Arkivet, Thorvaldsens Museum

Den gale Moltke eller Excentriciteten i centrum

  • Sven-Aage Jørgensen, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2001
  • Dette er en genudgivelse af artiklen:

    Sven-Aage Jørgensen : “Den gale Moltke eller Excentriciteten i centrum – Det tysk-danske litterære milieu i København ved udgangen af det 18. århundrede”, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 2001, p. 90-101.

    Den trykte artikel kan ses her.

Modernisme og revolution

»…det smerter mig, men jeg kan ikke andet end udraabe: Quid mihi cum Dano? Germanus esse volo.« I Illustreret Dansk Litteraturhistorie1 fremdrager Vilhelm Andersen dette udbrud i et brev af Jens Baggesen (1764-1826), der utvivlsomt var landets største poetiske begavelse mellem Ewald og Oehlenschlæger. Hvorfor skulle han dog ønske at blive tysker?

Den danske helstat med sine danske, norske og tyske befolkningsgrupper – en folketælling 1769 regner med ca. 785.000 danskere, 725.000 nordmænd og 450.000 fra det hovedsageligt tysktalende Slesvig-Holsten – havde naturligvis i hovedstaden tilsvarende kulturelle milieuer. De store navne i det 18. århundredes anden halvdel var henholdsvis Ewald, Wessel og Klopstock, men der var mange andre. Grænsen mellem de norske og de danske >partier< var, såvidt jeg kan se, på ingen måde skarp – eksempelvis blev Pram vel nærmest dansk, Suhm identificerede sig med norsk nationalfølelse -, og vi ser Baggesen som Wessels arvtager – således som Wessel selv gjorde det. Det >tyske partis< eksistens har vi derimod fortrængt – eller erindrer det som den truende >fortyskning< af landets åndsliv.

Hvad kunne endnu i firserne gøre det tyske milieu i hovedstaden mere fristende end det danske? Det >tyske partis< glansperiode var jo hørt op, da Friedrich Klopstock, Tysklands førende digter, efter over tyve års ophold i København forlod byen ved den ældre Bernstorffs fald og Struensees magtovertagelse i 1770. Med ham gik også hofprædikanten, salmedigteren og tidskriftredaktøren Johann Andreas Cramer (1723-1788), der havde udgivet Der nordische Aufseher (1758-61), dramatikeren Heinrich Wilhelm von Gerstenberg (1737-1823), der med den let kannibalistiske tragedie Ugolino (1768), havde indvarslet »Sturm und Drang«-perioden og med Gedicht eines Skalden (1766) inspireret Klopstock til at skifte fra antik til nordisk mytologi i sin digtning og dermed fået ham og andre til at istemme det, som modstandere i Tyskland kaldte »Bardengebrüll«. Man bør heller ikke glemme Bernstorffs sekretær Helferich Peter Sturz (1736-1779), Tysklands første essayist.

Efter Guldbergperiodens nationale reaktion havde det >tyske parti< genetableret sig som en kulturel faktor, og med al respekt for den vittige satiriker P. A. Heiberg (1758-1841), for Christen Pram (1756-1821) (fig. 1) og for de oprindeligt tysksprogede Johann Clemens Tode (1736-1806), Werner Abrahamson (1744-1812) og L. C. Sander (1756-1819), så var selv den toneangivende Knud Lyne Rahbek (1760-1830) ikke så spændende som de mere moderne og geniale brødre Friedrich (1750-1819) og Christian Stolberg (1748-1821). Og så var der i det danske milieu ikke mæcener, som kunne måle sig med den vidtfavnende, højt begavede og følsomme Ernst Schimmelmann, med August Hennings, Reventlowerne og prins Friedrich Christian af Augustenborg, til hvem Schiller skrev sine breve Über die ästhetische Erziehung des Menschen (1795). Og mæcener – det havde den sære, ekstatiske og entusiastiske, men frem for alt ludfattige Baggesen brug for, der hverken havde et borgerhjem eller en præstegård i ryggen.


Andreas Flindt: Christen Pram, ca. 1794-95
Fig. 1. Andreas Flindt: Christen Pram. Efter tegning af Bertel Thorvaldsen, ca. 1794-95.


Hvordan så milieuerne så ud? Simplificerende kan man sige: det >tyske parti< var domineret af aristokratiet samt de holstenske og indkaldte tyske embedsmænd og lærde. Det var moderne, følsomt, filantropisk, kosmopolitisk, reformvenligt – og patriotisk i loyalitet mod det overnationale monarki. Det >danske parti< var naturligvis også påvirket af de litterære strømninger i de andre europæiske lande, det var borgerligt med antiaristokratiske tendenser, reformivrigt indtil det revolutionære. Og det blev i stigende grad nationalt – og det vil sige antitysk og efterhånden også antiholstensk.

Det er svært at danne sig et klart indtryk af forholdet mellem de to milieuer. Der findes mange tyske og danske litteraturhistorier, men ingen større moderne monografi over litteraturen i helstaten Danmark i det 18. århundrede, hvori den tyske og den danske ses i sammenhæng, medens man kan hente meget hos Vilhelm Andersen og Magon, dog mest af biografisk art.2 Men som digter behandles Friedrich Stolberg lige som Helferich Peter Sturz og Gerstenberg for det meste kun i tysk kontekst; af de tyskskrivende har Friederike Brun (1765-1835), hvis fader var præst ved Skt. Petri Tyske Kirke, dog oplevet en renæssance i dansk litteraturhistorie som repræsentant for europæisk salonkultur. Men nævnes bør også Carl Friedrich Cramer (1752-1807), der var vokset op i København som søn af hofpræsten J. A. Cramer og som 23-årig fik et ekstraordinært professorat i klassiske og orientalske sprog samt homiletik i Kiel, hvor faderen efter Struenseees fald var blevet professor primarius i teologi og prokansler. Carl Friedrich, der var en begavet oversætter af dansk litteratur og flittig musikskribent, savnede imidlertid milieuet i hovedstaden, dukkede op så tit som muligt, færdedes hjemmevant i salonerne og spillede 1789 en central rolle i »Tyskerfejden«,3 striden om operaen Holger Danske, der både havde æstetiske, kulturpolitiske, sociale og nationale aspekter.

I »Holgerfejden« blev modsætningerne mellem de to milieuer sat på spidsen. Baggesen havde samarbejdet med en tysk komponist, skrevet en libretto og dermed i Rahbeks øjne bidraget til et feudalt kunstværk; han havde tilmed skrevet efter tysk forlæg, brugt Wielands rokokoprægede eventyrepyllion Oberon og ladet den danske nationalhelt »tirelere« på en operascene, som Rahbek skrev. Bedre blev det ikke af, at Cramer i forordet til sin tyske oversættelse satte kamæleonen Baggesen over Ewald. Baggesen kunne jo det hele, både være frivol og vittig som den norske Wessel og følsom og ophøjet som den danske Ewald. Ingen var i tvivl om hans genialitet – og nu havde han i den danske borgerlige intelligens’ øjne sluttet sig til >det tyske parti<; han led under fejden, medens hans oversætter Cramer befandt sig som en fisk i vandet.4 Selv betragtede Baggesen ikke tysk og dansk som modsætninger, men som provinser uden faste grænser i en fælles nordeuropæisk – han skriver germansk – kultur, der havde kristendommen og reformationen som arvegods og reflekterede oplyst og følsomt over denne arv; det indebar i 1789 en filantropisk kosmopolitisk tro på menneskeheden med mystiske overtoner.5 Han begav sig ud på en længere rejse, der blev finansieret af Schimmelmann og hertugen af Augustenborg og både var en flugt fra »Holgerfejden« og en kurrejse.

I første etape, sejladsen til Kiel deltog Friederike Brun og hendes børns informator Johann Karl Spazier (1761-1805) på vej tilbage til Tyskland. Han fulgte lang tid med på Baggesens rejse og skrev siden en selvbiografisk roman, der også behandler livet i København. C. F. Cramer var også med, men måtte blive i Kiel. I kurbyen Pyrmont traf Baggesen så helt uventet »en lang, dødbleg, huløjet Gestalt«, sin ven Adam Gottlob Detlev Moltke (1765-1843) (fig. 2), kaldet »den gale Moltke«. De falder hinanden om halsen: »Misforstaaelser, ulykkelig Kjærlighed, overnaturlig Anstrængelse og Brystsyge har sat mig i den Tilstand, hvori Du her ser mig«, udbrød han, idet Blodet styrtede ham ud af Munden – »Misforstaaelser, ulykkelig Kjærlighed, utidig Anstrængelse og Nervekrampe har bragt mig i denne Forfatning, gjentog jeg, og hæftige Krampetrækninger ledsagede min Fortælling.«6 Moltke var så meget på kant med sin familie, at han kun havde en tjener og en let rejsevogn til rådighed på færden gennem Europa, men Baggesen, informator Spazier og greven, som på Baggesens forlangende aflagde sin titel og kaldte sig Adams, drog i den ombyggede rejsevogn under devisen »Liberté, Egalité, Fraternité« fra Pyrmonts sygelighed videre til det republikanske Schweiz og det revolutionære Frankrig, hvor Baggesen dansede på ruinerne af Bastillen men det er en anden historie, som er fortalt mange gange.


Bertel Thorvaldsen: Adam Gottlob Detlef Moltke, 1803-04
Fig. 2. Bertel Thorvaldsen: Adam Gottlob Detlev Moltke til Niitschau, 1803-04. Thorvaldsens Museum.


Det gælder ikke for Moltke,7 og en nylæsning af hans værk kan heller ikke bevirke nogen principiel revision af tysk eller dansk litteraturhistorie; Moltke må blive stående i andet geled, men hans forfatterskab er litteratur- og mentalitetshistorisk interessant, fordi han førte bestemte tidstypiske tendenser ud i det ekstreme og kaster et strejflys over det af den nyere forskning noget forsømte tysk-danske milieu i hovedstaden.

Moltkernes historie

Siden middelalderen har der været Moltker i Danmark, men den mest succesrige linie blev grundlagt af Mecklenburgeren Adam Gottlob Moltke (1710-1795), der blev Frederik V’s fortrolige – først som kammerpage og til sidst som overhofmarskal; han blev ikke minister, men en næsten almægtig favorit. Han blev ridder af elefanten, storgodsejer og lensgreve til Bregentved. Han stod i spidsen for både Asiatisk Kompagni og Kunstakademiet og meget andet – og lad mig da også tilføje, at han på Turebyholm i 1751 plantede stamtræet til alle Grev Moltke pæretræer. Han havde af kongen fået det specielle privilegium for Bregentved, at lensgreven selv kunne vælge blandt sine descendenter, hvem der skulle arve titlen og godset.

Det så ud til at skulle blive Adam Gottlob Detlevs fader Magnus, der så i tidens fylde kunne lade det gå videre til vor helt, der som tiårig var blevet løjtnant à la suite i faderens regiment. Han forlod imidlertid hæren 1783 på grund af dårligt helbred, tog studentereksamen og studerede jura – men derudover Spinoza, Diderot og andre misliebige forfattere. Derudover omgikkes han studenter fra de fattigste lag, blandt andre Baggesen. Forældrene, der ikke var tilfredse med hans omgangskreds, meninger og ægteskabsplaner, sendte ham til det tyske reformuniversitet Göttingen; hans helbred forværredes, og til sidst tog han til kurbyen Pyrmont.

Labyrinten af Baggesen

Ewalds Levned og Meninger var ikke blevet publiceret endnu, Baggesens rejsebog Labyrinten blev derfor den første fremstilling i dansk litteratur af en konsekvent subjektivistisk, følsom og samtidigt uafladeligt reflekterende verdenserfaring. Den danske prosa kom her endelig på højde med den Sterne-stil, som grasserede i den europæiske litteratur – det er nok betegnende, at det »danske partis P. A. Heiberg og Tode stadigt finder deres forbillede i Smollett (1721-1771), medens A Sentimental Journey through France and Italy (1768) ikke blot har inspireret Baggesen, men også C. F. Cramer og Moltke, hvis samtidige >genialske< skrifter er tysksprogede pendanter til Labyrinten, skrevet i samme stil, produkter af det samme milieu og den samme generation i København. Ofte anvendte begreber som trans-, bi- eller interkulturel er efter min opfattelse hér misvisende – der er tale om bilingvale forfattere inden for samme protestantiske, nordeuropæiske kultur. De er dobbeltsprogede i den forstand, at de forstod begge sprog, skrev på enten det ene eller det andet – eller som Baggesen og – i mindre grad – Oehlenschlæger på begge.

Cramer og Moltke søgte at overgå deres danske forbillede, at skrive mindst lige så moderne, mindst lige så subjektivistisk, springende, normbrydende, reflekterende og genredestruerende som Baggesen – to outbag Baggesen, som Cramer siger et sted med en hentydning til Shakespeares »outherode Herodes«. Cramer gjorde det ved at oversætte Labyrinten og forsyne oversættelsen med anmærkninger, ekskurser, tilføjelser og protester, således at der i den kritiske, næsten tekstopløsende oversættelse opstår et nyt værk. Oversætteren og kritikeren træder frem sammen med forfatteren, kompletterer og korriger ham – undertiden på en sådan måde, at Cramers lidt tåbelige indfald: at læse Baggesen bagfra og kalde ham Neseggab bliver et rammende udtryk for Cramers forståelse af ham.

Moltke rejser mod Mainz

Moltke skrev sin Reise nach Maynz (zur Zeit des Bombardements) (Altona 1794-95) med ikke en under-, men en overtitel Buitenspoorigheeden, hollandsk for svinkeærinder, at køre ud af sporet, excentriciteter. I overensstemmelse med genren »følsom rejse« når Moltke i de udkomne Excursion I og II på grund af digressioner aldrig længere end til Hannover. Hvad læseren får serveret, er ingen gammeldags rejseskildring, men noget ganske andet:


»Eine Reise ist dem Gutorganisierten ein
Gehirnvomitiv.
Eine Reise ist ein Spiegel!
Der Reisende sieht sich selbst darin.
Eine Reise ist des Reisenden Schattenriβ« (s. 25)


Cramer genskriver Moltke

Cramer var også her symproducerende og forsynede værket med en lang indledning, der karakteriserer Moltke og skal forberede læseren på dennes livs- og skrivestil, på de »Tollheiten«, dvs. den geniale excentricitet, de revolutionerende eller revolutionære indholdsmæssige og stilistiske innovationer, som kendetegner hans værk. Lad mig give nogle få eksempler, så det hele ikke bliver for abstrakt.

Bogens motto lader tredje stand sige med Herrens ord efter syndefaldet: »se, Adam er blevet som en af os til at kende forskel på godt og ondt; men nu, på det han ikke skal udrække sin hånd og tage også af livsens træ og æde og leve evindeligen …« (1. Mosebog 3,22). Læseren, der kender sin Bibel, tilføjer naturligvis: han skal derfor uddrives af Edens have. Adam Moltke har smagt af kundskabens træ, han har fået åbnet øjnene for social og politisk uret og vil blive uddrevet af adelstanden.

Derefter varierer Cramer over mange sider temaet: »der tolle Moltke« eller – synonymt – geniet, som hans studiefæller kaldte ham. Det sker på alle de sprog, som man forstod og legede med i det tysk-danske milieu i København. Med udgangspunkt i Baggesens to linier: »Original? Original? /Dog ikke…gal?« (s. 6) affærdiges filistrene, der ikke kender andet end kedelig normalitet, og i hvis øjne Moltke som den geniale Hamlet er »mad«. Videre går det over stok og sten, på plattysk, fransk og italiensk, citater og små anekdoter hvirvler mellem hinanden: Dér »geit der unkloke Molk«, »ce Moltke est un fou«, »he snappt öwer!«, »Faith, he is crack’d«, »mente captus« , »ein Enthusiast«, »ein exageré«, »ein enragé« – »kurz ein Genie« (s. 7-9) (fig. 3).


Fig. 3. Opslag fra Adam Gotdob Detlef Moltke: Reise nach Maynz, Altona 1794-95.


Den nye excentriske skrivestil

Det er en ny kalejdoskopisk og excentrisk stil, som spiller på begrebets forskellige konnotationer på de forskellige sprog og i forskellige kontekster. Den er langt fra klassisk klarhed, den er, mener Moltke og Cramer med et citat fra Butler »a Babylonish Dialect« ligesom Miltons og tilføjer: »but we find grace in its deformity« (s. 15). Denne stil afprøves i skildringen af rejsen, der virker som åndeligt vomitiv, som brækmiddel: på den befries hjernen for det vanlige og sædvanlige. Den rejsende optager og bearbejder det nye, men formes samtidigt af det. Rejseskildringen er den nyfundne subjektivitets mulighed og medium, den er subjektivitetens spejl eller i hvert fald silhuet.

Hvor godt det lykkes, kan man diskutere, og Moltke taler selv et sted om »verunglückte Yorick-iaden«, altså Sternepasticher, i hvilke det ironiske forhold til oplysningstidens nyttige rejsebøger kan komme til udtryk. Læseren følger med Moltke til Hamburg, men får ingen topografisk skildring af byens seværdigheder. For det seriøse publikum, der har studeret Friedrich Nicolais Beschreibung einer Reise durch Deutschland und die Schweiz, im Jahre 1781. Nebst Bemerkungen über Gelehrsamkeit, Industrie, Religion und Sitten. 12 Bd, Stettin 1783-1796, meddeles dog i et kort anhang blandt andet følgende: »Das heilige Vater unser ausgebessert, 4 Schilling, Die zehn Gebote corrigiert 6 Schilling, Den (sic) Erzengel Gabriel die Finger lackiert 1 Mark 10 Schilling«. Det er klart, at det drejer sig om restaureringsarbejder, men eksemplerne med priser antyder med deres ironisering af de topografiske rejseberetninger, at de gode hanseater ønsker at forbedre eller korrigere åbenbaringen hhv. give religionen et mere moderne og merkantilt anstrøg.

Som Sterne leger Moltke med typografien. Revolutionens etårsfødselsdag fejres d. 14. juli som begyndelsen til en ny tidsalder (fig. 4); hans begejstring går som pinseunderet så meget ud over det, som sproget kan udtrykke, at han griber til fem linier bestående af lutter udråbstegn (fig. 5). »Er det ikke en generalsalve?«, spørger han sin broder, der er på vej for at slutte sig til den prøjsiske hær, der belejrer det revolutionære Mainz. Broder Joachim ser dem som et bajonetangreb, men da Mainz er målet, forvandles bajonetterne for vor Adam til feje Brutusdolke. Kort efter bliver ikonets mangetydighed til tvetydighed; de to brødre overrasker på en natlig vandring et elskende par. Moltke anvender nu udråbstegnet som ikon for en erigeret penis med allusion til den berusede og sovende Noah (1. Mosebog 9,21). Adam Detlev vender som Sem og Jafet ryggen til, så vi erfarer ikke, hvem de så i Hamburgs nat (fig. 6 og 7).


Fig. 4. Opslag fra Adam Gottlob Detlef Moltke: Reise nach Maynz, Altona 1794-95.

Fig. 5. Opslag fra Adam Gottlob Detlef Moltke: Reise nach Maynz, Altona 1794-95.

Fig. 6. Opslag fra Adam Gottlob Detlef Moltke: Reise nach Maynz, Altona 1794-95.

Fig. 7. Opslag fra Adam Gottlob Detlef Moltke: Reise nach Maynz, Altona 1794-95.


Den litteratur, som man kan bruge, citeres naturligvis – og citaterne bliver hos Moltke over lange stræk montage. Han indmonterer Montaigne side op og side ned på fransk, medens han oversætter den lige så ofte citerede Sterne. Et >naivt< digt af Claudius, for hvem det naive var en genre eller stilform, lægges i munden på en ung moder, der per definitionen jo er naiv. Det er det jævne folk også, hvis suk over krigen bringes på det nedertysk, som Moltke virtuost benytter som troskyldighedens medium i et detaljeret genrebillede.

Moltkes flirt med revolutionen

Endnu mere end Labyrinten står Moltkes bog i Den Franske Revolutions tegn, skrives under indtryk af belejringen af det jakobinske Mainz, der blev tilbageerobret af de tyske fyrster i 1793. Moltke går ind for revolutionen med dens nye orden og mod ene- og adelsvælde og finder lige så polemiske toner som det >danske partis< P. A. Heiberg i Indtogsvisen (1790) og Malthe Conrad Bruun i Aristokraternes Catechismus (1796). I et ironisk kapitel kaldet »Recepte und Mittel zur Unterstützung des jetzt hülfsbedürftigen glorreichen Adelstandes« (I. s. 62-151) persiflerede han nådesløst ædel byrd og de stolte aner, som i virkelighedens verden har været staldkarle og frisører.

Dansk Adels Aarbog8 beretter, at Moltke i sin seglstampe udskiftede de tre urhaner i slægtens våben med tre revolutionære frygerhuer og ville tituleres citoyen Moltke. Ved en middag på Bregentved skal han iflg. sønnen Carl Moltkes erindringer9 have angrebet den arvelige adel og majoratsvæsenet, og da han efter en alvorlig samtale med sin bedstefader fastholdt det, udelukkede lensgreven klogt nok denne gren af familien fra at arve stamsædet Bregentved. Adam Gottlob Moltke indsatte i et dokument af 20. april 1790 sin femte søn som arving til Bregentved, hvilket sikkert ikke har gjort forholdet mellem Adam Gottlob Detlev og dennes fader Magnus bedre.

Nu havde den gamle lensgreve imidlertid forlængst købt de slesvig-holstenske godser Nør og Grünholz til Magnus. Han samt hans mandlige arvinger var allerede 1774 blevet optaget i det schleswig-holsteinische Ritterschaft. Adam Gottlob Detlev overtog godserne omkring 1800 og solgte dem for at købe Nütschau. Han blev slesvig-holstensk godsejer – og gennemløb en ikke ualmindelig udvikling. I hans Oden og Gedichte, begge 1805, var tonen en anden; det fandenivoldske er væk og grevetitlen naturligvis anført. Oderne er epigonale Klopstock-imitationer både stilistisk og indholdsmæssigt, hvad der i sig selv ikke implicerer noget brud med revolutionsbegejstringen, som Klopstock delte og holdt fast ved – og som kostede C. F. Cramer stillingen som professor ved universitetet i Kiel. Blandt digtene er de filosofiske i Schillers manér og ånd de interessanteste. Også Moltke har nu annammet Kant, men betragter den analytiske fornuft som destruktiv, hvorimod digtekunsten kan skabe et ideal som regulativ idé. Som Goethe afviste Schiller revolutionen og udkastede i sine breve til hertugen af Augustenborg et program for menneskets æstetiske opdragelse til den frihed og myndighed, som det åbenbart ikke politisk var modent til. Også Moltke ville ikke mere revolution, men evolution – og han ville ikke mere det universelle, men hjemstavnen.

Tilbage til rødderne

Den gale Moltke blev en normal godsejer – giftede sig med en Wibel von Wibelsheim og kort efter hendes død med hendes søster. Om sommeren besøgte han sine standsfæller på de omliggende godser, om vinteren boede han i Kiel og havde dér kontakt med professorerne ved universitetet. Han rejste meget, også sammen med ungdomsvennen Baggesen og levede i 1803-1804 længere tid i Italien, i Rom ca. trekvart år. Her sluttede han venskab med Wilhelm von Humboldt og Thorvaldsen, som han har skrevet et digt til. Han bestilte sin buste hos ham, der synes at have modelleret den i januar 1804. Samværet med Thorvaldsen behandler Else Kais Sass i bogen Thorvaldsens Portrætbuster, Kbh. 1963-65. Originalmodellen i kolossalstørrelse findes på Thorvaldsens Museum, medens et marmoreksemplar var i slægtens eje til 1954 og nu står i Kunsthalle i Kiel.10 Den er iflg. Else Kais Sass hugget af Thorvaldsens elev Camillo Landini (ca. 1776-1821) og er at betragte som et værk af mesteren selv, der altid gik sådanne arbejder efter og gav dem the finishing touch. Jeg skal tilføje, at Moltke foretog en rejse til Napoli sammen med Thorvaldsen, der forærede ham Asmus Jacob Carstens’ (1754-1807) suite af tegninger, Argonautertoget, som sønnen Carl siden solgte til Den kongelige Kobberstiksamling.

Moltke ville gerne have været dansk gesandt i Rom eller Napoli, men afslog anden ansættelse, vendte hjem – og blev slesvig-holstensk politiker, selvom han nu og da tænkte vemodigt på det kongerigske Bregentved, som han havde forskærtset. Som repræsentant for det slesvig-holstenske Ritterschaft tog han til Wien for – til Frederik VIs ærgrelse – at plædere for en slesvig-holstensk landdag og for skattelettelser til godsejerne. Var Moltke blevet reaktionær?

Så enkelt er det ikke. Hans holdning, som han fremlægger i mange ordrige politiske skrifter og pamfleter, finder sit klareste udtryk i et sent skrift11 tilegnet Niels Nicolaus Falck (1784-1850), der havde været huslærer på Nütschau, og hvis mere retsligt end tysknationalt prægede slesvig-holstenske holdning genfindes hos vor Adam. Hovedteserne er ikke ukendte:

Christian Is løfte 1460 i Ribe om, at Slesvig og Holsten »sallen bliven ewich tosamende ungedelt« er at ligne med det engelske magna charta. Det garanterer de to hertugdømmers uadskillelighed og stændernes ret til at bevilge skatteudskrivning. En ændring af Ribe-brevets retsstiftende magna charta kræver derfor enighed mellem kongen hhv. hertugen og stænderne hhv. landdagen. De danske stænder har givet kongen enevoldsmagt, de slesvigholstenske har ikke gjort det. Der er derfor tale om en ren personalunion mellem et absolutistisk regeret Danmark og et Slesvig-Holsten, som uretmæssigt er blevet påtvunget dette styre og nu søger sin ret i petitioner til kongen, til Wiener-kongressen og Det tyske Forbund, som Lauenburg og Holsten var medlemmer af – men ikke Slesvig.

Moltke argumenterer således ikke mere filosofisk, ud fra almene menneskerettigheder, men historisk og >konservativt< ud fra de specifikke positive rettigheder eller >friheder<, som stænderne uretmæssigt var blevet frataget af et absolutistisk styre. Ridderskabet er som stedfortrædende for alle Slesvig-Holstens indbyggere ikke et feudalt relikt, men danner som parlamentet i England grobunden for et demokrati, der vokser organisk frem og atter vil omfatte alle stænder. Landadelen, men altså ikke hofadelen, er folkets værn mod despoti og absolutisme.

Moltke havde altid været tysker i kongeriget, han forblev tysker i Hertugdømmerne, men også tilhænger af den danske helstat. Han døde så betids, at han blev sparet for nationale valg. Hans ene yngre broder Magnus (1783-1864) blev tysksindet slesvig-holstener og returnerede 1848 sit ridderkors til kongen, den anden, den Joachim, der var med ved Mainz, giftede sig med en Ellen Bruun Neergaard til Rønnebæksholm og blev således sjællandsk godsejer. Adams søn Carl (1798-1866) blev, skønt tysksproget opdraget, dansksindet konservativ helstatsmand og vendte sig skarpt både mod de danske og de tyske nationalliberale. Han var en mand efter Christian VIIIs hjerte, dansk minister 1848 og 1864. Som konservativ modstander af de ejderdanske bestræbelser blev han i København betragtet med mistro som dansk slesvig-holstener, mens hans mere og mere tysk-nationale standsfæller i Slesvig-Holsten allerede i 1847 betegnede ham som forræder og renegat.

Hermed har jeg skitseret Moltkes liv mellem København og Kiel, Bregentved og Nütschau, revolution og Ritterschaft og søgt at vise, hvorledes den excentriske revolutionære modernisme i Københavns tysk-danske milieu i slutningen af det 18. århundrede, i de første årtier i det 19. århundrede hos ham afløses af voksende rodfæstethed i Slesvig-Holsten, af en tidstypisk national og politisk regionalisme, af et engagement for gammel ret og for det, der var groet – den gamle lensgreve havde ikke behøvet at udelukke ham fra arvefølgen. Og dog spillede livet ham et puds og gjorde ham til sidst igen til »der tolle Moltke«.

Drømmen om ligestilling

Det fremgår af Dansk biografisk leksikon, at den ikke mere revolutionære greve i et tredje og ret sent ægteskab giftede sig med en borgerlig frk. Caroline Hedevig Klüwer (1791-1873), en tobaksspinders datter – og tobaksspindere rangerede nærmest som arbejdsmænd, kunne ikke danne laug. Desuden flyttede han fra sit gods til Lübeck. Det synes ikke rigtigt at passe til hans efterevolutionære liv, men gådens løsning er:

Moltke havde efter sin anden kones død 1812 taget tobaksspinderens datter til elskerinde. Et sådant arrangement har næppe været enestående på godserne, men havde i det 19. århundrede og for Moltke især en generende bismag af ancien régime. Det lykkedes da også for ham at holde det hemmeligt, skønt hun allerede 1816 fødte ham en søn, der fik efternavnet Adamson. Frøken Klüwer levede fortsat på hans gods, åbenbart som en slags selskabsdame, og kun hans søster synes at have vidst besked om forholdet. I hvert fald friede hans egen yngre søn Magnus, der var født 1805 og således 14 år yngre end frk. Klüwer, 1826 som tyveårig yngling til faderens elskerinde, som lflg. Pontoppidan gengældte hans følelser, men måtte forklare, hvorfor hun ikke kunne sige ja. Søn Magnus blev rasende og forlangte, at faderen nu skulle ægte frøken Klüwer, medens den ældste søn Carl lige så vredt insisterede på, at frøken Klüwer rejste omgående og selv ville slå sig ned på Nütschau for at holde faderen i ørerne.12 Det ønskede den gamle Moltke bestemt ikke, men ville tværtimod beholde frk. Klüwer som elskerinde med sønnernes viden og accept. Han frygtede, at hele historien, hvis den kom ud, og naturligvis især et ægteskab ville kompromittere ham i hans standsfællers øjne, fordi det ikke svarede til de grundsætninger, som han offentligt i så lang tid havde prædiket. Han var også bange for, at familien ikke ville acceptere frk. Klüwer som grevinde Moltke, at hun selskabeligt, socialt set ville blive ugleset. Enden på det hele blev, at Adam Gottlob Detlev forlod godset, flyttede til Lübeck 1826 og overlod Nütschau til Carl. I 1827 giftede han sig med frk. Klüwer – og fik 1830 ved kongeligt patent lyst Adamson i kuld og køn som en greve Moltke med begrænset arveret.

Omstændighederne tvang altså Moltke til en sidste >Tollheit<, til at springe over sin konservative skygge og realisere den égalité, som han havde fordret i sin ungdoms rejsebog. Han gjorde det halvhjertet og ikke særligt elegant – men han gjorde det.

Sidst opdateret 17.02.2017