Arkivet, Thorvaldsens Museum

Teknologi og restaurering


Med baggrund i arkitekt J. F. Holms beskrivelser af maleteknikken benyttet til museets dekorerede lofter foretages en gennemgang af senere maletekniske undersøgelser samt restaurering af nogle af museets lofter


Nationalmuseet har i flere omgange set på de dekorerede lofter på Thorvaldsens Museum. I 1982 blev der udført istandsættelser og undersøgelser i rum 33, i 1994 blev der foretaget undersøgelser af skader og tilstand på samtlige lofter, og i 1996 blev der foretaget undersøgelser samt prøverestaureringer på lofterne i rum 39 og 40. Den viden, der ved disse lejligheder er indsamlet, vil i det følgende blive sammenholdt med, hvad der tidligere er skrevet om teknikker og istandsættelser af museets lofter.

Udførsel dengang

Arkitekten Johan Frederik Holm (1803-77) var konduktør hos Bindesbøll ved byggeriet på Thorvaldsens Museum og stod bl.a. for dekorationsarbejdernes praktiske udførelse. Forud for dette havde han »foretaget en mængde forsøg« med hensyn til freskoteknikken, da maling al fresco var en forholdsvis glemt teknik, som først på dette tidspunkt var ved at blive genopdaget i Europa. Efterfølgende »bleve de approberede af Bygmesteren, Kongelig Bygnings-Inspecteur, Ridder Bindesböll, og Arbejdet derefter udfort under mit specielle Tilsyn«.1

Holms specielle tilsyn førte til, at han i sidste ende fik mindre udbetalt, end han gjorde krav på, da museets bestyrelse ikke var tilfreds med hans ledelse af arbejdet.2 Noget kunne også tyde på manglende tilsyn fra Holms side, når man sammenholder hans beskrivelser af arbejdet med det, man rent faktisk kan iagttage ved undersøgelse af lofternes maleteknik.


J.F. Holms tegning af værktøjer
Fig. 1. J. F. Holms tegning af værktøjer brugt til glitning af pudsoverflader.


Holm udgav i 1850 en bog med beskrivelse af de anvendte teknikker i forbindelse med dekorationerne på Thorvaldsens Museum. For lofternes vedkommende er indholdet af beskrivelsen som flg.: Alle dekorationerne er udført i fresko-teknik, det vil sige malede med pigment udrørt i kalkvand opstrøget på våd puds. I optørringen går kalkvand og pudslag sammen i en kemisk proces, de carboniserer, og danner en uopløselig og dermed særdeles holdbar enhed. Selve pudsen består af tre lag, i alt i ca. 2 tommers tykkelse, opsat i dagsværk. Det vil sige mureren har pudset så meget op, som maleren mente at kunne nå på en dag. Mørtlen er en kalkmørtel bestående af kalk og sand, det yderste lag dog tilsat marmormel eller lignende for at gøre det mere finkornet i overfladen. På dette lag er påstrøget en bundfarve (hvid, okker eller hvad det nu skulle være), der efter et kvarters tid glittes med et lille stålbrædt (fig. 1). Endelig er hele feltet overbørstet med en tør, bred pensel, hvorefter tegninger og materialer straks måtte være parate. Konturtegningen af motivet overførtes til den våde puds med pren (fig. 2), og herefter gjaldt det om at male løs. I de første par timer var pudsen våd nok, herefter måtte man have kalkvand parat til at vande overfladen med, hvis denne skulle blive for tør. Linier og simple ornamenter trækkes op og males først, mens pudsen endnu er våd, da disse ikke så godt kan males på den eftervandede puds.


Rum 33 påfugl
Fig. 2. Thorvaldsens Museum, rum 33. Langs kanterne af påfuglens hale ses tydelige optegninger udført med pren i den våde puds. Endvidere ses en firkant rundt om hele fuglen, der viser opsætning af pudsens dagsværk.


Holm skriver endvidere, at hvis noget næste dag skulle males efter, f.eks. lys, eller skyggepunkter, måtte man male al secco, det vil sige bruge pigment med bindemiddel på det tørre pudslag. Dette har ikke samme holdbarhed som freskoen, da sådan et malelag ikke kan forbinde sig med pudsen og er noget, »som man sparsomt maa betjene sig af«.3 Holm foreslår som bindemiddel kalkvand, ægtempera eller kasein.

Tørretiden for freskomalerierne er fra 3 til 14 dage eller endnu længere afhængig af årstiden. I en gennemgang af museets bygningsregnskaber påviser Marit Ramsing,4 at arbejdsperioderne måtte føje sig efter årets gang, således f.eks. i rum 40 (fig. 1, s. 88), som C. F. Sørensen dekorerede i august- december 1844 og april-maj 1845. Om vinteren var det for koldt at arbejde.
 

Af Marit Ramsings gennemgang ser man også, at der ofte skelnedes mellem de, der udførte dekorationen, og de der malede figurmotiverne. Naturligt nok, da nogle var bedre til det ene end det andet. Eksempelvis i rum 6 (fig. 3, s. 93): Udført juni-oktober 1844 af Madsen (malede ornamenter, figur og dyr i relief), juli 1845 af Købke (tegnede og udførte midterbilledet).
 

Undersøgelser idag

Nationalmuseets undersøgelser af foreløbig tre lofter viser, at Holms anvisninger har været fulgt, indtil et vist punkt i hvert fald.

Mørtel/pudslaget er, som Holm har anvist det, for de undersøgte rums vedkommende dog i tyndere lag end beskrevet hos Holm. Pudsen er opsat i dagsværk, der følger dekorationen, se fig. 2. I rum 39 og 40 ses det, at pudslaget er påført fra loftets midte, herefter ud- og nedefter. Påføring af en bundfarve og optegning i den våde puds er udført som beskrevet, og det ses, at der ofte er korrigeret i den egentlige udmaling i forhold til optegningen (fig. 3).


Rum 33 detalje
Fig. 3. Thorvaldsens Museum, rum 33. Detalje. Der er korrigeret i udmalingen af dekorationen i forhold til optegningen i den våde puds.


Rum 33 detalje styre- og pasmærker
Fig. 4. Thorvaldsens Museum, rum 33. Styre- og pasmærker tegnet med blyant på den tørre puds.


Selve udmalingen af loftsdekorationerne er dog ikke fresko-maleri, i det omfang Holm beskriver det. Malerne er måske startet al fresco, men har formodentlig ikke kunnet nå at male så meget inden pudsen er tørret. Der ses mange streger, styre- og pasmærker tegnet med blyant, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre på en våd pudsbund (fig. 4). Endvidere viser bindemiddelanalyser på de tre undersøgte lofter, at der er malet med kasein tilsat en tørrende olie og muligvis æg, altså det vi vil kalde tempera eller kompositionsmaling.

De samme iagttagelser er gjort med et andet samtidigt arbejde, nemlig Københavns Universitets forhal, hvor G. C. Hilker og Constantin Hansen dekorerede lofter og vægge fra 1844-53. Her hedder det sig også, at dekorationerne er malet al fresco, men Nationalmuseets undersøgelser i 1978-79 viste, at arbejdet også her var udført i en blanding af al fresco og al secco.5 Begge steder har man altså enten ikke magtet teknikken (som jo dog er ganske simpel, når bare man er hurtig), man er ikke gået så højt op i det med teknikken, eller man har måske ikke helt haft tiltro til freskoens holdbarhed og har tilsat lim »for en sikkerheds skyld«? (Det sidste er stadig en opfattelse, man kan støde på blandt håndværkere).

Holm roser freskoens holdbarhed over alt andet (hvis den er udført rigtigt), men i så fald havde det vel ikke været nødvendigt at begynde på restaureringer af lofterne allerede i 1870’erne, kun omkring 25 år efter at de var malet?
 

Restaureringsarbejdets historie

Restaurering af lofterne begyndte i 1873 og blev udført af C. Weber under Hilkers tilsyn.6 Weber fortsatte i 1878 restaureringen af lofterne på 1. etage. Weber var malermester, havde i 1840’erne været med til at dekorere lofterne og havde siden flere gange malet for Hilker (almindeligt malerarbejde i forbindelse med Universitetsbiblioteket og dekorationer i Aalborg Discontobank; han kendes også fra dekorationer på Fuglsang Gods).

Bruun og Fenger skriver, at restaureringerne var forårsaget af tilsmudsning af de dekorerede lofter bl.a. grundet i støv fra varmeapparaterne. De skriver altså intet om decideret nedbrydning af dekorationerne, men der kan dog have været sætningsrevner i bygningen ret tidligt. Arkivalier samt undersøgelserne af lofterne viser i hvert fald, at der har været istandsat på disse adskillige gange. Således er der beskrevet en hovedistandsættelse i 1934- 40, og i f.eks. rum 39 (fig. 5) kan der skelnes mellem omkring fem istandsættelser, hvoraf nogle har indebåret store opmalinger.7 Flere af disse virker tunge og karakterløse, og nogle synes snarere at fremhæve opståede skader end at mindske dem.

De forskellige istandsættelser er endvidere kendetegnet ved brugen af andre bindemidler end de oprindelige, således at vi kan skelne mellem de oprindelige secco-farver, og de der er brugt ved senere istandsættelser.8

Undersøgelsernes påvisning af den udbredte brug af secco-maleri i de oprindelige bemalinger samt det nødvendige i de mange senere istandsættelser viser altså, at Holms beskrivelser mere var ønsketænkning end reelle beskrivelser af de anvendte teknikker.

Fortsatte undersøgelser af samtlige lofter i museet kan måske fortælle mere om teknikkerne og muligvis vise en udvikling fra de første til de sidst udførte lofter.
 

Restaureringens videre problematikker

Da de to prøvelofter i 1996 stod foran istandsættelse, bemærkedes det, at dekorationerne var meget tilstøvede, og at pudslaget havde revnedannelser, der startede over vinduer og døre og gik diagonalt gennem rummet (fig. 5).9 Disse revner er forårsaget af sætninger i bygningen. Malebunden har ved revnerne forskudt sig op til 1/2 cm, og gamle udkitninger var ude af niveau. Der sås flere små revner rundt omkring, dog uden betydning for stabiliteten, men enkelte steder havde pudslaget sluppet bindingen til muren, således at der var opstået et hulrum mellem puds og mur.


Rum 39 urenset loft og sætningsrevne
Fig. 5. Thorvaldsens Museum, rum 39. Øverst i billedet ses en del af det urensede loft, og skråt ned over loftsfladen ses en sætningsrevne. (1996).


Rum 33 detalje baggrundsfarve
Fig. 6. Thorvaldsens Museum, rum 33. Baggrundsfarven er opmålet ind til dekorationen, hvorved den oprindelige bundfarve skimtes som en forstyrrende lys stribe rundt om ranker og druer.


Rum 40 detalje afskalninger
Fig. 7. Thorvaldsens Museum, rum 40. Afskalninger i farvelaget ses som hvide pletter i dekorationen.


Malebunden har tidligere været opmålet og står nu blakket og med en tydelig kant ind til selve dekorationen (fig. 6). Nogle steder sås op- og afskalninger i dekorationernes farvelag (fig. 7). Loftsfladerne er overalt renset for støv med tørrensesvampe, en art smuldrende viskelæder af latex-gummi der føres over fladerne og herved »visker« støvet bort. Tynde opløsninger af henholdsvis gelatine og størlim brugtes til at lime de opskallede dekorationspartier fast med. Ved store iøjnefaldende revner er gamle udkitninger skrabet ned og efterkittet (fig. 8), hvorefter skader i farvelag og udkittede revner er retoucheret. Det vil sige, der er repareret med farve lige præcis der, hvor skaden eller kitningen er, uden at komme i berøring med den omkringliggende dekoration. Retoucheringer er foretaget med akvarelfarve og pastelkridt og udført, så man ved nærmere eftersyn vil se disse retoucheringer som små prikker. På afstand synes de som én farve, mens man på nært hold kan skelne denne istandsættelse fra tidligere bemalinger (fig. 9).


Rum 40 detalje udkitning af revne
Fig. 8. Thorvaldsens Museum, rum 40. Til venstre i billedet ses udkitning af revne.


Rum 39 retouchering
Fig. 9. Thorvaldsens Museum, rum 39. Færdig retouchering af skadet felt.


Lofterne i Thorvaldsens Museum er altså ikke udført helt som beskrevet, og der har været malet meget op på dem i årenes løb. Alligevel lever de stadig helt op til Bindesbølls oprindelige intentioner med husets udsmykning. Så efter en kommende istandsættelse af samtlige lofter vil disse igen stråle til os med fornyet kraft i de smukke farvekombinationer, som blev skabt af en håndfuld mænd for 150 år siden.

Sidst opdateret 12.12.2016