparsomme Virksomhed ud over Gravcapellets og Familieportraitets snevre Kreds, hvortil derhos altid benyttedes fremmede Hænder. Konften i Norden var derfor ikkun nu en svag om end meget lovende Begyndelse. Men i een Henseende havde Norden dog mægtigen grebet ind i Verdens Konstudvikling, idet den havde frembragt den nye Tids største Konstner Thorvaldsen. Han yttrede:
„Det Forældede ved Konstaeademierne kan vel antages som almindelig erkjendt, og træffende har en aandfuld Forfatter kaldt dem Drivhuse, som den første, kraftige Vaarsol vil gjøre aldeles overflødige. Og dog, havde vi ei havt Frederik den Femtes Stiftelse, havde vi efter Sandsynlighed ei heller havt Thorvaldsen. Det var Academiet, som gav denne sjeldne Genius, hvis ungdommelige Frygtsomhed hartad var større end hans Talent, Mod til at vove det første Forsøg; det var Academiet, som sendte ham til Rom, hvor han fandt varme og formaaende Beskyttere, hvor Kræfter, der ellers stode i den uforsonligste Kamp, fredelig enedes om at aabne ham den mest forønskede Lejlighed til at smykke sin Tinding med en Seierkrands af europæisk Navnkundighed. Havde det danske Konstacademi ingen anden Fortjeneste end den, saa havde det ene herved vundet den gyldigste Adkomst til kjærligt at erindres.
Men vi bør tillige vel ihukomme, at Thorvaldsen tilhører Europa og navnlig Italien, i det mindste ligesaa meget som os. Det var engelske, italienske, tydske, russiske Rigmand, det var fremmede Fyrster, som satte ham i Virksombed i henved en halv Menneskealder, medens han for os kun udførte en Døbefond til en fyensk Landsbykirke, og de fire runde Basrelieffer, som nu paa deres høie Stade over Slotsporten ere unddragne Nydelsen.
Da han førstegang igjen (1819) saae sit Fødeland, da var han omgiven af hele den Glorie, som et stort Navn giver. Hans Værker kjendte vi for en stor Deel knap af Navn; vi jublede hans Berømmelse imøde, førend vi endnu kjendte hans Bedrifter. Det var den store Landsmand, baaren af europæisk Navnkundighed, der nu modtog Bestillinger ‒ større i Omfang end nogen af hans tidligere, ‒ men i Gibs og brændt Leer, ‒ han, som var vant til at lade sine Billedstøtter fremstaae i skinnende Marmor.
Han gik igjen tilbage til Italien, hans Ry udbredte sig bestandig videre. Polakker og Tydskere, Engelsmænd og Italienere lode ham forevige Fredens og Krigens Heroer, gejstlige og verdslige Fyrster. Her hjemme havde vi ikke een af alle vore berømte eller fortjente, hedenfarne eller levende Mænd saa kjær, at den største europæiske Konstner kom til at sætte ham et Minde. Det var ikke nye Bestillinger, som kaldte ham tilbage, det var hans eget fædrelandske Sind, det var Kjærlighed til vor fælles Moder, som drog ham tilbage i vor Midte, for at berige og smykke sin Fødeby med alle sine Konst-Skatte.
Det er vigtigt, at vi kalde os dette i Minde, selv idet vi med Fasthed hævde den Ret vi have til at kalde Thorvaldsen vor, og det saameget mere, som han selv aldrig fornegtede det, hverken i sin Tale, eller sine Værker. Den Ærlighed, den ædle Ligefremhed, den elskelige Uskyldighed, som høre til deres skjønneste Prag, ere jo de Egenskaber, som vi saa gjerne troe have deres rette Hjem i Norden. Mangt et Ungdomsarbejde af vore Konstnere bære alt Tegnet paa det samme Slægtskab; det glimter frem midt imellem alle vor Konstskoles Svagheder, men det aabenbarer sig i hele sin Forherligelse i den store Mesters Værker. Hvilken Triumph for os, dersom vi havde havt en endnu større Andel i denne Konstners Udvikling! Hvilken alvorlig Lære for os, at vi først gjennem Udlandet maatte erfare, hvilken Stolthed vi besad i ham! Hvilket Savn, at nordisk Liv, nordisk Historie kun indtager en saa lille Plads mellem den lange Række af Mesterværker! Hvilken Daarlighed, at ville trøste sig med, eller indbilde sig, at det var en ædelmodig Opoffrelse af vor egen Hæder til Fordel for Udlandet!
Vi have modtaget en rig Gave af vor store Konstner, men lader os vel betænke, at vi tillige have paataget os en stor, en alvorlig Forpligtelse. Hvergang vi kaste vort Blik paa Thorvaldsens Museum, bør det levende minde os om, at det staaer som en Opfordring til ved Kjendsgjerninger at godtgjøre, at vi have fortjent denne Gave. Lader os vel skjønne paa det heldige Varsel, at den ædle Giver fandt en Bygmester, som tilfulde forstod at udtrykke, hvad Hensigten var med Gaven!”
Som en Hovedbetingelse for, at Konsten hos os kunde faae en i Sandhed national Betydning og i Folkets aandige Liv dybt indgribende Virksomhed, fremhævede Taleren, at den maatte blive fra privat til offenlig Konst, i Stedet for at fortabe sig fra Konstnernes Side i atomistiske, planløse Smaabestræbelser, fra Publicums Side i den egoistiske Interesse, der i det høieste driver det til at kjøbe enkelte Konststykker og begrave dem i Huslivets veltillaasede Gjemmer, til i fælles Begejstring og broderlig Samvirken, at fremme store hele Folket tilhørende, for hele Folket tilgængelige rigt udstyrede offenlige Mindesmærker, ‒ Noget, hvori ikke blot Regeringerne langt snarere vilde finde deres Ære og Glands end i tom og forgængelig Pomp, men hvortil ogsaa hele Folket, Konstnere og Lægmænd, Rige og Fattige burde medvirke, hver paa sin Vis og efter sine Kræfter. Endnu skulle vi kun fremhæve, hvorledes Høyen gjorde opmærksom paa, hvorledes det nationale Element i en nordisk Konst fordrede Behandlingen af Æmner hentede fra vor egen Natur, der er saa rig paa forskelligartede Sujetter, at enhver konstnerisk Individualitet deri vilde kunne finde det til sammes aandelige Trang svarende Stof for konstneriske Frembringelser ‒ fra vort eget Folkeliv, der havde bevaret saa mange ejendommelige Træk af vor Nationalitets inderste Væsen ‒ fra vor egen Historie, hvis konstneriske Fremstilling er bleven tilbage selv for dens videnskabelige Bearbejdelse,‒ og fremfor alt fra vore herlige Oldtids Sagn, hvis lykkeligen bevarede Kilder vi maatte haabe stedse vilde blive gjorte mere tilgængelige og hvis Optagelse i vor nyere Poesi indeholdt en saa begejstrende, om end ikke sjeldent noget misvisende Opfordring for en konstnerisk Gjenfødelse, for hvilken Nordens Oldtids Sagn frembøde Opgaver ligesaa rige og ofte langt dybere end den helleniske Mythekreds, som først Konstnerne havde udluttret af den Raahed, som der ligesom hos os klæbede ved alle Yttringer af et primitivt Folkeliv. Da Talen om føie Tid kan ventes i Trykken, skulle vi indskrænke vort Referat til disse faa Bemærkninger, og kun tilføie, at ved det Gilde, som sluttede Mødet efterat endnu et nyt Digt af H.P. Holst var foredraget, blev nedenstaaende ældre Sang af samme Forfatter sjungen af den hele Forsamling:
Tilsøes Normannen med det blanke Værge
Til Syden drog, det skjønne Land at hærge.
Han risted røde Runer,
En blodig Seiersskrift,
Og Tempel og Pauluner
Var Spor af hans Bedrift!
Kunstens Glads, stolte Gudeskarer
Sank i Grus, knuste af Barbarer ‒
Sank i Grus.
Saa mangen Synd kan sones ud med Bøde,
Men Synd mod Konsten er en Helligbrøde:
Thi helligt er det Skjønne,
Formastelig den Haand,
Som kan med Grumhed lønne
Hvad luttre bør vor Aand.
Secler svandt, men paa hine Dage,
Stolte Nord! blev en Plet tilbage ‒
Stolte Nord.
Dog hvad Din vilde Søn forbrød i Tiden,
Det har en anden Søn udslettet siden;
Han risted store Runer:
En evig Marmorskrist, ‒
Og Tempel og Pauluner
Bær’ Spor af hans Bedrift.
Meisten klang! Alt, hvad grumt forødtes
Fjernt i Tid, straalende gjenfødtes ‒
Meislen klang!
Og atter vaagnede ved Meisellyden
De skjønne Guder i det fjerne Syden.
Og Syden henrykt fatted
Hvad gudbesjælt var skabt,
Og følte, det erstatted,
Hvad længst engang var tabt!
Sydens Folk selv det maatte sande,
Laurens Gren vandt de om hans Pande ‒
Laurens Gren.
Og Dig man kalder fattig, Moder kjære!
Hvor kan med slig en Søn Du fattig være?
Reis frit og stolt Din Pande!
En Stjerne funkler der,
Som over alle Lande
Har spredt sit lyse Skjær!
Konstens Børn skal med henrykt Øie
Trindt paa Jord for dens Glands sig bøie ‒
Trindt paa Jord.
Den dertil sig sluttende Skaal blev udbragt af Stiftsprovst Tryde for en Konge, hvis Krone ikke bestod i usikkre Forhaabninger, men i herlige og nye Bedrifter, ‒ en Konge, hvis Rige ikke var af denne Verden, men dog evig mindeværdigt for alle kommende Tider, for Thorvaldsen! Ingen anede da, hvor snart det skulde blive Sandhed i enhver Betydning, at Thorvaldsens Rige ikke er af denne Verden.