The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 8858 of 10185
Sender Date Recipient
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten [+]

Sender’s Location

Kjøbenhavn

12.10.1841 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original


Om Konstakademiet og dets Historie.

–––––––––

Det Tidsrum hvori de skjønne Konster, navnlig Sculptur og Maleri, have blomstret i Danmark, er meget kort. Vel findes her en betydelig Mængde af Billedhuggerværker fra Middelalderen, adspredte rundtom i Kirkerne, f. Ex. i Nibe, Roeskilde og Aarhuus Domkirker, den gamle Kirke i Horsens, saavelsom paa Herregaarde og Slotte, hvoraf enkelte give Beviser for en ret god Stiil i Opfatning og undertiden ogsaa i Composition, men disse ere enten forskrevne fra Tydskland, hvor Træskjærerne allerede dengang havde naaet et temmeligt høit Udviklingspunkt, eller i alt Fald udførte her i Landet af fremmede Mestere. Omtrent paa samme Tid de ved langvarige Krige og indbyrdes Uroligheder undertrykte Konster atter opblomstrede i det øvrige Europa, begyndte man, mere af en vis Lyst til Efterligning, der synes at være den danske Nation egen, end som Følge af en virkelig dyb Sands, at arbeide for deres Opkomst her i Landet. Frederik den Femte bestemte ved Fundatsen af 31te Marts 1754, at Charlottenborg skulde indrettes til et Akademi for de bildende Konster. Man saae fra Italien Akademiernes Gavnlighed beviist gjennem flere Aarhundreder, de havde tjent til Mønster for lignende Stiftelser i Frankrig, der fra Efterligning omsider tildeels overgik dem. Danmark kunde ikke være ringere; det fik da ogsaa et Akademi, indkaldte under Oberst Eigtweds Directorat fremmede Konstnere, som Pilo, Jardin, Le Clerk o. fl., der med faa Undtagelser vare uduelige til at overtage en saadan Stiftelses Bestyrelse, og enten virkede til Skade for dens Opkomst, eller aldeles Intet. Det vilde blive for vidtløftigt her at specificere alle disse Smaafolk i Konsten, der fulgte efter. Det vilde ogsaa være Synd, at kalde Navne, der ere forglemte og udslettede overalt, undtagen i Akademiets Deliberationsprotocoller og Udgiftsposter, hvor deres store Lønninger staae optegnede, frem af den uafbrudte Ro, hvori de saa længe have hvilet. Nok er det, at Konsten blomstrede her som en lille bly Fiol, beskedent og aldeles ubekjendt for Mængden, indtil den franske Billedhugger Joseph Saly, overtog Akademiets Bestyrelse. Trods de allerede ansatte Læreres Uduelighed, Stiftelsens mangfoldige Ufuldkommenheder og Mangel paa Værker, der kunde tjene til Studium, virkede han i det Hele taget meget heldig til Gavn for Konsten, ikke blot derved, at han lagde den første Grund til Antiksamlingen, som ogsaa til Bibliotheket, men han bibragte sine Elever – blandt hvilke vi især udhæve Andreas Weidenhaupt – en bedre Sands for det Rette og egenlige Skjønne. De gode Følger af hans Virksomhed viste sig ogsaa snart. Antallet af dem, der helligede sig den høiere Konst, tiltog; Haandværkere, for hvilke Tegning var uundværlig, havde nu Leilighed til at forskaffe sig Kundskaber, der hidtil savnedes og som senere bleve af saa stor og gavnlig Indflydelse i deres practiske Liv. Men Saly holdt det ikke længe ud her i Danmark. Misundelse, Konstnernid og Tilsidesættelse bragte ham til at nedlægge sin Post, for atter at vende tilbage til Frankrig. Senere var Widewelt, Juel, den gemytlige, forurettede Poulsen, Abildgaard, – hvis Værd som selvfrembringende Konstner endnu vor Tid maaskee bedømmer med større Forkærlighed end Efterkommerne ville gjøre – og endelig Lorenzen, Konstnere, dannede paa Akademiet, der tildroge sig meer eller mindre Opmærksomhed. Disse Mænd bibragte baade ved deres Bestyrelse og fornemmelig ved deres Arbeider Publikum en større Sands for den Konst, de dyrkede, og hævede den fra det intetsigende Standpunkt, den i en lang Tid havde indtaget. Albert Thorvaldsen gjorde imidlertid den første store Epoche i den danske Konsthistorie. Med ham opgik en Sol, som ingen Nat vil være lang og mørk nok til at lade Efterverdenen glemme. Men Konstakademiet dannede ikke Thorvaldsen, det gjorde Italien. Hans første Arbeider her vare ubetydelige og uden Præg af den skabende, gigantiske Kraft, der hviler over de senere Frembringelser. Det ligger imidlertid [u]denfor denne Artikels Plan at give noget Afrids af Thorvaldsens Konstnerliv, hvilket allerede maa antages at være tilstrækkeligt bekjendt.

At Thorvaldsens Fremtræden og det Fuldkommenhedstrin, hvortil han bragte Konsten, maatte have vigtige Følger for dem, der studerede paa Akademiet, er indlysende. Han rensede ikke alene Sculpturen for de Misgreb, hvormed den hidtil havde været forenet, men gav tillige den yngre Konstner næsten i enhver Genre en Rettesnor, en Leilighed til at samle Frugter af hans Bestræbelser, en luttret forædlet Sands for det Simple, Store og Ophøiede, som blev greben og benyttet med E[n]thusiasme. Saaledes har den geniale Bissen, skjøndt en hver af hans Productioner, baade i deres Compositions-Rigdom og Udførelse fremstaae med nødvendig Selvstændighed, bestandig været en Tilhænger af denne Fremstillingsmaade.

Akademiet var nu efterhaanden, baade ved Overhofmarskal A. G. Moltkes Legat og ved dets eget oprindelige Fond, i Stand til at foretage betydelige Forbedringer og Udvidelser i dets Skoler, ligesom ogsaa Underviisningen i det Hele taget og in specie Architekturen ved Prof. Hetschs utrættelige Bestræbelser undergik hensigtssvarende og gavnlige Forandringer, og hævedes fra det maadelige og intetsigende Standpunkt, den havde indtaget under Conferentsraad Hansens Bestyrelse. Saaledes ere vi da nu komne til at omtale Nutiden. Unegteligt er det, at mange og dygtige Konstnere der have modtaget et Grundlag for en fremtidig Udvikling, en opvakt Sands for det Rette og Skjønne, og overhovedet Kundskaber, som et fortsat Studium i Udlandet uddannede paa den hæderligste Maade, og mere synes der ikke med Grund at kunne fordres af noget Akademi; men mærkeligt bliver det dog, at medens de fleste andre offentlige Stiftelser i vor Tid ere gjorte til Gjenstand for grundige skriftlige Discussioner, der have bidraget til at afhjelpe deres Mangler og Ufuldkommenheder, er Alt, hvad der angaaer Konstakademiet, bestandig indhyllet i et Mørke, i en Taushed, der enten kunde antages at være et Beviis paa dets Fortræffelighed, eller ogsaa at hidrøre fra et fuldkomment Ubekjendtskab med dets Forhold og indre Bestyrelse. Intet af Alt dette, har imidlertid været Grunden; men et Factum er, at denne vedvarende Taushed har bevirket en Sløvhed og Ligegyldighed i flere Grene, af dels Bestyrelse, en Vedhængen i gamle Former og forældede Principer, som ikke kunne andet end virke til Hinder for dets Fuldkommenhed. Akademiets fornyede Fundats skriver sig fra 28de Juli 1814, og er i mange Punkter saaledes affattet, at den aldeles ikke svarer til de Fordringer, der med Billighed kunde gjøres af Nutiden – eftersom der ligesaavel i Konsten som i enhver anden Videnskab gives en bestandig Fremadskriden – eller i alt saa ufuldstændig, at disse i høi Grad kunne negligeres, uden stricte talt at være overtraadte. Vel har Directionen forlængst indseet Rigtigheden af denne Paastand, og desaarsag lovet et nyt og forbedret Regulativ, paa hvilket der allerede er arbeidet i 6 Aar, men hele Verden veed, hvor utilstrækkelige Løfter ere, de erstatte ikke Øieblikkets Mangler, og de væsenligste af disse vil jeg i Korthed tillade mig at udhæve.

Først indeholder da Akademiets Bibliothek en Mængde Ufuldkommenheder, der ofte have givet Anledning til grundede men uændsede Besværinger. Efter Fundatsen paaligger det Secretairen, hvis han, som nu er Tilfældet, tillige er Bibliothekar, at have Opsyn med Udlaanet, deels vel ogsaa at hjelpe Eleverne tilrette med de Bøger, de ønske at gjennemsee. Det hører imidlertid til Sjældenhederne at træffe denne der de to Gange om Ugen Bibliotheket staaer aabent. I hans Sted er en af Betjentene fra den kgl. Bogsamling tilstede, der ikke kjender det Mindste til Bøgerne, hvoraf den ubehagelige Omstændighed indtræffer, at Eleverne enten selv, naar de heldigviis kjende Navn og Forfatter paa Værket, de ønske at benytte, maae opsøge det i et temmeligt stort og meget mangelfuldt Catalog, der ikke engang indeholder de senest tilkomne Bøger, for at opgive Betjenten Løbenummeret, eller i ethvert andet Tilfælde aldeles renoncere paa det. Med Bøgernes Udlaan er ogsaa forbundet Vanskeligheder og mangehaande Betingelser. Kobberværker udlaanes aldeles ikke, Eleverne maae derimod gjennemsee og udfinde hvad de ønske i Bibliotheket, som i dets nuværende Forfatning er særdeles uordenligt, mangelfuldt og ubetydeligt i Forhold til de Midler, Stiftelsen har at disponere over. Det vilde være let at navngive flere manglende Forfattere, som vilde være til stor Gavn for den unge Konstner. Tildeels som en Følge heraf, ogsaa paa Grund af den meget simple Behandling, besøges Bogsamlingen ikke synderligt, hvilket muligt ogsaa kan udledes af den Mangel paa Lyst til intellectuel Dannelse, der finder Sted hos mange af Eleverne, noget jeg paa det Bestemteste mener, at Akademiet burde tage Hensyn til og saavidt muligt modarbeide. Thi til den unge Konstners Dannelse er det ingenlunde tilstrækkeligt, at der bibringes ham en vis Technik, eller en mechanisk Færdighed i at afcopiere; [n]oget om hvilket jeg senere stal tale. Konst og Videnskab ere Søstre, forskjellige Grene af den samme Stamme, saa [n]øie forbundne med hinanden, at der ikke kan gjøres noget Fremskridt i den, ene, uden at den anden meer eller mindre middelbart sporer Indflydelse deraf. Det er allerede tidligere sagt, at Enhver hvis Maal er at fremstille, burde være bekjendt med Digterne i et eller andet Sprog, for derved at faae Leilighed til at sammenligne, udvide og luttre egne Begreber og Ideer. Han bør ikke være ubekjendt med de Videnskaber, som forskaffe Indsigt i den menneskelige Natur, som angaae Sæder, Characterer, Lidenskaber og Tilbøieligheder. Leonardo da Vinci, Correggio, Lafranco, Albano og Poussin vare i Besiddelse af en betydelig Mængde Kundskaber, der havde en heldig Indvirkning, paa deres Konst. Akademiet har vel gjort Noget i denne Hensigt, men utilstrækkeligt. Der forlanges, at enhver Elev, førend han concurrerer til Guldmedaillen, skal have endeel Forkundskaber i Konsthistorie, Anatomi og Geometri, til hvilke han unegtelig let kan komme, blot ved at høre de tre udmærkede Lærere, der i Forelæsninger gjennemgaae disse Discipliner. Men det er ikke sjeldent, at der under Prof. Ursins Timer kun indfinde sig to eller tre Tilhørere, eller at der kun vises ringe Interesse for Prof. Høyens Foredrag, uagtet den levende Begeistring og det blomstrende, populaire Sprog, hvormed han omhandler ethvert Thema. Hvorvidt nu Akademiet kan ansees at være hensigtssvarende med dets Bestemmelse, under denne Ligegyldighed for Konstnernes aandige Dannelse, uagtet ingen Paragraph i Reglementet gjør dem denne til Pligt, ligger vel klart for Alles Øine.

Til at undervise i Fransk og Italiensk var af Direktionen tilforn beskikket en Lærer, som derfor oppebar Betaling for hver Time af omtrent 3 Mk. En saadan Underviisning, som uagtet den ikke sanctioneres af Reglementet, vistnok har været af gavnlig Indflydelse for flere Konstnere, ei blot naar de reiste, men selv medens de endnu studerede ved Akademiet, fordi derved aabnedes dem Lejlighed til at blive fortrolig med de berømte Forfattere, som have skrevet i disse Sprog. Desuagtet vare der i den senere Tid kun Faa, som benyttede sig deraf, hvilket vel imidlertid mindre maa tilskrives Elevernes Utilbøielighed for Sagen, end Undervisningen selv. I de sidste to Aar er denne Underviisning ophørt, først paa Grund af Lærerens Sygdom, og senere fordi Akademiet ikke fandt sig foranlediget til at indsætte nogen Anden.

For ikke at give denne Artikel en større Udstrækning er jeg nødt til at forbigaae videre Omtale af flere mindre betydelige Mangler og Ufuldkommenheder, f. Ex. den slette Belysning, der især finder sted i Modelskolen, det Uhensigtsmæssige i at Tegnere og Billedhuggere maae arbeide efter en og samme Model; jeg vil blot endnu berøre een, der upaatvivlelig er af største Virkning paa den konstneriske Dannelse.

Efter de bestaaende Indretninger er Modelskolen den øverste Classe. I denne ledes Underviisningen, conform med Fundatsens §§ 40 – 41 af Professorerne selv, og for de bedste Arbeider der, tilkjendes Medailler. Disse Arbeider bestaae i en udført Tegning eller et modelleret Basrelief efter en levende Model, hvorefter de (Arbeiderne) ved hvert Qvartals Slutning forelægges og bedømmes af Directionen. Naar man nu betænker, at der paa Elementarskolen undervises i at tegne efter opstillede Figurer af Træ; paa første Frihaandstegningsskole i at tegne enkelte Legemsdele som Hænder, Fødder osv., af en Gibsfigur; paa anden Frihaandstegningsskole i at tegne Torsoer og Hoveder, og paa Gibsskolen endelig hele Gibsfigurer, saa fremgaaer deraf, at Eleven, naar han kommer paa Modelskolen, allerede maa have erhvervet sig en betydelig mechanisk Færdighed i at afcopiere en Figur, idet der paa denne Skole ikke indtræffer nogen anden Forskjel, end den, som bevirkes ved en levende Models Bevægelighed og uvilkaarlige Forandring af Stilling. For denne mechaniske Færdighed, hvilken tilstrækkelig kan erhverves ved Flid og øvelse, uden synderlig Forbindelse med Talent – skjøndt jeg derfor meget vel veed, at den geniale Elev formaaer at opfatte paa en rigere, betydningsfuldere og fuldstædigere Maade – tildeles lille og store Sølvmedaille, medens der flet ikke tages Hensyn til den høiere Konsts Fordringer, hvad Compositionen angaaer hvori dog først egenlig Aand og Genialitet maa gjøre sig gjeldende. Saaledes kan Eleven vinde den store Sølvmedaille blot ved at afcopiere en hensigtsløs og uden Betydning opstillet Model, og behøver desuagtet ikke at besidde egenligt Talent; men vil han derimod concurrere til lille Guldmedaille, saa skeer der det uhyre Spring, at han baade skal componere og udføre si[n] Composition, det være nu som Maler eller Billedhugger; og ligesom der ved de forrige Priisarbeider fordredes forlidet, giver Akademiet ham denne Gang en Opgave at besvare, som, forudsat han ikke paa egen Haand, eller af egen Trang allerede i forveien har øvet sig deri, langt overstiger hans Evner. Derfor see vi denne Mængde af saakaldte Konstnere paa Akademiet, der aldrig bringe det videre end til store Sølvmedaille, og som blot forspilde deres egen Lykke ved Haab og Indbildninger som Fremtiden ikke kan opfylde, og optage Pladsen for mere Qvalificerede. Det forekommer mig at vilde være langt hensigtsmæssigere, om man som Opgave for store Sølvmedaille i Forening med en Tegning tillige fordrede en saavidt muligt udført Skizze over et opgivet Thema, hvilket baade øvede og viste enhver Elevs større eller mindre Kald til Konsten.

At Thorvaldsen tildeels erkjender og indseer disse Mangler, det vide vi med Bestemthed. Imidlertid er han ved sin lange Fraværelse deels blevet ubekjendt med flere af de Forhold, som finde Sted, deels er hans Tid anvendt paa vigtigere og mere lønnende Arbeider end Akademiets Reformer turde blive. I den nylig ansatte Prof. Bissen har Stiftelsen modtaget en Mand, ikke blot udmærket som Konstner, men tillige begavet med en Intellectuellitet, et klartskuende og fordomsfrit Blik, der lover Konsten og dens Dyrkere en fortrøstningsfuld Fremtid. Det er udelukkende paa ham den yngre Slægts Haab hviler.

B. E

–––––––––


General Comment

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Kjøbenhavnsposten, No. 280, 12.10.1841.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1841, Kjøbenhavnsposten 12.10.
Persons
Nicolai Abildgaard · H.W. Bissen · G.F. Hetsch · N.L. Høyen · Kunstakademiet, København · Bertel Thorvaldsen · G.F. Ursin
Last updated 04.08.2015 Print