Arkivet, Thorvaldsens Museum

Rytterstatuen af Józef Poniatowski

Józef Poniatowski

Monumentets historiske baggrund

Fyrst Jozef Poniatowski (1763-1813) var manden, til hvem alle polske patrioter knyttede deres brændende forventning om en genoprettelse af det ved Polens tredie deling i 1795 sønderlemmede kongerige. Som søn af den sidste polske konges yngste broder var han et naturligt kongsemne, og hvad der var endnu mere betydningsfuldt, han havde det polske folks tillid og kærlighed, fordi han under opstanden 1794 havde sluttet sig til frihedshelten Tadeusz Kosciuszko. Efter at opstanden var blevet nedkæmpet på blodigste måde, tilbragte Poniatowski 10 år i ufrivillig uvirksomhed. Da franskmændene under Napoléon rykkede ind i Warszawa 1806, så Poniatowski ligesom så mange andre polakker en chance for Polen til at afkaste fremmedåget og sluttede sig til Napoléon. Polakkernes frihedsdrøm var dog endnu langt fra sin opfyldelse. Napoléon gik frem med større forsigtighed i politiske sager end på slagmarken. Tiden var endnu ikke til det store brud med Rusland. Polakkerne måtte foreløbig lade sig nøje med oprettelsen af hertugdømmet Warszawa efter freden i Tilsit 1807. Det farlige ord Polen forekom ikke i konstitutionen, og den saksiske konge Frederik August indsattes som den første hertug af Warszawa.

I dette nye hertugdømme blev Poniatowski krigsminister og fik i løbet af få år skabt en fortræffelig hær, som udmærkede sig i krigen mod Østrig 1809 og gjorde det russiske felttog med i 1812. Napoléon havde givet polakkerne visse vage løfter umiddelbart før felttogets begyndelse, formentlig for at stimulere hærens udholdenhed. Poniatowski kom især til at stå Napoléon nær ved sin trofasthed under alle omskiftelser. I Rusland betroede Napoléon ham endog en tid kommandoen over den højre fløj af den store armé, og dagen før slaget ved Leipzig udnævnte Napoléon Poniatowski til marskal af Frankrig. Dette skete d. 15. oktober 1813.

Da Napoléon indså, at slaget ved Leipzig var tabt, gav han endelig ordre til retraite og tildelte Poniatowski den opgave at dække bagtroppen. Dødeligt såret kæmpede han det længst mulige, før han sporede sin hest og sprang i Elsteren, hvor han omkom d. 19. oktober. Han havde knyttet sin og Polens skæbne så nær til Napoléons lykkestjerne, at han ikke kunne fortsætte efter dens blegnen. »Gud har betroet mig polakkernes ære, kun i hans hænder kan jeg overgive den«, var hans sidste ord.

Man kan sige, at Poniatowskis liv kulminerede i hans dødsøjeblik. Vel blev han aldrig konge af Polen, men han kom ved sin heltemodige død til at stå som symbolet på Polens frihedstanke. Derfor kunne også alle polakker samles om at rejse ham et mindesmærke efter hans død. Initiativet skal være udgået fra fyrst Adam Czartoryski, der aldrig selv havde stolet på Napoléon, men som tværtimod havde knyttet sit håb om Polens frigørelse til czar Alexander I af Rusland, der havde været hans personlige ven. Dette håb blev imidlertid beskæmmet ved beslutningerne på Wienerkongressen og den russiske politik i Polen i årene derefter. Poniatowskis gamle våbenfæller med hans nære ven, general Mokronowski, i spidsen sluttede sig begejstret til tanken om et monument for den tapre, hvis jordiske levninger i 1814 blev ført tilbage til fædrelandet og bisat under udfoldelse af store ceremonier. De nye politiske forhold i Polen opfordrede imidlertid til en vis forsigtig fremgangsmåde til at begynde med. Før man turde træde offentligt frem med en subscriptionsindbydelse, var det nødvendigt at indhente czar Alexanders tilladelse til monumentets opstilling, da han efter Wienerkongressens ordning af Polens forhold havde påtaget sig titel af konge over Polen, dvs. over den del af Polen, der stod under russisk overhøjhed. Preussen og Østrig havde stadig beholdt deres bidder af Polen, og Kraków var en fristat.

Jozef Poniatowskis nièce, grevinde Anna Potocka, født Tyszkiewicz, der selv havde været en glødende tilhænger af Napoléon, men som i sine erindringer synes at have givet lige objektive vurderinger af den franske kejser og den russiske czar, påtog sig at søge den nødvendige tilladelse. Grevinde Potocka havde i sin tid været vært for Alexander, da han ilede til slaget ved Austerlitz. Hun fremhæver czarens mangel på mistænksomhed (en egenskab, som hun derimod fandt, var fremherskende hos Napoléon), og hans respekt for andres følelser. Under Alexanders besøg i Warszawa 1815 tog grevinde Potocka anledning til at rette henvendelse til ham. Hun skriver derom i sine erindringer:

En dag besøgte han (Alexander) mig, og jeg benyttede lejligheden til at anmode kejseren om hans tilladelse til at rejse en rytterstatue af fyrst Joseph Poniatowski på en af byens offentlige pladser, som det var påtænkt. I min egenskab af heltens arving og nære slægtning havde jeg vel ret til at vove denne anmodning. Det behagede Alexander at give mig denne tilladelse, og han talte i bevægede ord om Poniatowskis ædle egenskaber og heltedød, der gjorde ham værdig til et sådant mindesmærke.
Den næste dag modtog jeg en officiel skrivelse fra kejseren med bekræftelse af hans løfte. Han gav sit samtykke til en offentlig subscription, hvortil hæren skulde tage initiativet ved selv at yde tre dages løn. Det kejserlige dokument er opbevaret i arkivet på Wilanów.

Det er nok værd at holde sig dette tilsagn ad notam, når man fordyber sig i monumentets senere historie. En komité blev nu dannet, bestående af fyrst Adam Czartoryski, general Stanislaw Mokronowski og Alexander Linowski, der var eksekutor i fyrstens bo og bestyrer af hans besiddelser. Gennem et subscriptionsopråb af 9. marts 1816 trådte komitéen frem for offentligheden. Indsamlingen blev straks en storartet succes, der yderligere støttedes afen romantisk-national dyrkelse af Poniatowskis person i kunst, litteratur og musik.

Bestilling hos Thorvaldsen 1817

I løbet af 1817 var komitéen nået så vidt, at den kunne begynde at se sig om efter en kunstner, der var værdig til at løse den store opgave. Efter at man havde overvejet forskellige muligheder, faldt valget på Thorvaldsen. Takket være en kolossal korrespondance, bevaret i Thorvaldsens Museums brevarkiv, og suppleret med aktstykker i polsk besiddelse, er vi i stand til at følge monumentets historie skridt for skridt.

Mokronowski meddeler i sit første brev til Thorvaldsen, Warszawa d. 7. marts 1817, at komitéen har tænkt sig en rytterstatue i bronze af fyrsten: »Quant à la forme: le modèle du cheval de Marc Aurèle, avec des changemens dans le costume du Guerrier, ou l’attitude que présente le fameux bas-relief de Curtius se précipitant dans un gouffre, sembleraient être ce qu’il y a de plus convenable.«

Det er interessant at se, at Mokronowski her selv anfører to antike forbilleder, Marc Aurel-statuen på Kapitol og et relief i Palazzo dei Conservatori, der viser den romerske sagnhelt Marcus Curtius i begreb med at styrte sig fuldt bevæbnet og til hest i det mystiske svælg på Forum Romanum for at befri sit fædreland for de underjordiske magters vrede. I det ene tilfælde en roligt fremadskridende hest, i det andet en højst dramatisk situation. Hestens ene forben er allerede tvunget i knæ, mens det andet gør en modstridende bevægelse; rytteren er ved at gå på hovedet ud over hesten; der er angivet vand og træer ved bredden. Her var altså en situation, der ikke var uden analogi til Poniatowskis endeligt. Man mærker sig også Mokronowskis forbehold for ændringer i klædedragten. Den romerske kejsers dragt er ikke forekommet karakteriserende nok. Dette spørgsmål skulle i den følgende tid blive den vanskeligste anstødssten.

På Mokronowskis brev svarede Thorvaldsen allerede den 15. mai samme år. Han var villig til at påtage sig opgaven, dvs. levering af modellen til statuen, som han ville være i stand til at udføre i løbet af 12-15 måneder, når det kunne ske i Rom. Bronzestøbningen kunne han ikke påtage sig, men han var villig til at begive sig til Warszawa, når statuen var støbt for der at give den en sidste afpudsning og lede opstillingen. Hans pris for arbejdet, rejsen indbefattet, var 12.000 romerske scudi, at erlægge i tre rater. Kontrakten ønskede han at afslutte med fyrst Stanislaw Poniatowski, den afdødes fætter, der var bosat i Rom, hvor han i sin villa ved Via Flaminia og i sit palads i Via della Croce havde store kunstsamlinger og hyppigt modtog samtidige kunstnere. Fyrsten indtog i det hele taget noget af en nøglestilling i den romerske fremmedkoloni.

Drøftelser om statuens udformning

Hvad statuens komposition angår, udtaler Thorvaldsen følgende:

Je voudrais représenter le Prince au moment, où il encourage l’armée de le suivre, le cheval est en petit galop. Quant au costume je préférerais un costume antique, mais en cas que vous préfériez un habillement national, je vous prie de m en donner les dessins nécessaires. La base où piedestal peut être très simple, et je vous prie de me communiquer l’idée de l’Architecte qui sera chargé de l’exécution.

Vi ser tydeligt, at Thorvaldsens forestilling om rytterstatuen går i retning af det klassiske. Han havde vel ikke for intet gennem hele sin barndom og ungdom haft en af de skønneste rytterstatuer i verden for øje, Saly’s Frederik V på Amalienborg plads, og nu i sin modne alder levede han i Italien blandt de antike mesterværker, hvis ideale mål var ham en stadig spore. Han foretrækker også det antike klædebon, men er dog forhandlingsvenlig på det punkt.

I sit næste brev, Warszawa, den 1. juli 1817, fremhæver Mokronowski monumentets enestående karakter: »En Nations enstemmige Hyldest, ikke til en Suveræn, men til en Medborger og Samtidig.« Han lover med det første at sende alt, hvad Thorvaldsen måtte have brug for med henblik på portrætligheden. Samtidig med, at han udbeder sig en skitse til monumentet (»une esquisse de la pose de la figure et du mouvement que vous désirez donner tant à la figure qu’au cheval«), indskærper han Thorvaldsen meget at lægge vægt på at skabe en ædel hest:

Il est bien essentiel que le cheval ait les formes parfaites, bien entendu qu’il s’agit d’un cheval oriental et nullement de formes prises d’après les chevaux européens. Le cheval de Marc-Aurèle a Rome est le seule modèle qui approche du beau ideal d’un cheval arabe, encore est-il un peu trop pesant. Si le calme de ce cheval ne répond pas à nos idées, on pourrait donner un autre mouvement aux parties. L’esquisse de votre idée nous tranquiliserait donc entièrement, car c’est un détail auquel on attachera beaucoup de prix dans notre pays. Le Prince était réputé le meilleur cavalier de son temps et montait toujours les plus beaux chevaux; ce souvenir est profondément gravé dans tous les esprits.

Et nyt punkt kommer nu ind i sagen, idet Mokronowski meddeler, at komitéen gerne ønsker, at Thorvaldsen også modellerer to relieffer til soklen. Emnerne for disse relieffer skulle hentes fra vigtige begivenheder i fyrstens liv. De to andre sider af soklen skulle bære indskrifter.

Mokronowski nævner i dette brev, at man ønsker at forelægge sagen endnu engang for czaren, Alexander 1., dels for at få fornyet approbationen, dels for at få angivet den plads, hvor mindesmærket kan rejses, før man giver fyrst Stanislaw Poniatowski den fornødne fuldmagt til at afslutte kontrakten.

Denne sidste forsigtighedsforanstaltning afspejler situationen i Warszawa, hvor der havde rejst sig uventede hindringer for monumentsagens gennemførelse, idet statholderen, storfyrst Konstantin, der ikke besad sin broder Alexanders respekt for andres følelser, havde tilladt sig at betvivle, at det virkelig var med czarens vidende og vilje, at der skulle rejses en rytterstatue for Poniatowski, og det oven i købet i Warszawa; det kunne til nød lade sig gøre på hans gods Jablonna, eller et andet sted, men ikke i Warszawa! Grevinde Anna Potocka måtte nu atter træde til, og i et brev til Alexander 1. af 15. juni 1817 forebragte hun ham vanskelighederne. Også fyrst Czartoryski gik i forbøn for sagen hos sin tidligere ven i et brev af 12. juli. Alexander svarede med egen hånd den 25. august samme år:

Il n’a jamais été dans mon intention de mettre aucune difficulté à ce que le monument voté pour le prince Poniatowski fût élevé sur une place publique de Varsovie. M’étant plu à accueillir les voeux, qui m’ont été exprimés à cet égard, à honorer la mémoire de ce chef illustre … je n’ai pu supposer, qu’on voulût me prêter l’idée de dérober un pareil monument au regard du public … Il ne me reste qu à former un souhait: c’est que le monument soit digne par son exécution, et du guerrier auquel il est consacré, et de la nation qui l’érige.

Alle hindringer syntes nu ryddet af vejen, og komitéen kunne koncentrere sig om kontrakten og om indsamlingen af det fornødne materiale. Thorvaldsen havde besvaret Mokronowskis sidste brev med en ny skrivelse af 10. september 1817, hvori han forsikrede, at han allerede var optaget af idéen til værket, at han gerne udførte de ønskede relieffer, når han blot fik opgivet passende emner, og at han ville lade en arkitekt i Rom gøre tegning til soklen, som han mente lod sig udføre enten i granit eller porfyr.

Imidlertid synes der under de følgende forhandlinger med fyrst Stanislaw Poniatowski som mellemmand at være indløbet misforståelser, således at Thorvaldsen foretrak at henvende sig direkte til Mokronowski igen, denne gang med sit eget udkast til de vigtigste punkter i kontrakten (Rom, d. 17. dec. 1817). Luninski har i sin udførlige bog om mindesmærket antydet, at fyrst Stanislaw Poniatowski ikke viste den fornødne iver for sagen, da han frygtede for, at de indsamlede pengemidler ikke ville være tilstrækkelige til monumentets gennemførelse, og at han selv i givet fald måtte træde til med det manglende beløb. I hvert tilfælde glider han fra nu af i baggrunden; hans navn figurerer heller ikke på den kontrakt, der afsluttedes mellem Thorvaldsen og grev Leon Potocki i Rom d. 8. juli 1818, og som bekræftedes med komitémedlemmernes underskrifter i Warszawa i april 1819.

Men inden sagen kom så vidt, havde Thorvaldsen og Mokronowski fortsat deres korrespondance om monumentets form og placering. I brev af 12. februar 1818 kunne Mokronowski endelig meddele Thorvaldsen, at Alexander 1. havde billiget, at statuen blev rejst, på hvilken plads i Warszawa komitéen måtte ønske. Man havde derefter besluttet sig for en opstilling over for det kongelige slot på en plads, man var i færd med at planere.

Thorvaldsens forslag om at fremstille hesten i let galop, imødegår Mokronowski forsigtigt, men bestemt med følgende ord:

Sans vouloir mettre quelques bornes à ce que vous inspirera votre génie sur la pose du Cheval, je vous ferai seulement observer, que nous souhaiterions, qu’on puisse représenter le moment, ou le héros commendant son armée, arrêtte tout d’un coup son Cheval fougeux; Mais la chose à laquelle nous tenons principalement est, que les proportions du Cheval soyent celles d’un très beau Cheval Arabe.

Som emner for reliefferne til soklen opgiver han fyrstens indtog i Kraków 1809 og hans død i Elsteren 1813:

Voici maintenant les deux moments de la vie du Prince Joseph Poniatowski qu’on désireroit voir réprésenté, sur les deux Basreliefs dont (vous) voulez bien embellir le Monument. L’un, est l’entrée du Prince à Cracovie 1809 à la tête d’une Armée triomphante, au milieu des acclamations du Peuple, et en présence des Alliés consternés qui auroient voulu lui disputer l’entrée. L’autre moment est quand le Prince couvrant le reste de son armée, percé de coups, s’elance dans l’Elster, sur un Cheval fougeux pour ravir aux ennemies l’honneur d’avoir sa dépouille mortelle.

Ved denne lejlighed introducerer han grev Leon Potocki, der vil føre forhandlingerne og slutte kontrakten på komitéens vegne, da fyrst Stanislaw Poniatowski ikke har svaret på komitéens henvendelse. I næste brev af 29. april 1818 annoncerer han, at grev Leon Potocki med samme post vil modtage kontraktbestemmelserne fra komitéen og de 4000 scudi, den første rate, som Thorvaldsen havde betinget sig udbetalt ved kontraktens afslutning. Det fremgår af brevet, at Thorvaldsen har præciseret sine krav i to skrivelser af 19. og 28. marts samme år. Diskussionerne i Warszawa angående heltens klædedragt og hovedbeklædning i den kommende rytterstatue giver genklang i følgende passus i Mokronowskis brev: » Je crois qu’on pourrait mettre fin à toutes les discussions sur l’éspèce du coiffure à employer, si l’on représentait le Prince la tête découverte et ornée d’une chevelure à la Romaine; et je pense que le costume des Daces sur la colonne de Trajan pourrait vous servir à applanir quelques difficultés dans la manière d’exécuter notre projet«.

Mokronowski foreslår altså selv her et kompromis mellem den klassiske og den nationale dragt. Han er villig til at ofre den karakteristiske polske hovedbeklædning, chapka’en, til fordel for en romersk frisure, og han henviser til dacernes buksedragt på Trajan-søjlen, skønt han tidligere har meddelt, at komitéen ønsker den nationale dragt. Man ser deraf, hvorledes der selv inden for komitéen herskede usikkerhed med hensyn til valget af dragten.

Måske havde Thorvaldsen allerede, da han modtog det forrige brev med dets ønske om, at han skulle vælge det øjeblik, hvor fyrsten holder hesten an, umiddelbart før springet, gjort det lille tegnede udkast, der findes i Thorvaldsens Museum. Her har han i hvert fald gjort forsøg på at følge komitéens ønsker, ikke bare for stillingens vedkommende, men også hvad angår den nationale dragt. Rytteren bærer også chapka’en, dog i en lidt ufuldkommen form, der bekræfter, at udkastet sikkert er gjort, før Thorvaldsen havde modtaget billeder og andre hjælpemidler fra Polen. At han nu fik at vide, at man ikke havde noget imod, at fyrsten blev fremstillet barhovedet, er nok kommet ham godt tilpas, ihvorvel det da måtte forekomme ham endnu mere urimeligt at anvende den nationale dragt.

Józef Poniatowski
Thorvaldsen: Udkast til rytterstatuen for Józef Poniatowski, 1818, C259

Thorvaldsen tøver dog stadig med at sende det af komitéen så brændende ønskede udkast til hele monumentet. Mokronowski rykker atter for det i sit næste brev af 10. juli 1818, samtidig med, at han meddeler, at der nu snarest vil blive afsendt en komplet polsk uniform, samt den nationale polske kappe, burka’en. Han tilføjer næsten undskyldende:

»Ce manteau me parait très convénable à la sculpture. Sa forme n’a rien de moderne et sa longueur n’est pas éxagérée pour une statue équstre«. Og så går Mokronowski over til sit yndlingstema, hesten: »Souffrez, Monsieur, que je vous observe encore; que les chevaux orientaux que nous estimons de préférence et dont la Prince Poniatowski se servait ordinairement, ne sont pas dune taille gigantesque. Fiers dans leurs allures, ils cherchent à se porter toujours en avant avec leurs cavaliers. La têtte carrée, les narines ouvertes, l’oeil ardent et persant, la queu relevée et légère, ils ont presque l’air de ne pas toucher terre.« Iøvrigt lover han med det første at sende de lovede portrætter af Poniatowski »dès que je recevrais un portrait fait par le célèbre Orlowski à Petersbourg et qui probablement pourra être regardé comme le principal.«

Imidlertid varede det længe, før de indsamlede portrætter, våben, klæder og lign. nåede frem til Rom. Skønt året 1818 var meget begivenhedsrigt for Thorvaldsen og fuldt af nye opgaver, glemte han dog ikke den polske bestilling. Under et improviseret ophold i Neapel i september i selskab med Miss Mackenzie og dennes tante Miss Proby, benyttede Thorvaldsen lejligheden til at se og studere en af fyrst Poniatowskis arabiske heste, der nu tilhørte general Nugent. Han nævner selv i et senere brev til Mokronowski (9. januar 1819), at han tog skitser efter araberen på stedet. Disse er imidlertid ikke bevaret, således som Thiele mener. De to lette blyantsrids af ryttere i museet er, som påvist af Hjalmar Friis, gjort efter de to antike rytterstatuer Nonius Balbus, pater et filius, i Museo Borbonico (nu Museo Nazionale), der allerede havde fængslet Thorvaldsen under hans første besøg i Neapel på vejen til Rom i 1797; dengang havde han noteret i sin dagbog: »jeg saae de to ridende Figurer, som er fortræffelige«. Det er værd at mærke sig både dette spontane udbrud af den unge kunstner og de mange år senere udførte løse rids. De antike rytterstatuer har nok interesseret ham mere end araberen.

M. Nonius Balbus  filius
Antik rytterstatue af M. Nonius Balbus filius, marmor, Museo Nazionale, Napoli.
M Nonius Balbus pater
Antik rytterstatue af M. Nonius Balbus pater, marmor, Museo Nazionale, Napoli.

I samme brev til Mokronowski, Rom d. 9. januar 1819, meddeler Thorvaldsen, at han endnu ikke har modtaget de lovede hjælpemidler fra Polen. Imidlertid har han allerede gjort en skitse til monumentet, og er i færd med at modellere hesten i naturlig størrelse:

J’en ai fait une esquisse, et je m’occupe actuellement à faire le modèle du Cheval en grand; avant qu’il sera achevé et moulu, j’éspère que ces objets nommés seront entre mes mains… Aussitôt que tout le modèle sera fait en plâtre, je m’empresserai d’en faire un dessin exact pour le communiquer à V. E., et il seroit inutile de faire dessiner ce modèle, comme le dessin ne donnerait qu’une idée très superficielle.

Man mærker tydeligt Thorvaldsens ulyst til at sende noget udkast på indeværende tidspunkt. Han har formodentlig følt, at monumentet endnu ikke havde fundet sin form, i hvert fald ikke en form, der tilfredsstillede ham selv. Man har det indtryk, at Thiele har opfattet Thorvaldsens brev således, at den endnu i museet beroende skitse er identisk med den i brevet omtalte, og at følgelig hesten i naturlig størrelse er den, der skulle være påbegyndt i begyndelsen af 1819. Som allerede af V. Thorlacius-Ussing påvist, kan dette ikke være tilfældet. Af et brev fra arkæologen P.O. Brøndsted (af 6. april 1822), der senere vil blive citeret, fremgår det, at hesten på den første skitse havde begge forben løftede. En sådan skitse kender vi ikke mere. Hvis Thorvaldsen har lagt hesten op i naturlig størrelse efter denne skitse, har han i hvert fald næppe fuldført den.

Forbilleder mht. Poniatowskis udseende

Først i december 1818 blev materialet afsendt fra Warszawa. Grevinde Felix Potocka påtog sig personlig at bringe fyrst Poniatowskis burka til Italien. Da grevinden ikke kunne have mere med i sin bagage, betroede Mokronowski resten til diligencen, der over Wien og Firenze, skulle føre disse dyrebare minder om fyrsten til Rom. Takket være Mokronowskis skrivelse, afsendt fra Warszawa 22. dec. 1818, samme dag som effekterne, er vi godt underrettet om det materiale, der har stået til Thorvaldsens rådighed, og dets værdi i portrætlig henseende:

1mo. Le portrait litographié d’après le dessin de Bacciarelli, en manière de crayon, sur une grande feuille, est celui qui rapelle le plus la physionomie du Prince Poniatowski. Il indique le vêtement d’hyver nommé burka, éspèce de demi manteau en laine que le Prince portait durant la dernière campagne et le jour de sa mort; vêtement, d ailleurs très pittoresque. Dans cette gravure, la plaque de l’ordre militaire de Pologne est à remarquer.

Józef Poniatowski
Amalie Kalter: Józef Poniatowski, E2291

Dette litografi, udført af Amalie Kalter efter maleri af Marcello Bacciarelli (1731-1818), er stadig i Thorvaldsens Museum.

2do. Une gravure enluminée, éspèce de caricature quand au cheval, présente néanmoins le mieux l’ensemble du corps du Prince et le mouvement qu’il donnait à son cheval.

Ubekendt: Józef Poniatowski
Ubekendt: Józef Poniatowski, E2288

Også dette farvelagte litografi af fyrst »Pepi«, som Poniatowski kaldtes blandt venner og kammerater, findes i Thorvaldsens Museum. Kunstneren er ubekendt.

3tio. Un de nos dessinateurs M. Orlowski a hasardé un dessin en grand en guise de monument. Il y est à observer:
a. qu’une statue d’un fleuve renversée, placée gratuitement pour servir de soutien au cheval, ajouterait infiniment et inutilement aux frais de l’exécution. Si toutefois cette idée vous convenait, ne pourrait-on pas sculpter ce fleuve en marbre, comme attenant au piedestal?
b. la tête du cheval n est pas assez orientale: la ligne au dessus des narines est trop arquée et n’a pas cette cavité qui caractérisé la race des chevaux d’orient: la distance entre l’oeil et les narines est trop longue; la tête même dans son entier a le même défaut. Le pied qui avance en l’air me parait exagéré.
c. Le piedestal dans son soubassement a au moins la moitié de degrés de trop.
d. La taille du cavalier est trop haute et trop massive: le Prince ayant été très bien fait, mais de taille et de carure moyenne.
e. l’enharnachement du cheval et les détails de la mise sont parfaitement rendus.
f. Nous sommes convenus que le Prince aura la tête découverte: car les cheveux paraissent être la plus belle coiffure d’une statue. D’ailleurs le bonnet du dessin est trop pesant.
g. dans le dessin du bas relief représentant l’entrée à Cracovie, le Prince ne doit point avoir le sabre en main.

Mokronowski oplyser, at Orlowskis tegning tilhører akademiet i Warszawa, hvorfor han beder Thorvaldsen sende den tilbage, så snart han ikke mere har brug for den. Orlowskis udkast, der var udført i akvarelfarver på lærred og dateret 11. september 1818, forestillede en rytterstatue; selv bronzekarakteren var angivet.

Orlowski: Udkast til Poniatowski-statue, 1818
Alexander Orlowski: Udkast til monument for Poniatowski. Dateret den 11. sept. 1818. Pen, pensel og vandfarve, 133×122 cm, Nationalmuseet Warszawa

Alexander Orlowski (1777-1832) var maler, ikke billedhugger, hans projekt tilsigtede kun at give en idé. Thorvaldsen huskede åbenbart ikke Mokronowskis henstilling. I hvert tilfælde forblev tegningen i Thorvaldsens besiddelse og overgik med hans øvrige samlinger til museet. Først i 1920 blev den leveret tilbage til den polske stat. Beklageligt nok lod man ikke tegningen fotografere inden afleveringen, hvorfor afbildningen her har måttet fremstilles efter en ret ringe reproduktion.

4to. Pour corriger les défauts de la tête du cheval dans le dessin précédent, en voici une très satisfesante d’apres Bacciarelli.

Desværre findes denne tegning af et hestehoved tilsyneladende ikke mere i Thorvaldsens Museum.

5to. Un dessin de Mr. Stachowicz manqué dans l’ensemble et presque tous les détails, mais le jet de la burka sur les épaules m’a si bien rappellé au premier coup d’oeil celle du feu Prince, que je ne puis m’empêcher de vous l’envoyer.

Józef Poniatowski til hest
Micha’l Stachowicz: Józef Poniatowski til hest.
Signeret og dateret 25. november 1818, D1537

Den store tuschtegning signeret af Michal Stachowicz (1768-1825) 1818, som Mokronowski med rette bedømmer så strengt, er stadig i Thorvaldsens Museum.

I den mappe, der rummer tegninger og udkast til opstilling af Thorvaldsens værker, lå i lægget med materiale til Poniatowski-monumentet, foruden de ovennævnte blade, en stor smuk tegning af fyrsten, et brystbillede, hvor hovedet er fuldført, mens uniformen kun er antydet med nogle løse rids, udført med sortkridt, forhøjet med hvidt, på blåt papir. På tegningens bagside er med sortkridt let skitseret en ung kvinde i hel figur. Bladet er usigneret, men lader sig ved sammenligning med A. Brodowskis (1784-1832) portræt af fyrsten, malet 1809, identificere som en forstudie til dette maleri.

Jozef Poniatowski
Antoni Brodowski: Józef Poniatowski, ca 1809, D920

Denne tegning er altså ikke nævnt i Mokronowskis specifikation; måske har Thorvaldsen først modtaget den på et senere tidspunkt. I hvert fald er det ikke dette kunstnerisk værdifuldere portræt, men litografiet efter Bacciarelli, der har været Thorvaldsens forlæg for den buste af fyrsten, som han modellerede engang i foråret 1819, inden han tiltrådte sin rejse til Danmark. Mokronowski havde jo også indskærpet ham, at Bacciarellis portræt var det mest vellignende. Det var vel også tillige det senest malede. Selv den tydelige skævhed i ansigtet, som forlægget viser, har han fået med i busten, og frisuren er meget nøje kopieret efter dette. Sortkridttegningen, der har hele originalens friskhed, viser en noget anden frisure; her deler pandelokkerne sig og lader den midterste del af panden fri, mens de hos Bacciarelli og i Thorvaldsens buste dækker det meste af panden, hvilket navnlig i busten giver et lidt brutalt udseende; den sidste minder en om hellenistiske buster af barbarfyrster eller typer som den døende galler.

Józef Poniatowski
Thorvaldsen: Józef Poniatowski, 1819, A249

Endnu et stykke, der må have relation til Poniatowski-monumentet, opbevares i Thorvaldsens museum. Det er et gipsrelief, der forestiller Poniatowski, som dødeligt såret er ved at glide af hesten, mens denne er midt i sit dødsspring; altså den scene, som var bestilt til det ene sokkel-relief. Spørgsmålet er, om det kan være en eller anden polsk kunstners idé til monumentet, og at det derfor er blevet sendt til Thorvaldsen, eller om det muligvis er udført efter hans tegning af en elev, måske netop en af de polske, med henblik på sokkelrelieffet, løvrigt er det et typisk kompromis-stykke. Fyrsten er barhovedet og bærer en mærkelig udvisket unitorm, der leder tanken hen på den af Mokronowski anbefalede dacernes buksedragt; den flagrende kappe ligner snarere en græsk chlamys end den polske burka. Hestens stilling, springet med begge forben løftet, er den samme, som i Thorvaldsens første forsvundne skitse.

Jozef Poniatowski døende
Eduard Schmidt von der Launitz: Józef Poniatowski døende.
1819, gips, 64,5×77,6 cm, G252

Thorvaldsen i Warszawa 1820

Med brev af 15. april 1819 fra Mokronowski, overrakt ham af den unge grev Stanislaw Kossakowski, der kom til Rom for at overtage posten som legationssekretær i det russiske gesandtskab, modtog Thorvaldsen den konfirmerede kontrakt, underskrevet af fyrst Czartoryski, Mokronowski og Alexandre Linowski. I forvejen havde han modtaget de 4000 scudi i forskud og var jo nu godt i gang med monumentet, idet han allerede havde modelleret en skitse til helheden, en buste af fyrsten og var begyndt på hesten. Således skulle man tro, at statuen hurtigt kunne avancere. Imidlertid blev arbejdet snart afbrudt af Thorvaldsens rejse til Danmark i sommeren 1819. Thorvaldsen havde tidligere antydet overfor fyrst Stanislaw Poniatowski, at han var villig til at komme til Warszawa for at diskutere enkeltheder vedrørende monumentet. Dengang havde Mokronowski (i brev af 29. april 1818) høfligt afslået dette tilbud, med den begrundelse, at man ikke ville bortrive Thorvaldsen fra hans mange arbejder, og at man iøvrigt hellere så, at monumentet hurtigst muligt blev udført efter de allerede trufne aftaler.

Da Thorvaldsen nu alligevel agtede sig den lange vej til Danmark, har han åbenbart fundet det opportunt at lægge hjemrejsen til Rom over Polen. Der har nok været et og andet ved kontrakten, der ikke passede ham, navnlig den passus om, at monumentet skulle udføres »d’après l’approbation que le comité chargé d’éléver ce monument, donnera aux dessins qu’à cet’effet le Chevalier Thorwaldsen enverra à Varsovie au plutôt possible

Mokronowski havde allerede længe haft alt parat til at modtage Thorvaldsen i Warszawa, da denne endelig ankom i slutningen af september 1820. Da Alexander 1. tilfældigt opholdt sig i Warszawa på grund af landdagen, fik Thorvaldsen anledning til at modellere hans buste, der senere blev hugget i marmor utallige gange. Sammen med Poniatowski-komitéen aflagde Thorvaldsen besøg på det sted, hvor rytterstatuen efter den foreløbige bestemmelse skulle rejses, nemlig over for kongeslottet, men fandt det ikke egnet. Derimod foreslog han en anden plads, der ifølge tillægget til kontrakten, underskrevet d. 19. oktober 1820, var beliggende i forstaden Kraków, overfor Wasilewskihuset. Den vigtigste passus i tillægget var imidlertid følgende: »Le costume et la pose de la figure sont abandonnés également, et tout à fait, à la volonté de l’artiste, pour ne le gêner en rien dans son génie supérieur.«

Kravet om forelæggelse af et udkast til hele monumentet for komitéen bortfaldt også, efter at Thorvaldsen mundtlig havde forklaret Mokronowski sin fremgangsmåde: først at udføre modellen i naturlig størrelse og derefter i kolossalt format. Der kunne altså om fornødent blive lejlighed til at foretage ændringer inden den endelige udførelse. Til gengæld forpligtede Thorvaldsen sig til at tage fat på monumentet straks efter sin tilbagekomst til Rom og at fuldføre modellen inden et år fra tillægskontraktens dato d. 19. oktober 1820.

Forsinkelser

Endelig havde Thorvaldsen frie hænder. Han havde gjort klogt i ikke at binde sig til noget udkast på forhånd. Først under arbejdet med denne store opgave skulle hans forestillinger om rytterstatuens endelige form afklares. Som det var at vente, kunne Thorvaldsen dog ikke straks efter sin tilbagekomst til Rom, der indtraf d. 16. december 1820, genoptage arbejdet på Poniatowskimonumentet. I hans fraværelse havde marmorarbejder, der ventede på hans personlige retouche, hobet sig op i hans værksteder, de statuer, der var blevet beskadiget ved den ulykkelige sammenstyrtning i det ene atelier i efteråret 1820 måtte repareres, og der måtte gøres udkast til de nye værker, han hjemførte bestillinger på fra Danmark, Polen og Østrig. Endelig lå der rykkerskrivelser i hobetal og ventede på ham, deriblandt en fra hans første mæcen Thomas Hope, der endnu ikke havde modtaget det marmoreksemplar af Jason, han bestilte i 1803.

Det manglede ikke på påmindelser fra Mokronowski det følgende år, og da denne ihærdige forkæmper for monumentet havde lukket sine øjne d. 19. oktober 1821, på årsdagen for Poniatowskis død, overtog fyrst Adam Czartoryski og minister Stanislaw Grabowski hans rolle.

I det brev af 14. december 1821, hvori Thorvaldsen anerkender modtagelsen af fyrst Adam Czartoryskis meddelelse (af 31. oktober 1821) om general Mokronowskis død, giver han gode grunde for sin forsinkelse, idet det netop var det store atelier, som var bestemt til modellen for Poniatowski-statuen, der havde været beskadiget. Han har derfor udnyttet ventetiden med at modellere statuen af grev Potocki:

». . . cependant je peux Vous assurer, que cy n’est que par l’accident dont je viens de parler que j’avais différé l’éxecution du monument qui m’occupe actuellement tout entier. Pour ce qui regarde les travaux dont j’ai ete chargé pour Copenhague ils ne m’empêchent point de tout comme je me suis obligé plutôt a guider les travaux de jeunes artistes de mes compatriotes que de livrer des ouvrages a©hevés de mon propre ciseau. J’ai aussi fait l’esquisse de la statue de Copernico, dont j’ai été chargé, comme le Comité le sait, en Pologne; mais le monument du Prince Poniatowsky m’occupe à present tout entier; je n’entreprendrai rien avant que ce cher travail soit fini et le Comité peut etre bien sur que je ferai tout mon possible pour satisfaire aux nobles voeux du Comité ainsi que de la nation Polonais . . .«

Det er her navnlig vigtigt at mærke sig Thorvaldsens udtalelser om de danske bestillinger, når man tager i betragtning hans forhold til H.E. Freund (1786-1840), der oprindelig havde fået den opgave at modellere de tolv apostle. Thorvaldsen har i det længste prøvet at fastholde sin rolle som blot vejleder og garant for arbejdets kvalitet, men trykket hjemmefra blev for stærkt. Man ønskede, at Thorraldsen selv skulle stå som skaberen af disse værker.

Første kendte skulptur-skitse 1822

At Thorvaldsen ikke havde glemt monumentet eller på nogen måde negligerede det med vilje, som det er blevet antydet fra polsk side, har vi et bevis for i en udtalelse af Thorvaldsen selv i et brev til hertugen af Augustenborg, Rom, 13. februar 1822: »Med det første tager jeg fat paa et af de største Værker, jeg hidtil har projekteret, Modellen til en Statua equestris, til Amindelse af Prinds (Joseph) Poniatowski, som skal støbes i Bronze i Paris og kommer til Warszawa.«

Dette er endda formodentlig skrevet, før Thorvaldsen modtog Grabowskis brev af 6. februar 1822, hvori denne indtrængende opfordrer kunstneren til at afgive beretning om, hvor langt han er kommet med arbejdet, samt opgive statuens proportioner med mere, da komitéen nu har bestemt sig til at lade støbningen i bronze foregå i Warszawa. I hvert tilfælde er Thorvaldsen virkelig gået i gang med værket igen i dette forår, men nu tilfredsstiller det tidligere modellerede udkast ham ikke mere; han gør resolut en ny skitse, uden al tvivl den, der endnu findes i Thorvaldsens Museum.

Józef Poniatowski
Thorvaldsen: Udkast til rytterstatuen for Józef Poniatowski, 1822, A126

Herom underrettes vi meget tydeligt gennem et brev fra P. O. Brøndsted af 6. april 1822:

Th. er nu ifærd med Skizzen til Poniatowskis statue equestris. Han har ganske forandret den første Idée og mig synes særdeles heldigen. Prindsen omkom i en Flod og dette har givet Thorv. Motivet til Hestens Bevægelse som er i det Moment da Rytteren tilskynder den at nedspringe fra Precipicen i Floden. Dyret synes at studse det standser skuende ned for sig stærk bøjende Bagbenene og stemmende det ene af Forbenene (det andet Forbeen er hævet) som for at vælge det Sted, hvorfra den skal vove det fortvivlede Spring. Herved og ved Rytterens Bestræbelse for at tilskynde Dyret til Springet frembringes en Livlighed og Bevægelse i det Hele som ikke lettelig kan beskrives. Paa Piedestal-Basrelieffen vil Th. anbringe en Flodgud med sin Urne, og han ønsker meget, at af denne maatte kunne udspringe en virkelig, levende Vandstrøm, med et passende Bassin ved den store Gruppes Piedestalfod; en smuk og god Idée, hvorom Th. har bedet mig at tilskrive Commissionen i Warschau, som med det første skal skee.
Hin Bevægelse af Hesten har desuden den Fordel, at den fatale Bronzetap eller Jernstiver, (som er uundgaaelig naar en Hestestatue i Bronze har to Been hævede og følgelig ikkun to Hvilepunkter ved Bevægelsen selv) aldeles bortfalder. Inden Th. foretager Colossmodellen vil han for at være fuldkommen vis i sin Sag først modellere det Hele i naturlig størrelse og jeg er, blot efter den første Skizze, vis paa Vi snart skulle see den skjønneste moderne statua equestris, uden foregaaende Amazzamento dei cavalli som visse berømte Folk have for Skik og som Italienerne med Rette moquere dem over.

Józef Poniatowski
Thorvaldsen: Józef Poniatowski, 1818, C259

Thorvaldsen var altså for stillingens vedkommende vendt tilbage til sin første sepiaskitse, der formentlig var fremkaldt ved Mokronowskis udtalelse i brevet af 12. februar 1818, at man gerne ønskede fyrsten fremstillet i det øjeblik, han pludselig standser sin fyrige hest. Men befriet for alle konventioner med hensyn til dragten, har han nu fremstillet helten i det antike klædebon. Begge steder er højre hånd hævet og holder henholdsvis marskalstav og sværd. Et mellemled mellem sepiaudkastet og den ny skitse har vi måske i en lille blyantstegning i museet, der viser hesten i samme stilling og rytteren iført en antik krigerdragt, kort kappe og hjælm, altså et lignende udstyr som Marcus Curtius på relieffet i Palazzo dei Conservatori, som Mokronowski henviste til i sit første brev. Rytteren på denne skitse har ikke højre arm hævet. I denne tegning synes Thorvaldsen at have isoleret en af rytterne fra Alexanderfrisen, formentlig netop med tanke på Poniatowski-monumentet. Det er ikke usædvanligt, at Thorvaldsen således genoptager et tidligere anvendt stillingsmotiv, når det som her bliver aktuelt igen.

Józef Poniatowski
Thorvaldsen: Józef Poniatowski, C258

At Thorvaldsen har tænkt alvorligt på at gennemføre monumentet efter den i skitse II angivne komposition, ser man deraf, at han i løbet af 1822-23 modellerede hesten op i naturlig størrelse. H.E. Freund skriver således til Collin i brev fra Rom, 23. november 1822: »Nu arbejder han (Thorvaldsen) på en hest som studie til den kolossale rytterstatue af Poniatowski«, og den tyske billedhugger Martin Wagner kan i sin indberetning af 19. juli 1823 om kunstforholdene i Rom til kronprins Ludwig af Bayern melde, at Thorvaldsen nu er ved at fuldende den hest til Poniatowski-monumentet, han var begyndt at modellere året før.

Hest
Thorvaldsen: Hest i naturligstørrelse. Udkast til hesten til rytterstatuen for Józef Poniatowski, ikke anvendt. (Senere benyttet af H.W. Bissen til Victorias kvadriga på taget af Thorvaldsens Museum). Rom 1822-23, A125

Ideer til soklen og dens relieffer

Det fremgår af Brøndsteds brev, at Thorvaldsen nu har optaget den idé om en flodgud på soklen, som allerede Mokronowski fremsatte i brevet af 22. december 1818, hvori han kommenterede Orlowskis udkast. I det brev til komitéen, som Brøndsted førte i pennen for Thorvaldsen d. 11. mai 1822, udviklede han nærmere Thorvaldsens tanker desangående.

Efter i vendinger, der næsten ganske svarer til de i ovenfor citerede brev anvendte, at have redegjort for den nye plan til rytterstatuen og figurens og hestens stilling, tilføjer han:

Et comme le piedestal d’une grande statue équestre forme déjà par lui-même une éspèce de précipice, j’ai eu l’idée, qui me parait absolument conforme à l’emsemble de ce monument, qu’il fallait encore augmenter l’effet par un fontaine d’eau vive (s’il est possible) qui sortiroit du basrelief du piedestal et tombe dans un basin devant la grouppe. Car je suis décidé à representer sur le basrelief du devant du piedestal une rivière personnifié avec son vase; si on pourait conduire une eau assez abondante à l’emplacement du grouppe de manière qu’elle sortiroit effectivement du vase ou de l’urne du dieu du fleuve sur le piedestal, cela augmenterait sans doute a l’effet de l’emsemble. Même dans le cas où cet embellissement seroit impossible par des raisons locales, j’imiterois l’eau sur le basrelief du devant.

Det er ikke uden forbavselse, at man læser denne beskrivelse af det påtænkte vidtløftige sokkelarrangement. Hvor langt er man ikke kommet fra den enkle sokkel (»très simple«), som Thorvaldsen foreslog i sit første brev til Mokronowski: men imellem den første forhandling og dette brev ligger de mange vekslende forslag til reliefferne på soklen fra komitéens side. Mokronowski havde i sin tid (i brevet af 12. februar 1818) opgivet som emner for reliefferne Poniatowskis indtog i Kraków 1809 og hans heltedød i Elsteren 1813. Imidlertid var emnerne for reliefferne ikke specificeret i kontrakten af 8. juli 1818. Der stod kun, at Thorvaldsen forpligtede sig til at levere to relieffer til soklen, og at han for emnernes vedkommende havde at rette sig efter komitéens direktiver. Højst sandsynligt har det netop knebet med at få klarlagt disse direktiver, dels på grund af uenighed om dette spørgsmål mellem bidragyderne, dels også, fordi der var hensyn at tage både til fyrstens familie og de strammede politiske forhold i Polen under storfyrst Konstantins meget upopulære statholderskab. Punktet, relieffernes fremstillinger, indgik heller ikke officielt i tillægget til kontrakten, april 1820, men i selve dokumentet er indlagt et løst blad, hvorpå der var bemærket følgende om reliefferne:

1mo. Il est dit, que le premier représentera l’entrée du Prince Poniatowski a Cracovie, avec son armée Polonaise; dont nous avons déjà fait passer a Mons. le Chevalier Thorvaldsen, le Dessin, en tems et lieu;
2do. À la place du second, qui devait rappeler l’événement de sa mort; nous sommes convenus de suppléer l’époque de la sortie des Prussiens de Varsovie, et l’entrée de l’armée Française dans cette Capitale; Le Prince Poniatowski a été pour lors, nomme par les Prussiens gouverneur de la ville; – On laisse absolument a Mons. le Chevalier Thorvaldsen, la liberté dans la composition de cet’ événement; toutte fois pour sa mémoire on indique ce qui suit : Les Prussiens sortant d’un cote de la ville pour quitter la Possession du lieux; L’armée Française entrant de l’autre, Le Prince à Cheval, les recevant ayant a coté de lui le président de la ville, portant les clefs de la ville.

Heldigvis opgav komitéen senere dette sidste komplicerede emne. I sit brev af 6. februar 1822 meddeler Grabowski Thorvaldsen, at man fastholder indtoget i Kraków, men erstatter det andet med Poniatowski, der melder sig som frivillig ved Kosciuszkos armé, scenen foregår ved en lejr. Thorvaldsen har næppe følt sig mere fristet af dette nye emne end af det tidligere foreslåede. Man kan ikke fortænke kunstneren i, at han hellere end disse langt mere for malerisk fremstilling egnede scener med mange personer vælger en flodgud, og hvad dertil hører, et godt gammelt, prøvet emne i skulpturen, som han også selv havde anvendt flere gange, således i Alexander-frisen og i gravmælet over Bethmann-Holweg.

Thorvaldsen har sikkert også gerne villet slippe uden om indtoget i Kraków, hvortil han i følge kontrakten havde fået tilsendt en tegning; der hentydes formentlig til det på Orlowskis akvarel angivne sokkelrelief, der netop forestiller denne scene. En så kompliceret komposition med mange figurer i moderne uniformer kan ikke have tiltalt Thorvaldsen.

I det af Brøndsted konciperede brev til komiteen, hvori omtales flodgudprojektet til soklens forside, prøver Thorvaldsen forsigtigt at foreslå en mere forenklet komposition til bagsiden:

Le basrelief opposé (derrière la groupe) représentera, où l’entrée du Prince à Cracovie (dont vous parlez dans Votre bienveillante lettre) ou bien, si cela vous plaira, comme plus plastique encore peut-être, le héros national reçu par la Pologne personifiée. Les deux autres côtés du piedestal auroient peut-être, des inscriptions. Mais tout ce qui regarde le piedestal n’est encore que dans l’idée, dans l’imagination, et je désire d’abord avoir de Vos nouvelles pour savoir, si un petit jet d’eau et un basin pourra s’arranger, et si les très honorés membres du comité approuvent mon idée à ce sujet, qui me parait signifiant et convenable.

Først over et år efter, d. 7. juni 1823, svarede Grabowski på Thorvaldsens brev. Komitéen bifalder Thorvaldsens forslag til statuens komposition og til flodguden og vandspringet, omend der melder sig visse praktiske vanskeligheder for det sidste. Til gengæld kommer Grabowski med et noget fantastisk projekt til soklens opbygning med store klippeblokke:

Votre idée étant Monsieur le Chevalier de placer le Prince Poniatowski a cheval sur le bord du précipice, que son coursier effrayé et reculant mesure des yeux, et hésite à franchir, il nous a paru convenable et facile de representer le rocher par des blocs de granit brut et roulé, dont nous possédons une douzaine de pièces de 8 à 9 pieds de hauteur, sur 5 à 6 de large, avec des faces plus ou moins heureuses; il en est même un tout a fait plane qui pourait servir de support à la statue. – Les bas reliefs et les inscriptions pouraient, si vous le jugez à propos, y être incrustées très facilement. – Quand à la fontaine, qui devrait en faire partie, comme elle aura décidément lieu, si nous nous procurons les eaux nécessaires, le piedestal devra être vide intérieurement en conséquence; mais pour mettre les choses au pire, si dans le principe nous manquions d’eau, cette dernière pourait en attendant être représenté artificiellement, jusqu’a ce qu’il soit possible de la faire couler. Tels sont nos projets en cas ou vous agréiez l’idée du rocher naturel. S’il en est autrement, et si vous préférez un piedestal régulier et classique, il nous sera facile de nous procurer les marbres nécessaires, le pays en fournissant de très convenables à cet usage.

Rykkere 1823-1824

Grabowskis brev slutter med de sædvanlige indtrængende formaninger til Thorvaldsen om at fremskynde arbejdet på monumentet og at opgive dets mål og proportioner, samt give oplysning om de fornødne materialer med henblik på støbningen, som komitéen ønsker foretaget i Warszawa af den bekendte franske bronzestøber A. J. M. Carbonneaux (1789-1843), der samtidig skulle støbe Copernicus-statuen.

Thorvaldsen havde allerede selv haft en korrespondance vedrørende støbningen med Carbonneaux og havde i et brev til denne stillet i udsigt, at han til sin tid selv ville begive sig til Paris, når statuen var støbt. Nu bortfaldt i hvert fald denne plan af sig selv. Thorvaldsen har imidlertid også indhentet andre tilbud på støbning af rytter statuen, måske netop for at kunne tilfredsstille de stadige forespørgsler fra Warszawa. Imidlertid havde det lange udsigter med støbningen.

Thorvaldsen omtaler gang på gang i sine breve til venner og kunder, at han arbejder på Poniatowski-monumentet, men at han desværre er blevet sinket i udførelsen på grund af sygdom en tid i 1823. Alligevel har han dog fået hesten færdig i naturlig størrelse i dette år. Derimod lykkedes det ham ikke at overholde fristen for afsendelsen af modellerne, der af ham selv var sat til foråret 1824. At reliefferne endnu ikke var modelleret, havde komitéen selv lige så megen skyld i, da der jo så ofte var blevet skiftet direktiver for fremstillingen, at kunstneren kunne være i sin gode ret til at se tiden an, indtil selve rytterstatuen var færdig. De stadig mere truende rykkerskrivelser fra Warszawa afspejler den utilfredshed, der hersker i de kredse, der har bidraget til monumentet, og som nu gerne vil se det længe ventede resultat; et brev fra grev Jozef Sierakowski, præsidenten for Selskabet af Videnskabernes venner, der skal have været den første, der foreslog Thorvaldsen som monumentets skaber, og som nu selv var tilknyttet komitéen, meddeler endog, at en utro kasserer har taget af indsamlingskassen, hvilket han næppe ville have haft anledning til, hvis ikke sagen var trukket så længe ud. Man forstår så godt komitéens utålmodighed over kunstnerens langsomhed. Med det kendskab, vi har til Thorvaldsens arbejdsmåde, er der dog intet påfaldende i, at udførelsen trækker i langdrag. Vi må holde os for øje, at sagen tager sig meget forskellig ud, alt efter om den anskues fra Warszawa eller fra Rom. I den evige stad er der intet hastværk. Thorvaldsens arbejde bevæger sig i rolige rytmer. For ham var Poniatowski vel en hæderfuld opgave, men dog et værk blandt mange andre. I Warszawa, der var gennemsyret af den nervøsitet, der i det hele taget prægede det såkaldte kongrespolen, havde man ikke tid til at vente. Den politiske situation, og dermed muligheden for monumentets rejsning, kunne skifte fra dag til dag.

Komitéen bebrejder Thorvaldsen, at han arbejder på andre opgaver, før rytterstatuen er færdig. Men en så kolossal virksomhed, som Thorvaldsens værksted var, kunne sandelig ikke holdes i gang, hvis han nøjedes med at have eet arbejde under udførelse ad gangen. Ved de store bestillinger, der var sat i værk allerede inden Danmarksrejsen, og de nye, han bragte med sig hjem, var værkstederne kommet op på at beskæftige mellem 30 og 40 mand, og opgaverne vedblev at strømme ind. Thorvaldsen havde svært ved at sige nej til dem. De fængslede ham alle, og han gik næsten altid straks i gang med at udkaste idéen og modellere skitser. Så kunne det senere knibe med at få gennemført dem, når alle bestillerne på een gang rykkede for dem, og værkstederne bugnede af halvt færdige værker.

Thorvaldsen tog sit parti. Han arbejdede på det værk, der i øjeblikket optog ham mest, og således blev de lidt efter lidt alle færdige. I de år, han beskæftigede sig med rytterstatuen, voksede en skov af statuer op omkring ham for blot at nævne nogle af de største: Kristus og de 12 apostle, Johannes-gruppen, den stående dåbsengel, Copernicus, Wlodzimierz Potocki og hertugen af Leuchtenberg. Bestillingen på pave Pius VII’s monument til Peterskirken modtog han i slutningen af 1823 af kardinal Consalvi, kort før dennes død; den kunne han ikke sige nej til; det var den mest ærefulde opgave i hans liv. Dertil kom mængder af relieffer og buster. Og i et hjørne af et af værkstederne stod endnu Jason og ventede på den sidste retouche. På denne baggrund bliver det forståeligt, omend ikke ganske undskyldeligt, at Thorvaldsen på det meget travle tidspunkt omkring midten af 1820’erne lod Poniatowski-statuen hvile lidt.

Den dybeste årsag til forsinkelsen lå simpelthen i, at Thorvaldsen ikke var tilfreds med den form, rytterstatuen foreløbig havde fået. Sin vane tro, skubbede han arbejdet fra sig, til en ny inspiration viste sig. Man kan muligvis kalde denne mærkelige tøven hos Thorvaldsen for en menneskelig svaghed, kunstnerisk viste den sig altid at være berettiget.

Siden grev Leon Potocki den 27. marts 1824 havde sendt Thorvaldsen et temmelig skarpt rykkerbrev, havde korrespondancen mellem kunstneren og komitéen ligget stille. Dog er Thorvaldsen nok alligevel blevet holdt til ilden af grev Kossakowski, med hvem han jævnlig var i kontakt. Han modellerede den unge legationssekretærs buste og blev indbudt til middag hos hans moder, grevinde Louise Kossakowska, der også spørger livligt til rytterstatuen.

Ny skitse 1826

Samtidig med, at nye formelle bebrejdelser, som Thiele mener, snarere var bestemt til offentliggørelse i Warszawas aviser med det formål at overbevise publikum om komitéens iver, end til egentlig at genere kunstneren, indtræffer i værkstedet i Rom i de første måneder af 1826, var Thorvaldsen i virkeligheden i gang med modellen til rytterstatuen efter en helt ny plan. Han havde gjort en ny skitse (det bliver altså skitse nr. III), der i alt fald før krigen opbevaredes i Byhistorisk Museum i Leipzig. Thorvaldsen har nu helt forladt motivet gangeren, der standser brat op, og fremstiller i stedet hesten i rolig skridtgang, og fyrsten med en gestus, som om han opfordrede sine soldater til at følge sig. Det er nøjagtig det samme enkle skema, som Thorvaldsen oprindelig foreslog Mokronowski i svaret på dennes første henvendelse i 1817, og dermed var han vendt tilbage til sit udgangspunkt, de klassiske rytter-statuers lette galop eller rolige skridtgang som i Marc Aurels og Balbiernes heste. Nu var opgaven løst, og udførelsen, først i naturlig størrelse, derefter i kolossalt format, kunne ske når som helst.

Udkast til Poniatowski-statuen, 1826, Stadtgeschichtliche Museum Leipzig
Thorvaldsen: Udkast til rytterstatuen til Józef Poniatowski, 1826.
Stadtgeschichtliche Museum Leipzig.

Både Thiele og senere de polske forfattere, der har skrevet om Poniatowski-monumentet, har gisnet om årsagerne til denne ændring af kompositionen, idet de har ment, at Thorvaldsen umuligt af egen drift kunne have foretaget en så gennemgribende forandring af det projekt, der var så indgående diskuteret i korrespondancen og accepteret af komitéen. Noget må der vel have været om snakken, når Thiele udtaler: »I Studiet hed det, at Thorvaldsen var af Familien Poniatowski foranlediget til denne Forandring; man ønskede ikke Poniatowskis Død i Elsteren saaledes forherliget.« Der tales også om, at »en højere Myndighed, end selv Commissionens, har haft Indflydelse, så meget mere som det polske Folks Følelser for dette Monument, neppe have staaet i fuld Samklang med Landets politiske Forhold.« De forblommede udtalelser skal vel forstås derhen, at ansvarlige kredse i Polen ikke vovede at præsentere en Poniatowski-statue, der ved sit blotte motiv var egnet til at bringe den i forvejen spændte situation til bristepunktet, og som af magthaverne kunne tydes som en udfordring. Usikkerheden med hensyn til valget af emner for reliefferne var et fingerpeg i samme retning. På den anden side kunne komitéen i subskribenternes interesse og af hensyn til folkestemningen ikke aflade i sine bestræbelser for at få monumentet fuldført og opstillet.

Brevene giver ingen oplysning på dette punkt, men Thorvaldsen var jo gennem grev Kossakowski i kontakt med komitéen. Hvordan det end forholder sig med disse hemmelige direktiver, eet kan man være overbevist om, det er kommet Thorvaldsen overordentlig tilpas at få lejlighed til at opgive projektet med den brat opstandsende hest, der jo kun var blevet til, fordi komitéen udtrykkelig havde ønsket at se foreviget det dramatiske øjeblik, umiddelbart før fyrsten sporede sin hest til springet i Elsteren. Den nye idé var ganske anderledes i pagt med hans forestillinger om en rytterstatue, nu først kunne værket blive udtryk for hans egen kunstneriske opfattelse.

At sagen virkelig forholder sig således, forekommer mig bekræftet i nogle udtalelser af Thorvaldsen i det brev, han den 11. april 1826 sendte komitéen, et aktstykke, der ikke har været Thiele bekendt, som svar på en skrivelse, der var blevet overbragt ham ved mellemmand:

Excellences,
Mr. Rakietty m’a remis très exactement la lettre que vos Excellences lui avaient confié pour moi. Très affligé moi-meme de n’avoir pas pû remplir en terme du contrat la promesse que j’avais faite au Comité chargé de la direction du monument pour le feu Prince Poniatowski, je prie vos Excellences d’agréer mes excuses, et de croire que ce n’était que le désir de faire mieux qui m’a engagé a ne pas terminer à la hâte cet ouvrage auquel je ne voulais travailler que d’inspiration. Vos Excellences qui accordent une protection éclairée aux beaux arts sauront apprécier mieux que personne les raisons que j’ai l’honneur de leur présenter aujourd-hui. En les priant de vouloir bien les agréer avec bienveillance je m’empresse de leur donner l’assurance formelle que le monument confié à mes soins sera terminé vers le mois de septembre prochain. Le comte Kossakowski interprète zélé des désirs de la Commission pourra faire connaître à Vos Excellences avec quelle sollicitude j’ai travaillé jusqu’à présent à la partie du monument qui est déjà terminée. Le modèle du cheval est déjà fini, et je le mets à la disposition du Comité qui pourrait dès aujourd’hui en ordonner l’expédition à Varsovie. Le cavalier qui sera achevé au mois de septembre pourra être aussi envoyé en Pologne avec les bas-reliefs au printemps prochain. En renouvelant à Vos Excellences l’assurance de mon zèle et de mon exactitude je le prie etc. etc.

Denne gang var det alvor, omend det trak lidt ud med støbningen af gipsmodellerne både i naturlig og kolossal størrelse. Vi er nu kommet så vidt, at arbejdet på Poniatowski-monumentet sætter sig spor i Thorvaldsens regnskabsbøger; fra juni 1825 til sept. 1827 er der jævnlig udbetalinger til gipsstøberne.

Originalmodellen færdig 1827

I april-mai 1827 opholdt fyrst Adam Czartoryski sig i Rom, hvor han fik lejlighed til at overbevise sig om, at modellen i naturlig størrelse virkelig var færdig. Han klager forøvrigt i et brev hjem over, at Thorvaldsen er svær at træffe. »Han har for Vane at smutte af Vejen for enhver, der søger at erindre ham om hans Pligter. Man maa prøve at overrumple ham, hvilket dog ikke er saa let.«

Józef Poniatowski
Thorvaldsen: Józef Poniatowski, den færdige originalmodel 1826-1827, A123

I et brev af 14. juli samme år kunne Thorvaldsen selv meddele fyrst Adam Czartoryski, at originalmodellen til kolossalstatuen nu var færdig. Der manglede kun at tage en gipsafstøbning over den. Der var jo brug for mindst eet eksemplar til, da Thorvaldsen som sædvanligt selv ønskede at beholde sin model. Thiele har ikke kendt noget koncept til dette aktstykke, der opbevares i Videnskabernes Akademi i Krakow. Dets ordlyd er følgende:

Mon Prince,
La statue colossale du Prince Poniatowski est déjà faite en craie d’après le modèle en petit que Votre Altesse a vu dans mon atelier, et il ne me reste plus que d’en faire le moule en plâtre. J’espérais faire partir le cheval tout seul cette année-ci, mais il me serait impossible de l’éxpedier maintenant, car il sert à supporter la statue du cavalier qui a besoin de quelques mois pour secher complètement.
Le comte Kossakowski qui veut bien se charger de la présente pourra donner à Votre Altesse tous les renseignements qu’elle peut seulement désirer sur cet ouvrage. Il ne me reste qu’à rappeler a Votre Altesse que d’après le terme du contrat il me revient maintenant le second payement de 4000 piastres pour ce monument.
Dès que la statue sera complètement séchée je la fairai emballer pour la mettre à la disposition de ceux que Votre Altesse voudra bien charger ici de cette expédition.
J’ai l’honneur etc.
Rome le 14 Juillet 1827
Albert Thorvaldsen

Så var dette store værk da endelig afsluttet. Det er iøvrigt interessant at se, hvorledes Thorvaldsen til det sidste retter og forbedrer på statuen. Modellen i naturlig størrelse følger i det væsentlige skitsen, men der er dog foretaget visse ændringer. Hestehovedet, der ser ud til at være en afstøbning af den allerede eksisterende hestemodel i naturlig størrelse fra 1822-23, har ikke skitsens lange manke, men er af den samme kortklippede type som på et antikt hestehoved i Firenze, hvoraf en afstøbning findes i Thorvaldsens samling af afstøbninger efter antiken, og som i det hele taget har været Thorvaldsens forbillede for hestehovedets stærke, knappe form. I kolossalmodellen har Thorvaldsen imidlertid anvendt den langhårede manke, som også Marc-Aurel-statuen har, måske i erkendelse af, at denne virkede rigere og mere pompøs og derfor passede bedre til den monumentale statue. En lignende ændring af manken foretog Saly i sin tid, da han lagde sin Frederik V’s rytterstatue op i kolossalt format efter skitsen.

Det er med rette blevet sagt, at denne hest ikke er nogen araber. Det er iøjnefaldende, at den er afhængig af antike forbilleder, først og fremmest af Marc Aurel-statuen. Og dog synes Thorvaldsen at have taget et vist hensyn til den karakteristik af en orientalsk hest, Mokronowski gav i sin tidligere citerede skrivelse. Ingen vil benægte, at denne hest har et firkantet hovede, åbne næsebor, et skarpt gennemtrængende blik, halen hævet og gangen let og fremadrettet. Kort sagt alle de for en araber typiske træk, men her i monumentaliseret form på samme måde, som rytteren er et idealiseret billede af fyrsten uden udpræget portrætlighed, skønt Thorvaldsen jo havde modelleret hans buste meget naturtro efter de portrætter, han havde fået tilsendt.

Rytterens dragt er den antikke, således som Thorvaldsen jo allerede havde angivet den i skitse II efter i Warszawa 1820 at have fået frie hænder til selv at vælge kostumet. Han har her kombineret den yngre Balbus’s korte militære antræk med den ældres smukke, folderige kappe. På brystharnisket sidder den polske ørn, den eneste hentydning til fyrstens nationalitet.

Meget smukt er samspillet mellem hest og rytter, især når man ser statuen fra siden, hvor mandskrop og hesteryg danner en ret vinkel. Thorvaldsen har rigtigt set, at den oprakte arm, som skitsen har, virkede abrupt i den nye komposition, og har i stedet ladet fyrsten strække sværdet frem i den retning, hesten går. Hovedet er drejet i den modsatte retning af den udstrakte arm. Set lige forfra virker statuen som et fortættet udtryk for energi og kraft. Dette træder endnu stærkere frem i bronzeeksemplaret, der er pragtfuldt i sin helhedsvirkning.

Transport til Warszawa og bronzestøbning

Efter at kolossalmodellen var meldt færdig, stod endnu tilbage: Forsendelsen af modellen til Warszawa og støbningen i bronze. Den 6. oktober 1827 skriver Grabowski til Thorvaldsen og udtrykker sin og komitéens glæde over, at rytterstatuen nu endelig er færdig. Samtidig afsendes anden rate, de 4000 scudi, til Thorvaldsen. Planen om at lade Carbonneaux støbe statuen er åbenbart opgivet. Grabowski meddeler, at bronzestøberen A.J.C. Norblin (1777-1828) har fået besked om at bygge en ovn, der er stor nok til støbningen af såvel Copernicus- som Poniatowski-statuen. Thorvaldsen skal nu ufortøvet levere de nødvendige modeller og afstøbninger til huset Torlonia til forsendelse og samtidig sende tegninger til soklen med opgivelse af mål på reliefferne. Om emnerne til de usalige relieffer skulle kunstneren snarest få besked.

Da Thiele kun meget kort refererer indholdet af dette brev, som han iøvrigt delvis har misforstået, aftrykkes det her i sin helhed.

Monsieur,
Le Comité chargé de l’erection du monument du Prince Poniatowski a appris avec joie, que l’execution de cette oeuvre importante repondait entièrement a l’idée, que le Public y attache et quelle est digne en tout point de l’Artiste célèbre qui la dirige.
Pressé d’en jouir, il me charge en conséquence d’avoir l’honneur de Vous annoncer d’abord, que la somme de 4.000 Ecus Romains, que Vous devez toucher d après la teneur du Contrat, à la remise des modèles, Vous sera déboursée par le Canal du Duc de Bracciano auquel elle est adressée conjointement à la présente, ensuite que Mr. Norblin Artiste de Varsovie est chargé d’établir au plutôt un fourneau de fonte lequel doit être commun à la Statue de Kopernic; que les autres termes du payement seront ponctuellement effectués d’après la teneur du Contract, et que les fonds analogues sont préparés. – On Vous demande en retour de vouloir bien délivrer au plutôt à la maison Torlonia les modèles et les moules nécessaires qu’elle se charge d’expédier et l’on Vous prie d’envoyer à Varsovie les desseins et les dimentions du piedestal et des bareliefs calculé en mesure de France, qu’on abandonne entièrement à Votre Goût et à Votre choix. Les sujets qu’ils doivent retracer ainsi bien que les inscriptions, Vous seront incessament communiqués.
Telles sont les instructions que le Comité me charge de Vous transmettre. – Je me trouve très heureux de pouvoir à cette occasion renouveller au plus illustre Artiste de nos jours, l’expression des sentiments les plus distingués avec lesquels j’ai l’honneur d’être

Monsieur

  Varsovie ce 6. Octobre 1827 Votre très humble
et très obeissant Serviteur
Stanislas Cte. Grabowski
 
Ministre des Cultes et de l’Instruction
au nom du Comité chargé de l’erection
du monument du Prince Poniatowski –
 

Som man ser, ånder forholdet mellem Thorvaldsen og komitéen nu lutter idyl. Thorvaldsen svarer da også meget omgående d. 6. november samme år. Koncepten til dette brev er imod sædvane skrevet på italiensk, efter skriften at dømme ført i pennen af sekretæren ved San Luca-akademiet, abbed Misserini. Thorvaldsen anerkender modtagelsen af anvisningen på de 4.000 scudi à conto. Han overlader nu modellen til forsendelse, men da denne jo nødvendigvis må skæres i stykker, sender han samtidig en tegning, hvoraf sammensætningen fremgår. En sådan tegning, formentlig udført af gipseren, med påskrift på fransk, findes i Thorvaldsens Museum; det er formodentlig en kladde eller genpart af den, der blev afsendt. Thorvaldsen kan ikke opgive målene på soklen endnu, da denne må afstemmes efter relieffernes størrelse. Han beder derfor om at få tilsendt præcise oplysninger om emnerne for disse, for at han straks kan gå i gang med dem. Han synes, det er rigtigt at vælge nye motiver, der kan vække alles tilfredshed.

Józef Poniatowski, samlingsvejledning
Gipsstøberens tegnede vejledning til sammensætning af gipsmodellen.
Bladet har været revet itu, et stykke mangler, D1534

Arbejdet med samlingen af statuen i Warszawa havde Thorvaldsen betroet sin polske elev Jacob Tatarkiewicz, der i flere år havde arbejdet hos ham i Rom, og som havde udført marmoreksemplarer af Thorvaldsens buster af pianistinden Marja Szymanowska og af Poniatowski, sidstnævnte på bestilling af Anna Potocka, der netop opholdt sig i Rom 1826-27. Derved blev det unødvendigt at sende en specialist til Warszawa. Ydermere agtede Tatarkiewicz at lægge sin hjemrejse over Paris, hvor han ville besøge de berømteste bronzestøbere og således vinde erfaringer, der kunne blive nyttige, når statuen skulle støbes i Warszawa. Derfor skrev Thorvaldsen i juni 1828 en smuk anbefaling for Tatarkiewicz til komitéen.

Samtidig afsendte firmaet Torlonia kasserne med Poniatowski-modellen over Livorno til Helsingør, hvorfra de sejledes til Danzig med skibet »De forenede søstre«, der førtes af kaptajn Andreas Schrøder. Den 29. december 1828 kunne Grabowski melde Thorvaldsen, at kasserne var vel ankomne til Danzig.

J’ai l’honneur de Vous annoncer par la présente, que les caisses remfermant les modèles et les plâtres du monument du Prince Poniatowski sont arrivées heureusement à Dantzig sans accident ni avaries. – Elles doivent y hyverner, et elles seront transportées à Varsovie à l’ouverture de la navigation. Comme il est essentiel de procéder à la fonte et à l’érection du monument, nous Vous supplions Monsieur le Chevalier de vouloir bien nous envoyer au plus-tôt tous les dessins et surtout ceux du piedestal avec les détails qui le concernent, vu que nous sommes décidés à l’élever sur le champ, avant même que la figure et le cheval soyent mis en oeuvre. -
Le Comité aura l’avantage de Vous prévenir du moment ou Votre présence à Varsovie sera essentielle, Vous ne doutez certainement pas combien nous désirons accélérer l’instant ou nous aurons le plaisir de Vous voir parmis nous, et de montrer à l’Europe avec orgeuil un des chef d’euuvres de la Sculpture moderne.

Som man ser, fastholder komitéen bestemmelsen i kontrakten om, at Thorvaldsen skulle begive sig til Warszava og der personlig forestå den sidste afpudsning af bronzeeksemplaret.

Da Thorvaldsen endnu ikke havde afsendt tegningerne til soklen, hvilket han jo forøvrigt selv behørigt havde motiveret i sit brev af 6. november 1827, skriver Grabowski atter fra Warszawa d. 12. april 1829 og rykker for disse.

Le Comité chargé de l’érection du monument du Prince Poniatowski, dont j’ai l’honneur d’être membre, s’est adressé à Vous, Monsieur le Chevalier, par mon organe, il y a quelques mois, en Vous priant de vouloir bien lui envoyer au plus tôt, les dimensions du Piedestal, du monument lui meme; les dessins analogues, et tous les details architectoniques et techniques qui le concernent. – Invité à vous reiterer ces demandes, je le fais avec d’autant plus d’instance que les Caisses, sont sur le point d’arriver à Varsovie, et qu’il faudra proceder sous peu, aux travaux préparatoires de la mise en oeuvre du piedestal – veuillez donc de grâce adresser au plus tôt ces objets à la maison Frenkel, sous mon couvert.

Kritik ved prøveopstilling 1829

For at imødekomme den så længe spændte forventning om monumentet og for at inddrive de sidste lovede bidrag arrangerede komitéen en foreløbig opstilling af Thorvaldsens gipsmodel i slotsgården i Warszawa, hvortil adgangen åbnedes den 11. juli 1829. Udstillingen, der blev besøgt af folk af alle samfundslag, satte sindene i stærk bevægelse. Overordentlig interessant er det som udtryk for de kunstneriske strømninger, der var fremme i tiden, at notere sig den reaktion, rytterstatuen fremkaldte.

Vi har jo tidligere set, hvorledes klassiske og nationalt-romantiske forestillinger brødes under planlæggelsen af monumentet og navnlig ved bestemmelsen af kostumet. Som det fremgår af den her udførligt citerede korrespondance, var komitéen dog ikke meget fast på dette punkt. Det kommer formodentlig af, hvad også Luninski antyder, at det fornemme Selskab af Videnskabernes Venner, der betragtedes som de klassiske idealers vogter både i litteratur og kunst, i høj grad havde indflydelse på komitéen, ikke mindst efter, at dets præsident Jozef Sierakowski var indtrådt i denne.

Imod denne konservative højborg stod det unge Polen, repræsenteret af en falanks af unge begavede digtere, studenter og kunstnere. Denne opposition, der var fanatisk national og romantisk betonet, lededes af Adam Mickiewicz, Polens største nationale digter.

I sommeren 1829, da statuen blev udstillet, var modsætningerne i de iøvrigt lige patriotiske kredse voldsommere end nogen sinde. Dette gav sig også udslag i bedømmelsen af Thorvaldsens Poniatowski-monument, således som den kom til orde i avisartikler og samtaler.

Ældre folk, navnlig repræsentanter for adelen, for hvem klassicismen længe havde været den foretrukne stil, og kunstnere af den gamle skole, var begejstrede for det klassiske kunstværk. Arkitekten Idzkowski f. eks. udbredte sig i store lovtaler over Thorvaldsens værk i Warszawa-pressen. Derimod gav de yngre intellektuelle, den jævne befolkning og ikke mindst de gamle soldater, der havde kæmpet under fyrstens banner, malende udtryk for deres skuffelse. Det er tilstrækkeligt her at citere en gammel kavaleriofficers hjertesuk i »Folkets Ven«:

Ser De, man har glemt, hvordan han [Poniatowski] sad til Hest. Først, Højstærede, Hovedet i Vejret, derefter noget let og behændigt vuggende sig fremefter. Her, derimod, sænker han Hovedet og sidder, Gud ved, hvordan! Og hvorledes er Ansigtsudtrykket? Ikke Spor af Lighed! Og hvad er det for en Dragt. Mon han vender tilbage efter at have vandet Hestene? Det skal se ud, som om det var romersk. Gid Fanden havde dem med deres romerske! . . . Bare de vilde have givet ham den korte Trøje paa og Ridebukser og Chakot’en paa Hovedet, saa vilde det have været en frisk Fyr. Den lille Kappe hang ned fra venstre skulder, mens den højre var fri, og »Hejsa, fremad!« [Og efter at have svælget i minder om de store dage, udbryder han:] Hvad glæde har jeg af den nøgne fyr i skjorten!

Der ligger en udpræget nationalromantisk stemning bag denne trang hos menigmand til at se helten, som han gik og stod. I det store og hele var der dog enighed om, at monumentet var et betydeligt kunstværk, og Jozef Sierakowski kunne med god samvittighed foreslå Thorvaldsen optaget som medlem af Selskabet af Videnskabernes Venner.

Thorvaldsens reaktion på kritikken

Dønninger fra den voldsomme debat nåede også til Thorvaldsen i Rom. Mens modellen var udstillet i Warszawa, var romantikernes fører, Adam Mickiewicz, på vej til Rom med en introduktionsskrivelse til Thorvaldsen fra pianistinden Marja Szymanowska i lommen. Trods denne dames forsikringer om, at digteren higede efter at lære Thorvaldsen at kende, og at han ville være lykkelig over at se mesterens værksted »peuplé de dieux et de ceux que vous immortalisez!«, forholdt Mickiewicz sig, som det var at vente, ret køligt over for Thorvaldsens opfattelse af Poniatowski-monumentet.

Den 24. november 1829 aflagde Mickiewicz besøg i Thorvaldsens atelier, ledsaget af den russiske fyrstinde Zenaïda Wolkonska og digteren A.E. Odyniec. Thorvaldsen var ikke selv til stede, men en cicerone førte dem rundt blandt værkerne og viste dem bl. a. originalmodellen til Poniatowskis rytterstatue. Odyniec udtalte ved den lejlighed, at »det vilde være tilstrækkeligt at ændre inskriptionen på fodstykket, og man ville anse det for at være et mindesmærke for en eller anden romersk kejser eller for en af de hellige riddere,« og Mickiewicz tilføjede henvendt til ciceronen, at han fandt, det var at forfalske forståelsen for kunsten at efterligne de gamle blindt, thi deres ideal og forbillede havde netop altid været virkeligheden.

I marts 1830 traf Thorvaldsen de to polske digtere i fyrstinde Wolkonskas salon. Talen faldt på Poniatowski-monumentet, og kunstneren spurgte da, hvordan det polske folk syntes om statuen. Odyniec svarede: »Alle beundrer kunstværkets fuldendte udførelse, men man beklager, at det kun lidet ligner fyrstens person.«

Thorvaldsen replicerede skarpt: »Hvad så? Jeg skulle måske have fremstillet ham i uhlan-uniform og med chakot på hovedet?« og han tilføjede: »Hvad man kan lade passere i malerkunsten, er utilladeligt i billedhuggerkunsten, thi en skulptur er et monument, og ligesom hensigten med et monument ikke alene kan bestå i gengivelsen af den faktiske begivenhed, men i genkaldelsen af denne begivenhed i folkets bevidsthed, således kan en statue nå det mål uden at give ligheden i trækkene.« De tilstedeværende bevidner, at Thorvaldsen var ophidset.

Man forstår den gamle kunstners harme. Med sikkert instinkt havde han ført sin kunstneriske idé igennem, og nu blev værket kritiseret ud fra kunsten uvedkommende forudsætninger. I hans ord til Odyniec er udtrykt hele hans kunstneriske stræben. Thorvaldsen, der med sine første værker på romersk grund brød med sen-rokokoen, og som i sit livsværk havde vist, at det klassiske formsprog udmærket kunne give udtryk for en romantisk stemning, måtte i sin modne alder kæmpe mod den samme strømning, der nu samtidig med, at den nationale bevægelse gik sin sejrsgang over Europa, søgte at skaffe sig udtryk i en ny romantisk-realistisk form.

Og dog kan man godt forklare sig polakkernes reaktion. Klassicismen, der allerede i sin første fra Frankrig inspirerede fase var blevet indført ved kong Stanislaw Augusts hof, havde nu været den dominerende stil i Polen i det meste af en menneskealder. Endnu vidner det af tyskerne ødelagte, men efter krigen atter genopbyggede Lazienki-palæ i Warszawa om Stanislaw Augusts stil. Fremtrædende polske adelige havde på deres slotte skabt arnesteder for en nyere klassicisme, der vel var direkte importeret fra Italien, men som fik sin særlige karakter i Polen. Dette nyklassicistiske miljø havde sit centrum på Pulawy, Czartoryski’ernes hovedsæde; derfra gik vigtige udløbere til Stanislaw Kostka Potockis Wilanów og Anna Potockas Natolin. På Radziwil’ernes slot Niéborow og især i den i nærheden af dette beliggende park, Arcadia, anlagt af Helene Radziwill, finder man vidnesbyrd om et næsten rabiat antiksværmeri, der navnlig gav sig udslag i ruinromantik.

Det unge Polens frihedsdrømme, der var kædet sammen med et nyt romantisk sværmeri, ikke for antiken, men for Polens egen store fortid, og som næredes af begejstringen for den folkelige, tradition i gammelpolsk digtning, musik og bondekunst, lod sig ikke spænde ind i de klassiske mål. Men for at frembringe et nationalt-folkeligt monument for Poniatowski måtte Polen have ejet en kunstner af samme store format som Mickiewicz på poesiens og Chopin på musikens område. En sådan kunstner havde Polen ikke.

Da det blev overdraget Thorvaldsen, der var dansker, kosmopolit og klassicist, at skabe et Poniatowski-monument, måtte han lade dette blive udtryk for sin kunstneriske opfattelse, der vel var præget af hans generations kunstsyn, men som dog tillod ham i inspirerede øjeblikke at skabe værker, der rakte ud over tiden og øjeblikket. Netop på grund af sin tidløshed og i kraft af sin forening af æstetiske og etiske værdier er Poniatowski-monumentet blevet et symbol på polakkernes frihedskamp.

Bronzestøbning og nye sokkelrelieffer

Modellen til Poniatowski-statuen var nu i Warszawa, klar til støbning, men endnu var ikke alle spørgsmål vedrørende monumentet afviklet mellem Thorvaldsen og komitéen. Desværre mangler hvert spor af de to sidste vigtige breve, vekslede mellem kunstneren og Grabowski i 1829, i Thorvaldsens Museums arkiv. Vi kender dem kun fra Luninskis bog om monumentets historie, hvor de er citeret efter arkivalier i Videnskabernes Selskab i Kraków. Det ene er en skrivelse af 31. august 1829, hvori komitéen anerkender modtagelsen af modellen og udtrykker sin begejstring over Thorvaldsens storslåede værk, hvormed han har indflettet et nyt blad i sin laurbærkrans. Man tillod sig ved samme lejlighed at foreslå et par mindre ændringer, idet man gerne ønskede skeden til sværdet sænket en smule, og at ørnen på brystet fik en form, der stemte overens med Polens våben.

Det fremgik endvidere af brevet, at det endnu henstod i det uvisse, hvor statuen skulle opstilles. Brødrene Grégoire havde overtaget støbearbejdet, som de anslog til at være fuldført i løbet af tre år. Imidlertid ville man lade udføre stik af monumentet i et antal af tusind eksemplarer. Forskellige mindre tvivlsspørgsmål håbede man at få løst, når Thorvaldsen selv ankom til Warszawa. Helst måtte han komme to gange: inden støbningen gik for sig, og umiddelbart før monumentet skulle opstilles. Endelig udbad man sig atter skitser til reliefferne, »af hensyn til myndighederne.«

Dette brev er formentlig blevet krydset af et andet fra Thorvaldsen, dateret Rom den 1. august samme år, der i følge Luninski indeholdt »planer, mål, opstillingsmåde.« Skitser til reliefferne kunne han derimod ikke sende, før han fik nye emner opgivet, idet, som han skriver: »det forekommer mig, at man bør forandre de temaer, der er nævnt i kontrakten, da det nuværende øjebliks situation og politiske stemninger er fjernt fra de forhold, under hvilke monumentet blev bestilt. Vær derfor så god at forelægge mine betragtninger for komitéen, at den kan udtænke scener, hvis betydning passer bedre for det nuværende tidspunkt, og som derfor tillige lader sig realisere.«

Thorvaldsens forlangende synes ikke ubilligt, når man tager i betragtning den vankelmodighed, komitéen selv havde udvist i dette spørgsmål. Luninski meddeler imidlertid, at komitéen stadig tænkte på de tidligere opgivne scener og til den ende bad kunstnere som Jan Piwarski, January Suchodolski og Jacob Sobolowski om at udarbejde skitser, der kunne tjene Thorvaldsen til orientering, men vi har intet spor af, at sådanne er blevet sendt ham, og som det vil fremgå af den nedenfor citerede skrivelse fra Thorvaldsen til François Pafzowski, er reliefferne heller aldrig blevet udført.

Uagtet Grabowski i sit brev af 31. august 1829 havde meddelt Thorvaldsen, at brødrene Grégoire havde overtaget arbejdet med støbningen, synes kontrakten først at være kommet i stand den 19. februar 1830, formentlig fordi den ene broder var død i mellemtiden. I hvert fald er kontrakten sluttet med Claude François Grégoire og dennes søn Emile, der påtog sig at levere bronzestatuen i løbet af tre år fra dato for et honorar af 200.000 zloty, med et fradrag for materialerne. I løbet af dette og næste år blev selve rytteren støbt, men under opstanden (1830-31), der udbrød i november 1830, blev arbejdet afbrudt, idet ovnene blev beordret overført til arsenalet til brug for støbning af kanoner. Først to måneder efter Warszawas erobring kunne arbejdet på statuen genoptages, og i februar 1832 var støbningen tilendebragt. 7. august samme år var hele monumentet sammenføjet og færdigciseleret.

Forslag til opstilling og sokkeludformning

I samme nu, statuen var færdig, blev spørgsmålet om opstillingen aktuelt. Grégoire-familien pressede på for at få statuen afleveret, men af rent praktiske grunde var en opstilling umulig, da man endnu ikke havde soklen parat. I mappen med tegninger til opstilling af Thorvaldsens værker findes også et læg med sokler, men ingen af dem bærer nogen påtegning om at være bestemt til Poniatowski-monumentet. Derimod findes der i museet et smukt akvareludkast til for- eller bagsiden af en sokkel til monumentet, hvori der er indtegnet en bronzeplade med indskriften »Grata Patria Josepho Poniatowski Anno….« Indramningen af tavlen med en guirlande af laurbær og kransen om den kronede polske ørn foroven er angivet som værende forgyldt. Bladet er ikke signeret. Man gætter på, at det er udført af en eller anden polsk arkitekt, måske Adam Idzkowski, der i mange år opholdt sig i Italien, og som har signeret et udkast til opstillingen af Copernicus-statuen i Rom 1825. I hvert fald fortæller Luninski i sin artikel om monumentet, at Idzkowski fik bestilling på at udføre soklen til rytterstatuen, som det synes dog først, efter at statuen havde været udstillet i Warszawa. Luninski siger, at Thorvaldsen ikke syntes om Idzkowskis tegning; måske er akvarellen netop det tilsendte forslag.

Indskriftsplade til rytterstatuen for Józef Poniatowski
Ubekendt: Udkast til sokkel med indskriftplade for Poniatowski-statuen.
Ikke anvendt. D1536

Da Idzkowskis sokkel-udkast ikke havde fundet nåde for Thorvaldsens øjne, havde man overdraget arkitekten Adolf Schuch (1790-1880) at gøre en ny tegning, men sagen var formentlig ikke kommet videre. Vigtigere var det, at man nu måtte tage endelig stilling til statuens placering. Som man husker, havde Alexander I ganske overladt valget af statuens plads til polakkerne, men denne i det store og hele forstående monark var død i 1825. Hans efterfølger, broderen czar Nikolaj 1. så ikke med samme sympati på Poniatowski-monumentet, men han havde dog i sommeren 1829, da modellen var udstillet i Warszawa, på komitéens anmodning om at få fastslået stedet for statuens placering, selv anvist »den lille gård foran de kongelige statholderes slot«.

Opstillingen standses af Nikolaj 1. 1834

Efter opstanden, der var blevet nedkæmpet med hård hånd, var forholdene jo imidlertid ganske forandrede. Også komitéen for Poniatowski-monumentet var blevet berørt af de rystende begivenheder. Fyrst Adam Czartoryski havde måttet drage i landflygtighed til Paris, efter at hans slot Pulawy var blevet erobret af russerne og derefter beslaglagt. Sierakowski var død. Tilbage af den oprindelige komité var kun Grabowski. Som sekretær fungerede Dominik Paszkowski, Anna Potocka-Wonzowicz’s befuldmægtigede. Man vovede sig omsider frem med en forespørgsel, om man kunne regne med, at de tidligere af Alexander I og Nikolaj I givne tilsagn stod ved magt.

Svaret kom i en skrivelse af 16. juli 1834, hvori man udtaler sin forbavselse over at erfare eksistensen af en bronzestatue af »Frankrigs Marskal«, fyrst Poniatowski. løvrigt måtte de tidligere givne tilladelser i betragtning af kongerigets ændrede politiske stilling betragtes som ophævede.

Monumentets skæbne blev endelig beseglet, da Nikolaj I ved beslutning af 28. september 1834 dekreterede, at samtlige arbejder ved monumentet øjeblikkelig skulle standses, og en liste over Thorvaldsens, familien Grégoire’s og eventuelle andre personers tilgodehavender indgives; endvidere skulle man indstille al videre indsamling af bidrag, dog skulle de 30.000 zloty, grevinde Anna Potocka skyldte komitéen, inddrives. Samtidig bestemtes det, at monumentet tillige med modellen skulle overføres til fæstningen Modlin, indtil anden bestemmelse blev truffet.

Thorvaldsen tilbyder kompensation

Således stod sagerne, da Thorvaldsen i 1835 gennem bankhuset Torlonia fik besked om, at der fra Warszawa var indbetalt 4000 scudi på hans konto. Det var den sidste rate, der tilkom Thorvaldsen efter afslutningen af bronzestøbningen. Fra Torlonia har Thorvaldsen formodentlig fået opgivet underskriverens navn som François Pafzowski; til denne person har han nemlig stilet et brev af 15. august 1835, hvori han meddeler, at han ikke vil hæve beløbet, før han har fået nærmere besked om monumentets skæbne. Hvis der har rejst sig hindringer for statuens opstilling, er han villig til at levere andre af sine arbejder som rekompensation for de relieffer, han ifølge kontrakten endnu er komiteen skyldig:

Monsieur,
Je viens d’être averti par M. Torlonia que de la part du Comité chargé d’éléver le monument du défunt Prince Joseph Poniatowski remise a été faite à leur banque de 4000 piastres à mon adresse en solde du prix convenu pour le monument. A forme du contrat signé par moi et le comité en Avril 1819 il me reste encore à faire les deux bas-reliefs, polir et donner la dernière main à la statue équestre après sa fonte; ainsi je n’ai pas touché l’argent que vous avez bien voulu me remettre sans que je le demandasse. Je desire auparavant connaitre le sort du monument pour accomplir mes devoirs, s il sera placé, comme il devait l’être; que s’il y avait quelque empechêment à l’érection de ce monument, je vous prie, Mr., de vouloir bien signifier de ma part au comité, qu’avant de toucher à l’argent remis, je veux suppléer au travail, qui selon le contrat me reste à faire, et aux bas-reliefs du piedestal par quelque autre de mes ouvrages qu’on voudra m’indiquer.
J’espère, Monsieur, que vous avez le bonté de me donner sur ce rapport quelque réponse et en attendant j’ai l’honneur de me soussigner.
Rome le 15. Août 1835

Votre serviteurs très-humble
Albert Thorvaldsen

Dette brev, der er signeret med Thorvaldsens egen hånd, fandtes indtil 1848 i københavnsk privateje, men stammer utvivlsomt fra Thorvaldsens brevarkiv. Thiele har jo også kendt det og aftrykt dele af det i sin bog. Muligvis er det en genpart af det originale brev, der måtte formodes afsendt til adressaten. Luninski, der citerer brevet efter Thiele, er åbenbart ikke stødt på originalen i arkivalierne vedrørende mindesmærket i Polen. Hvis det virkelig er blevet afsendt, er det muligvis indgået i de papirer, der drejer sig om den afregning med alle kreditorer, der fulgte efter det kejserlige magtbud af 28. september 1834.

I hvert tilfælde må det i brevet indeholdte tilbud ses som udtryk for Thorvaldsens gode vilje i denne sag, som Luninski synes lidt for tilbøjelig til at tvivle om. I virkeligheden er der ikke, når man sammenligner med Thorvaldsens øvrige værkers historie, noget mærkeligt i, at en så stor og vanskelig opgave, der oven i købet blev til på en højdramatisk baggrund, måtte kræve sin tid. Luninski overvurderer også ganske Thorvaldsens respekt for og hensyntagen til den russiske czar. Thorvaldsen behandlede denne verdens store med samme naturlige værdighed som alle sine andre kunder og de besøgende i hans værksteder. Der er ingen underdanighed at spore hos denne virkelig fribårne mand. Tværtimod kan man sige, at alle, uden persons anseelse, måtte bøje sig for Thorvaldsens af kunstneriske grunde dikterede tøven. Derfor måtte Ludwig af Bayern vente i årevis på sin Adonis, og hans søster hertuginden af Leuchtenberg lige så længe på sin mands monument, hvis tilblivelseshistorie var om muligt endnu mere kompliceret end Poniatowskis, og den stakkels Thomas Hope i hele 25 år på sin Jason; og i alle de nævnte tilfælde var der dog ikke tale om »politiske vanskeligheder«.

At reliefferne ikke blev til virkelighed, er ikke Thorvaldsens skyld. Oven i købet tilbød han nu at give andre værker som erstatning. Selvom dette tilbud åbenbart ikke blev modtaget – måske har man mundtlig betydet ham, at komitéen ikke mere kunne træffe dispositioner i denne sag -, kunne han med god samvittighed hæve den sidste rate på de 4000 scudi, der tilkom ham, når statuen var støbt. Forøvrigt var betalingen for reliefferne, som det vil fremgå af kontrakten 1818-19, ikke includeret i de 12.000 scudi, der skulle være Thorvaldsens honorar. Thorvaldsen lod dengang indføje, at reliefferne skulle være hans bidrag til det ædle formål.

Vi kan ikke spore noget svar på Thorvaldsens brev til Pafzowski, men i hvert tilfælde meddeler Luninski, at Thorvaldsen ved kvittering af den 29. oktober 1835 bekræftede over for komitéens sekretær, Dominik Paszkowski, at han gennem Torlonia havde modtaget de 4000 scudi.

Statuen skrinlægges, genfindes og nyopstilles 1840

Det var Polens besejrer, fyrst Iwan Paskiewicz, der som kejserlig statholder gav ordre til, at Poniatowski-statuen skulle skilles ad og i ti kasser transporteres ad Weichselfloden til Modlin i februar 1836. Der blev kasserne stillet ned i fæstningens kældre og glemt. I begyndelsen af 1840 kom de forskellige bestanddele af bronzestatuen atter frem for dagens lys, da nogle unge ingeniørofficerer stødte på dem ved en gennemgang af lagrene og i den tro, at det drejede sig om en statue af den sidste polske konge Stanislaw August, satte den sammen og stillede den op på en af bastionerne til ære for czar Nikolaj, der netop samme år aflagde besøg på fæstningen.

Intet kunne imidlertid glæde czaren mindre end synet af denne statue. Næppe havde han kastet et blik på den, før hans lakoniske ordre lød: »Slå den sønder og sammen!«

Da skete det overraskende, at fyrst Paskiewicz gik i forbøn for kunstværket, hvorfor czaren på stedet skænkede statuen til ham og erklærede, at han kunne føre den, hvorhen han ville. Dette nye magtbud blev således Poniatowski-monumentets redning. Paskiewicz førte statuen til Rusland, hvor han lod den opstille i parken til sit gods i Homel, i gouvernementet Mohilev, omgivet af kanoner, der var erobret under kampene mod tyrkerne i 1829.

Poniatowski-statuen, opstillet på godset Homel, foto 1893
Poniatowski-statuen i parken på fyrst Ivan Paskiewicz’ (1782-1856) palæ ved Homel / Gomel / Homyel (i det nuværende Hviderusland), foto 1893

Poniatowski-statuen, opstillet på godset Homel
Poniatowski-statuen, opstillet på Paskiewicz-godset ved Homel, D1851

Endnu i Thorvaldsens levetid verserede allehånde rygter om monumentets skæbne, men ingen af dem gav den rigtige forklaring. Først i 1850 publiceredes i det engelske blad Atheneum sagens rette sammenhæng. Når det er blevet sagt, at statuen var »omskabt til en St. Georg«, synes dette efter fotografier af statuen i Homel at dømme ikke at være rigtigt. Noget andet er, at den om antike ryttere mindende helt kan være blevet opfattet af befolkningen i disse egne som værende en St. Georg. I 1893 sendte general Paskiewicz’s søn, den daværende fyrst Paskiewicz, Thorvaldsens Museum et stort fotografi af Poniatowskistatuen, som den tog sig ud i parken i Homel. Samtidig fortalte han, hvordan hans fader havde fået den af czar Nikolaj, og at opstillingen var foretaget i 1846.

Statuen genopstilles i Warszawa 1923

Poniatowski, Warszawa 1923
Thorvaldsens statue af fyrst Jozef Poniatowski under opstilling på den saksiske plads i Warszawa april 1923 efter dens tilbagekomst til Polen.

Resten af Poniatowski-monumentets historie tilhører vort århundrede. Efter første verdenskrig og den korte polsk-russiske krig, udleveredes i overensstemmelse med fredstraktaten i Riga 1921 Poniatowski-statuen til Polen. Som et symbol på Polens genvundne selvstændighed kunne monumentet da endelig rejses i Warszawa på pladsen foran det saksiske palæ i løbet af april måned 1923. På Polens grundlovsdag, den 3. mai 1923, fandt den højtidelige afsløring sted i overværelse af repræsentanter for regeringen, kirken, hæren og diplomatiet. Særlige indbudte var marskal Foch og fra Danmark formanden for Thorvaldsens Museum’s bestyrelse, overpræsident J. Jensen, borgmester, dr. phil. Ernst Kaper og museets direktør Th. Oppermann. De tre danske gæster nedlagde efter afsløringen en stor laurbærkrans med bånd i de danske farver, hvorpå stod »Fra Thorvaldsens fødeby«, ved monumentets fod.

Opstilling af Poniatowski-statuen, Warszawa 1923   Opstilling af Poniatowski-statuen, Warszawa 1923

Fra afsløringen af Poniatowski-statuen på den saksiske plads i Warszawa den 3. maj 1923.

Poniatowski, afsløringen Warszawa 1923
På talerstolen står fyrst Czartoryski, en sønnesøn af fyrst Adam Czartoryski, der tog initiativet til rejsning af Poniatowski-monumentet. På tribunen til venstre for den sidder (set fra venstre) marskal Jozef Pilsudski, den franske marskal Foch, der var indbudt til Polen i anledning af festligheden, den polske præsident St. Wojciechowski og ministerpræsident Sikorski.
  Poniatowski afsløringen, Warszawa 1923
Et udsnit af den indbudte tilhørerskare, bl.a. kardinaler og gesandter.
Poniatowski, afsløringen Warszawa 1923
Polsk rytteri ved den militærparade, der fandt sted til ære for marskal Foch efter afsløringen af statuen.
  Poniatowski, afsløringen Warszawa 1923
Københavns officielle repræsentanter efter kransnedlæggelsen, fra venstre borgmester, dr. phil. Ernst Kaper, museumsdirektør Th. Oppermann fra Thorvaldsens Museum og (til højre for soldaten, uden hat) overpræsident J. Jensen, der dengang var formand for museets bestyrelse.

Alle stridigheder om rytterens lighed med fyrst Poniatowski, om hans påklædning og statuens hele komposition var nu kommet på så lang afstand, at alle kunne samles i glæde over, at dette for den polske nation så betydningsfulde monument endelig var kommet på sin rette plads. Den almindelige vurdering af monumentet som kunstværk gav dr. Georges de Kieszkowski udtryk for i de ord, hvormed han sluttede sin artikel om rytterstatuen i Revue de l’art ancien et moderne, Paris 1923:

C’est évidemment le monument de Marc Aurèle qui a inspiré Thorwaldsen, mais son oeuvre n’est nullement une copie et doit être considérée comme un des chefsd’oeuvre de la statuaire de son époque et comme un des monuments les plus réussis dans toute l’ouevre de ce maître.

Statuen sprænges i luften af nazisterne 1944

Da den anden verdenskrig udbrød d. 1. september 1939, og bomberne i den følgende tid regnede ned over Warszawa, kom Poniatowski-statuen atter i farezonen. Dog slap den uskadt i denne omgang. Man ser den stå intakt på billedet af den første parade, tyskerne holdt på Pilsudskipladsen den 5. oktober 1939 efter deres indtog i Warszawa.

Tysk troppeparade, Warszawa 5.10.1939
Tyskerne holder parade på Pilsudski-pladsen (indtil 1926 den saksiske plads)
den 5. oktober 1939 efter indtagelsen af Warszawa.
På den hvide hest holder den tyske general von Cochenhausen.


Som ved et mirakel overlevede statuen også de frygtelige sprængninger, der fulgte efter den polske opstand i august 1944, og som jævnede det meste af byen med jorden. Så sent som i november 1944 så den danske krigskorrespondent Henrik Ringsted statuen knejse over ruinerne på Pilsudskipladsen, som nu af tyskerne var døbt om til »Adolf Hitler Platz.« »Det er den eneste nogenlunde uskadte Statue, jeg har set i Warszawa – alt, hvad der er sket, er, at Fyrstens Hest er blevet gennemhullet på tre Steder af Maskingeværkugler«, skrev Ringsted i en kronik i »Politiken« d. 16. november 1944.

Nøjagtig en måned efter, den 16. december 1944, lod den tyske kommandant Poniatowski-monumentet sprænge i luften, umiddelbart før de tyske tropper forlod Warszawa. En hestehov og en hånd blev senere fundet under oprydningen. Det var alt, hvad der var tilbage af Thorvaldsens prægtige værk.

Ny afstøbning og genopstilling 1952

Kort efter krigens afslutning i 1945 rejstes samtidig i Polen og Danmark ønsket om at se Thorvaldsens Poniatowski-monument genopstå. En polsk henvendelse til det danske gesandtskab i Warszawa fulgtes af den danske stats og Københavns kommunes beslutning om i forening at ville skænke Warszawa et nyt bronzeeksemplar af rytterstatuen. 1 løbet af perioden maj-december 1947 blev der taget en gipsafstøbning over originalmodellen i Thorvaldsen Museum, og ved hjælp af denne udførte bronzestøber Poul Lauritz Rasmussen (Lauritz Rasmussens kgl. Hof. Broncestøberi) i tiden fra foråret 1948 til maj 1951 den ny bronzestatue, der den 5. december 1951 kunne afsendes til Polen. Fra polsk side havde man ønsket selv at levere bronzen til statuen, men da materialet i 1947 ankom fra Polen, fandt man det ikke velegnet til formålet, hvorfor man da i stedet anvendte andet materiale med den her i landet foretrukne legering.

Józef Poniatowski Józef Poniatowski

Kunstgipser Poul Ferdinandsens folk tager form over Thorvaldsens originalmodel af Poniatowski-statuen i forhallen på Thorvaldsens Museum maj-juni 1947.

Józef Poniatowski i broncestøber Rasmussens gård på Nørrebro 1951
Den nystøbte rytterstatue af fyrst Poniatowski, gave fra den danske stat og Københavns kommune til Warszawa, fotograferet i kgl. hofbroncestøber Lauritz Rasmussens gård i Rådmandsgade i København juni 1951.

For tredie gang er statuen af Jozef Poniatowski vendt tilbage til Warszawa. Den pragtfulde baggrund, som det saksiske palæ med sin kolonnade og parken bagved dannede for monumentet før krigen, eksisterer ikke mere. I stedet har polakkerne valgt at opstille statuen i Lazienki-parken, rammen om kong Stanislaw Augusts skønne sommerslot, der også blev ødelagt af tyskerne, men som allerede nu fremtræder genopbygget og restaureret i sin gamle skikkelse. Statuen har fået plads foran orangeriet, hvor i sin tid Stanislaw Augusts hofteater var indrettet. Stedet er ikke uden minder om Poniatowski, der færdedes her som barn og ung mand, og som senere i en årrække boede i det lille jagtslot i parken.

Opstilling af Poniatowski-statuen, Warszawa 1952
Fra afsløringen af Poniatowski-statuen i Lazienki-parken i Warszawa den 23. februar 1952. Forsamlingen ved afslørings-højtideligheden, efter at dækket er faldet.


Poniatowski-statuen blev i januar 1952 monteret på en ca. 5 m høj sokkel, tegnet af ingeniør-arkitekt Zygmunt Stypinski fra Warszawa’s byplan-kontor. Monteringen skete i overværelse af bronzestøber Rasmussen og hans medarbejdere, der straks efter opstillingen gik i gang med at pånitte mandsfigurens hoved og højre arm, som ikke havde kunnet monteres hjemmefra af hensyn til transporten i jernbanevogn. Den 27. januar 1952 var statuen færdigopstillet.

Jerzy Albrecht taler ved opstillingen af Poniatowski-statuen, Warszawa 1952
Præsident for Warszawa by Jerzy Albrecht holder tale.
Foran ham den polske radios mikrofoner.
Flemming Hvidberg taler ved opstilling af Poniatowski-statuen, Warszawa 1952
Undervisningsminister, dr. theologiæ Flemming Hvidberg holder tale.


Afsløringen af Poniatowski-monumentet fandt sted den 23. februar kl. 12. Umiddelbart forinden havde undervisningsminister, dr. theol. Flemming Hvidberg, der tillige med overborgmester H.P. Sørensen og direktør Sigurd Schultz, Thorvaldsens Museum, var Polens gæster, overrakt præsidenten for Warszawas bystyre, Jerzy Albrecht, et gavebrev, hvorved overdragelsen af statuen bekræftedes. Til stede ved højtideligheden i Lazienki-parken var foruden de danske gæster den polske undervisningsminister Witold Jarosinski, præsident Albrecht, den polske gesandt i Danmark dr. med. Kelles-Krauz, den danske chargé d’affaires Juel Jensen, den danske konsul i Danzig C.O. Thorbjørnsen og en række polske embedsmænd. Undervisningsminister Hvidberg indledte højtideligheden med i en tale på fransk at overdrage byen Warszawa det nye bronzeeksemplar af Thorvaldsens Poniatowski-monument. Derefter svarede præsident Albrecht på polsk. Begge taler, dr. Hvidbergs tillige i polsk oversættelse, blev direkte udsendt i radioen til det polske folk.

Poniatowski indvies Warszawa 1952
Fra venstre ses den polske undervisningsminister Witold Jarosinski, præsident for Warszawa by Jerzy Albrecht, overborgmester i København H.P. Sørensen, den polske gesandt i København, dr. med. Kelles-Krauz, fru Juel Jensen, den danske chargé d’affaires i Warszawa P. Juel Jensen, redaktør Poul Hammerich (»Politiken«) (uden hat).

Opstilling af Poniatowski-statuen, Warszawa 1952
Fra venstre ses direktør for Thorvaldsens Museum Sigurd Schultz, den polske gesandt i Danmark Stanislaw Kelles-Kranz, undervisningsminister Flemming Hvidberg, dansk chargé d’affaire i Warszawa P. Juel Jensen, overborgmester i København H.P. Sørensen.


Da præsident Albrecht havde endt sin tale, klippede han snoren, der holdt dækkenet sammen, over, så det i to halvdele gled ned til hver side og afslørede statuen under de tilstedeværendes klapsalver. Nu trådte overborgmester H. P. Sørensen frem til statuen og lagde en laurbærkrans fra Københavns Kommunalbestyrelse ved soklens fod. Derefter fulgte Warszawas vicepræsident med en kæmpemæssig krans, bundet af mørkerøde blomster.

Poniatowski, indvies Warszawa 1952
Overborgmester H.P. Sørensen nedlægger krans fra København ved afsløringen i Lazienki-parken i Warszawa den 23. februar 1952.


På en plade anbragt på den ene side af soklen, står følgende indskrift at læse:

ODLEW TEN OFIAROWANY ZOSTAL WARSZAWIE PRZEZ KOPENHAGE, STOLICE DANII – OJCZYZNY THORVALDSENA, TWORCY POMNIKA – W MIEJSCE ZNISZCZONEGO PRZEZ BARBARZYNCOW HITLEROWSKICH ORYGINALU
(Denne statue er skænket Warszawa af København, hovedstaden i Danmark
Thorvaldsens, dette monuments skabers fædreland
- i stedet for den original, der blev ødelagt af de Hitlerske barbarer).


Opstilling af Poniatowski-statuen, Warszawa 1952
Lazienki-parken, Warszawa 23. februar 1952.
Ved soklens fod ses fra venstre byen Warszawas krans og byen Københavns krans.

Note

Hovedkilden til Poniatowski-Monumentets historie er breve vekslede mellem Thorvaldsen og komitéen, samt kontrakterne. Størstedelen af dette materiale findes publiceret her i Arkivet. En del concepter til Thorvaldsens breve til komitéen må søges i P.O. Brøndsteds brevbog, Det kgl. Bibliotek (Ny kgl. samlinger, fol. no. 1578 l-II) og i J.M. Thieles excerpter (Thorvaldsens Museum). Disse arkivalier er benyttede og delvis publicerede af Just Mathias Thiele i Thorvaldsens biographi, I-IV, 1851-56. Ernest Luninski har i sin bog om Poniatowski-statuens historie: O Pomniku Ksiecia Jó zefa i Thorvaldsenie, Warszawa 1923 (maskinskreven dansk oversættelse i Thorvaldsens Museum), suppleret materialet i Thorvaldsens Museum med aktstykker vedr. mindesmærket i Videnskabernes Selskabs arkiv i Kraków, Selskabet af Videnskabernes Venner i Warszawa og familien Czartoryskis arkiv i Kraków. Ernest Luninski har endvidere givet en oversigt over monumentets historie i en artikel, betitlet »Thorvaldsens Poniatowski-monument och Polen« i »Polonica«, Stockholm 1917, s. 195-221. Denne fremstilling afviger på enkelte punkter fra den langt grundigere behandling i bogen fra 1923.

Referencer

  • Simon Askenazy: Fürst Joseph Poniatowski 1763-1813, Gotha 1912.
  • Piotr Bieganski: Palac Staszica, Warszawa 1951.
  • Victor Freund: Hermann Ernst Freunds Levned, København 1885.
  • Hjalmar Friis: Rytterstatuens historie i Europa, København 1933.
  • G. de Kieszkowski: ‘La statue équestre du prince Joseph Poniatowski par Thorvaldsen’, in: Revue de l’art ancien et moderne XLIII, 1923.
  • Ernest Luninski: Napoléon, Warszawa u. å. (polsk og fransk tekst).
  • Ernest Luninski ‘Thorvaldsens Poniatowski-monument och Polen’, in: Polonica, Stockholm 1917, s. 195-221.
  • Ernest Luninski: O Pomniku Ksiecia Jó zefa i Thorvaldsenie, Warszawa 1923 (maskinskreven dansk oversættelse i Thorvaldsens Museum).
  • Th. Oppermann: Thorvaldsen, vol. I-III, København 1924-1930.
  • Mémoires de la Ctesse Potocka, publiés par Casimir Stryienski, Paris 1897.
  • V. Thorlacius-Ussing: ‘Kunsthistorie eller Hippologi’, in:Tilskueren, 1933, p. 378ff.
  • L. von Urlichs: Thorwaldsen in Rom. Aus Wagners Papieren, Zwanzigstes Programm zur Stiftungsfeier des von Wagner’schen Kunstinstituts für 1887, Würzburg 1887.

Sidst opdateret 20.09.2015