Arkivet, Thorvaldsens Museum

Et politisk monument

Baggrunden for bestillingen

I sit første store værk om Thorvaldsen fortæller Just Mathias Thiele under år 1812:

”Henimod Aarets Slutning, medens endnu Friesen paa Montecavallo var en af Roms mærkeligste Kunstnyheder, modtog Kunstneren fra det fjerne Polen en Bestilling paa et Værk, der saavel ved dets Bestemmelse, som ved dets videre Skjæbne staaer i nær Forbindelse med Alexanders Triumphtog.

Paa samme Tid Man i Rom opstillede Cæsars og Alexanders Seierstog til Ære for den Erobrer, der baade var gaaet over Rubicon og havde löst adskillige gjordiske Knuder, paa samme Tid knyttede ogsaa det ulykkelige Polen sit Haab til Frankrigs Keiser.

Efter General-Confoederationens Rigsdag i Warschau d. 26de Junii 1812, overbragte en Deputation af ti Woiwoder Keiseren i Wilna Nationens forenede Önske ihenseende til Polens Gjenoprettelse som et Kongerige. Keiseren besvarede Formandens, Joseph Wybicky’s, Tale i Udtryk, som, skjöndt de ikke indeholdt nogen fuldkommen Tilfredsstillelse, dog fandtes betydningsfulde nok for at indgraves i en Ertstavle, der skulde opstilles til deres evige Erindring.

Det blev til denne Hensigt Thorvaldsen overdraget at udføre tvende Caryatider, som skulde bære den Architrav, hvorunder Ertstavlen skulde indsættes.”

Arbejdet og det politiske forløb

Dette var indledningen til Thorvaldsens lange og indholdsrige forbindelse med Polen. Der gik skæbne i den straks fra begyndelsen. Allerede den første bestilling ramtes af de politiske omskiftelser, som Polen var underlagt.

Man havde overdraget arkitekten Peter Aigner (ca. 1760-1841) at udføre monumentet. Han projekterede det flankeret af to Karyatider og sluttede på den polske regerings vegne kontrakt i Rom med Thorvaldsen den 23. December 1812 om at levere dem i hvidt marmor af den kvalitet, som kaldes ”statuario”. De skulde være seks fod høje, med ”kurve” på hovederne. Thorvaldsen skulde levere dem i løbet af et år fra dato og have 1000 romerske scudi for hver figur, med en udbetaling af 600 scudi straks.

Der var ingen tid at spilde med denne knappe leveringsfrist. At Thorvaldsen har taget fat med det samme, ses af to blade i museets samling af hans håndtegninger.

Det ene er, ifølge et blyantsnotat på bagsiden, taget fra et brev, skrevet af den preussiske minister i Rom F. W. B. von Ramdohr den 18. November 1812. Her findes et løst blyantsrids af en Karyatide set fra siden. Et andet rids ved siden af viser, at det, der her har interesseret, var arkitravens arkitektoniske led over figurens hoved.

Det andet blad er et stykke af en trykside, åbenbart en medlemsliste – mon fra Accademia di San Luca? Før tryksagen blev revet i stykker og smidt væk, har Thorvaldsen siddet og overmalet den på begge sider med pen og brunt blæk. Han har skrevet sit eget navn, gentaget navne, der var trykt i satsen, nedkradset reliefkompositioner. På den ene side står foroven ”Decembre 1812 Roma”, og forneden ses hovedet af en karyatide med det karakteristiske ægyptiserende bladkapitæl, som vel sagtens skyldes Aigners projekt, samt lige netop toppen af et andet sådant kapitæl. Resten af papiret er revet af.

Vi ved fra Thiele, at Thorvaldsen modellerede den ene Karyatide i begyndelsen af 1813 og den anden, efter en sygdomsperiode, efteråret samme år – den blev først færdig, da de begge efter kontrakten skulde være leveret i marmor. Med det skæbnesvangre udfald af Napoleons felttog mod Rusland bortfaldt imidlertid forudsætningerne for dette monument, hvorved Polakkerne havde håbet at holde kejseren fast ved hans ord. Thorvaldsen kvitterede bestillingen mod at beholde den à conto-betaling, han havde fået, og lod trods alt marmorudførelsen gå sin gang. Nu var der ikke så meget at haste efter. Arbejdet tog nogle år. Først i et brev, som Thorvaldsen skrev til Slotsbygnings-Kommissionen den 25. Maj 1820 under sit ophold i København, betegnes karyatiderne som ”næsten færdige” i marmor.

Karyatiderne til Christiansborg

Thorvaldsen havde fået den idé, at de to figurer kunde benyttes til trongemakket på det Christiansborg, som C. F. Hansen var i færd med at bygge. Han aftalte med den dengang ret ansete, meget produktive forfatter, professor Lauritz Kruse (1778-1839), der skulde rejse hjem sommeren 1817, at Kruse skulde opfordre til, at man købte karyatiderne og bestilte et exemplar af Alexander-frisen i marmor til slottet. Det lykkedes at interessere prins Christian Frederik (VIII) for planen. En offentlig subskription blev sat i gang. Men så forlød det, at grev Sommariva i mellemtiden havde bestilt frisen i marmor hos Thorvaldsen. Det vakte stor fortrydelse, især hos prinsen. Subskriptionen blev opgivet, men tilsidst udvirkede prins Christian Frederik dog, at kongen Juni 1818 gav Slotsbygnings-Kommissionen ordre til at bestille karyatiderne og frisen hos Thorvaldsen for ialt 15.000 specier, hvorved karyatiderne nærmest betragtedes som en tilgift. Dette skete omgående. De kom hjem til København 1828 med et dansk skib, ”Therese”, der hentede dem og andre arbejder af Thorvaldsen i Livorno.

Selv om disse statuer således reddedes i havn i Danmark og kom til at indramme den danske konges trone, indhentede skæbnen dem alligevel. De brændte på Christiansborg 1884, og de bevaredes kun for eftertiden ved, at exekutorerne i Thorvaldsens bo, d.v.s. museets første bestyrelse, i 1847 vedtog at lade tage afstøbninger af dem og fik hofmarskallatets tilladelse til det. Det er dem, man ser i museet ved indgangen til forhallen.

Inspiration og udformning

Det vakte nogen overraskelse, at der i 1953 fra privateje i Helsingør dukkede en tegning op til dette hurtigt annullerede polske mindesmærke for Napoleon, omhyggeligt udførte, farvelagte blad.

Det havde ikke været nødvendigt, at en eller anden senere ejer noget uskånsomt har skrevet forneden på selve tegningen: ”Skizze til Thorvaldsens Caryatider tegnet af ham selv 1813”. Thi kartonen, den er sat på, bærer på bagsiden følgende påskrift:

”De rette Linier og altsaa selve Støtten er tegnet af Prof: Malling, der tilfældig ophørt [sic] sig i Rom (eller Grækenland) med Thorvaldsen; men selve Caryatiderne og det Øverste er tegnet af Thorvaldsen selv. – Meddelt af Prof: Hetsch.

Monumentet blev aldrig reist; thi da Caryatiderne vare fuldförte i Marmor, iövrigt i forandret Skikkelse, var Polens Frihed og Haab forbie, Christiansborg var under Bygning, og Conferentsraad Hansen bevirkede at den danske Regjering kjøbte disse. De staae nu ved Danemarks Throne.
Meddelt af Professor Hetsch, (svigersøn af conferentsråd Hansen.)”

C.F. Hansen: Trongemak, Christiansborg
C. F. Hansen: Danmarks trone på Christiansborg. 1822. Pen og vandfarve. Med Thorvaldsens karyatider.

Arkitekt Peder Malling (1781-1865) var C. F. Hansens elev og medarbejder på hans tegnestue, senere konduktør under Slotsbygnings-Kommissionen ved Christiansborgs genopførelse. Han var i Italien 1811-15, hvor han hørte til Thorvaldsens nære omgangskreds og sluttede venskab med den tyske arkitekt G. F. Hetsch (1788-1864). Det var ham, der fik Hetsch til at tage til Danmark 1815, og ham, der drog ham ind i C. F. Hansens kreds herhjemme.

Alt dette er der god sammenhæng i. Men hvorfor satte Malling og Thorvaldsen sig til at lave dette forslag til det polske monument?

Thorvaldsen & Malling: Karyatider, 1813
Thorvaldsen og Peder Malling: Forslag til det af polakkerne påtænkte monument for Napoleon. Ifølge senere påskrift tegnet 1813. Sepia og vandfarve. (Privateje).

Ydermere er tegningernes karyatider ret meget forskellige fra de to, som Thorvaldsen modellerede efter den polske bestilling, og som endte på Christiansborg. De har ikke det høje bladkapitæl på hovedet, men en lav støttepude og derover en echinus med et æggestav-ornament (kymation), og deres dragt er anderledes. Både med hensyn til det bærende led på hovedet, dragt og fodstilling er tegningens figurer bragt i ret nøje overensstemmelse med karyatiderne på Erechtheion på Akropolis.

Hvor fandt Thorvaldsen i det hele taget forbilledet for de polske karyatider med den indbyrdes forskel, der er i deres dragt? På en eller anden måde må hans interesse – efter at han havde modelleret dem – være blevet taget fangen af Erechtheions karyatider. Den strenge stil har tiltalt ham, hvad der jo gav sig udslag i, at statuen af Hebe fra 1806 blev lavet om til Hebe af 1816. Kan tegningen have nogen forbindelse med den antikke karyatide i Vatikanet, som Thorvaldsen restaurerede, ganske vist meget senere, vist i 1823? Denne statue må nemlig omkring den tid, da tegningen blev til, have tilhørt maleren Camuccini, som skal have tilbudt den til den tyske billedhugger Wagner til Glyptotheket i München 1815, og fra hvis besiddelse den kom til Vatikanet i 1823.

Til besvarelse af disse spørgsmål mangler vi et led i forhistorien, nemlig Peter Aigner’s projekt til monumentet. Hvis der har været noget? Man lægger mærke til, at kontrakten angiver selve figurernes højde (6 fod), medens det om plintene under dem hedder, at de skal have ”misura a proporzione”. En rettesnor af en eller anden art må Aigner dog have givet Thorvaldsen, siden det udtrykkelig nævnes, at figurerne skal være forsynede med ”canestri” (kurve, d.v.s. kapitælerne på deres hoveder). Hvorfor skulle Thorvaldsen ellers have formet karyatiderne på denne specielle måde?

Karyatide Karyatide

Thorvaldsen: To karyatider, modellerede i Rom 1813 efter polsk bestilling. Afstøbninger efter marmor-statuerne i tronsalen på Christiansborg Slot, der gik til grunde ved slotsbranden 1884. (A55 og A56).

Referencer

  • J.M.Thiele: Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker. Første Deel, Kbh. 1831, p.139-142.
  • J.M.Thiele: Thorvaldsen i Rom. I, Kbh. 1852, p.221-222, 250, 255, 359-360, 368, 369, 371, 374-375, 377. II, Kbh. 1854, p.28, 56, 292, 312- 313, 323, 526.
  • Thorvaldsens tegninger (mappe A 5, kat. nr. 139 og A 4, kat. nr. 115).
  • Karakteristisk for denne sag er, at begge original-exemplarer af kontrakten med Peter Aigner ligger i Thorvaldsens brevarkiv paa museet, begge egenhændigt underskrevne af Aigner og Thorvaldsen. Det ene exemplar bærer den udvendige påskrift: ”Sir James Craufurd / to the care of Mister Davidson / Graham & Co. / London”. Kontrakterne har følgende ordlyd:
    Fra noi sottoscritti il Cavaliere Alberto Thorwaldsen, Professore di Scultura dell’ Accademia di S. Luca in Roma, ed il Sig.re Pietro d’Aigner Architetto, e Membro dell’ Istituto Reale delle Scienze, e delle Arti di Varsavia; In Nome dell’ Eccellenze Loro i Signori Ministri di Stato del Regno di Polonia; Si fà il presente contratto. Il Sig.re Thorwaldsen si obbliga fare due Cariatidi Greche di Marmo bianco Statuario di Carrara, grandezza di Sei piedi, e di piu due Canestri, e Plinti misura a proporzione, che serviranno al Monumento di Napolione il Grande, in adempimento del Decreto della Confederazione Generale del Regno di Polonia. E questo è per il prezzo di Scudi Mille Romani per ciascheduna delle sudette Figure. All’incontro il Sig.re d’Aigner in nome come sopra, si obbliga di fare il pagamento al Sig.re Thorwaldsen in trè Rate, cio è la prima Anticipatamente di Scudi Seicento, la seconda alla metà del Lavoro di Scudi Ottocento, e l’ultima all’Epoca in cui il Sig.re Thorwaldsen si obbliga di terminare il Sud.° Lavoro, vale a dire in un Anno dal giorno presente. In Fede de ciò, e per Sicurezza in tutto, e per tutto a tenore delle Leggi ci rimettiamo scambivolmente ambe le parti, e ci Sottoscriviamo. Roma ai 23. Decemb.re 1812.
    Alberto Thorvaldsen
    Fermo come Soprà
    Pietro Aigner Architetto
  • Else Kai Sass i Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1952, p.9-10.
  • Fr. Weilbach: ’C.F. Hansens Christiansborg’, i: Fra Arkiv og Museum, serie 2, bd. 2, 1935 (p.132-133, 138-140 om karyatiderne og Christiansborg og om deres hjemsendelse).
  • Thorvaldsens Museums bestyrelses mødeprotokol, 28. August 1847 (nr. 59), 26. Aug. 1848 (nr. 95).
  • Musées et Galeries Pontificaux. I. Guide du Musée de Sculpture du Vatican. Rome 1933, p.233. – Den omtalte karyatide står i Braccio Nuovo.
  • Walther Amelung: Die Sculpturen des Vaticanischen Museums. Bd. 1, Text. Berl. 1903, p.9-11. — På oversiden af karyatidens basis, der er nyt tilsat, står foran til venstre årstallet: 1823. Formodentlig det år, da statuen blev restaureret af Thorvaldsen; i alt fald det år, da statuen kom til Vatikanet.
  • De to karyatider på C.F. Hansens projekt 1822 til tronen på Christiansborg er åbenbart tegnede efter Peder Mallings og Thorvaldsens forslag til mindetavlen for Napoleon.

Omtalte værker

A55 A56

Sidst opdateret 11.02.2016