Arkivet, Thorvaldsens Museum

Dissektion af en superstjerne

Om arbejdet med Arkivet

To dage efter, at 1800-tallets største danske kunstner, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen døde 24.3.1844 i Det Kongelige Teater, blev hans lig obduceret i hans hjem på Charlottenborg i København. Tre uger senere kunne man læse obduktionsrapporten i Ugeskrift for Læger affattet i en køligt, beskrivende prosa: “Hjerteposen var tom, Hjertet stort, bedækket med et temmelig tykt Lag Fedt… Leveren var stor, mørkebrun, noget skjør, ikke særdeles blodrig. Galdeblæren indeholdt en ringe Mængde mørk Galde. Milten lille og blød. Nyrerne, Nyrebækkerne og Urinblæren fuldkommen naturlige… Tyndtarmens Sliimhinde var paa sine Steder meget blodrig… Tyktarmen var bleeg.”
Med disse tørt konstaterende ord slutter rapporten abrupt ikke uden anstrøg af absurd poesi. Dødsårsagen blev besynderligt nok ikke anført direkte, men obduktionslægerne var dog ikke i tvivl. Allerede samme dag meddelte de pressen, at Thorvaldsen døde af “en organisk Sygdom i Hjertet”, det vil slet og ret sige en blodprop i hjertet forårsaget af almindelig ælde.

Det er imidlertid ikke kun obduktionsrapporten, der giver mulighed for at granske Thorvaldsen i hjerte og nyre. På hans museum findes nemlig et meget stort, analogt arkiv med ca. 8.000 dokumenter, som udover den skrevne obduktionsrapport især rummer billedhuggerens korrespondance. Brevene stammer fra familie og venner og fra det enorme netværk af europæiske kunstnere, kunstinteresserede og kunder, som Thorvaldsen havde forbindelse med gennem hele sit liv. Brevene suppleres af talrige brevudkast og kladder af Thorvaldsen selv og af de folk, der hjalp den ordblinde billedhugger med at skrive breve. Museet rummer også andre typer af skriftlige efterladenskaber som fx regnskaber, notater, rejsedagbøger, regninger, udnævnelser, bogdedikationer m.m.
Efter kunstnerens død blev størsteparten af dette kildemateriale fundet i en mørk kælder under Thorvaldsens lejlighed i Rom af hans første biograf Just Mathias Thiele. Dokumenterne var stoppet ned i nogle store tønder, som Thorvaldsen havde fyldt op med “Muursteen, Glas, Leerklumper og andet Sligt”. Han var kendt for ikke at smide papir ud og genbrugte det ofte til skitser, notater eller kladder til nye breve. Når bunken havde hobet sig for meget op, røg det hele øjensynlig ned i kælderen.
Dokumenterne udgør primærkilden til vores viden om Thorvaldsens værker og hans arbejds- og privatliv. De bidrager også væsentligt til forståelse af bl.a. den europæiske nyklassicisme, de dansk-europæiske kulturforbindelser i perioden, datidens skulpturpraksis, dansk sproghistorie m.m. og rummer i det hele taget stof til adskillige artikler og bøger. Stoffet er kun få gange blevet gennemgået, og selvom ca. 4.300 breve pr. 2006 foreligger tydede og indtastede som Word-filer, savner de en systematisk bearbejdning og den forklarende ramme, der ville kunne gøre de tusindvis af oplysninger tilgængelige, søg- og brugbare.
I løbet af de kommende år skal dette væsentlige kildemateriale endevendes; indholdet af hvert brev skal identificeres og sættes ind i sin rette sammenhæng. Resultaterne publiceres løbende på Thorvaldsens Museums hjemmeside i en brugervenlig database, der bliver et veritabelt Thorvaldsen-leksikon med billeder, person- og emneregistre, kronologiske oversigter, avancerede søgemuligheder, referenceartikler foruden et hav af kommentarer til de ikke umiddelbart forståelige steder i brevene. Dokumentbasen lægges på nettet frit tilgængeligt som open source for alle, der interesserer sig for Thorvaldsen – læg som lærd.
Til at forestå udgivelsen og dissekere og kommentere den enorme informationsmængde, dokumenterne rummer, har Thorvaldsens Museum oprettet et forskningscenter ved hjælp af en storstilet generøs bevilling fra Velux Fonden på 4,2 mio. kr. Centret bemandes med tre kunsthistorikere på fuld tid samt en studentermedarbejder.

Et utrendy projekt?

Den enorme opgave åbner nogle grundlæggende forskningsmæssige perspektiver: En kildepublikation som nærværende er en ret så eksotisk fugl i det kunsthistoriske reservat – og, så vidt vides, også i andre humanistiske fag. Dét at publicere kilder til en kunstners værk har ikke engang lavstatus i dagens kunsthistorie – det kommer end ikke ind på skalaen for relevant forskningsaktivitet. Når dét at udgive primærkilder ikke betragtes som cutting edge, skyldes det ikke egentlig ringeagt for denne disciplin, men snarere dét, at den er gået i glemmebogen. Med de sidste par årtiers teoribevidste ny kunsthistorie, poststrukturalisme, socialkonstruktivisme og hva’ har vi, så er empiritung forskning i høj grad gået bag af dansen. For meget empiri er utrendy.
Men skal man gennemforske en dokumentsamling som fx Thorvaldsens, er udgangspunktet i højere grad empirien end teorien. Her arbejdes der ikke med nogen på forhånd fastlagt tese. Her bestemmer materialet i høj grad, hvilken vej man går, og hvad man skal beskæftige sig med. Man arbejder med en jævntsvævende opmærksomhed, som Freud siger om psykoanalytikerens arbejdsmetode: Man ved ikke præcis, hvad der vil vise sig, men holder sin viden på stand by, hvis en sammenhæng pludselig skulle materialisere sig.
At fremlægge en kommenteret udgave af Thorvaldsens breve m.m. er med andre ord en meget bunden opgave, og herved står den i modsætning til vores almindelige opfattelse af et forskningsprojekt, hvor forskeren frit vælger sit emne, sin synsvinkel og sin metode. Man taler i faget let nedladende om museumsforskning som en art underudviklet lillebror til den egentlige universitære forskning og tænker derved netop på fx fremlæggelse af dagbøger, skrifter eller andet kildemateriale, der af tilfældige årsager er havnet på museum, eller på udgivelse af bestandskataloger over museers samlinger o.a.
Set fra et nutidigt forskningsperspektiv hæmmes den såkaldte museumsforskning altså af sit empiriske udgangspunkt. Men det selvsamme udgangspunkt kunne ligesåvel betragtes som en fordel. Styrken ved et projekt som udgivelsen af Thorvaldsen-dokumenterne ligger netop i den besindelse på fakta, som projektet indebærer. Kilderne kortlægger i detaljer, hvad der skete hvornår og i hvilken anledning; hvem der var involveret og hvilke betingelser, der i det hele taget gjorde sig gældende for Thorvaldsens produktion af værker.
En kommenteret udgivelse af primærkilder som fx breve skal dermed først og fremmest gøre det muligt at skelne mellem, hvad der rent faktisk er belæg for at hævde, og hvad der må betegnes som viderefortolkninger af disse kendsgerninger. I den henseende kan Thorvaldsens obduktionsrapport siges at være et manifest for empirisk funderede forskningsprojekter. I sin kliniske positivistiske rus bestræber rapporten sig kun på at fremlægge fakta i den tro, at man herved kommer sandheden nærmere. Kildeudgivelsen benytter sig for så vidt af samme fremgangsmåde, idet der her fremlægges den ene kilde efter den anden som dokumentation for det grundlag, hvorudfra vi kan udtale os om Thorvaldsen. Dokumenterne publiceres dog ikke uden forskersubjektets muligvis farvede kommentarer, og der er løbende mulighed for at fremstille temaer i stoffet i mere tolkende og mindre positivistiske referenceartikler. Det tilstræbes dog at fremlægge materialet så sobert som muligt for at stille det til rådighed for videre bearbejdning. Udgivelsen af Thorvaldsen-dokumenterne bliver forhåbentlig en standardreference for den videre forskning i hans kunst.

Empirimangel

Selv om kildeprojektet kan udstyres med den lidet flatterende betegnelse “museumsforskning”, er der paradoksalt nok kun et fåtal af danske kunstmuseer, der har mandskab, tid eller penge til at kaste sig ud i lignende projekter. Forskningsaktiviteten på kunstmuseerne er i det hele taget med få undtagelser nærmest ikke eksisterende trods den forskningsforpligtelse, som museumsloven pålægger museerne. Aktivitet er der dog masser af, men det er primært i formidlingens (og administrationens) navn – der produceres udstillinger som aldrig før, men de er kun sjældent forskningsbaserede; udstillingers formål er at indgå i den besøgstalsfunderede eventkultur, ikke at producere ny viden. Formidlingen af den eksisterende viden er mere end tilstrækkelig, og der er hverken tid eller kræfter til at undersøge sagerne på ny. Formidling og forskning lever stort set hvert sit adskilte liv i nutidens dominerende museumskultur, og fokus samler sig i dén grad om formidlingen, at den kan siges at udgøre en trussel mod et museums forskningsprofil.
Det er ganske betegnende for denne forskningsmæssige krisetilstand på kunstmuseerne, at kildeprojektet er finansieret med udefrakommende midler. Selvom udgivelsen har stået øverst på museets ønskeliste i flere årtier, har det ikke været muligt for det fastansatte personale at afse tid til den enorme opgave. Ja, faktisk har man flere gange påbegyndt projektet siden 1930’ernes slutning, men uden tilnærmelsesvis at kunne fuldføre det. Dette er ikke nogen enestående situation for Thorvaldsens Museum; intet dansk museum ville kunne forsvare at trække så mange årsværk ud af budgettet for at realisere lignende projekter, uanset hvor fagligt nødvendigt behovet ellers måtte være.
Og behovet eksisterer skam. Store oversigtsværker over selv de største danske kunstnere som fx Weie, Eckersberg, Hammershøi, Willumsen o.a. er en mangelvare. Det er kun et fåtal, der har været udsat for den type kildekortlægning, som Thorvaldsen nu underkastes. Det største problem ved denne empirimangel er, at visse tolkninger vinder hævd, og at forskningen let forfalder til ukritisk at gentage de betragtninger og domme, der tidligere har bundfældet sig. Naturligvis kender man for størsteparten af danske kunstneres vedkommende de værker og kilder, der antages at være de vigtigste, men dette kendskab hviler meget ofte på et ufuldstændigt grundlag, der hindrer, at tingene kan tages op til revision.

Et grundlag for videre forskning

Kildeprojektet placerer sig i et forskningsmæssigt ingenmandsland: Set fra et universitært synspunkt er hårdkogt positivisme umoderne i vore dages humanvidenskaber, og set fra museernes eventorienterede formidlingssynspunkt er projektet helt og aldeles usexet.
Så hvad skal vi med det? Projektet holder enkle, klassiske dyder i hævd, nemlig at god forskning hviler på et solidt empirisk grundlag; og at det faktisk er muligt at fastlægge et sådant grundlag. Det kan umiddelbart virke overflødigt at påpege sådanne selvfølgeligheder, men i lyset af nutidens store empiriunderskud og empiribehov i dansk kunsthistorieforskning forekommer en skærpet bevidsthed om empiriens status yderst tiltrængt. Det skal dog påpeges, at trods projektets positivistiske beskaffenhed, næres der ingen naive illusioner om, at en endegyldig sand fremstilling af Thorvaldsens virke kan opnås. Projektet sigter ikke mod at fremlægge et kildegrundlag, så Thorvaldsen-opfattelsen fremover kan stivne i én bestemt form. Udover at øge vores viden om billedhuggerens virke, så er målet med kildeudgivelsen snarere at give lejlighed til at gå de gængse domme om Thorvaldsens værker efter i sømmene, revidere den eksisterende viden, korrigere fejlagtige antagelser og generere ny forskning. At lægge kilder blot åbner til stadighed mulighed for at se på historien med friske øjne.

Hvorfor obducerede man egentlig Thorvaldsen? Og hvorfor offentliggjorde man resultatet? Det melder historien ikke umiddelbart noget om. Bladrer man rundt i Ugeskrift for Læger i 1840’erne, synes det kun at have været i ekstraordinære tilfælde, at en obduktion kom til offentlighedens kendskab. Der er intet i rapportens benhårde saglighed, der tyder på, at man hemmeligt nærede et romantisk håb om at finde den abnormitet, der kunne forklare Thorvaldsens geni. Bevæggrunden for obduktionsrapportens offentliggørelse synes snarere at have været, at megastjernens død påkaldte sig så stor interesse, at alle kendsgerninger skulle lægges frem. Det er samme ønske om demokratisk åbenhed, der motiverer offentliggørelse af Thorvaldsen-dokumenterne. De danner et meget væsentligt grundlag for forståelsen af hans værk, og jo fastere grund, man har under fødderne, jo større skridt kan man tage.

Sidst opdateret 11.05.2017