Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tre etruskiske skarabæer


I Thorvaldsens Museums samling af antike gemmer findes tre etruskiske skarabæer med samme motiv: en silen, der står bøjet over en vase. Skarabæerne er af karneol og har guldbøjler, der sandsynligvis stammer fra Thorvaldsens tid.

Den ældste af gemmerne (fig. 1a-b og slutvignet) er fremstillet i en teknik, som man må opfatte som en forløber for kuglehjulsteknikken, gemmeskæring »a globolo«. Det skitseagtige i »a globolo« teknikken er dog endnu ikke særlig fremtrædende; musklerne og først og fremmest ansigtet er meget omhyggeligt udført. Den præcist gengivne opstoppernæse og hestehalen karakteriserer figuren som en silen. Vendt mod højre holder han med begge hænder i den ene af en spidsamforas hanke. Kunstneren har søgt at indpasse silenen i ovalen ved at gengive ham sammenkrummet med stift hængende hestehale, medens han tager et lidt usikkert skridt fremad, hvorved begge fødder berører stregornamentet, der løber langs kanten. Rundt om skarabæens side løber et lignende ornament. Den plastiske udførelse af silenens krop sandsynliggør en datering til det femte årh. f.K.

Lidt senere er en skarabæ (fig. 2 a-b), der er udført i »a globolo« teknik og dermed kan dateres til lidt ind i det fjerde årh. På denne gemme er silenen vendt mod højre og griber med højre hånd efter en krater med volutformede hanke. Den venstre arm holder han bag sig, og den danner sammen med skridtmotivet, halen, hovedet og volutkrateren en oval, der er smukt sammenkomponeret med skarabæens egen ovale form. På enkelte steder overskærer billedet den bort, der omrammer det.

Den tredie skarabæ er udført i samme teknik og kan dateres til samme tid (fig. 3 a-b). En nøgen mand holder i sin venstre hånd en spidsamfora ind under en vandstråle, der springer fra et løvehoved. Figuren skjules delvis af en dør, der må være en senere tilføjelse. Herfor taler både beskadigelsen af karneolen og stregornamentet, der på dette sted har en anden udformning. Endvidere passer denne dør ikke til et brøndhus.

Den oprindelige udsmykning på denne skarabæ svarer altså overvejende til skarabæen fig. 2. Man må antagelig i den nøgne, mandlige figur se en silen, også opstoppernæsen taler herfor. Ved at sammenholde denne skarabæ med de to andre får vi af dens motiv med brønden en forklaring på temaet på de andre som »Silenen og Vandet«; vandet antydes på de to første gemmer henholdsvis ved en amfora og en volutkrater.

I græsk kunst synes fremstillinger af dette emne ikke at forekomme, medens de ofte optræder i italisk-etruskisk kunst. Disse fremstillinger bekræfter, at silenernes vaser på skarabæerne symboliserer vandet. Vandet og kilden, hvoraf det flyder, står her symbolsk for vegetation og frugtbarhed. Sammenstillingen af amfora (eller krater) og silen fører til at symbolikken fra vaserne overføres til silenen, og han bliver derfor daimon for vegetation og frugtbarhed.

Sammen med silenen hentyder disse vaser, hvis væsentligste egenskab er at være vinbeholdere – amforaen anvendes til opbevaring, krateren til blanding af vin med vand – vel også til den dionysisk-orgiastiske kreds.

Muligt kan man også forbinde noget ktoniskt og sepulkralt med amforaen og krateren på grund af deres anvendelse ved begravelser; dog sikkert stadig i forbindelse med vandet og det dionysiske.

Vi kan altså konstatere en mangfoldighed af forestillinger, som lader sig forbinde med silenen og vandet: f. eks. vandets livgivende evne, fremkaldende frugtbarhed og vegetation; en forestilling om det dionysiske, som en forløsning fra den menneskelig-jordiske sfære; og sluttelig, når man til forestillingen knytter en ktonisk betydning, en mindelse om underverdenen.

Man skal derfor ikke blot betragte skarabæen som et mere eller mindre kostbart smykke, dekoreret med et indholdsmæssigt betydningsløst genrebillede; tværtimod, skarabæen har for sin ejer rummet en bestemt forestillingskreds, f. eks. af den art, som det her er søgt påvist.

Sidst opdateret 20.09.2015