Arkivet, Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens Museum - Fra Rom til København

Thorvaldsens Museum – i udlandet?

Det har været hævdet, at det bestemt ikke var sikkert, at Thorvaldsens Museum nødvendigvis skulle komme til at ligge i København. Såvel Rom, München og Stuttgart har været nævnt som byer, der lige så godt kunne have rummet museet, og at det kun var en blanding af resolut indgriben, ihærdighed og fædrelandskærlighed, der til sidst gjorde udslaget, så det faktisk kom til at ligge i København.

Thiele omtaler, at Thorvaldsen i 1827 i et brev til prins Christian Frederik skriver, at han vil udføre en sejrsgudinde på en triumfvogn, trukken af to eller fire heste, i naturlig størrelse og bestemt til at støbes i bronze. »Et stort Arbeide« fortsætter Thorvaldsen »paa hvilket jeg ikke blot vil anvende min Tid, men ogsaa, ihvor kostbart det end vil blive, har isinde at anvende den Formue, jeg hidindtil har samlet mig«.1 Og Thiele fortsætter – »følgende de efterladte Spor«, som han udtrykker det – at Thorvaldsen ville udføre denne gruppe for at den skulle krone et museum, der dels skulle indeholde Thorvaldsens egne modeller, dels de arbejder som han havde udført eller på egen bekostning ville udføre i marmor samt hans samlinger af antikke og moderne kunstsager. Og derefter den sigende tilføjelse fra Thieles side: »… men, om dette Museum skulde være i Rom, i Kiøbenhavn, eller andetsteds, derom vidste man Intet, hvilket var ganske naturligt, da Thorvaldsen selv endnu ikke vidste det«.2

Her ligger vel kimen til en senere tids opfattelse af, at det ikke var givet, at København skulle blive endemålet for Thorvaldsens samlinger. Det vil være interessant at se, om der reelt var tale om, at museet lige så godt kunne have ligget i Rom, München eller Stuttgart.

Men inden jeg kommer dertil, synes det naturligt at gøre ophold ved kunstkritikeren og forfatteren Peder Hjorts lille skrift fra 1818: Et par Ord om Thorvaldson. Uddrag af et Brev, dateret 23 April 1818, fra Hr. Hiort i Rom. Heri formuleres, så vidt det kan ses, for første gang den tanke at tilvejebringe en omfattende samling af Thorvaldsens værker i København.

Hjort og fædrelandsfølelsen

Hjort beretter i sit brev, der var beregnet på at blive og blev udgivet i København samme år, at han nogle dage efter sin ankomst til Rom blev vist rundt af Thorvaldsen selv i dennes, som Hjort skriver »… 5 Skure, som ligge omkring en lille Have«. I det ene af atelierne stod frisen Aleksander den Stores indtog i Babylon, som Thorvaldsen havde udført til Palazzo del Quirinale i 1812. På tilbagevejen, om det nu var til de andre »skure« eller til Thorvaldsens lejlighed i via Sistina, kom Thorvaldsen og Hjort til at tale om bestemmelsen for alle de andre arbejder, der var undervejs i atelierne. Og Hjort fortsætter sit brev: »… og jeg hørte da, med Sorg, hvorledes den Dandserinde gik til Wien, dette Basrelief til Frankfurt, hiint til Engelland, dette til München, denne Hebe atter til Engelland; denne Statue var i Pommern, hiin i Nordamerika osv. osv. Kun fire Skiver, med Basreliefs, af simplere Marmor end alle de andre, fordi de paa Facaden af det nye Slot i Kjøbenhavn, ville blive udsatte for Nordens Regn og Slud, vare bestemte til mit Fædreland«.3 Det er bittert for Hjort at erkende, at Danmark må undvære den trøst, »det Geniale, det Mægtige og det Underfulde i saadanne Værker« kunne give hans land. Men han er klar over, at regeringen ikke kan bestille et større værk hos Thorvaldsen på grund af krigene og bankerotten i 1813. Det Hjort selv ønskede var, at en »stor Forening imellem mange Individuer af de forskjællige Klasser, som kunde udtale det eenstemmige Folks Mening og Længsel, [det] vilde være meest smigrende for Kunstneren, og behageligst for den nationale Følelse«.4

Og det, der skal ønskes af det eenstemmige folk, er at anskaffe en samling af afstøbninger af alle Thorvaldsens værker. Den hører ifølge Hjort unægtelig hjemme i Danmarks hovedstad. Hjort har også forslag til, hvor samlingen skal opstilles: »Den lange Sal, f.ex. i Thotts Palads [i dag Den franske Ambassade], hvor der nu findes et Meubelmagazin, vilde formodentlig let kunde leies«. Bestyrelsen for en sådan samling samt vedligeholdelsen af den måtte Akademiet tage sig af Salen lå jo lige ved siden af; og en sådan samling ville også være af værdi for Akademiets unge elever.

Når det er nyttigt at opholde sig ved Hjorts brev fra Rom og hans forslag til en samling af Thorvaldsens værker i København, er det fordi, hans forslag indeholder alle de elementer, der blev karakteristiske for Thorvaldsens Museum, da det endelig åbnede i København i september 1848: En offentlig samling, hvis hoveddel er en næsten fuldstændig samling af Thorvaldsens arbejder i gips, etableret på baggrund af en bred folkelig indsats og med den nationale bevidsthed som væsentlig drivkraft.

30 år skiller Hjorts forslag og åbningen af Thorvaldsens Museum, og Hjort synes ikke sidenhen at have direkte forbindelse med den kreds af personer, der så aktivt fra begyndelsen af 1830’erne arbejdede for at få etableret et Thorvaldsens Museum i København. Men den nære sammenhæng mellem Hjorts tanker og det faktiske Thorvaldsens Museum er værd at holde sig for øje, når man ser på de forskellige mulige placeringer af et Thorvaldsens Museum, der tilsyndeladende også var i spil i slutningen af 1820’erne og op igennem 1830’erne.

Udbud og efterspørgsel

Det ville unægtelig være interessant, hvis man kunne afgøre, om det ikke snarere var Thorvaldsens idé med en samling af afstøbninger i København end Hjorts. Og Hjort blot derved var formidler af et ønske, som Thorvaldsen naturligvis ikke kunne fremsætte selv. Når jeg sagtens kunne tro, at det var Thorvaldsens snarere end Hjorts idé, skyldes det, at Hjort også i sit brev slog til lyd for, at man i Danmark skulle igangsætte en subskription for at kunne indkøbe et stort arbejde af Thorvaldsen, og dette arbejde skulle være Alexanderfrisen i marmor, opsat i den nye riddersal i C. F. Hansens Christiansborg. Vi véd med bestemthed, at Thorvaldsen netop i årene 1816-18 formåede at få flere til at tage på sig at få andre til at bestille frisen i marmor hos ham. I april 1816 forsikrede den norske liebhaver og købmand, Jørgen Knudtzon Thorvaldsen om, at han med flid i England ville arbejde for, at nogen dér afgav bestilling på Alexanderfrisen i marmor. Og det lykkedes ham faktisk at interessere arkitekten Benjamin Wyatt for sagen. Wyatt var netop beskæftiget med den fornemme opgave at bygge hertugen af Wellingtons palæ i London, Apsley House ved Hyde Park Corner, og det var hertil at frisen skulle bestilles, stod det til Knudtzon. Wyatt mødte – med en introduktionsskrivelse fra Knudtzon – Thorvaldsen i Rom i oktober 1818, men bestillingen blev ikke til noget, da han hørte, at frisen allerede var bestilt i marmor af grev Sommariva i december 1817 til opsætning i hans Villa Carlotta ved Como-søen.


Bertel Thorvaldsen: Jørgen Knudtzon, 1816 - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 1. Bertel Thorvaldsen: Jørgen Knudtzon. 1816. Gips. H. 57,7 cm. Thorvaldsens Museum.


Det problem fik også forfatteren Laurits Kruse, der var i Rom i sommeren 1817. Også han fik i opdrag – denne gang hjemme i Danmark – at søge tilvejebragt en bred indsamling, hvis midler skulle bruges til at erhverve Alexanderfrisen i marmor til opsætning på Christiansborg. I december 1817 lod Kruse udgå en opfordring til sine landsmænd om ved sammenskud at tilvejebringe 15.000 scudi, så frisen kunne erhverves. Og det var ifølge Kruse billigt. Thorvaldsen ville ikke beregne sig noget honorar for opgaven, kun indkøbet af marmoret samt udgifterne til dens bearbejdelse skulle man betale for. Prins Christian Frederik blev snart optændt af projektet.

Men i begyndelsen af februar 1818 nåede et brev til København fra fru von Humboldt i Rom til Friederike Brun i København, hvoraf det fremgik, at Sommariva allerede havde bestilt frisen i marmor. Prins Christian Frederik blev sur, skældte Kruse ud og kunne vanskeligt bringes fra den idé, at kongen af Danmark ville blive kompromitteret ved at modtage en foræring fra sine undersåtter af en kopi, hvortil grev Sommariva allerede havde originalen. Senere blev sagen dog ordnet i mindelighed. Men subskriptionstanken måtte opgives, for at ingen skulle tabe ansigt. Frisen blev bestilt alene af regeringen, og i et reskript af 15. juni 1818 beordredes Slotsbygningskommissionen til at bestille frisen hos Thorvaldsen.

Da Hjort i sit trykte brev fra Rom slog til lyd for at erhverve frisen i marmor til København via en folkelig indsamling, var det således allerede næsten besluttet. Kunne Thorvaldsen formå så mange til at arbejde for sig, kunne han vel også via Hjort fremsætte ønsket om en samling i København. Men selvom det er fristende at tro det, kan det ikke dokumenteres.

Et palads i Rom

Første gang efter 1818, hvor Thorvaldsens Museum igen nævnes på tryk, er i Høyens lille skrift Om Thorvaldsen og hans Museum, der blev udgivet i 1837 i anledning af den indbydelse eller subskription, der var iværksat for at samle penge ind til Thorvaldsens Museum, det museum vi kender i dag. Høyen gennemgik forhistorien for tankerne om et museum og skriver: I tidligere dage – uden at det angives hvornår – skulle Thorvaldsen have ønsket at købe et palads i Rom, en af Bramantes prægtige bygninger. Dette palads ville han indvendig lade bemale efter tegninger af Asmus Jakob Carstens, og dér ville Thorvaldsen så opstille sine arbejder.5 Senere, i Thieles Thorvaldsens Biographi, bd. 3, udgivet 1854, får vi præciseret, at det palads, det drejede sig om, var Palazzo Giraud på Piazza Scossacavalli i Borgo Nuovo øst for S. Pietro. Paladset ligger der endnu, nu blotlagt ud til via Conciliazione på vej op til Peterskirken.

Der er uenighed mellem Høyen og Thiele om, hvornår Thorvaldsen skulle have haft denne tanke. Høyen skriver, at Thorvaldsen allerede for mere end 12 år siden – og det skulle så have været før 1825, da hans lille skrift om Thorvaldsen blev udgivet i 1837 – havde opgivet tanken og allerede da havde lagt sig fast på at efterlade alle sine kunstsager til sine landsmænd. Thiele skriver, at det var i 1827, at Thorvaldsen var ude for at se Palazzo Giraud, der netop var til salg på det tidspunkt, og at Thorvaldsen i en tid skulle have overvejet med sig selv og sine venner, om han skulle købe det til sit museum.6

Når Høyen mener, at Thorvaldsen allerede for mere end 12 år siden havde bestemt sig til at efterlade alle sine kunstsager til sine landsmænd, er det jo fordi, Høyen netop i 1825 var i Rom og ofte mødtes med Thorvaldsen. Og Høyens bemærkning om, at Thorvaldsen tidligere end 1825 skulle have haft tanker om at købe Palazzo Giraud understøttes af, at paladset faktisk skiftede ejer allerede i marts 1820.7 Og køberen var Giovanni Raimondo Torlonia, stamfaderen til den familie, der stadig ejer paladset. Og der er ikke – mig bekendt – overleveret andre udsagn end Thieles om, at paladset skulle have været til salg igen så kort tid efter, at Thorvaldsens bankier, Torlonia, havde købt det. Thiele var dog også i Rom fra efteråret 1823 til efteråret 1825 og kunne have fået samme information som Høyen, men omtaler det ikke.


Palazzo Giraud, Rom - Foto hentet på wikimedia commons, fotograf: Joaquim Alves Gaspar, Lisboa, 2015. Foto kan bruges med kreditering.
Fig. 2. Palazzo Giraud, Rom. Fotografi 2015.


Om paladset kan der siges i al korthed, at det blev opført i begyndelsen af 1500-tallet, og ingen ringere end Bramante har været tilskrevet som arkitekt, mens andre foreslår den noget mindre kendte arkitekt Andrea di Bregno. Paladset havde skiftende ejere, det var en overgang bolig for den engelske ambassadør ved Pavehoffet. I 1720 blev det solgt til grev Pietro Giraud, og hans familie ejede paladset frem til 1816, hvor det solgtes til La Fabbrica di San Pietro, der altså igen solgte det i marts 1820. Senere kom paladset til at rumme arbejder af Thorvaldsen bestilt i 1830’erne af Giovanni Raimondo Torlonias søn Allessandro Torlonia, men det er en anden historie.

Det har altid undret mig, at Thorvaldsen – på det tidspunkt Thiele nævner – 1827 – virkelig skulle have haft til hensigt at købe et palads i Rom og dels lade det udsmykke med malerier efter tegninger af Carstens og dels at lade det indrette til sit eget museum. Den undren er begrundet i den afgørende forskel, der er i hele dette projekt og det, der faktisk blev til Thorvaldsens Museum i København. I Rom ville museet helt og holdent være blevet til på initiativ af Thorvaldsen selv og betalt af ham selv. Hvor var nationalfølelsen og fædrelandskærligheden henne? Og hvordan ville det være med offentligheden i et sådant privat palads? Men på den anden side er netop fædrelandskærligheden nok i nogen grad blevet tillagt Thorvaldsen af andre for at styrke og begrunde bestræbelserne på at etablere et museum i København.

Men det kan også undre, at Thorvaldsen skulle have haft tanker om at købe et palads i Rom og indrette det til museum – hvis han få år forinden, ved Hjorts besøg i Rom, måske har fostret eller i hvert fald billiget Hjorts bestræbelser på at tilvejebringe en samling i København med de særlige karakteristika, der tidligere har været nævnt. Endelig er det jo ofte nævnt i kilderne, at Thorvaldsen skulle være inderligt imod at »købe sig fast« i Rom. Dér levede han som på rejse, lejede sig ind og ejede – bortset fra samlingerne – ikke bohave af nævneværdig værdi endsige omgav sig med det repræsentative apparat, det kunne forventes af en fyrste i kunsten. Tværtimod er det spartanske og ganske uprætentiøse flere gange fremhævet som kendetegnende Thorvaldsens bolig i via Sistina.

Men hvis Thorvaldsen har gjort sig tanker om at købe Palazzo Giraud allerede før 1820 (da paladset faktisk blev solgt i marts 1820, var Thorvaldsen som bekendt på en af sine få længere rejser uden for Italien, til Danmark), stiller sagen sig noget anderledes med hensyn til en mulig motivation for at indrette sig rummeligere i Rom.

Der kunne jo være grunde nok for ham til at blive dér. De samme grunde, der dybest set holdt ham tilbage fra at rejse tilbage til Danmark allerede i 1803 efter udløbet af hans 6-årige stipendie fra Kunstakademiet: Den antikke kunsts nærvær, forbillede og inspiration for hans egen kunst. De tilrejsende fra hele Europa og dermed Thorvaldsens vigtigste kunder. I Rom havde Thorvaldsen opnået sin kunstneriske position, og dér havde han hele sit fortsatte værk omkring sig samt ikke mindst ateliererne og de mange medarbejdere.

En grund mere til at blive i Rom kunne også være den fortsatte konkurrence med Canova ikke på motiv og udformning for det enkelte værk, men på synligheden som kunstner. Canova fik som den første samtidige kunstner opstillet en skulptur – Perseus med Medusas afhuggede Hoved – i Belvedere-gården i Vatikanmuseet i 1802 netop på den plads, hvor tidligere ingen ringere end Apollon Belvedere havde været anbragt. Den var blevet bortført i 1797 fra Rom af de franske troppper til Paris for at indgå i Louvre, senere benævnt Musée Napoleon. Canova havde også en anden museal tilknytning til Vatikanet ved som »generalinspektør for antikkens kunst« at forestå arbejdet med indretningen af Museo Chiaramonti i begyndelsen af 1800-tallet og bygningen af Braccio Nuovo fra 1817, to af gallerierne i Vatikanmuseet.

Endelig kunne der jo være en rent praktisk grund for Thorvaldsen til at indrette sig rummeligere. Hans lejlighed i via Sistina må have været proppet med malerier, tegninger, kobberstik, afstøbninger og ikke mindst antikke genstande.

Vi kunne altså nok finde begrundelser for Thorvaldsen til at købe Palazzo Giraud omkring 1820, men næppe i 1827. Han gjorde sig dog i høj grad tanker om et museum netop på dette tidspunkt. Men begrundelserne var helt anderledes. I årene omkring 1826-28 har Thorvaldsen tilsyneladende gjort status: Han var færdig med de bestillinger, der havde måttet vente så længe, Jason til Thomas Hope, der var bestilt allerede i 1803 og Adonis til Ludwig I af Bayeren bestilt i 1808. Og Thorvaldsen var godt undervejs med flere store monumenter, de store rytterstatuer til Warszawa og München og gravmonumentet for Pius VII til S. Pietro. Og man må vel opfatte det som et meget kraftigt signal, når han i det tidligere omtalte brev til prins Christian Frederik skrev: »Jeg har desuden mange andre Arbeider, som jeg har udført, eller vil udføre i Marmor paa egen Bekostning. Naar jeg hertil lægger min Samling af antike og moderne Kunstsager, der daglig formerer sig, saa haaber jeg, istedetfor Penge, at efterlade en temmelig udvalgt Samling, hvormed jeg, ogsaa efter min Død, haaber at virke til det Skiønnes og en ægte Kunstdannelses Udbredelse«.8 Hvor denne samling skulle efterlades skrives altså ikke, og prins Christian Frederik er taktfuld nok i sit svarbrev til ikke at spørge direkte om det, selvom han roser Thorvaldsen for tanken om at efterlade sig samlinger og i sætningen lige efter så gerne vil se Thorvaldsen igen i Fædrelandet.9

Det blev Jørgen Knudtzon, der skubbede sagen videre frem mod den afgørelse, der allerede tegnede sig. I februar 1828 var han som ofte før i Rom – han havde desuden en bolig i Napoli – og han må have erfaret om Thorvaldsens tanker om et museum. Han har også erfaret, at grev Conrad Rantzau-Breitenburg var undervejs til Rom som cicerone for den unge prins Frederik (senere Frederik VII), og han pressede Thorvaldsen til at give grev Rantzau et ærinde at fremføre for Frederik VI hjemme i Danmark. Det opdrag måtte naturligvis være uofficielt og gik i al sin enkelhed ud på, at Thorvaldsen ville efterlade både sine egne værker – i gips eller marmor – og samlinger af ældre og nyere kunstværker til opbevaring i København, hvis regeringen ville sørge for et passende opbevaringssted og tilstå hans datter en pension. Kongen blev naturligvis begejstret, gav sit uforbeholdne tilsagn, og det fik Thorvaldsen at vide i foråret 1829 ved et brev fra Jonas Collin. Dermed var sagen i virkeligheden afgjort, omend der gik længe, inden Thorvaldsens Museum også blev en realitet. Udarbejdelse af planerne til museet, valg af arkitekt, tilvejebringelse af midler til bygningen af museet samt selve byggeperioden fra 1839 til 1848 er en lang og kompliceret historie, der ikke skal berøres nærmere her.10

Ludwig 1.’s tilbud

Hyppigere end Rom har München været nævnt som den by, der var tættest på at skulle være hjemsted for Thorvaldsens Museum. Det begrundes med, at Thorvaldsen rent faktisk på et tidspunkt må have givet udtryk for, at han ville forære størstedelen af sine originalmodeller til Ludwig I til opstilling i München. Det fremgår indirekte af et brev fra billedhuggeren Ludwig Schwanthaler til Thorvaldsen dateret april 1835.11 Heri refererer Schwanthaler, at han har fortalt kongen, at han »engang i Rom« har hørt Thorvaldsen sige, at han ville forære størstedelen af modellerne til München. Ludwig er naturligvis blevet begejstret, og Schwanthaler fortsætter for egen regning i brevet, at der over for Glyptotheket i München, der netop er under bygning, opføres et »Museum for Kunst-udstillinger« [sic!], og det ville være stedet at placere Thorvaldsens modeller. Hvornår Thorvaldsen skulle have sagt det, meldes der ikke noget om, og den ubestemte form kan meget vel være et slør over, at udtalelsen er faldet for så længe siden, at Thorvaldsen ikke længere med rimelighed ville kunne kræves til regnskab for den.

Men en formodning om, at München kunne være blevet Thorvaldsens og måske Thorvaldsens Museums hjemby, understøttes også af, at Ludwig i november 1830 utålmodigt spurgte, om hans tilbud til Thorvaldsen om at kunne bosætte sig i München, undervise på akademiet, få løn som en minister og titel som statsråd ville blive modtaget. Det var kulminationen på mange års bekendtskab og anerkendelse af Thorvaldsen fra Ludwigs side både i kronprinsetiden og som konge. Allerede i 1808 havde han som nævnt bestilt figuren Adonis, og andre store bestillinger var Hertugen af Leuchtenbergs monument i Michaelskirche i München, rytterstatuen af Kurfyrst Maximilian til Wittelsbacher Platz ligeledes i München. Og talrige er beretningerne om Ludwigs og Thorvaldsens samvær i Rom, ligesom Thorvaldsen, en anden af de få gange han forlader Rom under sit lange ophold i byen, netop tager til München i februar 1830 for at deltage i opstillingen af Leuchtenbergs monument. Det var givet under dette ophold, at Ludwig fremsatte sit tilbud.


Bertel Thorvaldsen: Kronprins Ludwig (1.) af Bayeren, 1818 - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 3. Bertel Thorvaldsen Kronprins Ludwig af Bayeren. 1818. Marmor. H. 67,9 cm. Thorvaldsens Museum.


Men Thorvaldsen tog ikke imod tilbuddet om at undervise og bosætte sig i München, og han gav ikke sine originalmodeller til det nye museum. Han kan dog have overvejet det nøje. Hans første testamente fra d. 8. august 1830 omfatter netop ikke hans egne værker, men kun malerier, tegninger, medaljer, grafik, antikker og bøger. Disse samlinger skænkes til gavn for »Konst og Videnskabelighed i Danmark«. Hans egne værker kunne for så vidt godt være tiltænkt München eller Stuttgart, som jeg skal komme ind på om lidt. I testamentet nævnes det blot at »med Hensyn til de i mine Studier henstaaende Arbeider, skal følge en nøiere Detaille«.12 Men hvis det var hensigten, harmonerer det jo temmelig dårligt med, at Thorvaldsen allerede fra Frederik VI, ved Grev Rantzaus formidling, havde ønsket og opnået et tilsagn om tilvejebringelsen af et Thorvaldsens Museum i København.

Så når Thorvaldsen i sit første testamente kun taler om at give sine samlinger til Danmark og ikke sine egne værker, kan det da også have den helt naturlige forklaring, at han først vil se, hvor langt begejstringen for museumstanken i Danmark kunne bære. Thorvaldsens skepsis til det sidste, om det nu også ville lykkes at gennemføre museumsbyggeriet i Danmark, fremgår af et brev som Gottlieb Bindesbøll sender hjem til sin onkel Jonas Collin. Her citerer Bindesbøll Thorvaldsen for at have sagt: »… nu vil de ogsaa have alt og saa vil de ogsaa beholde mig selv, der hjemme …« og »…Ja jeg skal da ogsaa sende alt men ikke førend de haver et Lokale at sætte det i! at det ikke skal komme til at staa i en Kjelder«.13 Tidsmæssigt er vi nu helt fremme ved april 1837. Kun en måned tidligere, d. 18. marts 1837, har Thorvaldsen afgivet den endelige erklæring om, at alle hans samlinger inklusive modellerne til hans egne værker, skal tilfalde det kommende museum i København.

Museum Thorvaldsen i Stuttgart

I endnu en by havde man forventet sig et Thorvaldsens Museum eller i hvert fald betydeligt mere, end man fik. Det var Stuttgart. Her havde Thorvaldsen ikke et direkte bekendtskab med potentaten, kongen af Württemberg, Wilhelm I, men nok til kunstnerne i byen, først og fremmest Johann Heinrich Dannecker, hvem han besøgte i Stuttgart på vej hjem til København i 1819. i 1820’ernes første halvdel havde tre unge billedhuggere fra Stuttgart, under Thorvaldsens supervision, arbejdet i hans atelier og efter hans skitser, med evangelist-skulpturerne til kapellet på Rotenberg uden for Stuttgart,14 og for den indsats fik Thorvaldsen en orden af den württembergske konge. I maj 1830 opfordredes Thorvaldsen fra »en kreds af borgere« i Stuttgart til at udføre en statue af byens store digter, Friedrich Schiller, til opstilling i byen. Thorvaldsen var færdig med gipsmodellen i 1837, og på 20-års dagen for Schillers død blev skulpturen afsløret i maj 1839. Kort før færdiggørelsen af gipsmodellen fik Thorvaldsen nok en orden af kongen. 

I brevet, hvori han takker med dybeste respekt, imødekommer han det ønske, han har hørt, man har i Stuttgart om at eje nogle modeller, som der står, til hans værker.15 Og Thorvaldsen vedlægger en liste over de arbejder, han har fremsendt til Stuttgart. Direktionen for akademiet takkede umiddelbart efter, og med Dannecker i spidsen afgav man den hensigtserklæring at lade Thorvaldsens kostbare forsendelse opstille i en ny kunstbygning som et Museum Thorvaldsen. Og Thorvaldsen har åbenbart lovet endnu en sending. Det blev han mindet om også efter, at han havde forladt Rom i august 1838. I et brev til ham i København skrev den württembergske gesandt i Rom, Karl Kolb, at man gerne ville have tilsendt de arbejder, »… über welche kein Zweifel entstehen kann, das Sie selbige wirklich bezeichnet hatten, als die 2 Caryatiden, Mars u Amor, die 4 grossen Medaillons, Nessus und Dejanira, Priamus, Hebe … und mit dem Reste warten, bis Sie wieder zurückkommen …«.16 Man må formode, at man i Stuttgart forventede originalmodeller, for man blev slemt skuffet, da den anden sending kom i 1839, og den udelukkende bestod af gipsafstøbninger af marmor eller efter modellerne, »und nicht wie nach der urprünglichen Ankündigung zu erwarten, aus Originalmodellen«.17

Samlingen i Stuttgart blev dog det sted uden for Thorvaldsens Museum, hvor man bedst kunne få overblik over Thorvaldsens samlede værk. 158 statuer og relieffer skal der have været, men det er umuligt at afgøre, hvor mange der var originalmodeller. Formodentlig har det kun været ganske få arbejder. Alt blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Et stort og vigtigt værk, nemlig originalmodellen til Schillers statue – nu opstillet i Forhallen i Thorvaldsens Museum – har stået i Stuttgart. Den blev i 1857 tilbyttet mod 75 afstøbninger fra Thorvaldsens Museum.

At medvirke til etableringen af et egentligt Thorvaldsens Museum i Stuttgart har der fra Thorvaldsens side aldrig været tale om. Men han har tilvejebragt en samling af sine værker i afstøbning til placering i det nye museum i Stuttgart og først og fremmest til brug for Kunstakademiets elever. Man erindrer sig Hjorts – måske Thorvaldsens – tanker fra 1818 om at etablere en tilsvarende samling af afstøbninger tæt knyttet til Kunstakademiet i København. Den blev realiseret i Stuttgart.

Opsamling

Sammenfattende kan det hævdes, at Thorvaldsen har haft tanker om at købe et palads i Rom og opstille sine samlinger dér, men næppe som et museum og efter mit skøn på et tidligere tidspunkt end før hen antaget. Han har omkring 1825 allerede overvejet at skænke sine samlinger til Danmark, og det udmøntede sig i forhandlingerne med Danmark allerede i 1827-28. Da Ludwig I henvendte sig, var det allerede afgjort, og hverken hertil eller til Stuttgart synes Thorvaldsen reelt at have overvejet at skænke sine originalmodeller eller marmorskulpturer udført for egen regning. Thorvaldsens Museum var aldrig i reel fare for ikke at komme til at ligge i København.

Sidst opdateret 11.05.2017