Arkivet, Thorvaldsens Museum

Med den skarpe pen – Holger Drachmann og Eckersbergskolen

Holger Drachmanns kunstkritik

Det var i de dage, da det diffuse begreb “guldalderkunsten” endnu ikke var opstået. Man opfattede Eckersbergs kunst uden nostalgi, men ikke uden præcision. Hukommelsen for Frederik VI’s censurerende regeringstid var endnu så levende, at intet menneske ville drømme om, at den skulle være identisk med “de gode gamle dage”.

En anmeldelse af Julius Lange af Eckersberg-udstillingen i Kunstforeningen i 1871 viser, at datidens kunstpublikum forholdt sig overmåde nøgternt: “Den Udstilling af Eckersbergs Arbejder, hvormed Kunstforeningen har indviet sit smukke nye Lokale i det forrige Classenske Bibliothek i Amaliegade, havde sin Skjæbne og sit Publikum forud givet. Om nogen stærk Tilstrømning kunde der ikke være Tale ved Noget, som saa lidet havde Nyhedens Interesse; men Antallet af dem, som i deres yngre Aar have seet op til Eckersbergs Kunst som det Ypperligste, den danske Malerkunst præsterede, eller af dem, som overhovedet forstaae at vurdere Malerkunstens Værker, selv om de fremtræde i en noget gammeldags Stil, er heller ikke saa ringe, at Lokalet har staaet tomt; og alle Besøgende have uden Tvivl forladt Udstillingen med Tak for den Fornøjelse at have seet nogle fortræffelige Malerier i et fortræffeligt Lys, og for adskillig stille, men fuld og ubeskaaren Glæde.”

Da dette blev skrevet, havde den unge maler Holger Drachmann netop forladt Akademiets forberedelsesklasse uden at fuldende sin uddannelse hos de kunstnere, der forvaltede arven fra Eckersberg. Holger Drachmann var født i 1846, syv år før Eckersbergs død, og han kom på Kunstakademiet i 1866. Da han forlod det i 1870, havde han haft rig lejlighed til at studere og vurdere den kunstretning, der var det officielle Danmarks, og han havde samtidig tilegnet sig den håndværkskunnen, der giver hans kunstkritik dybde.

Holger Drachmann uddannede sig inden for en af malerkunstens lavere klasser, marinemaleriet, og han kom i 1867 på studierejser til Skotland og Middelhavet, i 1870 til London. Han blev en rigtig dygtig marinemaler, og selv om han gradvis nåede frem til beslutningen om, at det var digtekunsten, han måtte dyrke, ses det klart både i hans poesi og hans prosa, at han ser som en maler. Han maler også, når han skriver: I begyndelsen næsten påfaldende tydeligt med anvendelse af fagtermer og et arrangement af natur og personer, der beskrives, som står vi over for et maleri inden for en veldefineret genre. Når han skriver om billedkunst, gør han det med en fagmands kyndighed og en ung malers engagement i sin samtids idealer og forventninger om nybrud.

I Holger Drachmanns kunstkritik kan man derfor spore den uro og oprørsånd, der kom til at føre til bruddet med Akademiet og, senere, til secessionen, grundlæggelsen af Den Frie Udstilling. Han skrev meget: Johannes Ursins bibliografi fra 1956 er på 838 numre; men når det gælder Drachmanns forhold til Eckersberg og hans skole, findes der to særligt væsentlige udgivelser. Den første er regulær kunstkritik: de tre afhandlinger om Det danske Sømaleri, trykt i Nyt dansk Maanedsskrift, 1. bind i 1871, året efter Drachmanns farvel til Kunstakademiet. Årstallet er ikke uvigtigt, idet artiklerne således er skrevet før den danske malerskoles Waterloo på Verdensudstillingen i 1878 og den deraf følgende selvransagelse. I 1887 vender Drachmann tilbage til sine erfaringer fra Akademiet og, i særlig grad, til Wilhelm Marstrand, med kunstnerromanen Med den brede Pensel. Han skjuler virkelighedens nøglefigurer med et let gennemskueligt dække af anonymitet; men samtiden har ikke haft vanskeligt ved at dekode romanen. Her findes også en helt drachmann’sk kunsthistorie gemt. Visse positioner er gjort klarere i perioden mellem Det danske Sømaleri og Med den brede Pensel, og de polemiske udfald er skarpere; men grundholdningen er den samme.

Eckersberg som lærer og kunstner

Den første artikel i serien om Det danske Sømaleri behandler Eckersberg, ikke blot som marinemaler, men som lærer og kunstner i sin tid. Han karakteriserer Eckersberg som “denne samvittighedsfulde, indtil de mindste Detailler kopierende Kunstner, som altid gjengav hvad han saae og ikke Andet … denne Maler, der bestandig henviste til Naturen.”

Det er som lærer, Eckersberg har sin langt overvejende betydning. “Han havde vel gjort en Opdagelse, men han havde ikke den Snillets, Geniets uimodstaaelige Kraft, der løfter en Opdagelse ud af sine Gjænger til en hurtig, overraskende Udvikling under Opdagerens egne Hænder. Han opdrog sine Elever, grundlagde en Skole, men selv blev han til sin Dødsdag uforanderlig staaende ved de Forskrifter, han i sin Ungdom med ziirlig Haand havde foredraget for sine Disciple.”

Drachmanns emne er marinemaleriet, og det er også i søstykkerne, han finder påfaldende mangler i Eckersbergs kunstneriske evner, og han skriver, at der er “over dem Alle udbredt Noget af det Dilettantagtige, som ellers kun pleier at betegne det første Udviklingsaars Vanskeligheder i Penselføring etc. ... Man forundrer sig over, at denne Pensel, der saa bredt og malerisk gjengav den nøgne Figur (see det store Billede paa Christiansborg: “Moses ved Det røde Hav”), kan være saa spids og keitet i Gjengivelsen af Søen.”

Drachmann undrer sig: “Man kan ikke forklare sig, at Eckersberg, hvis Sands for det Fyldige, det Runde i Formerne saa ofte, baade i hans Medlemstykke “Balders Død” og i hans senere, mindre Arbeider, udartede til Overdrivelse, stundom til grov Materialisme, at han kan blive saa tør og nøgtern i Behandlingen af det bløde, bølgende Hav, og man maa betragte det som en mærkelig Modsigelse, at han, der saavel i Kjødfarve som i sine arkitektoniske Ting er saa let, frisk og varm, at han i Søen kan blive saa eensfarvet blaalig, saa underlig tung ... ”.

Den kølighed hos publikum, som Julius Lange beskriver i sin anmeldelse af Eckersbergudstillingen samme år, omtaler Drachmann således: “Den nuværende Generation er som oftest tilbøielig til at kalde hans Billeder kjedelige, og den nuværende Generation i sin Heelhed har forsaavidt Ret, som man ad en Omvei maa søge det Smukke i dem. Det seer ud, som om Billederne vare teknisk fuldendte, men paa den anden Side savne de netop al Teknik: det vil sige, Penslen har med en Jernflid fulgt efter hver ubetydelig Gjenstand, der har afspeilet sig i Malerens Øie, men den har gjort det slavisk og tørt, aldrig er den sprunget til Siden, Intetsteds er Fingeren traadt i dens Sted, det Nære og det Fjerne har faaet samme Behandling, Billederne ere Fotografier og dog ikke saa nøiagtige som Fotografier.”

Korvetten Najaden, som i Sundet venter fregatten Bellona.
Fig. 1. C. W. Eckersberg: Najaden, som i Sundet venter fregatten Bellona. Ca. 1834. Olie på lærred. 48×55,5 cm. Nivaagaard Malerisamling.

Realismens romantiker

Det er kras kritik; men Drachmann har mere på hjerte, et opgør med Eckersberg som perspektivens mester, som senere gentages og tilspidses i indledningen til hans anden artikel om Det danske Sømaleri: “Ikke desto mindre er den herskende Mening nutildags snarere tilbøielig til uden Raisonnement at overvurdere Eckersbergs Fortjenester end til gjennem Paapege Isen af hans Mangler at vise de Yngre den Vei, de skulle slaae ind paa for rettest at komme til Maalet. Man taler bestandig om en Mængde Fortrin ved Eckersberg, og man beklager Savnet af dem hos hans Efterfølgere. Men man kritiserer aldrig disse hans Fortrin, skjøndt man ellers i vor Tid ikke er sparsom med sin Kritik. Saaledes hører man bestandig Eckersbergs fortrinlige Anvendelse af Perspektiven fremhævet, og ganske vist ere overalt de strengeste Regler for Perspektiven fulgte; men bagved Reglen har der rigtignok ikke staaet noget Geni som Dubbeis, der neppe har taget i Betænkning at bryde med Reglen, naar Aanden i Billedet fordrede det.”

Men tiden var heller ikke befordrende: “Der er en egen Aand ved de Eckersbergske Sømalerier, som levende minder om Aanden i den Tid, i hvilken de bleve skabte. Der er vel Ingen, selv ikke den ivrigste stokmilitære Forfægter af den Tids Herligheder, som for Alvor vil paastaae, at der var Poesi ved Frederik den Sjettes Tid.”

Herman Bang kaldte i 1879 Drachmann en realismens romantiker, og det kommer frem i kritikken af Eckersberg, hvor Drachmann fremhæver “hans Mangel paa malerisk Sands og hans Mangel paa Poesi overalt, hvor ikke netop Poesien findes som latent i Stoffet selv, den af Naturen tagne Kopi. Som streng Naturalist malede han Alt, hvad der kom indenfor den bestemte Vinkel af Synskredsen, han eengang havde valgt; men som en daarlig Vælger vragede han ikke i sit Valg, – derfor ere mange af disse i flere Henseender formfulde, fiintfølte Billeder nu kun at betragte som ret kurieuse historiske Mærkværdigheder ... ”.

Som maler forholder Drachmann sig i den anden artikel om marinemaleriet, når han analyserer Eckersbergs forhold til lufttoner og lys: “Han fulgte blindthen Bogstaven, derfor svigtede ogsaa Aanden i Billederne ham. Linear- og Skyggeperspektiven, det Skolemæssige, det, der kan læres, kjendte og anvendte han. Luftperspektiven, det, der maa haves paa Følelsen, det, der lægger Aandrighed i det Fortalte og fremkalder Stemningen, havde han ikke. I Naturen lægger Lufttonen, Lyset, sig altid afdæmpende, tilslørende imellem Beskueren og den eller de Gjenstande, han vil betragte, og denne Lufttone er det, Maleren, i ordets rette Forstand, aldrig maa savne i sine Billeder, naar de i det Hele taget skulle have anden Betydning end den blot fotografiske Gjengivelse af Tingene paanært Hold. Denne Farve-, denne Lufttone er det imidlertid, Eckersberg (for hans Søstykkers vedkommende) bestandig savner, og hvor meget man saa end taler om hans “fine” Toner, hans ypperlige Farveskala, vil dog en uhildet Betragtning af hans Arbeider godtgjøre, at det netop er denne Skala, han mangler, idet hans Farver saa at sige først begynde ved den Gjenstand, han særlig vil lægge Vægt paa, og derfra fortsættes indefter i Billedet, hvorved Forskjellen mellem For- og Baggrund i Henseende til den førstes Styrke og den sidstes Afdæmpning betydelig indskrænkes.

Fremdeles, og tildeels som en Følge af det her Anførte, maa det bemærkes, at endskjønt Eckersbergs Skibe altid ere konstruerede efter alle Perspektivens Love, ligge de saa godt som aldrig i deres rette Plan, netop fordi den uendelige Mængde af Enkeltheder bestandig drager dem ud af Planet og nærmer dem Beskuerens Øie. Man løber altid lige paa Skibet, eller Skibet løber altid lige paa En, selv om det ligger en halv Miil inde i Maleriet, og man har ved at see Eckersbergs Søstykker bestandig Indtrykket af, at den gamle Kunstner, som det da ogsaa virkelig var Tilfældet, med Kikkerten for Øiet tegnede og malede sine Studier ude i Naturen.”

Det fremgår af Drachmanns anden artikel om marinemaleriet, at der allerede i 1871 havde dannet sig en definition af den danske kunsts særpræg, der var i overensstemmelse med Emil Hannovers opfattelse af det trohjertet oprindelige, ubestikkeligt sanddru, der skulle være et kendetegn for Eckersberg-eleverne: “… at den nyere danske Malerskole virkelig er i Besiddelse af den Reenhed og ærlige Simpelhed, hvorfor den med Rette roser sig selv, skyldes kun den haardnakkede Kamp, den har ført og endnu bestandig fører mod al falsk Effekt, al Usandhed og Overdrivelse saavel paa sine egne Enemærker som overfor enhver fremmed Indtrængen.”

Her tager Drachmann måske afsæt hos Julius Lange, der i 1869 skrev: “Endelig har Eckersberg en meget stor Andel i den ædle Tradition om indre Sandhed i Kunsten, om en oprigtig og fuld Hengivelse i sin Opgave, som endnu ikke er uddød i vor Kunst.”

Drachmann ser mere kritisk på samtiden: “Der er i Meget af vor bildende Kunst som i Meget af vor Literatur for Øieblikket saa mange Tilløb til “smaa poetiske Stemninger”, at man maa være den Tak skyldig, der løber an paa de store Stemninger, der forsøger at løfte Fantasien udover Hverdagsnovellen, der ikke altid dvæler ved Rugmarken og den skyfrie Sommerhimmel, men som kjækt udfordrer Elementernes Lidenskaber, selv om han tillige løber Fare for at see Resultatet kaldet “et Hav af Oliefarve” (- det er C. F. Sørensen, Drachmann taler om).

Med den brede pensel

Det, der for Drachmann repræsenterede traditionen i dansk kunst, var “den Retning i vor Kunst, der repræsenteres af Navne som Eckersberg, Rørbye, Lundbye og Marstrand”. Det er påfaldende, at Købke næsten ikke omtales ved denne tid, ligesom Constantin Hansens og Jørgen Roeds ungdomsværk heller ikke bliver vurderet efter fortjeneste.

Da Drachmann skrev sin kunstnerroman Med den brede Pensel, havde han selv valgt digtekunsten. Han forsøger igen at give et billede af dansk kunst inden for og uden for Akademiet, og hans egne erindringer giver bogen en dokumentarisk værdi. Wilhelm Marstrand bliver, under navnet “Professoren” en af hovedpersonerne, ved siden af den mislykkede maler, Ivar Feldmann Christensen, “Tegne-Christensen”. På Akademiet står det sådan til, at “Til Kunstens Slaraffenland gik Vejen møjsommelig gennem et Gibsbjærg” og “Paa Akademiets Skole lærte man dengang ikke at male.”

Et Marstrandportræt findes i følgende karakteristik: “Kun naar Ivars Professor fik Skolen, kunde han kradse sig i Nakken og gaa fra Staffeli til Staffeli, medens han paa en lidt irritabel Maade dyppede Penslen i Palletens (sic) Kraplak og satte hastige, djærve Klatter ind i Næsebor, under Ørebrusk, i Armhule, mellem Fingre O.S.V. – selvfølgelig på den malede Model, ikke paa den levende.

Paa Skolen var han altid gnaven. Nede i sit Atelier var han i Reglen gnaven, især naar han havde forbrugt megen Kraplak uden at opnaa tilsvarende Resultater. Men saa kom der Dage, hvor Arbejdet lykkedes for ham, hvor Karnationen fangede Livets Glans, Spil, Friskhed, Skønhed – og hvor Pennetegninger, Kultegninger, nedrablet Blyantskrads, malede Skitser strømmede fra hans Haand, hans Hjærte, hans barnlige Humør, hans overlegne Intelligens, ligesom fra et Overflødighedshorn – nej, det var en smagløs Lignelse, lige som fra en Kilde i et Bjærg, der aldrig plumres, aldrig bliver tynd, men som sprudler og sprudler og giver tusinde Tørstige at drikke.

Saa roste han Ivar, saa opmuntrede han ham; saa slog han ham paa Skulderen og sagde, at Kunsten var en forbandet skøn Ting – uanset at man de tre hundred og halvtredsindstyve Dage om Aaret kun frembragte noget Snavs. Man maatte blot være fornøjet, hvis man havde femten lykkelige Arbejdsdage.”

Ivar Christensen får også et råd, som man kunne forestille sig, Marstrand ville have givet en ung, fantasifuld elev:

“Hør!” sagde Professoren, “du slaar om dig med disse Gamle og stadig er det Malere og Billedhuggere. Sæt dig til at læse Digterne. Der har du nok for flere Aar. Og naar du er færdig, saa glem dem ikke, men læs saa Historie, gode Rejsebeskrivelser, natur videnskabelige Ting. Og lær dig tillige et Par Sprog grundigt. Bliv ikke som disse kedsommelige Fyre, der aldrig kommer uden for Blendrammen – i det højeste til Forgyldelse – som evig og altid sludrer om det samme – og lige saa godt kunde være Skomagere og tygge på Begrispen og lugte af garvet Lær!”

I Med den brede Pensel bringer Drachmann sin egen, komprimerede version af den danske kunsts historie: “Idealisten Abildgaard bliver afløst af Realisten Eckersberg! Ja, naar man saa endda slog noget fast med disse velsignede Slagord – tænkte Ivar Christensen. Men: mon ikke for det første Sjælen i Maleren og Kompositøren Abildgaard var fuldt saa meget værd som Sjælen i hans Eftermand? – og dernæst, var da denne Eckerbergs virkelig Realist? Nej, det var han nok ikke.

Der hører en vis hensynsløs Aabenhjærtighed, en djærv Selvsikkerhed, noget overlegent Brutalt i den menneskelige Natur, for at aflure Naturen dens Hemmeligheder, gøre dem til sine egne, stille dem frem som Værdier i og for sig. Men Eckersberg var en lille klar, kølig Natur, der i Frankrig havde tilegnet sig en klar, kølig Teknik, og nu anvendte den paa de hjemlige Omgivelser – i Grunden bestandig en Elev, aldrig en Mester. Selvfølgelig maatte Bruddet komme, det ny Aarhundredes friske Opgør, med Akademikerne, med det Konventionelle, med “Stilen”. Og det er Eckersbergs uvisnelige Fortjeneste at have været Førstemand paa Allarmpladsen. Men “befriet” blev han aldrig selv. Man kan gaa saa langt som til Foldekastet i en Kones Skørt, der gribes af et Vindstød paa Gaden – og man vil finde, at de “akademiske” Folder var der. Det er det attende Aarhundredes Stil, der blot er traadt flad, blevet triviel, blevet til Frederik den Sjettes Stil!

Man skulde forsværge, at der ved denne Førers Side har staaet paa Digtningens Omraade et Geni, som St. Hansaften Spils og Aladdins Forfatter. De har intet til fælles, saa lidt som et Talent og et Geni har noget til fælles … Skade, at ikke den hjemlige Malerskole havde haft en saadan Fører.”

Fra Det danske Sømaleri kender vi forbeholdene over for Eckersberg og hans skole igen: “Altsaa herhjemme tegnede man. Det var jo godt, at man lærte det. Men Blyanten var temmelig haard, den var saa haard, at dens Tryk kendtes alle de følgende Decennier igennem; og da Eleverne begyndte at male, saa stod Blyantstregen der og skinnede igennem de tynde, ængstelige Far velag, og igennem Lasuren, der altid er og bliver en mislig Ting, fordi den forudsætter en Mangel paa Beslutningsdygtighed, paa Inspiration, der er al Genfødelseskunsts Særkende.

Men naar nu Føreren tegner som en Tegnelærer og maler som en Akvarellist – saa kommer Eleverne til at bøde. Og Ivar Christensen syntes, at den danske Malerskole var en fortsat Pilgrimsgang for at udsone Lærerens Mangel paa Genialitet.

Heller ikke i Rom hos Thorvaldsen var der for godt:

“Pilgrimme pleje som oftest at drage til Rom. Eleverne der hjemme kom til “Mesteren” ved Tiberen. De unge danske Malere samledes om Billedhuggeren Thorvaldsen. Ja – havde han været Michelangelo! men han var Thorvaldsen. Produktet af sin Tid og dens Forudsætninger, den “antikiserende” Skulptur, ikke Antikken.

I sig selv en lidt mislig Sag, naar unge Kunstnere trykkes af en stor Autoritet, der ikke helt og varmt kan besjæle dem. Oven i Købet: unge Malere i Kreds omkring en Billedhugger! Et er nu en Gang Maleri, et andet Skulptur.

De danske Malere sad paa Osteri sammen med Mesteren. Han sad der i sine ulastelige hvide Skjorteærmer, med det smukke, majestætiske Hoved – en antikiseret Olympier, ikke en antik Zeus i den Forstand, hvor man taler om Zeus i Forbindelse med en Goethe.

Han har næppe været veltalende; bildende Kunstnere er nu en Gang ikke Rhetorer, saa lidt som det vilde være ønskeligt om de er det. Han har sagt mangt et godt Ord – saadan henkastet – om Kunst, det kan man være sikker paa. Men det har vel nærmest været om Skulptur, maaske om Arkitektur.

Der forlyder intet om, at han i hvad man kalder aandelig Forstand – saadan rigtig æggende, vækkende, stimulerende – har været Midtpunktet for de lyttende Yngres Kreds. Hvis Rejsebreve til Hjemmet blev skrevne mere uforbeholdent, end de mange Gange gør, og hvis Brevsamlinger blev udgivet mindre in usum Delphini, saa vilde man kunne vide, hvad man nu kun formoder. Ivar Christensen formodede, at Nordens Phidias havde været formet af køligt Ler, og at han maaske, i daglig Omgang som Menneske havde øvet en beroligende, harmonisk, snarere afdæmpende end opflammende Indflydelse paa de unge Kunstnere – lige som den Dag i Dag hans Værker stemmer os til en respektfuld Andagt, Ikke til at gaa hjem og “slaa Gnister af vor Tankes Flint”.”

Opholdet i Rom var ikke lykkeligt for kunstnerne: “I saa Fald – tænkte Ivar Christensen – havde de danske Kunstneres Pilgrimsfærd i Rom haft noget af den Karakter over sig, som meddelte sig til deres Værker: Længsel mod Syden, naar de var herhjemme og havde det strænge Akademi for øje, Længsel mod Hjemmet, naar de var i Rom – og dog ikke helt kunde hengive sig til det romerske Liv.

En Koloni, der lever næsten gennemgaaende under pekuniære Sorger, i hvert Fald aldrig med saa stor en Rejsekasse, at det enkelte livskraftigere Fantasimenneske kan tilfredsstille en øjeblikkelig Daarskabstrang, som maaske giver Hovedpine og moralske Katzenjammer, men lige saa sikkert kan lede til et dristigt Greb i Kunstens store Fortunapose.

Den ene Kammerat passer paa den anden. Og er man ikke Spion og Sykofant; saa er man, hvad der er lige saa galt, en faderlig Formynder, en provinsiel Moralist fra hin Nordens Athen, hvis Phidias – naar det endelig kommer til Stykket – dog er født i Grønnegade.”

I kort begreb afrunder Drachmann denne historie om den danske kunst med Marstrands senere år, de blonde og de brunettes kamp om riget og Høyens position, og afslutter med Ivar Christensens hjertesuk: “Sejren var hurtig vundet. Den danske Kunst var bleven “national”. I Grunden løjerligt! Den var saamænd national nok – bare den var bleven ret hensynsløs, ret blodrig, stærkt bevæget, fantasifuld, oversvømmet med Personligheder … Nu var de næsten alle “Akademikere”, da Opraabet kom til dem. Og saaledes var det egentlig Akademiet, som var blevet nationalt – tænkte Ivar Christensen.”

Drachmann har givet Med den brede Pensel denne Dedikation: “Til den kommende Mester”. Det han ønsker af malerkunsten er det dristige, bevægende, det voldsomme og det personlige – eller som han selv siger det: “… det Sjælfulde, det Fineste, det Dybeste. Og faar jeg ikke det, saa lad dem i det mindste give mig det Stærke, Tummelen, Bevægelsen, Kaadheden og Vildskaben, der drager sin røde Nervetraad parallel med Følelsernes allersarteste Nerver.” Fejlen ved den danske kunst er, at den giver »det Overkommelige.”

Det er derfor også betegnende for Drachmanns forhold til dansk kunst, at han erhvervede Nicolai Abildgaards Mareridt fra år 1800. Det fremgår af kataloget for Abildgaard-udstillingen i Kunstforeningen 1916, hvor det nævnes i kataloget, at maleriet tilhørte Holger Drachmann. Villa Pax. Skagen. Hvorledes Drachmann forholdt sig til den danske billedkunst i sit eget maleri kan ikke belyses inden for denne artikels rammer. Det vil blive emnet for senere behandling.

Referencer

Holger Drachmanns skrifter er sammenstillede i Bibliografi over Holger Drachmanns Forfatterskab af Johannes Ursin. Kbh. 1956.

I denne artikel behandles Holger Drachmann: Det danske Sømaleri, I, Nyt Dansk Maanedsskrift. 1. Bind, s. 17-31 (Ursin 14), Det danske Sømaleri, II, s. 198-208 (Ursin 15), samt Det danske Sømaleri, III, s. 431-450 (Ursin 16).

Desuden Drachmann: Med den brede Pensel. Kunstnerroman. 1887 (Ursin 397: Med Titelbillede af Bogens Hovedperson og som forestiller ham selv paa Sygelejet med sin Plejerske ved sin Side. Det er Edith set Bagfra.).

Sidst opdateret 11.05.2017