Arkivet, Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens prisfastsættelse af egne værker

  • Kira Kofoed, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2009
  • Artiklen sammenholder oplysninger om priserne på Thorvaldsens værker med Thorvaldsens udgifter til fremstillingen af samme. Derved opnås et indblik i den måde, billedhuggeren udregnede den endelige salgspris på.

Udregningsmodellen

Sammenholder man oplysninger om priserne på Thorvaldsens værker – se evt. referenceartiklen herom – med Thorvaldsens udgifter til fremstillingen af samme, får man et indblik i den måde, han udregnede den endelige salgspris på. Hovedreglen synes ud fra dette at være, at Thorvaldsens samlede udgifter til et værk gangedes med to, og deraf fik han værkets endelige pris. Thorvaldsens andel var altså lige så stor som summen af de samlede udgifter, dvs. 50 % af værkets endelige pris.

De samlede udgifter dækkede over følgende poster:
  • Materialeudgifter, dvs. indkøb af den marmorblok, hvorudaf værket skulle hugges.
  • Transportudgifter, dvs. omkostninger ved transport af marmorblokken fra marmorbruddet til Thorvaldsens værksted i Rom.
  • Lønudgifter, dvs. løn til den eller de gipsere og billedhuggere, der forestod overførslen af værket fra lermodel over originalmodellen i gips til marmorblokken, samt den groveste del af værkets tilhugning.

Fra Thorvaldsens halvdel må dog forventes at være gået yderligere beløb til løbende udgifter, eksempelvis værkstedsleje og indkøb af værktøj. Hans egen løn for værket har derfor været noget mindre end 50 % af værkets pris.

Kildegrundlag – eksempler

Døbefonten

Tydeligst kommer denne udregningsform til udtryk i Thorvaldsens koncept til grevinde Charlotte Schimmelmann af 4.2.1809, hvor Thorvaldsen fastsætter sin egen “Konst og Flid” (dvs. den kunstneriske indsats) til samme beløb, som de samlede udgifter. Udregningen gjaldt prisen på døbefonten til Brahetrolleborg, jf. Døbefont, A555,1, A555,2, A555,3, A555,4:

Men ieg vil haabe at naar Tiiderne tillader det, at Deres Naade ved at modtage dette mig værdiget Arbeide – vil erfare at Samme haver kostet mig baade Kraft og Flid, at omnævnte Udlæg er økonomisk beregnet til S[um]m[en] 483 Sc[udi] og at ieg beskedent skatterer min Konst og Flid for lige saa meget som omnævnte [papiret hullet:][Ud]læg [...]”

Og året før udspecificeredes udgifterne til døbefonten i koncept af 22.10.1808 til Schimmelmann – dvs. udgifter til indkøb af marmorblokken, transporten af denne til værkstedet samt lønudgifter til Thorvaldsens assistenter under den groveste udhugning. Herefter betakkede han sig for yderligere betaling – dvs. hans egen normale forstjeneste erstattedes af muligheden for berømmelse i Danmark:

“[...] de Penge, som jeg har udlagt for Døbesteenen som er af det skjønneste hvide Carara Marmor. Dette, saavelsom Transporten, samt den groveste Udhukning, som skeer ved Middel af Daglønnere, koster mig i Alt 487 Piaster som Deres Herr Broder har i dag erstattet havt den Godhed at erstatte mig. Hvad Arbejdet [dvs. Thorvaldsens “Konst og Flid”] angaaer, saa er min sødeste Belønning denne, at have kunnet efterkomme min Velgiørerindes Befalning, og jeg skatterer mig lykkelig at De min naadigste Grevinde vil besidde et af mine Arbejder, der tillige vil tjene til at giøre mig bekjendt i mit kjære Fæderneland.”

Jason

Også i forbindelse med Thorvaldsens kontrakter vedrørende Jason, A822, kan regnestykket følges, omend ikke så entydigt: Prisen for Jason blev i kontrakten med bestilleren Hope sat til 600 romerske sequiner, svarende til 1320 romerske scudi.

Kontrakten med marmorhuggerne Finelli & Keller, der, jf. nedenfor, skulle stå for leverencen af marmorblokken, overførslen fra gips til marmor, samt den groveste tilhugning, lød på en samlet udbetaling i deres favør på 650 romerske piastre:

“[...] un marmo statuario dell’ ottima qualitá senza macchie nottabile per quanto si può vedere prima di lavorarlo, si obbligamo inoltre di tirare a ñre spese il detto Pezzo allo studio suo situato in Piazza Barberini al vicolo della catena di metterlo in opera e di ridurre al punto della gradina la statua del Giasone fatta ed inventata dallo scultore Torvaldsen al punto che sia ben ritrovata in tutte le parti sue per il prezzo convenuto da ambe le parti di seicento cinquanta Piastre romane, tra marmo, tiro e sbozzatura [...]”

650 romerske piastre svarede til 683 scudi, da der var en lille forskel på værdien af en scudi og af en piastre, se evt. referenceartikel om datidens møntenheder. Thorvaldsens egen andel i 1803 har dermed ikke helt udgjort 50% af værkets pris, men dog tilnærmelsesvist.

Det virker derfor rimeligt at antage, at udregningsprincippet (pris = reelle udgifter X 2) i hovedsagen har været gældende, og at Thorvaldsens forhandlinger med Finelli & Keller i 1803 blot ikke udmundede helt, som Thorvaldsen havde ønsket det, eller at det først efterfølgende, senest altså 1809 jf. omtalen af døbefonten ovenfor, blev et fast princip.

Referencer

Sidst opdateret 18.09.2015