The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 7259 of 10181
Sender Date Recipient
Redaktørerne ved Dagen
NN [+]

Sender’s Location

København

27.7.1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Thorvaldsen.

(Slutning.)

I Aaret 1801 var allerede den 8 Fod høie Jason færdig i Leer, men Mesteren slog Figuren istykker, ligesom Abraham sin Fader Tharahs falske Guder, for paany at forene denne Heros! Fortvivlet over, ikke at kunne fortjene noget i Rom, stod han just i Begreb med at vende tilbage til Kjøbenhavn, da Himmelen Dagen iforveien sendte ham en høimodig Frelser, Englænderen Hope, der, ved at bestille en Jason, i mere end een Henseende hjalp ham at erobre det gyldne Skind. Thorvaldsen forlangte 600 Zechiner for Statuen, og Hope bød 800. ‒ Hvor ofte hænger dog ikke et Menneskes Lykke i et Haar, ‒ en Tidsalders Storhed! og dog gives der Dyr, som ikke same Priis herpaa eller erkjende det! ‒ Har man først erhvervet sig et Navn, saa kommer rigtignok Alting af sig selv! men disse ægte Beskyttere fra Begyndelsen af, der ikke, saaledes som Sangerinden Gambricci gjorde ved Marina, kaste eller sætte det vordende Genie en Laurbærkrands af Metal, men en virkelig grøn i eller paa Hovedet, fortjene den først selv. De fleste store Mænd erholde ligesom Tasso, ‒ og dog kastede en gammel Kjærling, ligesom han skulde bekrandses paa Capitolium, ham en Kammerpotte i Hovedet ‒ først da Bifald, naar de ikke længere trænge dertil! Heri bestaaer Verdens Jammer og Usselhed! ‒ Thorvaldsen tabte Lysten til at forfærdige Jason, og sendte først i Aaret 1828 Statuen til England, og dog beholdt Hope den! Det kalder jeg en Mæcenas!

Om denne Tåben af Lysten, denne nødvendige Drivefjæder, for at frembringe Noget, have Hverdagssjælene intet Begreb og fordærve den saa ofte for os, at vi i Forbittrelsens Stivkrampe maae raabe til dem igjennem Taarer, ligesom Lear til Narren:

”O ere I will weep: O fool, I shall go mad!”

Lord Byron, der, som bekjendt, undertiden er noget bidende i sin Don Juan, sagde engang i et Anfald af aristokratisk Lune:

Who make politicks run glibber all?
The shade of Bonapartes noble daring?
Jew Rothschild and his fellow Christian Baring.

Denne Sidste eller en af hans Navnefættere kom imidlertid til Thorvaldsen, der forlangte 1200 Scudi for Hebe (Statuen var allerede tidligere bestilt af Amerikaneren Ditvett, der døde) og gav 1500.

Store og Smaa havde beskuet Alexandertoget, ‒ men ikkun Grev Sommariva fra Como forlangte det i Marmor. Englænderne gjorde Meget, og iblandt dem Lord Lucan, der, foruden begge de herlige Medaillons, Dag og Nat, bestilte flere andre. Selv Canova var engang retfærdig imod Kongesønnen, inden Rivaliteten blev altfor stor. Han besøgte nemlig en Dag (i Aaret 1808, da Thorvaldsen netop havde faaet sin Adonis færdig) Friederike Bruun i Albano, og spurgte hende meget ivrig: „aveto veduto quell ultima statuetta del vostro compatriote?” Da hun sagde, at Heden havde forhindret hende derfra, vedblev han: „questra statuetta e bella, nobile, e piena di sentimento, il vonstro amico davvero e un uomo divino!” og efter en kort Taushed tilføiede han paa Fransk: „il est pourtant dommage que je ne sois plus jeune!” Saaledes bleve Saladin og Richard Løvehjerte trods al Kiv og Strid dog Tid efter anden overtydede om hinandens gjensidige Værd! ‒ Inden jeg gik videre, ansaae jeg det for min Pligt, at nævne saadanne Mænd, som de ovenanførte, for at Uslingerne og Smaasjelene kunde speile sig i hines Exempel! ‒ Det hedder rigtignok

a cabo de asno se pierde el xabon!

og dog tilraaber jeg min d’Alembert: „Mon chèr et grand philosophe, il faut mourir en servant la raison et la vertu!” Men jeg vender tilbage til hine Ateliers, der, fyldte med alle Slags Værker, satte mig i Henrykkelse. Der stode Mercurius, Argusdræberen, Ganymedes som Hyrdedreng, en knælende Døbeengel, Johannes den Døber, som prædiker i ørkenen (en Gruppe af Figurer, der vare aldeles ordnede til en Fronton) den colossale Model til den i 1830 herefter i Bronze støbte og i Warschau opstillede Billedstøtte af Copernicus, Hesten til Poniatowskys Rytterstatue, Christus med Apostlene i Gips, de tre Gratier og Medaillonen til Appianis Cenotaphium (i Brera i Mailand) begge Medaillonerne Dag og Nat, et Basrelief til Hercules Consalvis Sarkophag (Cardinalen bringer de ved Freden til Tolentino afstaaede Provindser tilbage til den pavelige Stol), Jason, Fyrst Potockys Statue, (en virkelig deilig Mand) den i Leer forfærdigede Model af en Løve, det med Lynets Hurtighed opførte og i Gips afstøbte Monument for Pius den Syvende, til hvis Fuldendelse (det blev færdigt i 1830 og opstillet ligeoverfor Raphaels Forvandling i Sct. Peterskirken) Consalvi anviste 20,000 Scudi paa Monte di Pieta; maaskee det skjønneste pavelige Monument i Peterskirken, og tilligemed flere andre det 3’ 6½” høie og 100 franske Fod lange, i carrarisk (lunensisk) Marmor udførte Alexandertog. Paa flere af disse Værker arbeidede fortjenstfuld Elever af den nordiske Phidias, som Tenerani, Freund, Marchetti, Hermann, Meyer o. fl. Rundtomkring stode Marmor- og Gipsfigurer, og der fandtes ogsaa raae Masser, hvoraf jernflittige Dædalider dannede Skikkelser for Evigheden. ‒ Jeg dvælede ofte hele Timer i disse stille Haller, for at betragte og indsuge alt det Skjønne, de indeholdt! ‒ og det forekom mig, som om jeg i Lyden af den under Meiselen klingende Steen hørte Dioskurernes Pikken i Ledas Æg! ‒

Det er en Umulighed med Ord at give Læseren et Begreb om Sandheden og Skjønheden af disse Marmorbilleder, i deres Gevanders dybe majestætiske Folder, i den original-classiske og dog ikke antike Opfatning af Relieferne osv.! Man maa komme selv, see, forbauses og blive overbeviist!

Først for nylig er han bleven færdig med Byrons Statue, maaskee i en høiere Stiil end den Model, Digteren selv frembød, og hvortil hans skjønne Hoved rimeligviis gav Afledning! ‒ Han sidder paa et Søileskaft, et Dødninghoved ligger ved hans Side, den venstre Fod er stillet høiere, medens den høire er udstrakt med skjødesløs Pude; en Kappe med en lille Krave er kastet om hans Skuldre, og den skjønne Hals, som bærer det stolte Hoved, er bar! ‒ I den venstre Haand holder han en Bog, med Overskrift: Childe Harold, og i den høire holder han en Pen, som han trykker imod Hagen. Hænderne og alle Lemmer ere fulde af Ynde, og Hovedet er bøiet noget opad. ‒ Den fornemme skjødesløse Rolighed giver hele Figuren en Adel, der fuldkomment passer til Udtrykket! og nu er vor evige Yngling Schiller under Arbeide, der vistnok vil blive et ligesaa herligt Værk, som hiint!

Gid den slumrende Tid vilde betroe sine store Døde til den nordisk-helleniske Prometheus, for engang igjen at vaagne op i dem.

Den Mægtige og Stærke kan ikkun prøve sine Kræfter paa en ligesaa eller lignende stærk Modstander. ‒ Jeg finder det derfor meget naturligt, at Thorvaldsen og Canova stedse søgte at overgaae hinanden. ‒ Ikkun Maaden, hvorpaa Førstnævnte begyndte dette, er original og vidner om en Selvbevidsthed og Selvfølelse, der ikkun findes hos det ægte Genie. Hvorledes havde han ellers turdet vove at sætte Hæder, Penge, Tid og Umag paa Spil, for at troede i Skrankerne mod den lovpriste Modstander? ‒ Kort og godt, han forfærdigede bestandig jevnsides med denne Psyche, Achilles og Briseis, Charitas, Amor og Psyche, Jason, som et Sidestykke til Perseus, hvori Romerne attende saae den anden Apollo i Belvedere, Hebe, Venus, Victrix, Dandserinderne, Gratierne, o. s. v., hvorved han opnaaede at blive anseet for, om end ikke i Begyndelsen at have besejret Italieneren, saa dog at være hans Ligemand, indtil han endeligen ganske kastede ham til Jorden. Ligesom Raphael, gik Thorvaldsen stedse videre paa gamle Mynstres Basis, eller blev kunstret indenfor deres Kreds! Han tilstod f. Ex. selv ved Restaureringen af tvende paa Ægina fundne Statuer af Haabet, ar man ikke turde vove paa at forlade et Motiv, der uforandret havde vedligeholdt sig igjennem et Aartusinde. I Aaret 1811 opdagedes den panhelleniske Jupiters Friis og Kronprindsen af Baiern afkjøbte Eieren den for 20,000 Scudi. Hvor samvittighedsfuldt han gik tilværks ved dennes Restaurering, sees deraf, ar da man senere spurgte ham (den blev færdig i 1817) hvad han havde udbedret derpaa, svarede han med Selvbevidsthed: „jeg mindes dem (Restaureringerne) ikke længere, og kan ikke see [d?]em!” Jeg traf imidlertid en Afstøbning af disse Ægineter i Berlin, hvorpaa Udbedringerne, hvis jeg ikke feiler, vare bemærkede med røde Streger og Linier. Der gives saamange utidige Spørgere og Besidderne finde ofte saa stor Interesse ved at skjule slige Udbedringer, at Kunstneren ikke kunde svare anderledes. ‒ Hvor hurtig Thorvaldsen kunde arbeide (dette forudsætter naturligviis en stor erhvervet Færdighed) bevises derved, at han fra Morgen til Aften modellerede begge de yndige Medaillons Dag og Nat. ‒ Ligesaa hurtig gik det med Udkastet til de to Figurer, der findes paa Pius den Syvendes Monument, Sapientia coelesta og fortitudo divina. Der gives imidlertid ogsaa de Tider, hvori han ferierer og lader de skjønne productive Øieblikke skyde langsommere frem i Krystaller. ‒ Et Genie er blot deri forskjellig fra de øvrige Mennesker i Almindelighed, at det ikke altid er et almindeligt!

Den ved Thors paa ham nedarvede Mjølnir, ikke som en Verdens Ødelægger, men som dens Opbygger, til Præsidentværdigheden ved Academiet San Lucca i Rom opsprungne Mester, Medlem af næsten alle fortrinlige Kunstforeninger paa de beboede Dele af Jordkloden, Ridder af utallige Ordener, den almeenagtede, dygtige Mand, i hvis Sjel der opsteg flere større og glimrende Stjerner, end man nogensinde er istand til at skjenke ham, er som Udødelighedens slagne Ridder ikkedestomindre langt mere omgængelig end mange, der ofte ved Hofferne ansee sig for Universets Grundpiller og Atlanter (jeg tænker netop paa Metalbækkenet i Salomons Tempel) ‒ lever i og udenfor sit Huus meget simpelt og gjør saameget Godt, som der staaer i hans Magt. Paa hiin aandelige Høide og i Rom, ‒ er det muligt! ‒ Idet Øiemed opdrager Staden endnu den Dag i Dag sine Borgere og der findes vel ingensteds en mere ugeneert Existents! derfor leve ogsaa der de uendelig mishandlede Napoleoner og alle de Personer, der, drillede og æklede tildøde i deres Hjem, kede af den gemene Virkelighed eengang ville aande frit!

Un honnête homme (meente allerede St. Evremont) ne peut vivre qu’à Paris, à Londres ou à Rome. ‒ Selv Fru von Staël tilstaaer overeensstemmende med Sandheden, (Corinne T. I. pag. 205) Les distinctions de rang font en général peu d’effet en Italie! og det bidrager ikke lidet til et Menneskes Velbefindende.

General Comment

Denne tekst blev trykt i Dagen, Nr. 177.
Første del kan læses i Dagen, Nr. 176.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Dagen 27.7.
Subjects
Thorvaldsen and Canova · Thorvaldsen as Phidias or Praxiteles · Thorvaldsen as Thor
Persons
Friederike Brun · George Gordon Byron · Antonio Canova · Thomas Hope · Bertel Thorvaldsen
Works
Last updated 16.08.2016 Print