Arkivet, Thorvaldsens Museum

Et tvetydigt monument

  • Hans Erik Havsteen, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2017
  • Ved kong Frederik 6.s død i 1839 bad en kreds af jyske bønder Thorvaldsen om at udføre et monument til ære for den afdøde monark. Thorvaldsen indvilligede og monumentet blev rejst på Skanderborg Slotsbanke i 1845. Tankerne bag monumentets udformning afslører interessante overvejelser om fri forfatning og frihedsrettigheder i 1840’ernes Danmark.

På Skanderborg Slotsbanke står et monument over den enevældige monark Frederik 6. udført af Bertel Thorvaldsen i 1840’erne. Det nyklassicistiske monument hører dog langt fra til blandt Thorvaldsens kendte værker. Værket er ellers blandt de tidligste offentlige monumenter i Danmark og er et interessant eksempel på det specielle forhold mellem Thorvaldsen og den danske kongemagt. Monumentets fremtoning afviger en del fra fx Frihedsstøtten på Vesterbros monumentale udtryk eller rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads enevældige iscenesættelse af regenten. Bertel Thorvaldsen bidrog til dette monument med fire marmorrelieffer, Stavnsbåndet ophæves, A604, Provinsialstænderne oprettes, A605, Retfærdigheden, A606, Kunsten og videnskaben beskyttes, A607, samt en buste af Frederik 6., A191.

Retfærdigheden
Fig. 1. Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke. 1845.

Ukendt for den almindelige beskuer i dag er imidlertid den politiske og ideologiske konflikt, der gennemsyrer kongemonumentets tilblivelseshistorie. Denne tilblivelseshistorie er bestemt ikke uinteressant og kaster lys over mange af de problemstillinger, der knyttede sig til perioden op til enevældens afskaffelse såsom spørgsmålet om en fri forfatning, ytringsfrihed samt forholdet mellem monark og undersåt. Der kan derfor være god grund til, vha. kilderne i Arkivet, Thorvaldsens Museum at forsøge at besvare følgende spørgsmål vedrørende monumentets idéudvikling og opstilling: Hvorfor ville en liberal og progressiv kunstner som Thorvaldsen overhovedet hylde en konservativ og reaktionær regent som Frederik 6. med relieffer indeholdende allegoriske frihedsmotiver? Hvorfor var en gruppe liberale storbønder interesserede i at støtte opførelsen af et monument over en konge, hvis regeringstid for en stor dels vedkommende ikke havde kaldt andet end ulykker ned over landet, og som kæmpede i mod netop de liberale bevægelser? Endelig kunne man undre sig over, hvorfor et kongemonument skulle placeres på Skanderborg Slotsbanke, et sted som Frederik 6. næppe har besøgt.

Superstjernen og den enevældige regent

Hverken Thorvaldsen eller senere tiders kunsthistorikere har hævdet, at den enevældige kong Frederik 6. var en stor kunstkender. Det modsatte har formentlig været tilfældet. Frederik 6., der i 1784 i en alder af 16 år ved en paladsrevolution tog magten fra sin sindsforvirrede far Christian 7., blev en af Danmarkshistoriens længst siddende regenter, selvom han først officielt blev konge i 1808. Han var berygtet for sin ekstreme forkærlighed for det militære, herunder særligt eksercits og disciplin. Hans interesser lå altså ret langt væk fra det kunstneriske felt. Hans regeringsår opdeles ofte i tre perioder. Nemlig tiden som ung kronprins fra 1784-97, hvor progressive højadelige såsom brødrene Reventlow og A.P. Bernstorff ledede regeringen og opfordrede den unge kronprins til at gennemføre store reformer af især landbosamfundene. Dernæst perioden 1797-1814, hvor Frederik først som kronprins overtog regeringen og fra 1808 endelig blev konge. Disse år var præget af krig, hvor Danmark både mistede sin store orlogsflåde, Norge og i 1814 stod tilbage som tabere i en europæisk storkonflikt med en afbrændt hovedstad og en totalskadet økonomi til følge. Den sidste del af regeringsperioden, 1815-1839 betegnes ofte som de reaktionære år, hvor kongen bekæmpede demokratiske og liberale tiltag efter bedste evne, i overensstemmelse med monarker i resten af Europa.

Frederik 6.
Fig. 2. Thorvaldsens buste af Frederik 6. blev udført under Thorvaldsens ophold i Danmark 1819-20. Gips. A191.

Frederik 6. var altså regerende monark i størstedelen af Thorvaldsens levetid, fra ungdomsårene på akademiet, til Thorvaldsen som ældre mand vendte hjem til sit fødeland i 1838. Selvom deres leveår fulgte hinandens ganske tæt (Frederik blev født i 1768, Thorvaldsen i 1770), må deres livsbaner siges at have været hinandens diametrale modsætninger. Den ene feteret superstjerne fra arbejderkår i datidens kunstmekka Rom, den anden enevældig fyrste af gammel slægt i en europæisk marginalstat. At dømme ud fra Frederik 6.s politiske standpunkt skulle man derfor ikke tro, at Thorvaldsen ville have haft synderlig lyst til at hylde den afdøde konge, slet ikke når man tager Thorvaldsens ofte egalitære synspunkter i betragtning. Man kan derfor med rette undre sig over, hvorfor en frihedselskende kunstner som Thorvaldsen ønskede at udarbejde et mindesmærke over en særdeles konservativ og reaktionær enevældig monark, hvis politiske styre netop repræsenterede alt det som progressive kræfter såsom Thorvaldsens ligesindede i de år forsøgte at omvælte.

Ganske paradoksalt lader det faktisk til, at Frederik 6.s manglende interesse for kunst skal have passet Thorvaldsen glimrende. I årenes løb havde Thorvaldsen trods alt udført mange værker til det danske kongehus og selvom Frederik 6. måske ikke var kunstfanatiker, så vidste han dog, at kunst hørte sig til i et enevældigt kongedømme, og besad solid pr-værdi. Frederik 6. har kort sagt været en god kontakt og kunde, vel og mærke én, der ikke greb ind i Thorvaldsens kunstneriske proces. Dette lader til at have passet Thorvaldsen glimrende: Med stor Kjærlighed og Hengivenhed omtalte han Frederik den Sjette. “Han var ingen Kunstkjender,” sagde Thorvaldsen, “men han gav sig heller ikke ud derfor.” Derudover havde Frederik 6. faktisk spillet en ganske praktisk rolle i Thorvaldsens liv ved mere end én lejlighed. Thorvaldsens anerkendelse af Frederik 6. kunne bl.a. skyldes, at Frederik 6. ikke tvang Thorvaldsen hjem til Danmark på trods af gentagne opfordringer herom, da hans rejselegat i Rom ellers var udløbet men tværtimod forlængede det. Thorvaldsen kan samtidig have været taknemmelig overfor Frederik 6.s donation af vognremisen på Slotsholmen, som fundament for det senere Thorvaldsens Museum. Endelig havde Frederik 6. givet Thorvaldsen lov til at adoptere den uægte datter Elisa Paulsen som sin retmæssige datter og arving i 1833, en ganske alvorlig og indviklet sag på dette tidspunkt. Frederik 6. havde altså udøvet betydelig positiv indflydelse på Bertel Thorvaldsens professionelle og private liv.

Frederik 6.
Fig. 3. Et første udkast til et monument i Kongens Have? Gips. A141.

I forbindelse med kongens død d. 3.12.1839 hævder både C.F. Wilckens og Thiele, at Thorvaldsen på eget initiativ gik i gang med et udkast til et monument over den afdøde konge som ifølge Wilckens skulle placeres i Kgs. Have ved Rosenborg Slot. Thorvaldsen fremstillede i hvert fald en skitse (se fig. 3) til et monument over Frederik 6. i december 1839, så noget kunne tyde på, at Wilckens og Thiele ikke har været helt galt afmarcherede. Denne skitse viser Frederik 6. i fuldt enevældigt kroningsornat. Der herskede bestemt ingen tvivl om, hvilken regenttype Frederik 6. repræsenterede i Thorvaldsens øjne. Skitsen må tjene som bevis for Thorvaldsens personlige interesse for et monument til ære for Frederik 6. Den allestedsnærværende Thiele havde i øvrigt selv været ganske hurtig i vendingen og allerede to dage efter kongens død, skrevet til Thorvaldsen med et detaljeret forslag om at udarbejde en rytterstatue for Frederik 6., der skulle stå på Esplanaden i København. Thorvaldsen fulgte dog ikke denne opfordring men arbejdede i stedet videre på sin model af en siddende Frederik 6. i kroningsdragt. Uvist hvorfor brød den nye kong Christian 8. sig ikke om dette forslag, hvilket givetvis har irriteret Thorvaldsen. Denne reaktion må fra Thorvaldsens synspunkt have stået i skarp kontrast til Frederik 6.s håndtering af kunstsager, men forløbet kan evt. også ses som udtryk for en generel magtkamp mellem Thorvaldsen og Christian 8., hvor kongen ønskede at sætte Thorvaldsen på plads. I skarp kontrast til sin forgænger, interesserede Christian 8. sig rent faktisk for, og havde forstand på, kunst og kultur. En anden forklaring på Christian 8.s utilfredshed med Frederik 6.-monumentet kunne evt. bunde i skitseforslagets enevældige karakter. Liberale kredse havde håbet på en fri forfatning fra Christian 8., så snart han besteg tronen. De blev dog hurtigt skuffede, hvorfor Christian 8. måske ikke ønskede at provokere befolkningen unødigt med et monument over Frederik 6. i fuldt enevældigt kroningsornat midt i Kongens Have.

Frederik 6.-kommissionen fødes

Selvom Christian 8. altså i første omgang afviste Thorvaldsens planer for et monument over Frederik 6. i hovedstaden, gik der dog ikke lang tid før andre røster stillede forslag om et offentligt monument over den afdøde monark. I begyndelsen af 1840 foreslog to jyske gårdejere, C. Dalgas og Johannes Ingwersen, at rejse et monument for Frederik 6. i Jylland på Himmelbjerget. Frederik 6. havde aldrig rigtig haft noget med Himmelbjerget at gøre, men netop i denne periode afholdt digteren Blicher sine store Himmelbjergsfester med stor folkelig deltagelse. Himmelbjerget blev derfor forbundet med det folkelige og danske, så hvis man ville fremhæve Frederik 6.s nærhed til folket var placeringen på Himmelbjerget velegnet. Den ene afsender, C. Dalgas, var i øvrigt bror til Christine Stampe, Thorvaldsens veninde og velynder, hvilket giver et indtryk af, hvor tæt sammenvævet Thorvaldsens kundekreds egentlig var.

Offentlige monumenter var på dette tidspunkt et forholdsvis nyt fænomen. Enkelte eksisterede såsom rytterstatuerne af Christian 5. og Frederik 5. samt Frihedsstøtten men de lå alle i København. Bortset fra nogle undtagelser, såsom Sandflugtsmonumentet i Tisvildeleje fra 1736, lå der stort set intet af betydning i provinsen. De omtalte monumenter, bortset fra Frihedsstøtten, var i øvrigt alle rejst af kongemagten (rytterstatuen af Frederik 5. var godt nok bekostet af Asiatisk Kompagni, men dette kontrolleredes i praksis af det kongelige hof). Det var altså et nyt fænomen i 1800tallet, at folket på eget initiativ rejste monumenter, et tegn på den politiske brydningstid samfundet befandt sig i i 1830’er og 40’erne. Udover eksempelvis Hans Tavsens Mindestøtte fra 1836 i Viborg (i øvrigt udført af H. E. Freund) var det småt med offentlige monumenter i Jylland og i resten af landet for den sags skyld. Denne iver efter at få bragt kunstneriske monumenter fra hovedstaden til rigets provinser var ikke ukendt i samtiden. Under landsindsamlingen til Thorvaldsens Museum i 1830’erne havde der bl.a. været protester fra hertugdømmerne over at betale til kulturelle projekter, som kun københavnere ville få glæde af. Selvom de liberale danske bønder og tysksindede slesvig-holstenere bestemt ikke brød sig om hinanden, kunne de, faktisk uden koordinering, sammen vende sig mod enevældens centralistiske styre i København. Rejsningen af monumenter var simpelthen en måde at deltage i den offentlige debat på, samt at markere sig selv og sin provins overfor den herskende klasse i hovedstaden.

Allerede fra begyndelsen stod det klart, at der fra Ingwersen og Dalgas’ side var tale om et radikalt anderledes monument end det som både Thiele og Thorvaldsen selv havde haft i tankerne. Væk var ideen om monarken til hest á la Salys Frederik 5. og kroningsdragten og tronen var også helt fraværende i Dalgas’ og Ingwersens forslag. I stedet skulle monumentet fremhæve Bondestandens Emancipation, dvs. stavnsbåndets ophævelse fra 1788. At netop dette element føres frem i forslaget skal bl.a. ses i lyset af den samfundsklasse som både Johannes Ingwersen og C. Dalgas tilhørte, nemlig gårdejerklassen, der havde vundet suverænt mest på de famøse landboreformer i 1788.

Johannes Ingwersens og C. Dalgas’ opfordringer, der hovedsageligt blev fremsat i avisen Aarhus Stiftstidende med genoptryk i diverse andre provinsaviser, mødte både opbakning såvel som modstand fra anden side. En længere avispolemik opstod derfor i foråret 1840 mellem modstandere og tilhængere af et monument for Frederik 6. Derfor er kildegrundlaget til belysning af Frederik 6.-kommissionen, dets medlemmer og bevæggrunde ganske stort. De førende fortalere for monumentet var altså på dette tidspunkt Johannes Ingwersen og C. Dalgas. De tilhørte den jyske gårdejerklasse og deres standsmæssige og geografiske ophav var måske de to vigtigste årsager til monumentets endelige udformning og placering. Deres tilhørsforhold til gårdejerklassen, den stand, der som nævnt måske fik mest ud af Frederik 6.s landboreformer, betød at en taksigelse for disse samfundsreformer gerne skulle fremgå af monumentet. Dernæst skulle monumentet død og pine placeres i Jylland og altså ikke i hovedstaden. Dalgas og Ingwersen var godt og grundigt trætte af det københavneri, der efter deres opfattelse sugede al kunst til sig og dermed også en god portion pr. En landsindsamling ville skabe opmærksomhed om projektet og den samfundsklasse, der havde fremsat forslaget. Jylland var også “trængende til Forskjønnelser” lød det, en påstand som hvis kun jyder selv kan fremsætte. Dalgas og Ingwersens ide vakte især genklang blandt andre medlemmer af den jyske gårdejerklasse, hvoraf flere senere sluttede op om projektet.

Den først påtænkte placering på Himmelbjerget ved Silkeborg var dog stødt ind i problemer, da bjergets ejer ikke var til sinds at give tilladelse til placeringen af monumentet. Man så sig derfor om efter alternative placeringer. Valget faldt i stedet på Skanderborg Slotsbanke, en gammel slotsruin hvor kun kirken stod tilbage (hvad den i øvrigt stadig gør). Selvom Frederik 6. heller ikke havde været i berøring med Skanderborg, repræsenterede stedet en tæt tilknytning til kongemagten, idet konger siden middelalderen havde resideret på slottet, heriblandt Frederik 2. og Frederik 4. Dertil kom at Skanderborg lå midt i landet og ikke i en af rigets ydre egne. På den måde ville hele befolkningen være i bedre stand til at besøge det. Rent symbolsk passede Skanderborg Slotsbanke med stedets tætte bånd til kongemagten måske endda bedre end Himmelbjerget, der i forbindelse med Blichers Himmelbjergsfester især associeredes med det folkelige. C. Dalgas påpegede desuden udtrykkeligt, at der var tale om en offerstøtte og ikke en mindestøtte, da en sådan først ville blive relevant i forbindelse med udstedelsen af en fri forfatning.

I et brev fra juli 1840 omtales en kommission, Frederik 6.-kommissionen, for et monument for Frederik 6. for første gang. Her henvender J.P. With sig nemlig til Thorvaldsen og anmoder Thorvaldsen om at udføre tre relieffer til monumentet. Brevet stadfæster også ideen om en landsindsamling som monumentets finansieringskilde. Brevets forfatter With var i øvrigt venner med politikeren J.F. Schouw, Christine Stampe og C. Dalgas’ svoger. Den kreds af mennesker, der samledes i Frederik 6.-kommissionen har altså enten tilhørt eller i hvert fald haft kontakt til landets progressive og liberale elite, en elite, der har været indbyrdes tæt forbunden. Et svar fra Thorvaldsen på denne henvendelse kendes ikke, men Frederik 6.-kommissionen havde opfordret indbyggerne i Jylland, på øerne og i Slesvig-Holsten til at bidrage til monumentets rejsning. Den offentlige opfordrings afsender var denne gang Hans Wulff, endnu en jysk landmand, der altså havde sluttet sig til kommissionens arbejde. C. Dalgas tog meget dårligt i mod Wulffs indblanding i kommissionsarbejdet. Det følgende skænderi mellem de to havde intet som helst med monumentet at gøre, og må snarere have været et personligt udestående mellem de to. Enden på denne ufrivilligt komiske meningsudveksling blev, at C. Dalgas, der ellers havde brugt meget tid på projektet i den tidlige fase, fornærmet meldte sig ud af kommissionsarbejdet.

At Thorvaldsen på et tidspunkt i efteråret 1840 har givet tilsagn om at udføre reliefferne til monumentet, fremgår af et indlæg i Aarhus Stiftstidende, hvor kommissionsmedlemmerne, denne gang altså uden den temperamentsfulde Dalgas, også opfordrer borgere til at indsende bidrag og samtidig varsler et snarligt valg af bestyrelse til foretagendet. I løbet af foråret 1841 begyndte bidrag til monumentets oprettelse at indløbe fra hele landet, men indsamlingen gik trægt. I juli 1841 var der kun indkommet 2784 rigsbankdaler ud af de ca. 14.000 man mente var nødvendige. I august måned 1841 valgtes på et møde i Skanderborg endelig en bestyrelse bestående af Oberst Rosenberg, føromtalte Kammerråd Wulff, Major Ingwersen, Justitsraad With og samt Justitsraad Blichfeldt. Denne kreds af jyske storbønder, hvoraf flere havde gjort karriere i militæret eller i den offentlige forvaltning skulle altså stå for det praktiske arbejde med monumentet som fx den fortsatte finansiering samt indhentelse af tilladelser til brug af grunde etc.

Monumentets elementer

Kommissionsmedlemmerne ønskede som sagt et fokus på Frederik 6.s meritter som konge, dvs. stavnsbåndets ophævelse, indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger samt skoleloven. Stavnsbåndets løsning var en del af en større reformpakke, Landboreformerne, som Frederik 6. som kronprinsregent i 1788 på opfordring af erfarne rådgivere havde iværksat. Disse reformer var utrolig omfattende, men omfattede bl.a. en mere effektiv udnyttelse af landbrugsjorden, klarere ejerforhold samt altså ophævelsen af det forhadte livegenskab ”stavnsbåndet”, der forhindrede en bondekarl i at forlade sin herremands jord fra han var 4 år gammel til 40års alderen. Disse reformer havde ganske vist sikret bondestanden en udstrakt grad af økonomisk og personlig frihed – men i højere grad for gårdejerne, da et stort og fattigt landproletariat opstod i kølvandet på reformerne.

Men Frederik 6.-kommissionen bestod af gårdejere og ikke af medlemmer af landproletariatet. De havde derfor grund til at hylde stavnsbåndets ophævelse. Stænderinstitutionen oprettedes i 1834 og indebar en involvering af hele samfundets stænder i det politiske liv. De er derfor ofte blevet tolket som det første skridt på vejen mod den demokratiske Grundlov i 1849, om end deres funktion var rådgivende snarere end lovgivende. Stænderne inddeltes i tre grupper: Godsejere, grundejere i købstæderne og mindre selvejerbønder og fæstebønder. Gruppernes sammensætning var ikke demokratisk fordelt efter størrelse, og kun 3 % af befolkningen havde stemmeret til stænderforsamlingerne. Kongen skulle som sagt ikke rette sig efter stænderforsamlingerne, men de fik dog en vigtig stemme i den politiske debat især i 1840’erne. Der oprettedes fire stænderforsamlinger en for Sjælland og øerne i Roskilde, en for Jylland i Viborg, en for Slesvig i Slesvig by og endelig en for Holsten i Itzehoe. Selvom kongen formelt ikke var bundet af disse stænderforsamlingers råd, udviklede situationen sig i 1840’erne således, at stænderforsamlingerne lagde stort pres på kongen og hans embedsmænd. Skoleundervisningen henviser til Skoleloven af 1814, hvor man i Danmark som det første land i verden indførte undervisningspligt for både by – og landbefolkningen.

De indledende overvejelser omkring et monument til ære for Frederik 6. kom dog til at afvige fra det endelige resultat, der under en stor fest blev indviet på Skanderborg Slotsbanke i 1845. Som nævnt havde Thiele foreslået en rytterstatue og Thorvaldsen havde selv arbejdet på en skitse af kongen i kroningsdragt. Udformningen ændrede sig dog dramatisk med Frederik 6.-kommissionens bestilling. Kommissionens første tanker om et monument over Frederik 6. kom til udtryk i Withs brev i juli 1840, men også her afveg de første forslag fra det endelige resultat. Kommissionen ønskede fire relieffer til at pryde en obelisk (sammenligningen med Frihedsstøtten på Vesterbro, der hyldede landboreformerne, er indlysende), et relief med kongens portræt samt tre relieffer, ”der havde Hensyn til Stavnsbaandets Løsning, Stænder Institutionen og Skoleunderviisningen”. Disse tre politiske tiltag ansås for at være de mest betydningsfulde i kongens lange regeringstid. Dvs. at især bondestanden som Frederik 6.-kommissionen repræsenterede, anså disse elementer for vigtige. De havde sikret gårdejerklassen økonomisk, politisk og uddannelsesmæssig fremgang i forhold til tidligere. Værkets bestillere har derfor haft et klart billede af hvad monumentets allegoriske fokus skulle være. Deres overvejelser ang. valg af kunstner kendes ikke, men allerede tidligt i forløbet omtales Thorvaldsen som kunstneren, der skulle stå for projektet, selvom kommissionsmedlemmerne som sådan ikke kommer ind på detaljerne i værkets billedsprog eller udformning, når man ser bort fra de allegoriske overvejelser. Thorvaldsens ry og kunstneriske fokus har på dette tidspunkt været så befæstet, at hans deltagelse ville sikre projektet en god portion prestige. Derudover har man altså også haft en ide om hvilket kunstnerisk udtryk man fik med et valg af Thorvaldsen. Et evt. alternativt valg af kunstner nævnes ikke.

Thorvaldsen må have brugt kommissionens overvejelser som afsæt, men endte dog med fire relieffer og en portrætbuste, der prydede en granitsøjle i stedet for fire relieffer, hvoraf et skulle have været et portræt af Frederik 6.. Thorvaldsen smykkede reliefferne med et allegorisk billedsprog, han så ofte anvendte.

Retfærdigheden
Fig. 4. Retfærdigheden. Marmor. A606. Monumentets forside.

Relieffet Retfærdigheden A606 fik æren af at være det mest fremtrædende på monumentets forside. På relieffet vejer en genius bondens le mod en kongekrone og støtter sig til sværdet i den anden hånd. Ved dens fod sidder visdommens ugle. Relieffet kan sandsynligvis ses som en henvisning til Frederik 6.s valgsprog, Gud og den retfærdige sag.

Stavnsbåndet ophæves
Fig. 5. Stavnsbåndets ophævelse. Marmor. A604. Monumentets venstre side.

På monumentets venstre side ses relieffet Stavnsbåndets ophævelse A604, hvor en genius sønderbryder bondens åg og slavens løste lænker ses ved siden.

Kunsten og videnskaben beskyttes
Fig. 7. Kunsten og videnskabens beskytter. Marmor. A607. Monumentets bagside.

På monumentets bagside ses relieffet Kunsten og videnskabens beskytter A607, der viser en genius med lyre i den ene hånd og griber en af de kranse, der ligger ved siden af. På jorden står desuden et skrin med skriftruller.

Provinsialstænderne oprettes
Fig. 6. Provinsialstændernes oprettelse. Marmor. A605. Monumentets højre side.

På monumentets højre side relieffet Provinsialstændernes oprettelse A605, der viser en genius holde et oprullet blad med den kongelige forkyndelse ang. stænderforsamlingens indførelse.

De fire relieffer med deres allegoriske henvisninger, inkarnerer alle, måske bortset fra Provinsialstænderne oprettes A605, den oplyste enevældige kongemagt, der i kraft af sin regering varetager befolkningens interesser indenfor både almen oplysning, retssikkerhed og frihed. At man befinder sig i en politisk brydningstid kommer for alvor til udtryk i relieffet Provinsialstændernes oprettelse, der i sit budskab radikalt modsiger den alfaderlige enevælde, idet befolkningen får en stemme i det politiske liv.

Frederik 6.
Fig. 8. Marmorbusten af Frederik 6. i kolossalstørrelse på monumentets top. Lidt medtaget af vind og vejr. A191.

Øverst krones monumentet med en buste af Frederik 6. i kolossalstørrelse, A191, der i øvrigt er prydet med laurbær. På den måde fuldendes monumentets granitsøjle med monumentets hovedperson i klassisk romersk imperatorfremstilling med klar henvisning til Frederik 6.s enevældige status.

Men som nu gennemgået, opfyldte Thorvaldsen ikke helt Frederik 6.-kommissionens ønsker. De to første regeringselementer Frederik 6.-kommissionen anmodede om, Stavnsbåndets Ophævelse og Provinsialstænderne oprettes endte med at blive direkte afbildet på monumentet, A604 og A605. En anden version af Stavnsbåndets ophævelse eksisterer også, (fig. 9.), men blev ikke en del af det færdige monument.

Stavnsbåndet ophæves
Fig. 9. En anden version af Stavnsbåndets ophævelse. Gips. A608.

Henvisningen til Skoleloven er lidt mindre direkte udtrykt i form af relieffet Kunsten og videnskabens beskytter, A607. Frederik 6. havde iøvrigt også stået bag genåbningen af Sorø Akademi i 1826, der hurtigt blev til et vigtigt centrum for dansk guldalder med Ingemann i centrum. Relieffet kunne også være Thorvaldsens personlige hyldest til Frederik 6.s indsats for Thorvaldsens kunst samt evt. en drillende hentydning til efterfølgeren Christian 8., da denne jo i og for sig gik mere op i kunst end forgængeren Frederik 6.. Relieffet Retfærdigheden A606 kan både henvise til Frederik 6.s status som landets øverste lovgiver og dommer men måske i højere grad til hans valgsprog Gud og den retfærdige sag.

Reliefferne pryder hver en side af en stor firkantet granitsten med Frederik 6.s buste i på toppen. Denne buste, A191, havde Thorvaldsen allerede modelleret under sit Danmarksophold i 1819-20, men blev nu skabt i en ny og større marmorversion. Den enorme granitsten med en vægt på omkring 16 tons, blev med stort besvær transporteret til Slotsbanken i Skanderborg og der hugget til. Denne transport var en stor begivenhed på egnen med massevis af tilskuere, der var nysgerrig efter at se stenen til kongemonumentet. Til monumentet havde Ingemann forfattet et digt på fire vers til monumentet, der hver især passede til et af reliefferne:

1.
Sjette Frederik

Gud og Retfærd
Stod i hans Skjold.
Om kjærligt Retsind
Taler hans Gierning.

Retfærdigheden
Fig. 10. Monumentets forside med relief A606, og første strofe af Ingemanns digt.

2.
kjærligt mindes

Frihedsenglen
Stod for hans Blik
Og brudt blev Aaget
Lænkerne knustes.

Stavnsbåndet ophæves
Fig. 11. Monumentets venstre side med relief A604, og anden strofe af Ingemanns digt.

3.
Folket opreiste

Aandspauluner
Reiste hans Haand
Og Aandsbedrifter
Lyste fra Norden.

Kunsten og videnskaben beskyttes
Fig. 12. Monumentets bagside med relief A607, og tredje strofe af Ingemanns digt.

4.
hans Bautasteen.

Folkeaanden
Kongen gav Røst
Hans Eftermæle
lever med Folket.

Provinsialstænderne oprettes
Fig. 13. Monumentets venstre side med relief A605, og fjerde strofe af Ingemanns digt.

Især den sidste strofe, tilknyttet A605, er interessant “Folkeaanden Kongen gav Røst”. Den enevældige konges “gave” til folket i form af de rådgivende stænderforsamlinger har sikret en forening af kongemagt og folkelig magt, hvorved at kongens minde forbindes tæt med det folkelige. Kongemindet er så at sige ikke udelukkende forbeholdt kongen.

Monumentets helhed var tegnet af arkitekten G.F. Hetsch. Monumentet blev rejst midt i parken på Skanderborg Slotsbanke, hvor det nedrevne Skanderborg Slots slotsplads havde ligget. Hele slotsbanken blev samtidig omdannet til en stor park. Monumentets areal er 47,7 m2. Granitsoklen står på en platform med tre trin af lysere granit. Monumentet rejser sig i alt 7,05 m over jordoverfladen, hvoraf selve busten er hele 1,28 m høj.. Hele anlægget er omgivet af et jerngitter støbt af Meulengrath og Bøghs jernstøberi i Aarhus.

Gustav Friedrich Hetsch: Frederik 6.s mindesmærke, omkring 1842
Fig. 14. Monumentet i sin helhed.

Reliefferne formedes i ler af Thorvaldsen og blev udført i marmor i større størrelse af C.F. Holbech, der var værkstedsleder i Rom i Thorvaldsens fravær i årene 1841-43, hvorefter de udskibedes til Danmark. Det var altså først i begyndelsen af 1843, at monumentets endelige udformning kunne annonceres i pressen, selvom kun knap 8000 rbdl. eller 2/3 dele af monumentets udgifter var indsamlede. At værkernes udførelse i marmor var i gang ved årsskiftet 1842/43 understreges af Holbechs anmodninger om penge til indkøb af marmor, hvilket Thorvaldsen efter udbetalinger fra Frederik 6.-kommissionen imødekommer. Ganske vist havde Thorvaldsen påtaget sig at udføre reliefferne gratis og gav selve busten i marmor som en personlig gave, men der behøvedes stadig penge til Holbechs udhugning af relieffferne i marmor. Det var heller ikke kun Thorvaldsens arbejder, der kostede. Anlægget som helhed var ikke helt billigt. With anslog i 1840 at det samlet ville koste 14.000 rigsbanksdaler men manglen på et færdigt regnskab gør det vanskeligt at fastslå hvad den endelige pris blev. I november 1842 bekendtgjorde Frederik 6.-kommissionen at knap 8000 rbdl. var indsamlet, altså et stykke vej fra de 14.000. Formentlig var alle pengene ikke blevet indsamlet ved indvielsen i 1845, da kongen året efter måtte træde til og yde et bidrag på i alt 1600 rbdl..

I 1845 var monumentet efter en del forsinkelse endelig færdigt. Det skulle fejres og i sommeren 1845 planlagde Frederik 6.-kommissionen en indvielsesfest, som de gjorde en del reklame for. Den fandt sted i juli 1845 og kong Christian 8. og kronprinsen Frederik bekendtgjorde endda, at de ville være til stede ved indvielsesfesten sammen med andre celebrities, herunder H.C. Andersen. Det blev en ganske stor fest – samtidige kilder anslår at omkring 20.-30.000 mennesker var til stede, hvad dog ikke kan fastslås med fuldstændig sikkerhed. Men der har stadig været tale om en stor begivenhed. Den følsomme H.C. Andersen beklagede sig i hvert fald over den store uorden, der herskede på pladsen, og han hævdede ikke at kunne høre noget hverken af sange eller talere, der bl.a. talte en kantate komponeret til lejligheden af J.P. Hartman. H.C. Andersen havde selv forfattet teksten. Avisnotitser i dagene efter berettede også om glemte genstande samt en auktion, hvor tiloversblevne materialer fra festen blev solgt. Positive omtaler fandtes også i forskellige aviser. Alt i alt en festlig afslutning på det arbejde, der var blevet lagt i monumentet, herunder altså Thorvaldsens, der dog var død året før monumentets indvielse.

Liberal “monument-manie”

Festen og Frederik 6.-kommissiones egen promovering af monumentet kom næsten helt til at skygge for den, endda ret omfattende, kritik, der var blevet fremsat af monumentet i årene forud. Allerede efter den første offentlige omtale af et monument for Frederik 6. i 1840 meldte de første kritikere sig på banen. Redaktøren på bladet Jyllandsposten,, angreb det forslag som C. Dalgas og Ingwersen havde fremsat. Bl.a. havde han svært ved at se Frederik 6.s tilknytning til Skanderborg og foreslog Aarhus som placering i stedet (Jyllandsposten havde sjovt nok adresse i Aarhus), dernæst frygtede han vandalisme mod et ubeskyttet monument i naturen. Denne frygt for pøblen vidner desuden om Frederik 6.-kommissionens medlemmer samt dens ligemænds selvfølelse og identifikation. Nok følte de sig politisk marginaliserede, men de var uden tvivl medlemmer af en samfundsklasse på vej frem – og følte sig derfor hævede over eksempelvis daglejere og andre laverestående samfundsklasser.

Men efter disse praktiske indvendinger kom han frem til kernen i kritikken. En regent som Frederik 6. skulle ikke hyldes som følge af den modgang landet oplevede i hans regeringstid. Selvom Dalgas og redaktøren langt hen ad vejen fremstår enige i deres syn på kravet om en fri forfatning var de altså uenige om hvorvidt Frederik 6. overhovedet skulle hyldes. C. Dalgas forfalder til en yndet undskyldning i denne periode, nemlig at kongens rådgivere snarere end kongen selv bør kritiseres for landets ulykker. Dette var en praktisk udvej, da det var forbundet med risiko direkte at kritisere kongens person. Men det store stridspunkt forbliver altså de store tilbageslag landet oplevede i årene 1807-15, hvad også ses i flere af de følgende kritiske indlæg, der for en stor dels vedkommende er anonyme, evt. af frygt for repressalier. Langt størstedelen af både monumentets kritikere og støtter anerkendte ganske vist Frederik 6.s indsats for bondestanden, hans personlige askese såvel som hans ansvar for katastroferne i årene 1807-15. Spørgsmålet var dog kort sagt hvad der vejede tungest og betød mest for landet. Adelens og storkøbmændenes tab af indflydelse på europæisk politik eller bondestandens frihedsrettigheder? Det var ikke kun de åbenlyse ulykker fra Englandskrigenes tid, der blev fremhævet som grund til at ignorere Frederik 6.s regeringstid. Den alvorlige situation som var opstået som følge af de nationale spændinger mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten lå allerede i 1830’erne som en skygge over rigets politiske klima. Dette problem blussede op med voldsom kraft i 1848 bare ni år efter Frederiks død, så frygten var bestemt ikke ubegrundet. Sammen med en indskrænkning af trykkefriheden havde Frederik 6. efter flere debattørers mening altså ikke overleveret riget i en sund forfatning til efterfølgeren Christian 8.. Opfattelsen af Frederik 6.s uformåenhed som regent gjaldt altså ikke kun ulykkerne i de tidlige regeringsår. Blandt Frederik 6.s tilhængere var der i øvrigt også uenighed ang. monuments udformning samt hvorvidt han skulle mindes med andet end en stenstøtte. Flere kritiske røster kritiserede nemlig tidens “Monument Manie” og foreslog i stedet oprettelsen af en folkehøjskole til generel oplysning af bondestandens unge mænd og derved vise, at der var forskel på et “levende Huus og en død Steen”. En stenstøtte ville betyde en “petrificeret” kærlighed i stedet for en livgivende kærlighed. Bonden var landets livgivende kraft og hvis man skulle hylde bondestandens nye status i samfundet skulle det altså ske gennem såkaldt nyttige tiltag såsom en højskole, en ny salmebog eller et asylhjem for trængende mennesker og altså gennem ikke en dyr og ubrugelig granitsten.

Det fremstår i dag ret forvirrende for den moderne læser, at store dele af den liberale bondestand altså så ivrigt plæderede for et monument til Frederik 6.s ære, selvom også stemmer var i mod. Selvfølgelig var ophævelsen af stavnsbåndet, forordningen om slavehandlens ophør af 1792 (selvom slaveriet som sådan først blev ophævet i 1848) og indførelsen af rådgivende stænderforsamlinger helt i tråd med den liberale ånd. Men Frederik 6. havde under indførelsen af disse reformer enten som ung kronprins været vejledt af dygtige rådgivere eller også havde han som gammel konge kun under stort pres og ret modstræbende indført dem. Reformerne kunne man altså hylde sagtens hylde som liberal men hvorfor dog nævne Frederik 6.? I samtiden fremkaldte det forvirring og afstedkom da også et par drillerier, at denne ellers så kritiske bondestand efter Frederik 6.s død faktisk anerkendte hans storhed som regent. Uanset om man støttede Frederik 6. eller ej, har begge parter dog formentlig været klar over, at en hyldest til Frederik 6. i denne forbindelse var af sekundær karakter. Ved et forsigtigt og pragmatisk monument var den liberale bondestand langt bedre i stand til at blive hørt politisk, end hvis man havde valgt en mere konfronterende linje overfor kongemagten. For at rejse et monument var der kort sagt større chancer for succes, hvis man inddrog kongemagten i stedet for helt åbenlyst at udfordre den.

Nedtonet hyldest eller skjult protest?

Monumentets to budskaber, fremhævelsen af kongemagten såvel som rosen af samme kongemagts demokratiske tiltag er tilsyneladende modstridende. Mindestøtten over Frederik 6. i Skanderborg var en underspillet hyldest til den enevældige kongemagt, i det omfang kongemagten tjente den samfundsklasses interesser som medlemmerne af Frederik 6.-kommissionen tilhørte. Iboende i monumentets hyldest lå nemlig lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, samme klasses politiske protest mod den enevældige kongemagts langsommelighed mht. udarbejdelsen af en fri, demokratisk forfatning. Det ses bl.a. i monumentets betegnelse og placering. Monumentet omtales nemlig som en mindestøtte og ikke som en frihedsstøtte, da en sådan først kunne komme på tale når en fri forfatning var givet til folket. Monumentets placering i Skanderborg var derved velvalgt, da rødderne til kongemagten understregedes tydeligt. Derved var det underordnet hvorvidt Frederik 6. havde haft noget med Skanderborg at gøre – sat på spidsen kan man hævde, at Frederik 6. blot var et påskud for at rejse monumentet med dets budskaber. Monumentets hyldest til Frederik 6.s progressive reformer har i næsten lige så høj grad skullet påminde den nye kong Christian 8. om hans ansvar i forhold til at indføre en fri forfatning, som den har skullet hylde Frederik 6.s reformer. Nok var der sket fremskridt under den gamle konge men arbejdet var langt fra afsluttet med et par rådgivende stænderforsamlinger.

Man skal selvfølgelig ikke underkende eksistensen af en oprigtig loyalitet overfor kongemagten og en glæde ved at kunne ”forskjønne” sin hjemegn med et monument udført af en af Europas førende kunstnere, Bertel Thorvaldsen. Men bondestanden havde ikke mange muligheder for at kommunikere deres politiske budskaber i et samfund præget af enevældens censur. Man kunne derfor ikke tage hensyn til de røster, der kritiserede projektet for at hylde en konge, der i deres øjne havde været en katastrofalt ringe regent for landet. Det væsentlige i Frederik 6.s regeringstid for Frederik 6.-kommissionen og dens støtter var ikke mindet om Danmarks tab af stormagtsstatus, selvom de nok anerkendte af Frederik 6. havde været ansvarlig herfor. For dem var det langt mere væsentligt at omtale de elementer i regeringsførelsen, der var kommet bondestanden til gode. På den måde flettede man indirekte et par politiske krav ind i et monument, der umiddelbart fremstod som en folkelig hyldest til den faderlige kongemagt. Man ville se handling fra den nye kong Christian 8., kort sagt en fri forfatning. Tingene kunne ikke siges direkte, da man risikerede fængsel eller bødestraf, hvilket forklarer monumentets tvetydighed. Derfor måtte den liberale bondeopposition være pragmatisk i udformningen af deres protest mod kongemagten og altså opføre et monument, der ved første øjekast fremstår som en ensidig hyldest til Frederik 6., med ved en kreativ brug af allegorier faktisk bærer et andet, slet skjult, budskab. Derfor virker monuments budskab så forvirrende på den moderne beskuer, da monumentets bestillere såvel som værkets kunstner, Thorvaldsen, faktisk var arge kritikere af den enevældige kongemagt.

Samtidig var monumentets placering på sin vis også en protest mod enevældens centralisering af magt og repræsentation i København. Ved at kræve også at hylde kongemagten i provinsen, fik man sat bondestanden på den politiske dagsorden, en stand, der ikke før havde spillet en rolle i det politiske liv. I denne epoke præget af frustrerede ønsker om politiske forandringer, giver det altså glimrende mening at en kunstner som Thorvaldsen bidrog til et kunstværk af denne karakter, selvom det for moderne mennesker kan virke uforståeligt, at han hyldede en despot. Han kunne både vise sin personlige respekt overfor Frederik 6. igennem dette monument samtidig med, at han ikke gik på kompromis med sine egne frihedsidealer, der generelt var fremherskende i perioden. Monumentet var en oplagt platform for både Thorvaldsen og bondestanden at promovere disse idealer på, ret tydelig i sit budskab men på en sådan måde at kongemagten endte med at sanktionere monumentet. Derved blev monumentet en del af det liberale pres på kong Christian 8. for en demokratisk forfatning og er derved et væsentligt kunsthistorisk kapitel i historien om det danske demokratis fremvækst.

Referencer

  • H. C. Andersen: Mit livs eventyr, København 1951.
  • Svend Cedergreen Bech (ed.): Dansk Biografisk Leksikon tredje udgave, København 1979-84.
  • Jens Engberg: Den standhaftige tinsoldat – en biografi om Frederik 6., København 2009.
  • Christian Holtet: Kong Frederik den Sjettes mindesmærke paa Skanderborg Slotsbanke – udarbejdet til Hundredaarsdagen for mindesmærkets afsløring den 31. juli 1845, Skanderborg 1945.
  • V. Richter: 100 Aars Dødsfald (1791-1890), København 1905 (1976).
  • L. Thane: Skanderborgs historie – samlet i anledning af købstadens 325 aars jubilæum, Skanderborg 1908.
  • Just Mathias Thiele IV: Thorvaldsen i Kiøbenhavn. 1839-1844, København 1856.
  • Just Mathias Thiele 1850: Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker, København 1850.
  • Carl Frederik Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874.

Omtalte værker

A604 A605 A191 A606 A607

Sidst opdateret 15.03.2017