Arkivet, Thorvaldsens Museum

Om årsagen til Thorvaldsens død

Lægestrid

Thorvaldsen døde den 24.3.1844, da han sank sammen på sin plads i Det Kongelige Teater under 1. sats af den tyske komponist Ferdinand Ries’ (1784-1838) 6. symfoni. Satsen blev spillet som ouverture til den østrigske dramatiker Friedrich Halms (1806-1871) teaterstykke Griseldis (1834), der samme aften havde dansk premiere.
Umiddelbart efter Thorvaldsens død opstod der en polemik om den lægelige behandling af ham. Han blev i sine senere år tilset af flere læger og spurgte endnu flere til råds. Polemikken efter hans død havde dog to læger i hovedrollerne. Den ene, etatsråd Ole Bang opfattede vistnok sig selv som billedhuggerens faste huslæge; den anden, Johan Peter Jacobsen blev Thorvaldsen mere eller mindre frivilligt pånødet af dronning Caroline Amalie. De to læger var ikke enige om behandlingen og kommunikerede øjensynlig ikke med hinanden. Og på et tidspunkt skældte Bang endda Thorvaldsen ud for også at lade sig behandle af Jacobsen. Uoverensstemmelserne mellem lægerne skyldtes i nogen grad Thorvaldsen selv, der ifølge baronesse Stampe ikke betragtede nogen af dem som sin faste læge: “Gud veed, hvad han [Bang] er vreed for, den Ene er jo ikke mere min Læge end den Anden; jeg har aldrig ladet ham kalde…”.
Striden efter hans død stod om en såkaldt fontanelle, dvs. et lægeligt fremkaldt sår på Thorvaldsens højre skinneben. Man anlagde før i tiden en fontanelle i den tro, at afsondring af væsker og materie fra såret kunne lindre patientens tilstand eller ligefrem gøre ham rask. Dagen efter Thorvaldsens død blev den ene af hans læger, Jacobsen i dagbladet Fædrelandet indirekte beskyldt for muligvis at have forårsaget Thorvaldsens pludselige død ved at have lukket den ene af hans to fontaneller – han havde én på hvert ben.
Fædrelandet skrev den 25.3.1844: “Som bekjendt har Thorvaldsen i Løbet af denne Vinter lidt af en Svaghed i Benene, som ældre Mænd ofte hjemsøges af. Hans Læge var Etatsraad Bang, der tillige var knyttet til ham ved et nøie Venskabsforhold; men Hds. M. Dronningen sendte ham Regimentschirurg Jacobsen, som skulde curere ham, og som paatog sig det Vovestykke, at lukke en Fontenelle, Thorvaldsen i en lang Række af Aaar havde haft i Benet. Det kan ikke tilkomme os at have nogen Dom over en Foranstaltning, som vi vide, at i det mindste Bang har erklæret for høist betænkelig.”
Jacobsen svarede opbragt på kritikken to dage efter 27.3.1844 i Fædrelandet, at begge fontaneller ved billedhuggerens død var åbne sådan, som det også fremgår af den obduktion, som blev foretaget 26.3.1844, se rapporten over Thorvaldsens obduktion. Jacobsen tilføjede, at Bang ville kunne berigtige hans ord og afkræfte det onde rygte. Men Bang følte sig ikke kaldet til at rykke ud med noget forsvar for sin kollega, og han udtalte sig ikke offentligt på skrift om sagen siden hen.
Jacobsen fortalte da heller ikke direkte i sin artikel i Fædrelandet, at han i forbindelse med behandling af et andet sår på højre ben faktisk havde lukket den ene af de to fontaneller, som Bang havde anlagt, og at Bang derefter havde åbnet den lukkede fontanelle igen. Dette fremgår af de erindringer, som Thorvaldsens kammertjener senere udgav. Og baronesse Stampe beretter, at fontanellen på Thorvaldsens ene ben flere gange blev åbnet og lukket.
Efter Jacobsens indlæg i Fædrelandet fulgte en meget skarp debat i Ugeskrift for Læger. I et anonymt indlæg signeret L.U., formodentlig forfattet af lægen Ludvig Uldall, blev anklagen mod Jacobsen gentaget: “Danmark har mistet Thorvaldsen, men mistet ham ikke ved Naturens urokkelige Orden, men ved et experimenterende Vovestykke af hans Læge!”. Jacobsens svigtende kommunikation med Bang blev også kraftigt kritiseret. Hans angivelige mangel på kollegial hensyntagen synes at have været den egentlige årsag til kritikken.

Dødsårsagen

Hvorom alting er, så er det sandsynligt, at anklagen om fejlbehandling mod Jacobsen ikke havde noget på sig. Selvom obduktionsrapporten ikke nævner dødsårsagen direkte, så findes den sandsynlige dødsårsag antagelig omtalt, hvor rapporten skriver: “…den forreste [af hjertets kranspulsårer] viste fra 1 Tomme nedenfor sit Udspring indtil sin Deling flere atheromatøse [dvs. forkalkede] Partier, af hvilke ét temmelig betydeligt var ulcereret [læderet] og den atheromatøse Masse udgydt i Arteriens Huulhed.”
Disse iagttagelser tyder på, at forløbet ifølge læge Kristian Kofoed, januar 2007, kan have været således: En af kalk/kolesterol-pladerne i Thorvaldsens forreste kranspulsåre bristede og udtømte sit indhold, der forårsagede tilstopning af karret. Tilstopningen blev hurtigt yderligere forværret ved, at blodet størknede (koagulerede), da det mødte såret i karvæggen, efterladt af den bristede kalk/kolesterolplade. Dette resulterede i, at hele hjertet mistede sin blodforsyning, hvilket minutter efter fremkaldte hjertestop. Havde proppen siddet mere perifert i den forreste kranspulsåre, havde den sikkert ikke resulteret i et decideret hjertestop.
Secher, op. cit., p. 155, 159 og Ravn, op. cit., p. 12 fastslår det samme, nemlig at dødsårsagen var koronartrombose, dvs. blodprop i hjertet, og at Thorvaldsen i øvrigt led af angina pectoris, dvs. hjertekrampe.
Thiele IV, p. 239 skriver også kort, at døden antagelig var “udgaaet fra en organisk Feil ved Hjertet, en Forhærdelse, som formodentlig i hen ved tredive Aar havde brudt paa hans ellers stærke Legeme…” Det samme gentages af Wilckens, som citerer Thorvaldsen for at gentage en advarsel en italiensk læge havde givet ham allerede år forinden: “Det Bryst bliver min Død”.
At Thorvaldsens død skyldtes et hjertestop fremgår som nævnt ikke eksplicit af obduktionsrapporten, men i det ret så udførlige referat heraf allerede den 27.3.1844 i Fædrelandet og dagen efter i Berlingske Tidende. Dagbladet Kjøbenhavnsposten skriver kort det samme 27.3.1844: “…den med Thorvaldsens Liig foretagne Obduction skal have viist, at den nærmeste Aarsag til hans Død har været en organisk Sygdom i Hjertet.” Skønt lægestriden ikke var glemt lige med det samme, se fx Mygind, op. cit., blev rygtet om Jacobsens muligt fatale behandling altså hurtigt manet i jorden. Det skal dog også nævnes, at Jacobsen i modsætning til Bang deltog i obduktionen af billedhuggerens lig.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor Thorvaldsen blev obduceret. Antagelig har hans berømmelse været en tilstrækkelig bevæggrund, men det er også muligt, at beslutningen blev truffet for at be- eller afkræfte, om påstanden om fejlbehandling havde noget på sig.

Efterspil

Sagen fik et muntert efterspil: I tidsskriftet Corsaren blev polemikken inddraget i en satirisk parafrase af forfatteren Fr. Paludan-Müllers nyudgivne værk Tithon, Et Dramatisk Digt (1844). I Corsarens femte og sidste akt af parafrasen opholder den trojanske prins Tithon sig hos gudinden Aurora. Han har fået en udødelighedsdrik, men er nu blevet træt af livet og ønsker at dø. Stykkets slutreplikker lyder:

“Tithon: Saa lad en ordenlig Læge blive hentet.
Aurora: Her er en dygtig Læge, Dronningens egen Livlæge.
Tithon (til Overlæge Jacobsen): Kan du dræbe en Udødelig?
Overlæge Jacobsen: Det skulde jeg mene. (Han læger to Fonteneller paa Tithons Been, og Tithon døer).
Tithon: Adieu!”

I Corsaren året efter kunne man i ‘Tilbageblik paa 1844’ læse: “Thorwaldsen døer – Bang og Jacobsen slaaes om, hvem af dem der skal have Æren for at have givet Thorwaldsen Medicin, indtil han døde – ††† –”

Referencer

  • Anon.: ‘Nachträgliches über Thorwaldsens Behandlung’, in: Algemeine Zeitung, 30.4.1844 Augsburg, p. 967-968.
  • Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, 28.3.1844.
  • M. Goldschmidt (ed.): Corsaren nr. 190, 3.5.1844, p. 6.
  • M. Goldschmidt (ed.): Corsaren nr. 226, 17.1.1845, p. 8 (‘Tilbageblik paa 1844’, gentaget i nr. 227).
  • C. Ploug (ed.): Fædrelandet, 25.3.1844, sp. 12319.
  • C. Ploug (ed.): Fædrelandet, 27.3.1844, sp. 12338 (referat af obduktionen).
  • [J.P.] Jacobsen: ‘Om Thorvaldsens Sygdom’, in: Fædrelandet, 27.3.1844, sp. 12339-12340 (indlægget dateret 25.3.1844).
  • J.P. Jacobsen: [Ubetitlet replik], in: Ugeskrift for Læger, bind X, nr. 16-17, 27.4.1844, p. 267-271 (dateret 19.4.1844).
  • Bjarne Jørnæs: Billedhuggeren Bertel Thorvaldsens liv og værk, København 1993, p. 246.
  • J. Davidsen (ed.): Kjøbenhavnsposten, 27.3.1844, p. 297 (referat af obduktionen).
  • Holger Mygind: ‘Thorvaldsen og Lægerne’, in: Dannebrog, 16.5.1910 (genoptryk af Ugeskrift for Læger, 24.3.1910).
  • Axel Ravn: ‘Thorvaldsens Død og Bisættelse’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, udgivne i Hundredaaret for Thorvaldsens Død, 1944, p. 7-38.
  • Claudius Rosenhoff (ed.): Den Frisindede, 10. Aarg., nr. 36, 28.3.1844, p. 142.
  • Claudius Rosenhoff (ed.): Den Frisindede, 10. Aarg., nr. 37, 30.3.1844, p. 148 (kort referat af obduktionen).
  • Ole Secher: ‘Om Bertel Thorvaldsens sygdom og død’, in: Medicinsk Forum, 27. årg., nr. 5, 1974, p. 154-164.
  • Morten A. Skydsgaard: Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin, Århus 2006, p. 38-39.
  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, p. 51-52, 215, 236-238.
  • Thiele IV, p. 239.
  • [Anon.]: ‘Uddrag af Philiatriens Forhandlinger; Mødet den 26de Marts’, in: Ugeskrift for Læger, bind X, nr. 14-15, 13.4.1844, p. 215-218 (den trykte udgave af obduktionsrapporten).
  • L.[udvig] U.[ldall]: ‘Overlæge, Ridder Jacobsen som Thorvaldsens Læge’, in: Ugeskrift for Læger, bind X, nr. 14-15, 13.4.1844, p. 235-240.
  • L.[udvig] U.[ldall]: ‘Overlæge, Ridder Jacobsen som Thorvaldsens Læge. II’, in: Ugeskrift for Læger, bind X, nr. 18, 4.5.1844, p. 281-288.
  • Carl Frederik Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874 (genudgivet som C.F. Wilckens: Thorvaldsens sidste år, København 1973).

Sidst opdateret 22.12.2015