The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 7258 of 10181
Sender Date Recipient
Redaktørerne ved Dagen
NN [+]

Sender’s Location

København

26.7.1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Thorvaldsen.

(Af den endnu ikke i Boghandelen komne tredje Deel af Norders “Reise durch Italien”).

Af Bygningskunstens totale Forfald i Rom, der, ligesom de øvrige Kunster, ikke engang kunde holdes iveiret ved de af Paverne derpaa anvendte uhyre Summer, seer Enhver, at udvortes Midler (der igjen ikkun virke noget Udvortes) ikke ere tilstrækkelige til enten at vække eller slukke en Gnist og efter Godtbefindende bringe den til at udvikle sig i et eller andet Legeme. ‒ Kunst, i Ordets bedste Betydning, er det gediegneste, ædleste Liv, den høieste sandselige Skjønhed og Sandhed, den Pol, hvortil Begeistring alene fører den Dødelige, og hvor han forbliver saalænge, som hans Genius- og Englevinger kunne bære ham! ‒ Greben af Verdensbegivenhedernes Storm, gaaer Skjebnens Bølger op og ned i kortere og længere Ophold, og der gives saavel for enkelte Mennesker, som for hele Folkeslag Perioder, hvor Alt aabenbart iler opad, eller ustandselig nedad imod Afgrunden, for, som det synes, aldrig mere at komme for Dagens Lys!

Trods alle classiske Mønstre var al mulig Sandhed i den første Halvdeel af det attende Aarhundrede i den Grad veget fra Malerkunst og Plastik, at de ikkun bevægede sig vegeterende i den hidbragte Cancelliestiil, og opfyldte ikke blot Rom og Italien, men det hele øvrige Europa med utallige Fuskerier.‒ Dog ligesom Himmelens Aande befrugtende vifter Sædekornet over til fjerne Zoner i det udyrkede Jordsmon, for at det atter skal grønnes og blomstre, forbarmede den sig ogsaa her over Ørkenen, og sendte den derfra, hvor den mindst ventede det, hurtig Hjelp!

Det hører til de erkjendte historiske Sandheder, at de germaniske Stammer, hvor de droge hen, ved Kydskhed, medfødt Kraft, Sjels-Reenhed og Adel, frembragte ungdommelig frisk og nyt Liv! ‒ Ikke nok, at vore Forfædre allerede tidligere derved viste de enerverede Romere de vigtigste Tjenester, men disse store Gaver syntes endog at gaae i Arv fra hine til de yngste Slægter, og ligesom den høihjertede Luther i det sextende Aarhundrede reformerede Kirken, saaledes ophjalp Winkelmann og Mengs i det attende først igjen den dybt sjunkne Kunst. Begge henviste for største Delen (Mengs var deri Winkelmanns Lærer) til Oldtidens Værker, hvis Ypperlighed snart blev saa indlysende for Mange, at ikke blot Berninis og hans Disciples Dukker inden kort Tid gik i Forglemmelse, men at der tillige, ved Indvirkningen af Antikernes Aand, vaktes en ivrigere Stræben, som i Plastiken fremkaldte en ny Epoche, der var Oldtiden værdig.

Endnu arbeidede den næsten bestandig restaurerende Cavaceppis Meisel paa hans i Berninis overdrevne Stiil udkastede Flora, da, hvis han ikke saasnart var død, Trippel, der med kunstfærdig Takt lagde Antikerne til Grund for sine Arbejder, endog truede med at vinde Seier over sin nylig i Skrankerne trædende Medbeiler Canova. ‒ Et i Sædelighed saa dybt sjunkent Folkeslag, som de nuværende Italienere, fandt i denne Kunstner Totalbeløbet af dets moralske Tilværelse, indtil Thorvaldsen fra det høie Norden, ved at overgaae ham, hævede den nyere Kunst til en Glands og Værdighed, hvori den ikke havde staaet siden Phidias’s og de andre store Grækeres Tid. ‒ Thorvaldsen, „Tordengudens Søn”, den danske Konge, Harald Hildetands Ætling (see Thieles „Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsens Levnet og Værker,” Fol. m. Kobb. 1ste Deel. Forfatteren anfører hans Stamtavle). Ikke enhver Konge har en saadan Ætling, og derfor er jeg endnu i Beraad om, hvo af begge, der kan være stoltest af dette Slægtskab. Thorvaldsen har for Øieblikket ligesaa mange Ordener, som nogen Konge i Verden. Til alle gode Catholikers store Forundring udnævnte ovenikjøbet Christi Statholder (Leo den Tolvte) Kjetteren til President i Academiet San Lucca, og ‒ besøgte ham personlig, hvilket maa ansees som noget ganske Overordentligt ved et Hof, der holder fast ved Etikettens gamle pedantiske Slendrian! Rosa Taddei besang den germaniske Praxiteles og han er elsket og æret overalt! ‒ Vilde vi maaskee have handlet ligesaa retfærdigt? ‒ Besynderligt nok tager Thiele ilde op, at A.W. Schlegel tilligemed Fru v. Staël stemple ham til tydsk Kunstner, og derfor staaer der formodentligen ogsaa paa Titelbladet „dansk Billedhugger.” Thiele maatte da først bevise, at den danske Billedhuggerkunst og Literatur ikke er en oprindelig tydsk og at det danske Sprog ikke er en tydsk Dialect, for at beholde Ret, hvilket vist nok ville falde ham overordentlig vanskeligt. (Skulde det være muligt!?) Sæt, at Thorvaldsen var en Arkadier, og en af hans Landsmænd i Athen havde forfattet den arkadiske Billedhuggers Levnet, saa lo vistnok Athen og hele Grækenland! Forresten er Manden nu engang falden ned fra Himmlen, ligesom Dannebrogsfanen og tilhører Verden.

Allerede i lang Tid havde jeg foresat mig, at besøge begge Billedhuggerkunstens fornemste Ateliers, men kunde i Begyndelsen ikke strax faae Lejlighed dertil, paa Grund af de mange seeværdige Gjenstande og Indtrykkenes Nyhed. Fernow havde desuden gjort mig noget forudindtaget imod Canova, og jeg begreb ikke, hvorledes dét overalt beundrede Overhoved for den nyeste italienske Plastik kunde anlægge sit Værksted ved Siden af et saa smudsigt Hul som de Ulægeliges Hospital (San Giacomo de’ Incurabili).

Det gik derfor først til Palazzoet og Colonette Barberini, og ikke just ad den beqvemmeste Vei igjennem Via de’due Macelli, Capo le Case eller Via del Tritone, men opad den spanske Trappes Steenkatarakte, som jeg, for dens rigtignok gammelfranske, men dog colossale Tilsnits Skyld, havde saaet meget kjær.

Paa dette høie Sted følte jeg mig allerede mere hjemme, skjelnede nøie flere Bygninger i det Fjerne, men glemte, som saa ofte pleier at skee, derover dem, der laae lige tæt ved mig. Hertil regner jeg f. Ex. den imellem Consalvis Anlæg og Kirken Trinita de’Monti paa Pincio beliggende Villa Medici, der for nærværende Tid er indrettet til det franske Academie, men som i 1550 blev bygget af Cardinal Ricci da Montepulciano efter Annibale Lippis Plan og senere forskjønnedes af Cardinal Ferdinand af Medici.

Udsigten herfra er, som overhovedet alle fra Pincio, en af de skjønneste i Rom, hvortil imidlertid Bygningen i og for sig ikkun lidet bidrager; thi den efter Rygtet af A. Lippi efter Michel Angelos Plan udkastede Facade mod Haven har ikke mere at betyde, end den forreste, hvorfra den ikkun adskiller sig ved nogle i Hovedmuren uregelmæssig indmurede Antikaglier og Reliefs, der give det Hele nogen Lighed med en Marchandiser-Bontiqve. ‒ I de derværende Værelser, hvoraf flere i nederste Stokværk (ud imod Haven) ere malede af Sebastian del Piombo, saae jeg flere Stykker af franske Kunstnere og nogle gode Afstøbninger, hvoriblandt den af Michel Angelos Pietà var den bedste. ‒ Forhen fandtes her rigtignok langt andre Sager, f. Ex. den nu i Florens værende (i Uffizi) Niobe-Gruppe, den medicæiske Venus, Arruotino, Gladiatorerne, den berømte Vase o. s. v.

Men nu iler jeg igjen nedad det fordum livfulde Palladses bestøvede Trapper, og staaer allerede paa Via delle Colonnette foran Hytter, hvis simple Ydre i ligesaa høi Grad maa vige for hiin forfængelige Pragtbygning, som deres Indre ved det første Skridt inden for deres Vægge til evig Tid overstraaler den. Her har Aanden skabt, hist ikkun Haanden! ‒ Fordum skjenkedes enhver Huusgud et helligt, rhythmisk ordnet Rum, og her, hvor Olympen og Paradiset mødes, er Alt fattigt og smaat, ligesom ofte det Udvortes hos udødelige Mennesker.

Jeg kjendte Thorwaldsens Alexandertog, hvori han omskabte Curtius’s prosaiske Fortælling til et Heltedigt, allerede fra de berømte Skizzer af Samuel Amsler, men ved Synet af den plastiske Original blev jeg tilmode, som Sjelen, der opfyldt af Jordens Drømmebilleder, først skuer Guderne Ansigt til Ansigt! ‒ Kunstnerens nærmeste Beskyttere og Venner vare jo saa forbausede over hans Værker, at Frederike Brun allerede ved Fuldførelsen af hans Jason skrev følgende Digt til ham:

Thorwaldsen’s Jason.

Der Fremde.
Trau ich dem staunenden Blicke? ist Wahrheit, was mir erschienen?
Ist gefüllt zwischen uns und der Antike die Kluft?
Hat der Herden Geschlecht der Jahrtausende Gräber gesprenget?
Wandelt es hehr und voll Kraft wieder auf Erden umher?

Die Antike.
Aus der Vergessenheit Nacht rief mich des Genius Stimme,
Und ich gehorchte dem Ruf still sich entfaltender Kraft. ‒
Einfalt des Geistes, die eines nur will, und Fülle des Herzens
Schafft das Unmögliche selbst in der entarteten Brust.

(Slutningen følger.)

General Comment

Denne tekst blev trykt i Dagen, Nr. 176.
Slutningen kan læses i Dagen, Nr. 177.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Dagen 26.7.
Subjects
Prejudices about Italians · Idolizing Thorvaldsen · Thorvaldsen as a Danish National Symbol · Thorvaldsen as Phidias or Praxiteles · Thorvaldsen as a German · Thorvaldsen's Honorary Titles
Persons
Friederike Brun · Antonio Canova · August Wilhelm Schlegel · Rosa Taddei · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen · Johann Joachim Winckelmann
Works
Last updated 16.08.2016 Print