Arkivet, Thorvaldsens Museum

Bindesbølls Museum

  • Knud Millech, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 1960
  • Dette er en genudgivelse af artiklen: Knud Millech: ‘Bindesbølls Museum. Bygningens æstetiske funktion og idé samt udviklingen i forarbejderne’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1960, p. 7-129.

Bygningen

Løst henkastet med Bindesbølls »store fede blyant no. 1« (Vilhelm Klein) står på en plan af 3’die august 1840 til opstillingen af skulpturerne følgende fire linier: »Betydningen var ogsaa T(horvaldsens) leder til Formen. Der er en Betydning i den Plads hver indtager. Det er Betydningen, der betinger hver Plads – hvor den har mest at betyde, tager den sig best ud, give det Sted en Ting har mest at betyde, der er dens rette plads«. Det er i virkeligheden sin egen kunstneriske grundanskuelse, Bindesbøll udtaler. Oplevelsen af det, han lagde ind i opgaven som dens indhold, hvad han ovenfor kalder for »betydningen«, var udgangspunktet for formen. Det svarer også til de linier, hvormed han ledsagede sit romerske projekt af 24’de juni 1837. Bindesbøll siger om dette projekt, at han ikke så meget vil kalde det et museum »men en portikus til Fornøielse for Publikum, dekoreret med Thorvaldsens Arbeider«. Han tilføjer yderligere: »Jeg har med Flid sat Menneskets Bekvemmelighed først og kun betragtet Kunsten som en Pryd paa Livet«. Dermed stemmer ligeledes en notits i hans selvbiografi om krigergraven i Fredericia, at han »gav tanken og tegningen« til denne.

Thorvaldsens Museum, opstalt af facade mod Stormbroen

Bindesbøll: Thorvaldsens Museum, opstalt af facade mod Stormbroen, 13.07.1839, D1592.

Der er i Bindesbølls arkitektur og dekorative arbejde altid et fortællende element. Med hensyn til den kunstneriske side af opgavens løsning, der var uadskillelig knyttet sammen med oplevelsen af dens indhold, gælder for de bedste af Bindesbølls arbejder disse linier af Vilhelm Klein: »Det kom ham væsentligt an paa Helheden, den klare Grundtanke og de store Grundformers Rhytmik – – – « (Arkitekten, 1901-1902, side 190). Samtidig fremhæver Klein dog Bindesbølls arbejde med detaillen i Thorvaldsens museum.

Som bekendt er Thorvaldsens Museum en ombygning, en af de vidunderligste i arkitekturens historie. Den 30’te december 1838 havde Frederik den sjette skænket den såkaldte »Kongelige Vogngaard- og Theatermalersalsbygning« til et museum for Thorvaldsens værker. Denne bygning indeholdt i stueetagen de kongelige kareter. C. F. Hansen havde givet bygningen den form, som den på det daværende tidspunkt havde (afb. 1, se titelblad). På en tidlig kælderplan har Bindesbøll selv gjort rede for gammelt og nyt (afb. 2).

Bindesbøll lukkede den bagtil åbne gård med den fløj, der rummer Christus-salen. Af den forreste fløj beholdt han stort set ikke mere end formuren, til hvilken han føjede en helt ny del, den der rummer forhallen. Derimod bevarede han vogngårdens sidemure. De findes den dag i dag som sidefløjenes ydermure udadtil og til gård. Yderligere overførte Bindesbøll inddelingen i vogngårdens kanalside til sin bygning. Der er tolv piller og elleve mellemrum (afb. 3a-b). Men han ændrede ganske højdeinddelingen. Givet på forhånd var altså:

Beliggenheden,
den samlede bredde,
bredden af hver sidefløj,

og som et partielt udgangspunkt for inddelingen murpillerne i kanalsiden.

Thorvaldsens Museum fremtræder som fire fløje omkring den aflange gård med graven (afb. 36). Bindesbøll har på klassisk vis gennemført et fast sokkelplan. Grundsokkelens overkant fortsætter sig i fritrappens afsats foran museet (afb. 10) og i overkanten af gårdens flade (afb. 38). Til stue-etagens gulv er herfra kun et lille spring, nødvendiggjort af hensyn til regnvandet og iøvrigt udtrykt udadtil som en ganske lav sokkel (når denne sokkel i gården er af granit, skyldes det en omsætning, iflg. medd. af museumsdirektør Sigurd Schultz). Fra dette vandrette niveau sætter opbygningen af de fire fløje af. Det lave tag er ført igennem med lige rygning. Tagfladernes lidt forskellige hældning over de uens brede fløje mærkes ikke, og taget gør sig udadtil kun i ringe grad gældende i forhold til bygningens masse. Yderligere gør dets kobberbeklædning det let, ligesom dennes grønne farve virker sammen med ydersidernes farvede dekoration. Over de udadvendte façader føres kun de væsentlige linier af taggesimsen igennem, idet denne over forbygningen får nye led føjet til og med bibeholdelse af de samme vandrette linier delvis en rigere udstyrelse indenfor disse (afb. 4, 9-11). Båndgesimsen er ført fast igennem på de tre façader bagved forbygningen og fortsætter noget ændret på forbygningens sider.

Karakteren af ydersiderne, både de udadvendte og dem til gård, bestemmes af den reliefmæssige fladebehandling i rytmisk sammenspil med farve og linie. Dertil kommer som en afsluttende betoning den stigende og faldende styrke af de enkelte dele efter deres betydning for retningsbestemtheden. Det dekorative hovedmotiv er de skrånende portalindfatninger. Af særlig vigtighed for den reliefmæssige flade- og farvebehandling er forholdet imellem muren og portalindfatningernes profil, idet dette forhold som helhed er det samme overalt. Murens flade og dens farve fortsætter sig nemlig i indfatningernes indre, brede bræmme bagved de yderste, overvejende eller helt hvide, fremspringende profilled (afb. 4-7). Disse yderste profilleds anbringelse udenpå murens flade har til følge, at de virker udelukkende i linie, relief og farve. En mindre afvigelse fra denne regel, omend uden noget egentligt brud, findes i profilet af Christussalens store portal (afb. 32). I denne er det nærmest den brede pudsflade og i hvert fald ikke den gule bræmme, der i plan fortsætter muren. Men denne portal går også op igennem en mur, der er sort forneden og gul foroven.

Ligesom for at give de indrammede felter en relativ selvstændighed overfor murens trængen ind igennem de ydre profiler, består indfatningernes inderste led i almindelighed af en grøn flade, smal ved kirkesidens portalblænding og vinduesfelterne af hensyn til friserne, bred ved dørfløjene, disses overvinduer indbefattet (afb. 7-9). En selvfølge er det, at de smalle, grønne indfatningsflader om vinduerne i stuen fortsætter sig til de tilsvarende vinduer på første sal. Som en rude over en dørfløj er vinduet på første sal over indgangen på siden imod slottet betragtet og har fået en bred, grøn indfatningsflade (afb. 40). En afvigelse danner portalerne i stue og på første sal i midtpartiet på gårdens indgangsside, hvilke ganske mangler den grønne bræmme (afb. 31); herom skal nærmere forklares senere.

Thorvaldsens Museum, opstalt af facade mod Christiansborg Slotskirke
Bindesbøll: Kirkesiden, afb. 53, D1594.

Det reliefmæssige i portalindfatningernes profilering fortsætter sig i den måde, hvorpå de er anvendt i murens flade som helhed. Bortset fra to undtagelser når alle portalindfatninger, hvad enten de omgiver vinduer eller døre, bestandig fra den ene vandrette hovedinddeling til den anden, fra sokkel til båndgesims og fra båndgesims til taggesims eller fra sokkel ud i ét til taggesims. Dette gælder så vel de udadvendte façader som gårdens sider (afb. 9-11, 31, 33, 38-40, 42, 43). Den ene af disse to undtagelser er den store portalblænding på midten af kirkesiden, der kun når trekvart op på fladen og som desuden også indfatter en indskriftstavle (afb. 11). Dens højde virker tillige noget tilfældigt i forhold til det omgivende net af kvaderfuger, selv om denne højde i forhold til vinduerne på siden og på grund af sin underordnede, omend derfor ikke uvigtige betydning i forhold til forsidens portaler er berettiget. I sig selv er portalblændingens proportioner også af stor skønhed, største højde til bredde omtrent i det gyldne snits forhold (afb. 44). Den anden undtagelse er Christussalens portal i gårdens endevæg, der i sin majestætiske højhed gennembryder taggesimsen og først standser i dennes overkant (afb. 32); dette virker dog ganske naturligt sammen med de indspændte portaler. Portalindfatningernes indspænding imellem to vandrette hovedinddelinger bidrager yderligere til at styrke fladens reliefmæssige karakter. Selve muråbningerne trækkes derved med i fladen. Dette understreges, som det senere skal ses, yderligere af vinduessprodsernes stilling.

Den reliefmæssige opfattelse af muråbninger var noget nyt. Endnu empiren opfattede muråbninger som huller i muren og viste dem i tegning blot som sådanne uden at gøre rede for deres inddeling. Det svarede til det klassiske formsprogs hele opfattelse af en bygnings arkitektur som sammensat af led, der udtrykte det bærende og det bårne, modsat det rent reliefmæssige. Af betydning er det tillige, at portalindfatningernes indersider i stuen flugter med dem på første sal, som påvist af Vilhelm Wanscher (»Architekturens Historie«, III, side 518). Ethvert par af en under- og overliggende portalindfatning danner således en enhed med en vis lodret betoning, der binder de to etager fast sammen. Skråliniernes afvigelse fra lodlinien er overalt den samme.

Langsiderne bagved forbygningen (afb. 10, 11, 39, 40) får ved de vandret betonede rækker af portalindfatninger i stue og på første sal og ved de vandrette båndfuger ensidig en dekorativ og ukonstruktiv holdning. Kirkesiden (afb. 11, 44) er ved sit store kvadermotiv tillige lodret betonet, men også uden noget konstruktivt præg. Det at langsidernes vandrette båndfuger fortsætter sig i kirkesidens store kvadermotiv, bevirker, at de gennemskærer hjørnerne. Hjørnerne mister derved al sammenholdende styrke, og kirkesidens store kvadermotiv virker fritbærende i sig selv. De tre fløje bagved forbygningen har udadtil karakter som en aflang, dekoreret æske.

Nær forbundet med det ensidig dekorative præg af de tre sider bagved forbygningen står de talrige variationer af deres enkeltheder. Den ydre årsag til variationerne er først og fremmest hensyn til belysningen. Kun forsiden får fuldt lys. Siden imod slottet måtte nøjes med det lys, som slap ned over dettes tagrygning; kirke- og kanalside får endnu mindre. Bindesbøll har søgt at afbøde disse ulemper på forskellig måde. Han har anbragt stue-etagens vinduer højere på slotssiden end på kanalsiden, men gjort selve vinduerne på kanalsiden højere både i stue og på første sal. De på første sal opnår dette ved lavere brystninger. I stue-etagen på kanalsiden er bredden af bræmmen imellem vinduesfeltets overkant og de yderste hvide profilled blevet meget stor (afb. 39). Det dårligst stillede rum, Christussalens naborum i stuen på slotssiden, har fået et lidt bredere vindue end det tilsvarende rum på den anden side, og dette er yderligere rykket lidt asymmetrisk hen imod slottet (afb. 44); umiddelbart mærkes disse ændringer dog ikke. Iøvrig følger de to vinduesportaler på kirkesiden dem på kanalsiden (afb. 12, 14). Yderligere var anbringelsen af vinduer på slotssiden i stuen ligesom af overvinduerne i forsidens portaler bestemt af Bindesbølls teori, at den højeste lysstråle ved vinterjævndøgn skulle træffe hovedet af en statue ved et rums bagvæg (afb. 48 foroven). Selv om Bindesbølls forslag til opstilling af skulpturerne ikke i alt blev fulgt, kan dette endnu erfares, hvis man en sådan vinterdag med sol går ind i forhallen ved middagstid. En lysstråle vil da berøre Gutenbergstatuens hoved. Det var det »spærrede« lys fra kunstner-atelier’erne, Bindesbøll ville indføre, også med dobbelt ret her, da Thorvaldsens kunst, som Vilhelm Wanscher har gjort opmærksom på, fortrinsvis er en atelierkunst, ikke friluftsskulptur (»Politiken«s kronik, 6. IV. 1929). På højdeinddelingen af det ydre og rummenes dybde øvede denne belysningsteori indflydelse.

Thorvaldsens Museum, opstalt af facade mod Christiansborg Slot

Bindesbøll: Slotssiden, afb. 54, D1595.

Men til de ydre årsager til variationer sluttede sig Bindesbølls livlighed og følsomhed overfor den enkelte flades inddeling. Portalindfatningernes ører skifter ustandselig højde (afb. 10, 11, 39, 40). Det samme gælder forholdet imellem portalørernes underkanter, muråbningernes overkanter og båndfugerne. Som en naturlig afslutning ligger dog vinduesfelternes overkanter på første sal i samme linie. Denne linie flugter tillige, fraset ganske uvæsentlige afvigelser, med den tilgrænsende båndfuges overkant. Kanalsidens inddeling virker slankere end slotssidens, først og fremmest på grund af de lavere vinduesbrystninger. Slotssiden virker til gengæld fastere ved forbindelsen på første sal af portalører, båndfuge og vinduernes overkant. De lette uregelmæssigheder i rækkefølgen og bredden af slotssidens portalindfatninger mærkes næppe (afb.11); de skyldes fordelingen af rummene bagved. Samspillet imellem den grønne båndfuge over frisen i stuen og den tilsvarende i brystningshøjde på første sal træder også klarere frem på slotssiden. På kirke- og kanalsiden forstyrres dette samspil af det grå bånd over den grønne fuge i stuen og af selve denne fuges større bredde (afb. 13). Den næstøverste hvide båndfuge i stuen og den tilsvarende på første sal korresponderer ligeledes indbyrdes. I begge etager afsluttes inddelingen med en hvid båndfuge imellem portalørernes overkanter (afb. 11, 14). Over disse hvide båndfuger er indskudt et brunrødt bånd, henholdsvis under båndgesims og taggesims, også en rytmisk gentagelse. De brunrøde stribers adskillelse af den hvide puds og gesimsernes grå puds har tillige en stoflig betydning. (Kun afdækningen af båndgesimsen og i gesimsen foroven hængepladen og dens afdækning er af natursten.) Det hvide og det grå står hinanden for nær til at se godt ud sammen. På lignende måde er i forsidens portaler et lidt tilbagespringende-, brunrødt bånd indskudt imellem de hvide indfatninger og de bekroninger i gråt puds, der griber ind i de afsluttende led under arkitraven (afb. 4). Også bagsidens store portalblænding har som afslutning et brunrødt bånd og derover en liste i grå puds (?), det vil sige med anvendelse af de samme farver som i båndgesimsen og i taggesimsens underste led (afb. 11, 44). Yderligere har Bindesbøll ladet den grønne båndfuge på første sal bøje op langs ørernes kant og standse i overkanten af den grå liste, hvorefter de hvide fuger fortsætter. Åbenbart i følelse af det noget tilfældige i portalblændingens højde har Bindesbøll gjort sit bedste for at binde den til den øvrige dekoration. Men alligevel »svømmer« portalblændingen som nævnt lidt på fladen, og den altfor spinkle afslutning over indfatningen virker påsat.

Fordi Bindesbøll bestandig arbejder i linie, flade, relief og farve, har han kunnet tillade sig denne mangfoldige variation af de dekorative enkeltheder uden at helheden forstyrres derved. Dog er den megen uro ikke forløbet helt uden uheld. Disse skyldes delvis uundgåelig nødvendighed, delvis manglende agtpågivenhed. Når det bageste hjørne ses på skrå, »over x«, virker springet fra den lange række små, højtsiddende ører i stuen på slotssiden til de større og lavere siddende på kirkesiden ikke helt godt (afb. 11). Det samme gælder forandringen af riffelhugget sandsten i grundsokkelen på kanal- og kirkesiden til granit på slotssiden. Det sidste skyldes sikkert hensyn til granittrappen på slotssiden.

Den sorte oversokkel på kirke- og kanalside er på kirkesiden skrånende. Dog skifter den til lodret indenfor de tre portalindfatninger på denne side. Som skrånende bøjer den derpå om hjørnet indtil det første fag på kanalsiden, hvorefter den bliver lodret på resten af kanalsiden. På slotssiden forestiller en oversokkel i brunrød Neksøpuds det faste land, henad hvilket arbejderne transporterer skulpturerne (afb. 15). Åbenbart for at modvirke det flade i den lodrette oversokkel i de tre portalindfatninger på kirkesiden har Bindesbøll i disse foran den lodrette oversokkel anbragt en lille, fremspringende særsokkel (afb. 8); det virker altfor kompliceret. Ligeledes er Bindesbøll kommen tilkort med de yderste, fremspringende profilled af den store portalindfatning i kirkesidens midte. Fortsat ned til grundsokkelen ville dette svære profil være sprunget langt frem for denne. I stedet for har Bindesbøll taget sin tilflugt til en bizar, »svævende« afslutning (afb. 8; sammenlign Henrik Bramsen: Gottlieb Bindesbøll, 1959, side 78). Afslutningen af den stærkt fremspringende båndgesims ind imod forbygningens pilastre, der har et ringere fremspring, er heller ikke godt klaret, og nedløbsrør har atter måttet hjælpe (afb. 40). Derimod er det forsvarligt, at Bindesbøll ikke har ladet de to vinduer nærmest indgangen på slotssiden gå igennem muren (afb. 11, 36). Så vel trapperummet som det ydre har vundet derved.

Frisen er lavere på kanal- og kirkesiden end på slotssiden (afb. 13, 39, 40, 44). Muligvis har de højtsiddende vinduer på slotssiden trukket frisen med sig. Den afsluttes på denne langside oventil ved en grøn båndfuge af sædvanlig bredde. Det har knebet med sammenskæringen af de ulige frisehøjder. Ved på kanal- og kirkeside at sætte det i sig selv skæmmende, grå bånd over en bred, grøn båndfuge som afslutning på frisen og ved yderligere at tage den nederste, smalle, hvide båndfuge på disse sider til hjælp, er det omsider lykkedes at få overkanterne af de to frisehøjder med deres afslutninger til at flugte. Selve sammenskæringen har Bindesbøll måttet dække bag et nedløbsrør. Det sidste stykke af den store hjørnekvader, der mangler den hvide båndfuge, ser ud, som var den pludselig berøvet sin understøttelse.

Thorvaldsens Museums forhal, længdesnit

Bindesbøll: Snit gennem forsalen, afb. 57, D1596.

Den nederste grønne båndfuge over oversokkelen på kirke- og kanalside, forbygningens side imod kanalen indbefattet, har foruden en lignende dekorativ betydning som de andre grønne båndfuger tillige den naturalistiske at forestille vand. Fregatten Rota og joller og chalupper hviler og sejler på det (afb. 7, 8). Mærkeligt går det atter til ved det bageste hjørne imod slottet. »Vandet« standser bag det ovenfor nævnte nedløbsrør (afb. 13). På den anden side går et bolværk helt ned på den sorte oversokkel, der hverken forestiller land eller vand, men kun har en arkitektonisk-dekorativ betydning. Billedsproget hører pludselig op. Det samme sker på et andet punkt. Den forreste drengs ben overskæres af den grønne båndfuge forneden, der i umiddelbar fortsættelse betyder vand. Den bageste dreng står på »vandet«. En stejlende hest i baggrunden, som skal trække en svær pakke op ad en skråning, der må tænkes at ligge inde i bolværket, sætter kronen på forvirringen ved at bryde freskens komposition i fladen, selv om den giver en overgang til den højtsiddende figur. Så sammenvævet de arkitektoniske og maleriske elementer er, kan Bindesbøll ikke frikendes for sin del af skylden. Derimod ligger det indenfor den kunstneriske friheds grænse, når de to bageste figurers rygge overskæres af hjørnet, og det samme er tilfældet med bropillen på den modsatte side. Idet soklerne samtidig skifter, bliver det to farveflader og to stofflader, der støder sammen, hvad der forøvrigt også forringer hjørnets konstruktive præg. Sammenskæringen af soklerne mildnes ved, at den brunrøde sokkel i Neksøpuds på slotssiden skråner let indefter (afb. 13).

Af de fire fløje, der omgiver gården, fremtræder den del af den forreste, der rummer forhallen, udadtil som en bygning for sig. Dens lodret og konstruktivt prægede pilasterdekoration er væsentlig forskellig fra langsidernes og delvis fra kirkesidens mere ukonstruktivt prægede dekoration, ligesom taggesimsen som nævnt skifter noget og får nye led føjet til.

Bindesbøll har forhøjet taggesimsen med en svær kvart-rundstav og smykket denne med et lotus- og palmet ornament (afb. 4). Foran en flade, der over siderne bagved forbygningen står bar, har han desuden anbragt et tandsnit, og med en lesbisk perlestav som overgang har han forneden bundet den forhøjede taggesims til muren ved en arkitrav med tre bånd, hvoraf det øverste er smykket med skiver. Arkitraven har murens gule farve, skiverne er hvide. Forbilledet for dette entablement (arkitrav og gesims) er det over Erechtheions karyatidehal. Den øverste, lotus- og palmetprydede kvart-rundstav afviger dog fra forbilledets kvart-rundstav, men var i sig selv en almindelig enkelthed. Under arkitraven findes yderligere et par mindre, afsluttende led i ufarvet puds. Disse led fortsætter tillige de øverste af pilasterkapitælernes inddelinger (afb. 4).

Det forhøjede og rigere udstyrede entablement virker som en bekroning af forbygningen. Denne fremhæven af forbygningen støttes yderligere ved, at rækken af portalindfatninger på langsiderne bagved slutter tæt ind på forbygningen, ligesom forskubbet ind på denne. Samme virkning har det, at frisen i hele sit forløb er fremadrettet imod forsiden, idet den tillige griber ind over forbygningens sider (afb. 4, 10). En behændig overgang er anbragt ved kanalsidens bageste hjørne (afb. 12, 14). Fregatten Rotas skrog og de to sejlende chalupper fylder det væsentlige af kirkesidens store felter, rettet henimod slotssiden. Kanalsidens bageste felt er tomt. Et stykke ind i det næste fjerner en jolle sig fra fregatten, og dermed er umærkelig begyndelsen gjort til bådtogets retning på denne side hen imod forbygningen. Men frisens bevægelse er en dobbelt. På begge langsider stiger dens figurgrupper hen imod midten for derefter at falde hen imod forbygningen. Mest udpræget er dette på kanalsiden. Her er det midterste felt næsten fyldt i hele sin bredde og højde af en båd med sejl og nogle stående figurer. Allerede i det næste store felt begynder frisen at sænke sig (afb. 14). På siden imod slottet er det midterste felt fremhævet eftertrykkelig ved pave Pius den syvendes frontale, velsignende figur, omend denne er forskubbet lidt til siden i bevægelsesretningen. Neden for pavens figur bøjer arbejderne sig næsten symmetrisk til siderne (afb. 15). Yderligere er figurerne i de tilstødende felter lige så høje, Kopernikus i det forreste felt dog en ubetydelighed højere ligesom for på ny at føre frisen fremefter. Fraset disse uvæsentlige afvigelser er det tværretningen, der betones, omend underordnet i forhold til længderetningen. Denne afbalancering er et klassisk element (sammenlign Frue kirkes sideportaler) og svarer til det klassiske ideal af mennesket som en helhed, i hvilken det væsentlige er afvejet af det mindre væsentlige.

Om Bindesbølls indflydelse på frisen er der ingen tvivl (sammenlign afb. 78), og i stueplanen til det såkaldte udkast no. 1, hvor tværsnitslinie og tværakse falder sammen (afb. 47), har Bindesbøll selv tydelig vist, hvad han ville med tværaksen. At denne på slotssiden ikke falder nøjagtig sammen med det midterste felt på grund af rummenes lidt uregelmæssige rækkefølge, mærkes ikke. Muligvis går det også tilbage til Bindesbøll, når bådtoget findes på kanalsiden, selv om hensynet til Thorvaldsens landstigning på denne side af forbygningen også har spillet ind, imedens de fornemme figurer er anbragt på slotssiden. Det må i hvert fald være dem, Bindesbøll har haft i tankerne, når han om frisen udtalte: »Det skal ligesom Skiltet for et Menageri fortælle Folk, hvad de faar at se, naar de gaar derind«.

En lignende tilbageholdende virkning på de bageste fløjes fremadrettethed som frisens betoning af tværretningen har gentagelsen af kirkesidens store kvadermotiv på forbygningens sider (afb. 10, 11, 39, 40, 44). Der er uvæsentlige ændringer i motivet så vel fra kirkesiden til forbygningens sider som imellem disse indbyrdes. Det sidste skyldes, at forbygningens side imod slottet af hensyn til trappen bagved er smallere end den imod kanalen. Men karakteren af det rytmiske spil er i hovedsagen den samme. Først kommer i begge etager et glat, gennemgående felt, i stuen optaget af frisen. Derover et felt med store kvadre og til slut et med mindre, dette dog med afveksling imellem kortere og længere formater. Den svageste af de tre sider er den smalle side af forbygningen imod slottet. Her er et glat felt nummer to indskudt under båndgesimsen. En fæstnende virkning på inddelingen har det, at en fuge imellem to store kvadre bestandig falder under midten af en af de kortere (afb. 12). Som den samme akkord, der anslås, virker de store kvaderinddelinger på kirkesiden og forbygningens sider i modsætning til »løbene« i langsidernes inddeling. Men imedens kvadermotivet som nævnt udfolder sig frit hen over kirkesiden, er det på forbygningens sider indspændt i en fast ramme af pilastrene og af fortsættelsen henover fladen foroven – ligesom på forsiden – af kapitælernes øverste led og forneden af basernes reliefmæssig behandlede profil som en art oversokkel (afb. 4, 10). Denne indramning stammer sikkert fra Nike a-pteros’ (den vingeløse Nike’s) tempel på Athens Akropolis, som netop var under genopførelse, da Bindesbøll var der. Han har også udført tegninger af det (Akademiets samling).

Ved videreførelsen af visse båndfuger fra langsiderne til forbygningens sider er der trods enkelte spring og en lidt forskellig fugebredde dog skabt en forbindelse imellem disse partier, selv om overgangen kan virke en smule flimrende (afb. 39, 40). Den forskellige fugebredde strækker sig også til båndfugerne indbyrdes på forbygningens sider. Disharmonisk virker forholdet imellem den grønne båndfuge over Luzernerløvens felt på forbygningens side imod slottet, der har samme store bredde som den tilsvarende på den modsatte side og ligesom denne et gråt bånd ovenover, og dens tyndere fortsættelse på langsiden bagved (afb. 4, 40). På forbygningens sider er også den grønne båndfuge på første sal i de andre sider erstattet af en hvid fuge, og brunrødt optræder kun som bundfarve i båndgesimsens felt. Dette brunrøde felt afsluttes forneden i samme plan af et gråt bånd i fortsættelse af en hvid båndfuge på langsiden bagved. Foroven løber de hvide båndfuger i siderne af på båndgesimsen (afb. 4); det sidste er en mærkelig klaring. Desuden er den liste, der findes i pilasterkapitælernes afslutning forneden, ført henover fladen i stedet for en hvid båndfuge (samme afb.); den virker hård som en udspændt stålwire. Listen er på selve kapitælerne udhugget ud i ét med et lille, lodret stykke under dem, der således kommer til at udgøre den øverste del af pilasteren og er bindig med dens flader (afb. 4). Derved bliver skyggen under listen smuk. I kapitælerne selv er afbildet solens og månens figurer, som sejrsgudinden på forsiden kørende med deres firspand.

Efter afbrydelsen på forbygningens sider genoptages de skrånende portalindfatningers motiv på forsiden (afb. 9, 10). Ingen inddelinger fra de andre sider er videreført her. Det livlige er veget for monumental storhed og præcision. Foroven holder en båndfuge af grøn farve sammen på portalerne. Båndfugens underkant flugter tillige med ørernes underkant og muråbningernes overkant. Ørets »kvadratur« er overholdt, det vil sige, at højden af øret er lig afstanden fra dets kant til muråbningens hjørne (afb. 43). En 45-graders linie fra dette hjørne vil træffe ørets øverste hjørne, hvad der også antydes ved de yderste profilleds samlingslinier foroven (sammenlign afb. 67). Der kommer herved noget kvadratisk over ørets form. Forneden findes kun en lav, brun oversokkel (den skulde være Neksø-brunrød som slotssidens oversokkel). Portalindfatningerne afsluttes under kæmferen (døroverliggeren) ind imod døråbningerne med pilastre af samme bredde som bræmmerne om overvinduet. De følger sidernes skråninger, og ved deres større dybde end bredde rettes de ind imod åbningen og tilslutter sig derved det øvriges reliefmæssige holdning.

De hvide skiver i arkitravens øverste bånd fordeler sig således, at en skive kommer over midten af en portal og en over midten af et mellemrum imellem portalerne. Den indbyrdes afstand imellem dem er iøvrigt lige stor. De yderste skiver støder ved hjørnerne på en måde, der minder om græske triglyffer, så at sige sammen med de yderste på siderne af forbygningen. På en særlig anskuelig måde fastholder og afslutter skiverne takten i forsidens inddeling. De spiller også en vigtig rolle i proportionsmæssig henseende, hvorom mere senere.

Sejrsgudinden med sit firspand virker hævende på forsiden og fører længderetningen ud i det åbne rum. En lodret linie fra det forreste, fremstrakte hestebens hov træffer gesimsens forkant (sammenlign afb. 16). Også på forsidens kapitæler er sejrsgudinden med sit firspand afbildet (afb. 4).

I proportionering fremtræder forsiden ligeledes som den ypperste af de udadvendte façader (sammenlign afb. 43). Når Bindesbøll gjorde forbygningen til en pilasterbygning, kan en medvirkende årsag have været, at det ved forsidens indramning blev muligt at gøre en vel proportioneret flade ud af den, idet han jo ikke var herre over bygningens samlede bredde.

Bindesbøll var også klar over, at det var i forsiden, han skulle sætte ind med fuld kraft. I følgeskrivelsen af 15 de juni 1839, der ledsagede det endelige forslag til museet, det såkaldte udkast no. 1, skriver han: »Forsiden, der fører ind til den store Halle, skulle have saa rundelig en Adgang som muligt – det er desuden det eneste Middel, hvorved Bygningen kan sikkres den Isolering, som den meest behøver og som den ellers aldrig vil faae«. Med »den rundelige adgang« må Bindesbøll have tænkt på de store portaler, ligesom »isolering« må betyde selvstændighed. Overfor partiet omkring kanalen gør denne selvstændighed sig naturligt gældende. Slottet frygtede Bindesbøll heller ikke. »Slottet vil ikke tabe derved (ved en selvstændig karakter af museet), dertil er dets Dimensioner for kolossale«. Men naboskabet til Slotskirken frygtede Bindesbøll med rette. Et vidnesbyrd derom er den beliggenhedsplan, der hører til det af kongen approberede sæt (det følgende medd. af museumsdirektør Sigurd Schultz). På den har Bindesbøll foreslået at plante en række træer i fortsættelse af museets kanalside hen foran Slotskirken. Men tegningen er ikke blevet approberet.

Henrik Bramsen fremsætter i sin bog om Gottlieb Bindesbøll, side 68, den påstand, at beskrivelserne i følgeskrivelsen af 15’de juni 1839 »i et og alt er Høyens værk«. Men et udtryk som »saa rundelig en Adgang som muligt« er så lidet akademisk, at det peger hen på Bindesbøll. Derimod forekommer i samme følgeskrivelses første del, der vedkommer det såkaldte udkast no. 2, et udtryk af en så arkitekturhistorisk og akademisk karakter, at det peger hen imod Høyen, nemlig dette: »Herskede der for Øieblikket Strænghed i architectonisk Stiil, fordrede man alvorligt en consequent Gjennemførelse –«. Men hvad skulle have været mere nærliggende, end at Bindesbøll har taget denne vigtige skrivelse med til Høyen, der så har hjulpet ham?

Kirkesiden har den opgave at afslutte længderetningen, således som Christussalen gør det indenfor og forsiden gør det fremefter, men med mindre betoning end forsiden (afb. 44).

I anvendelsen af farver gør en vis ensartethed sig gældende. De udadvendte façader er behersket af den festlige okkergule farve. Kun i frisen viger den for sort som bundtone, dog uden antydning af denne farves symbolske betydning som udtryk for sorg, snarere med en vis nedadtyngende virkning, sikkert en påvirkning fra Pompeji. Frisens figurer er tildels udført i de samme farver, som findes på den øvrige mur, eller i farver, som grænser til disse: okkergult, hvidt og rødbrunt. Den blå farve er benyttet til ved sin tilbagevigende karakter at understrege fremspring, således hængepladen i taggesimsen eller, ved den blå liste i portalindfatningerne, deres yderste led (afb. 5-6). Denne blå liste, som samtidig adskiller den flade hvide del fra den fremspringende hvide del, hæver tillige, blot ved sin karakter som farve, portalindfatningerne i betydning over de hvide båndfuger. Hvidt i indfatninger og hvidt i båndfuger havde set fersk ud sammen på baggrund af den øvrige farveholdning. Over forbygningen forstærker den blå stribe i taggesimsen tillige på en rumlig opløsende måde fremadrettetheden af det tandsnit, som her er anbragt under den. Det rytmiske spil af hvidt, grønt og brunrødt i båndfuger og bånd er allerede nævnt. Den harmoniske sammenstillen af blåt og brunt kendte Bindesbøll fra græsk arkitektur,
som hans rejseskitser viser det.

I fritrappen og i de store granitflisers mønster i dens afsats foran museet får det ydres arkitektur sin sidste udløsning. I hver portalniche er fliserne lagt symmetrisk om midten (afb. 17).

#

Så rigt smykkede de udadvendte façader fremtræder, er de dog kun indfatningen om det indre, af hvilket gården også er en del. Det afgørende i det indre er den måde, hvorpå rummene danner en ramme om Thorvaldsens værker og samlinger og det hele en ramme om graven, omend med retningsbestemthed imod Christussalen og derfor med Christusstatuen som sidste afslutning. Det er i denne karakter af det ydre og det indre, at bygningens dobbelte idé som et museum og et sepulkralt sejrsmonument ligger. Rummene i sig selv fremtræder dog ofte med lige så stor vægt som skulpturerne, muligvis på sine steder endog med større. Et væsentligt bidrag til det indres karakter af organisme giver det, at alle rum er firkantede og, bortset fra korridorerne, overhvælvede med halvcirkelformede tøndehvælvinger, en stadig gentagelse af den enkleste art.

I overensstemmelse med de udadvendte façader samler det indre sig om længderetningen og længdeaksen. Længdeaksen er direkte trukket op. For så vidt det indre grænser til det ydre, er der en nøje overensstemmelse (afb. 36-44). Forhal og Christussal svarer til forbygning og kirkeside, siderummene til langsidernes rækker af portalindfatninger, bortset fra den nævnte vel begrundede uoverensstemmelse med hensyn til vinduer udadtil ved trapperummet. Også stue-etagens større højde er udtrykt i de udadvendte façader, omend båndgesimsen af proportionsmæssige grunde ligger højere end etageadskillelsen indenfor (afb. 41). Det ydres retningsbestemthed, fra kirkeside imod forside, skifter til det indres, fra forhal imod Christussal, med forsidens portaler som overgang. En antydning ligger allerede i dørfløjenes violet-dodenkop farve, samme farve som i hallens vægge indenfor. Sideindgangens dørfløje og forstuen, der iøvrigt betyder en uvæsentlig svækkelse af retningsbestemtheden, følger samme regel; dørfløjene er dodenkop-violette som rummet indenfor.

Et spørgsmål er det, om Bindesbøll har tænkt sig, at forsiden skulle virke med lukkede dørfløje, eller at disse på sommerdage skulle være åbne. På alle tegninger er de vist lukkede. Det samme gælder for gårdens dørfløje, bortset fra en enkelt tegning (afb. 57), der viser dem i midten åbne (sammenlign synslinierne til Christussalens væg i afb. 36). I hvert fald trænger gården også til dørfløjenes relief, og for alle dørfløje gælder det, at deres profiler i styrke svarer til indfatningernes (afb. 35). Det er, som om Bindesbøll ikke fuldt ud har klaret sig, om lukkede eller åbne dørfløje var ligeværdige alternativer. Men smukt er ganske vist om sommeren synet fra fritrappens afsats igennem de åbentstående portaler i midtaksen.

I det indre bestemmes så vel karakteren af det enkelte rum som af forbindelsen imellem rummene ved en samvirken imellem belysning, profilering, farve og dekoration under hensyn til rummenes størrelse og beliggenhed i forhold til retningsbestemtheden. Hovedetagen er stue-etagen. Bindesbøll ville, at den væsentlige del af skulpturerne skulle anbringes her.

To rum i stuen går igennem begge etager, nemlig forhal og Christussal (afb. 18, 19, 38). Bredden af begge er ens. Begge har i modsætning til de øvrige rum en pudset, hvid loftsdekoration, i Christussalen som en stigning i forhold til forhallen dog med blåt som underordnet bundtone. Forhallen virker ved sin storhed som det andante, der indleder rummenes symfoni. Den mindre Christussal virker ved sin mildere ro som et afsluttende andantino. Christussalen går i dybden. Den optager hele den bageste fløjs bredde, således at den fortil støder ud til garden. Forhallen er derimod adskilt fra gården ved den mellemliggende korridor.

Forhallen anslår med det samme retningsbestemtheden imod Christussalen, endskønt den har sin største udstrækning på tværs af denne retning. Rummet er rettet fremefter i det indres betydning af denne betegnelse. Svarende til den skygge, hvori bagvæggen ligger, og til dens karakter som bagvæg indfatter grove, firkantede portaler de fem døråbninger ud til forsiden (afb. 20). En yderligere tyngde får de ved, at deres overstykker er lidt bredere end sidestykkerne. Til disse portalers overkant støder foroven stikkappernes underkant og på siderne vægfladens overkant, således at portalerne går ud i ét med den øvrige vægflade. Fra denne faste linie af væggens overkant og stikkappernes underkant fører den cirkelformede tøndehvælving rummet over imod den belyste forvæg. Dette sker dog ikke uden standsende linier i hvælvfladen. Den første af disse trækkes op af firkantede kassetter med figurrelieflfer, som er indskudt imellem de øvrige runde, og hvis overkanter kun ligger lidt over stikkappernes (afb. 20, 42 forneden). Derved fremhæves belysningsplanet som en del af hvælvingen, idet der ses bort fra dørfløjenes ruder, som oprindelig var matte. På lignende måde er hvælvingens isselinie (øverste linie) trukket op, dog således at figurreliefferne i tre af de firkantede kassetter er erstattet af huller, sandsynligvis til aftræk for varmen (afb. 18). Ved sin halvering af hvælvingen virker denne linie rumopløsende. Til gengæld understøttes hvælvingens overførende funktion ved hvide striber på endevæggene under dens bue. Over forvæggen afsluttes hvælvingen af Aleksanderfrisen, der ved sit relief understreger belysningen og ved sin anbringelse på hvælvingens nederste, det vil sige buede del, atter virker som et rumopløsende element. Frisens og dermed hvælvingens underkant ligger på denne side højere end på bagvæggen, åbenbart for at give forvæggen dens rette proportion. Bagvæggens inddeling er jo afhængig af forsidens; det nederste stykke af hvælvingen er her lodret. Denne skævhed af hvælvingen understreges af de hvide buer på endevæggene, idet disse standser udfor de nævnte begyndelses- og afslutningslinier for hvælvingen. Deres underkanter kommer derved på tilsvarende måde til at ligge skævt i forhold til hinanden, hvad der ikke kan siges at klæde rummet. På bagvæg og endevægge findes, også som et kraftigt rumdannende element, en to alen høj, glat og lige afskåret sokkel (afb. 20). Men på den belyste forvæg videreføres dens overkant blot af en indridset linie i pudsen. På lignende måde er skråportalen om denne vægs ene store døråbning, der ligesom de modstående portaler spænder fra gulv til hvælving, en flad, men ganske vist meget bred bræmme. Som de modstående portaler er også denne portals overstykke bredere end sidestykkerne. På afsluttende måde samler den rummet til enhed og retter det fremefter. Heri understøttes den af de aflange, firkantede relieffer ude på siderne, der ligesom virker med en lang vægtarm ind imod midten. På bagvæggens murpiller glider cirkelformede relieffer ved deres runding ind i væggens flade, så denne dog også får en vis betoning i forhold til det øvrige rum.

I belysning, form og farve danner forhal, korridor og Christussal en sammenhængende helhed omkring længdeaksen med stigning imod Christussalen. Det antydes allerede derved, at den del af korridoren, der ligger imellem forhal og gård, er bredere end korridorerne på langsiderne; bredden er den samme som forstuens (afb. 36). På lignende måde er korridorstykkerne indtil Christussalen en ubetydelighed bredere end langsidernes korridorer. Selv døråbningerne fra korridoren til de tilgrænsende indre rum, iøvrig alle uden indfatning, er afstemt hierarkisk efter dette sammenhæng. De to omtrent ens døråbninger i midten af det brede korridorstykke imellem forhal og gård, det vil sige i længdeaksen, er de største (afb. 36, 38). Næst derefter i bredde og højde kommer de til Christussalen. Deres sider er violet-dodenkop, således at de fortsætter den ubrudte sammenhæng i vægfarve fra forhal over korridor til Christussal.

Døråbningen til forstuen på siden og den lige overfor liggende til den første køje på kanalsiden (I) er lige høje, den tredie største højde, og tillige lige brede. De danner med hensyn til formater et symmetrisk par om korridorstykket i midten. Den store døråbning ind til køje I slår til gengæld dette lille rum helt i stykker (afb. 21).

Døråbningen til forstuen er violet-dodenkop til gulv ligesom den store portal til forhallen, begge af hensyn til de tilhørende, mere enkle rum. Af samme grund har døråbningen til køje I en violet-dodenkop bræmme ud til korridor med en ganske lav, sort fodstribe, men ind til rummet en sort bræmme (afb. 21).

Døråbningen ind til den første køje på slotssiden (XIII) og de to ind til Christussalens naborum har samme højde som de almindelige døråbninger til gården, den ringeste højde, men uanset forskellen i højden er deres bredde som døråbningernes til forstue og køje I. I overensstemmelse med deres mindste højde eller af anden grund er de sorte på alle sider. Heller ikke her er Bindesbøll på alle punkter sluppet heldig fra al denne uro. De to forholdsvis nærstående døråbninger: til forstuen og til den første køje på slotssiden (XIII), klæder på grund af deres forskellige højde ikke dette stykke af korridorens rum (afb. 22). Også den hyppige skiften af farve virker umiddelbart umotiveret. Noget væsentligt skår i korridorens præg af højhed og strenghed gør denne uro dog ikke.

I korridor og Christussal var ligesom i forhallen dørfløjenes ruder oprindelig matte. Klart lys kom kun ind igennem overvinduerne. Det var det »spærrede lys«, atelierlyset, Bindesbøll ville have ind også her. Til daglig kunne Thorvaldsens grav altså ikke ses fra stue-etagen. Overvinduerne i korridoren fremhæves på lignende måde som stikkapperne i forhallen ved de tilbagespringende, hvide overdele af murpillerne (afb. 23). I Christussalen støttes overvinduet af væggesimsen. De sidste stykker korridor foran døråbningerne til Christus¬salen fremhæver ved deres mørke det lyse i denne. Om dette er tilsigtet eller tilfældigt, må stå hen.

Den bærende grundtone i forhal, korridor og Christussal er den dodenkop-violette vægfarve. I forhallen, hvor den ligesom vægfarven i køjerne i stuen forenkler rummet ved også at dække portalerne, går den til gulv. I korridorer og Christussal, dennes døråbninger indbefattet, er ligesom i Christussalens naborum og i køjerne indskudt en sortmalet sokkelstribe. Denne sokkelstribe er i korridoren 18 tommer, i Christussalen 30 og i dennes naborum og køjerne 24 tommer. Den sidste højde betegner den såkaldte aritmetiske mellemproportional, idet (18 + 30) : 2 giver 24. Det ultramarinblå i forhallens stikkapper fortsætter sig ligeledes i korridorens stjernehimmel. I Christussalen er det blå en tone lysere, omtrent som en kraftig sommerhimmel. Korridorens stjernehimmel afbrydes af tolv hvide felter, dog med en art både forbindende og adskillende fortsættelse i disse af vægfarven ved striber af en mørkere brun tone, ligesom hvidt optræder sammen med denne tone i væggesimsen. Loftet kommer derved til at danne en afsluttet helhed over rummet nedenunder uden dog at skille sig helt ud fra dette. De to toner af violet og mørkebrunt genfindes i Bindesbølls skitser af arkaisk-keramisk dekoration. Brede bånd af grotesklignende ornamenter i de hvide felter indeslutter i midten en medaillon, og i hver af disse medailloner er i plastisk stuk fremstillet en af dyrekredsens figurer. Den kosmiske tone fra forbygningens kapitæler med solens og månens skikkelser føres derved ind i museet. Muligvis skal også dyrekredsens figurer opfattes som pendanter til de tolv apostle. I hele museet er hedensk og kristent vævet ind i hinanden som i Thorvaldsens eget liv, i hvert fald imod dettes slutning. Et af loftets hvide felter er i hver sidekorridor anbragt udfor den midterste muråbning (afb. 23). Derved indføres gårdens tværakse i det indre.

Som Christusstatuen afslutter skulpturernes opstilling, danner Christussalen afslutning på rummenes rækkefølge (afb. 19). Også i dette rum kommer lyset kun ind bagfra og var oprindelig for største delen højt lys. Modsat forhallens flade lys fortoner lyset i Christussalen sig på grund af rummets gåen-i-dybden og når afstemt Christusstatuen. I forhold til Christusstatuens stille højtidelighed virker loftsdekorationens mange hulstave noget uroligt, selv om disse ved deres tværstilling til lyset giver rummet en forøget optisk dybde. Mønsteret stammer fra Forumstermerne i Pompeji (afb. 24), men er forfinet ved den luftige afslutning forneden (afb. 25). Afslutningens form er forøvrig et almindeligt klassisk ornament. Væggesimsen, et mesterstykke af profilering, skifter, uden at ændre karakter, form efter belysningen og den funktion, den har på de forskellige vægflader. På langvæggene, hvor den modtager sidelys, har den et stærkt fremspring. På endevæggen, hvor den modtager lys forfra, og hvor den knækket skal stige op om det lodrette relieffelt bagved Christusstatuen, bliver den fladere. På væggen imod gården, hvor loftsgesimsen delvis indfatter, delvis griber ind over dørens let tilbagespringende, lodrette indfatningsfelt, bliver den endnu fladere. Den knækker atter her opefter som på den modsatte væg og understøtter overvinduet. I den som helhed hvide gesims skifter rummets to hovedfarver plads. Den samme blå tone, som i rummet findes foroven, er anbragt i en stribe omtrent helt forneden. Den ligesom giver gesimsen lethed. Den tungere, violet-dodenkop er derimod anbragt i en stribe højere oppe og binder gesimsen til væggen. Uanset den noget urolige loftsdekoration bæres Christussalen oppe af en harmoni, der svarer til Christusstatuen. Det væsentlige bidrag til denne harmoni giver selve rummets mål (afb. 36, 41). Højden indtil overkant af væggesims forholder sig til bredden i det gyldne snits proportion, og tøndehvælvingens radius er jo det halve af bredden. Forholdet af bredden til længden ligger imellem en til halvanden og det gyldne snits proportion. Et andet bidrag til rummets karakter giver det, at de to endevægge ved gesimsens ensartede forløb har en vis indbyrdes symmetri, og at både feltet bagved Christusstatuen og det om døren til gården er bestemt af lodrette linier. Så vel belysningen som betoningen af længderetningen i rummet fører hen imod Christusstatuen.

Det var Thorvaldsens ønske, at der i hans museum skulle være en række mindre rum, med en figur i hver (Bruun og Fenger: Thorvaldsens Museums Historie, 1892, side 43). Bindesbøll havde denne idé allerede i sit første fantasiprojekt til et museum for Thorvaldsens værker, fra 1834 (afbildet: Henrik Bramsen, Gottlieb Bindesbøll, side 51), og Thorvaldsen har muligvis fået ideen fra ham. I hvert fald blev det gennemført i museet med siderummene i stuen imod kanal og slot, »køjerne«. På kanalsiden veksler køjerne i rytmisk rækkefølge. Et så at sige kvadratisk rum efterfølges af et aflangt i en sammenhængende proportion (afb. 36). Hvad der er blevet tilovers fra denne række, har Bindesbøll fordelt på to mellemstore rum, et ved rækkens begyndelse og et ved dens afslutning. Disse rums døråbninger er også i stuen uden indfatning, ligesom for at antyde deres mere ubestemte karakter (afb. 21). På slotssiden har de første køjer efter trapperummet en lignende streng fordeling. Rækken af de sidste køjer forinden Christussalens naborum føles i forhold dertil slap (afb. 36).

Siderummenes døråbninger virker lave i forhold til rummenes højde. I stue-etagen fremhæves lavheden for de flestes vedkommende yderligere af deres indfatninger, som består af brede sidebånd med samme tykkelse som den høje sokkel på rummenes sider, således at de udgår fra denne i samme plan. Deres indersider er bindige med døråbningens sider, men lader dens overkant fri (afb. 26). Indfatningerne til døråbningerne i rummene ud imod kanalen nærmest kirkesiden har dog også det konventionelle portaloverstykke (samme afb.). De er sikkert de første. Bindesbøll er så kommen i tanker om, at de andre virkede bedre. Med undtagelse af en enkelt portalløs døråbning er på slotssiden kun anvendt sidebåndsindfatninger (usymmetrisk og uheldig i forhold til den portalløse døråbning imellem køjerne XVIII og XIX).

På første sal har døråbningerne i overensstemmelse med denne etages lettere karakter ingen indfatninger. I begge etager fremhæves så vel døråbningernes »enfilade« (anbringelse på lige linie) som deres lavhed derved, at alle deres sider er sorte (afb. 26). Som en sammenhæng, der går fra køje til køje, virker forbindelsen af den sort optrukne enfilade med vinduernes sorte brystningsvægge og sideflader igennem den sorte fodstribe (afb. 21). Ved det sorte i vinduernes brystningsvægge og sideflader fremhæves tillige lysets retning henimod de »farvede« vægge og skulpturerne.

Vægfarverne i køjerne er restaureret så nær de oprindelige som mulig (medd. af museumsdirektør Sigurd Schultz). Farven i de fleste stammer fra Pompeji, således som Bindesbølls rejseskitser viser det. Særlig smukke, også i deres afstemthed efter lyset, er de to toner rødviolet, der veksler i køjerne på første sal imod kanalen. Bindesbøll har selv på en skitse af en loftsdekoration i Pompeji noteret: »mørk Dodenkopf« og »Lyst Dodencop med lidt Engelsk Rødt« (rejseskitser, blad 95); det passer netop til farverne i disse rum. I stue¬etagens køjer imod kanalen er rækkefølgen af farver derimod ikke ganske tilfredsstillende, med forskellige toner af sepia, gult og violet imod hinanden.

Korridoren på første sal følger køjerne i måden at fordele farverne på. Den sorte farve når dog her kun op i brystningshøjde i vinduesnicherne (afb. 30). Ovenover er violet-dodenkop, så alle muråbningers sider, i stue som på første sal, indrammer gården med denne farve. I døråbningen til balkon i midten af det brede korridorstykke går dodenkop farven dog helt til gulv (samme afb.); det er en dæmpet betoning af midtaksen. Denne døråbning fastholdes tillige i loftets dekoration ved et af de blå, kvadratiske felter i hvælvingens isselinie (samme afb.). Det samme er ellers kun tilfældet ved graterne (hjørnernes skrålinier); i den øvrige korridor er de blå felters anbringelse uafhængig af væggenes inddeling nedenunder. Endelig er den brede korridor i midten understreget ved, at der forneden i loftsdekorationen på dette stykke kun findes gule borter, omend, som naturligt er, afgrænsede på det sidste stykke henimod hjørnerne af mørke (samme afb.). Over korridorerne på langsiderne skifter derimod de lyse og de mørke borter forneden i loftsdekorationen regelmæssig. Iøvrigt er korridorens vægfarve kraftig gul med sort fodstribe.

Forstue-trapperummet på siden beherskes af en monumental stoflig harmoni af violet-dodenkop, rødlig riffelhugget sten (kalksten?) og den sorte, polerede marmorafdækning af trappevangen. De små fliser forneden over trinene er dog ikke oprindelige, men indsat i vor tid for at skåne væggenes farvepuds. I første sals højde griber denne etages gule vægfarve ind over den violet-dodenkopfarvede endevæg som en indrammende bort på siderne og foroven (se afb. 27, tilhøjre foroven). I stuen holdes rummet sammen ved den ens højde af de fire døråbninger.

Den dekorative udstyrelse af rummene i snævrere forstand består af gulv- mosaikker og loftsdekorationer. Om loftsdekorationerne i forhal og Christussal, som skiller sig ud fra de øvrige, er allerede talt. Gulvmosaikkerne er alle fornyede. Men af de oprindelige findes nogle ubetydelige rester (medd. af museumsinspektør, magister Dyveke Helsted); de viser en ganske anden stoflig karakter, nær antikke mosaikkers. En rest findes under bordet med en billedhuggers arbejdsredskaber i det ene korridorstykke foran Christussalen, en anden på den modsatte side ved Gratiernes gruppe. Men i loftsdekorationerne er som helhed rummenes festlige udstyrelse bevaret. For loftsdekorationerne gælder den regel, at de i køjerne på første sal er lettere end i de tilsvarende, men højere rum i stuen. Plastisk stuk er kun anvendt i et par køjer på første sal og her meget nænsomt, medens det i stuens loftsdekorationer er reglen, omend ikke helt uden undtagelse. Bindesbøll har selv angivet denne forskel i en idéskitse, som sædvanlig en overmaling af en ældre tegning (afb. 62). Den mørkeste og kraftigste loftsdekoration og den tungeste gulvmosaik findes i det mørkeste rum, nemlig Christussalens naborum på slotssiden (afb. 28). I loftet i rummet ovenover er der skabt en stigende lethed ved at indskrænke indramningen med blå lister i den øverste del (afb. 29). Gavlfeltet svarer i lethed til denne del, som naturligt er, da vægten af hvælvingen hviler på langsiderne. I dette felt giver gennembrydningen i midten af den blå indramningslinie ved det hvide kvindehoved en antydning af den samme opadstigende lethed som i hvælvingens dekoration. Men ved de yderste indfattende bånd holder dekorationen dog trods al lethed fast sammen på rummet.

Bindesbøll har også givet udkast til mange af soklerne og tegnet en del af inventaret, blandt andet skabene til Thorvaldsens antiksamling i køjerne på første sal imod slottet (se i »Meddelelser« for 1948 Mogens Koch: M.G. Bindesbøll’s Møbler i Thorvaldsens Museum). Til de mest karakteristiske sokler hører Herkulesstatuens (afb. 27), der svarer nøje til Bindesbølls tegning, og Christusstatuens (afb. 19). På den øverste del af denne sokkels mellemstykke, over »springet« i dette, findes dog på Bindesbølls tegning et skriftsprog anbragt, hvad der ligesom motiverer dette spring (sammenlign Luzernerløven).

#

Gården er en fredhellig plet uden nogen umiddelbar forbindelse med det ydre. Den er samlet om graven, oprindelig mere end nu på grund af de matte ruder, som dengang fandtes i dørfløjene. Men samtidig er den rettet imod Christussalens væg. Denne væg får ved sin store portal og særlige dekoration samme overvægt i forhold til gårdens andre sider som i de udadvendte façader forsiden i forhold til de andre (afb. 31-33).

Sikkert for at opnå harmoni imellem gårdens sider og dens areal er tagene sænkede ind imod gården (afb. 41, 42). Denne anordning giver tillige mere lys og tillader proportionsmæssigt båndgesimsens anbringelse udfor etageadskillelsen. Båndgesimsen får derved en vis konstruktiv udtryksfuldhed, kommer til at svare til det sokkellignende fremspring forneden af stue-etagens gulv og muliggør på en naturlig måde indgangssidens balkon. De almindelige portalindfatningers bredde er i overensstemmelse med gårdens begrænsede rum mindre end de tilsvarende udvendig, ligesom deres profil er enklere.

Modsat de udadvendte façaders okkergule bundtone hæver på gårdens langsider og indgangsside den sorte farve sig til et plan i flugt med overkanten af første sals vinduesbrystninger, på murpillerne imellem vinduerne standset af en grøn båndfuge (afb. 33). I stue-etagen fremhæves den sorte farve desuden af de helt hvide yderste, fremspringende profilled i portalindfatningerne. I gården har den sorte farve sin symbolske betydning som udtryk for sorg, svarende til den sorte, lave marmorindfatning om graven. Denne er kun smykket med Bertel Thorvaldsens navn samt fødsels- og dødsdato, indhugget med ganske tynde fuger. Den nuværende vedbend er en senere tilføjelse. Oprindelig var der efter Thorvaldsens eget ønske »blomstrende planter«. Svarende til den grønne båndfuge på første sal er i stue-etagen anbragt en lignende, som i højde med de grå solbænkplader i overkanten af kæmferne overskærer laurbærgrenene, medens disse fortsætter op i hele stue-etagens højde. Derved dannes et meget fast vandret plan på de tre sider, der virker nedadholdende ligesom de grønne gittre ved laurbærgrenenes fod. Rumlig opløsende som båndfugens overskæring af laurbærgrenene virker det, at en gul stribe er indskudt under den hvide båndgesims, sikkert for at adskille denne fra portalindfatningernes yderste, hvide profilled. Den hvide båndgesims afsluttes på alle sider med en riflet, gul (?) liste.

Underkanten af ørerne i Christussalens portal flugter med underkanterne af de andre portalindfatningers ører på første sal, en lignende fast, afsluttende virkning som i de udadvendte façader (afb. 32). Et brud herpå gør dog portalindfatningen til balkondøren på første sal i midten af gårdens indgangsside (afb. 31). På grund af denne portalindfatnings større bredde er muråbningens overkant sænket og ørernes underkant fulgt med. Iøvrigt overholder denne portal samme regel for ensartethed som alle de øvrige på første sal, nemlig at bredden af deres sider er lig overstykkets. Portalerne i stuen og Christussalens portal har Bindesbøll givet tyngde ved en noget større bredde af overstykket (afb. 38, 41, 42). Muråbningernes overkanter flugter på første sal og i Christussalens portal praktisk talt med ørernes underkanter, i stue-etagen ligger de en ubetydelighed under. Ørets kvadratur er omtrent overholdt i Christussalens portal. Langsidernes portalindfatninger på første sal er kvadratiske, for så vidt som deres højde fra båndgesimsens overkant til taggesimsens underkant er den samme som bredden over ørerne, denne bredde ganske vist lidt større end den over foden (afb. 33, 38). Ved dette faste format bringes noget elementært ind i langsidernes inddeling, der tillige indvirker på stuens portalindfatninger på grund af de indre siders flugten fra den ene etage til den anden.

Tværretningen i gården betones på underordnet måde ved antallet syv af muråbninger i langsiderne. Forbigående havde Bindesbøll tænkt på seks. Ved antallet af syv kommer de midterste muråbninger udfor graven. Den tværakse, som dannes derved, fremhæves tillige ved den symmetriske anbringelse af gravkar i de sorte brystningsfelter på første sals murpiller (afb. 33). Under vinduerne i denne etage er brystningerne optaget af amorinernes væddekørsel. Denne er også rettet imod Christussalen, for så vidt som den i overensstemmelse med øjets bevægelsesretning går fra venstre mod højre, når man står med ansigtet vendt imod Christussalen. I det sidste felt modtager den sejrende amorin kransen af Zeus’s (?) hånd. Et lignende hedensk symbol for Thorvaldsens liv betegner den halve, hvide rendebanes mønster, der er indlagt i gårdens sorte asfalt. Rendebanens indersider træffer de indre fodpunkter af Christussalens portal og binder ved dette sammenhæng og ved rendebanens udstrækning i hele gårdens længde dennes flade til Christussalens væg (afb. 32, 36). Den afsluttende halvcirkel og forpladsen foran Christussalens portal er omtrent lige lange, også en dæmpet afbalancering om tværaksen. Halvcirkelen er dog blevet lidt fladtrykt af indgangssidens fremspringende pilasterparti.

I forhold til langsiderne er indgangssiden kraftig fremhævet ved sit pilaster-smykkede midtparti, dog ikke så meget som Christussalens væg (afb. 31). Dertil er pilasterpartiet for sammensat og brydes også ved, at de brede bånd i båndgesims og taggesims går ubrudt igennem det; pilastrenes kapitæler griber kun ind i gesimsernes underste led. I lighed med laurbærgrenene på langsidernes murpiller er pilastrene i stue-etagen smykket med bugtede egetræer, hvorom snor sig slyngplanter, henholdsvis vin og kaprifolium. Men de små gittre forneden mangler; der skal mere størrelse til her. Portalindfatningerne er både i stue og på første sal trukket tilbage fra pilastrenes forside, hvad Bindesbøll ikke fra først havde været inde på. Derved får Bindesbøll friheden til afvigelser i portalindfatningerne forøget ud over det, indramningen med pilastrene giver. Disse afvigelser går alle i retning af at give midtpartiet større styrke. Portalindfatningerne mangler som nævnt den inderste, grønne bræmme. Med benyttelse af de samme yderste hvide, fremspringende profilled er den indre bræmme af indfatningerne gjort betydelig bredere end i portalindfatningerne på siderne. Tillige er muråbningerne bredere. På første sal virker denne bredde af døråbningen som en let dissonans i inddelingens rytme (afb. 31,42). Men blyantsrettelser i tidligere tegninger viser, at Bindesbøll bevidst har villet denne bredde. De høje dørfløje i stuens kæmferløse døråbning virker en smule »opløbne«. Af forarbejder ses, at Bindesbøll selv har været opmærksom derpå og søgt at afbøde det ved at trække muråbningens overkant skråt nedefter (sammenlign afb. 56 og navnlig afb. 71, hvor Bindesbøll har søgt at trække højden så langt ned som mulig ved et lodret stik under den nedadskrånende overkant).

Med et præg af dødens alvor og storhed hæver Christussalens portal sig over graven, men tillige ved sin brede gule bræmme med et præg af fest, svarende til, at den sorte farve på denne væg sænker sig under båndgesimsen (afb. 32). Foruden båndgesimsen er kun den grønne båndfuge i første sals brystnings-højde videreført fra de andre sider. Selve båndgesimsen skifter profil og bliver lettere, samtidig med, at dens underste led farves gult. Den videreføres inden for portalen over døråbningens kæmfer, atter med en let ændring. I taggesimsen er kun leddene fra de brede bånds underkant opefter videreført, hvad der giver væggen forøget storhed og enkelhed (afb. 32, 41). Derved opnås tillige, at ørernes underkant lettere flugter med dem på sidernes portalindfatninger, idet disse sidste bliver trykket ned af de underste led i deres gesims.

Ene af alle gårdens portaler er Christussalens afsluttet med en bekroning; denne når som nævnt op til overkanten af taggesimsen, idet den delvis griber ind i gesimsens led. Mærkelig virker spor af gul farve og et stavornament i indfatningens hulkehl foroven, der også på dette stykke synes mere konkav end på siderne. Til de øvrige portaler bindes Christussalens portal ved de grønne dørfløje og, fraregnet dem i indgangssidens midtparti, ved den inderste grønne bræmme og den grønne kæmfer. Den grønne bræmme er dog i stue-etagens overvinduer på de andre sider differentieret ved at være delt i to flader, omend med samme samlet bredde som bræmmen forneden.

I modsætning til de svajende laurbærgrene på langsiderne består dekorationen på Christussalens væg af de store, grønne palmetræer, som i rolige buer bøjer sig ind imod portalen. Antyder laurbærgrenene sejren, skal palmetræerne muligvis antyde et udødelighedens forjættende land. Som en overgang til langsiderne og med en delvis modgående bevægelse gror ved de store palmetræers fod mindre palmetræer og kaktus, gule som laurbærgrenene.

Hele gårdens farveholdning er abstrakt, ligesom frisens i de udadvendte façader. Alle plantevæksternes frugter er violette ligesom amorinernes vinger og deres hestes manker og haler (afb. 33). Zeus’s skikkelse, selve amorinernes og hestenes legemer og vognene samt i det store og hele gravkarrene har den samme okkergule farve som væggen. Blåt og brunt er derimod udelukket fra gården. Den malede dekoration indtager i gården en forholdsvis større plads end i de udadvendte façader. Også derfor virker gården rigere.

De væsentlige led i taggesimsen fremtræder som to brede, flade bånd, en streng, reliefmæssig afslutning på gårdens rum. Til pudsfladen i det øverste af disse bånd svarer pudsfladen i Christussalens portal: begge har sandsynligvis stået hvide (iflg. notat på en tegning i Museets arkiv, medd. af afdelingsarkitekt Johan Pedersen). En sidste samlende virkning på gården havde oprindelig de ætsede, naturalistiske ornamenter i dørfløjenes matte ruder, der fortsatte pillernes dekoration. Bindesbøll har på en tegning til de »16 døre til gården« noteret: »2 med Egeløv, 2 med Palmer, 2 med Laurbær, 2 med Lillier«.

Bindesbøll kunne »vise en Finhed, der kun opnaas af den benaadede, saaledes i Gaardsrummet ved Thorvaldsens Museum«, siger Hans J. Holm i Herholdt-værket. Men fordi det ydres virkning er så afhængig af profilernes relief og dette er forholdsvis lavt, kræver museet solskin for at komme til sin fulde ret (afb. 34); særlig gælder det gården (afb. 33).

#

Som i græsk arkitektur sætter fine variationer kronen på værket. Til dels forstærker også de betoningen af længderetningen. Således er kun forsidens fem portaler og Christussalens portal lige brede foroven og forneden. De øvrige portalindfatninger er en ubetydelighed indtrukne over foden, hvad der umær-kelig giver fornemmelse af en vis lethed (afb. 36-44, sammenlign afb. 7).

Alle portalindfatninger, hvis yderste del er hvid (d.v.s. alle undtagen Christussalens), har, på nær de i forsiden og den store portalblænding i kirkesidens midte, i denne yderste del inden for de fremspringende profilled ud imod kanten og det eventuelt derefter følgende blå bånd en flade, der er stillet en smule skråt imod profilleddenes hældning indefter, hvad der giver en vis spænding (afb. 6). I Christussalens portal er den gule bræmme stillet næsten umærkelig skråt; det virker som et tilskud af finhed til det store format. Men med benyttelse af profilled af samme karakter er for at give en elementær, fremadrettet kraft den nævnte skrå flade rettet ud i forsidens portaler og i portalblændingen på bagsidens midte (afb. 5).

I alle vinduer hælder de yderste, opretstående sprodser ind imod midten og støtter derved portalindfatningernes skrå linier og vinduernes relief i fladen. I langsidernes vinduer i stue og på første sal fortsætter de skrå sprodser hinanden, som portalindfatningernes indersider fortsætter hinanden. I gården har det samme ikke kunnet lade sig gøre med overvinduernes sprodser i forhold til vinduernes på første sal. Som en fremhævelse af længderetningen virker det, at alle vinduesfelter i denne har et ulige antal lodrette ruderækker, på siderne derimod et lige, hvad der svarer til den klassiske følelse for det hvilende og fortsættende.

Kanterne af de udvendige portalindfatningers gule bræmmer ind imod de grønne striber omkring Sonnes frise er skråt stillede ligesom selve frisepladernes kanter for yderligere at fremhæve relieffet i fladen (sammenlign afb. 8). I det indre har som regel de mindre døråbninger alle kanter brækkede, de store kun sidernes (afb. 27).

Karakteristisk for snedkerarbejdet i bygningen er Bindesbølls tilbøjelighed til at afslutte et kraftigt profil med en så lille kant som mulig, åbenbart for at mildne præget af det massive (afb. 35). Det samme kendes fra hans tegninger til Oringe.

#

For en del af bygningens proportioner, der kan udtrykkes eksakt, er gjort rede i afbildning 36-44 (til grund er lagt arkitekt S. O. Hertz’s ypperlige opmåling fra 1930’erne). Omend en proportion, der kan udtrykkes eksakt, ikke behøver at være smuk af den grund, ligesom en proportion, der ikke kan udtrykkes eksakt, ikke behøver at være ringere af den grund, hørte dog i klassisk arkitektur visse eksakte proportioner med som støtte for den øvrige komposition (sammenlign Bindesbølls egen proportionstegning, afb. 45). Nogle proportioner kan Bindesbøll også have truffet på fri hånd. En øvet arkitekts øje ser uvilkårlig i mål, som det også vil vise sig senere ved gennemgangen af skitsen til det såkaldte udkast no. 1.

Både påvirkninger og lån kan påvises i Thorvaldsens Museum (sammenlign Bruun og Fenger: Thorvaldsens Museums Historie, 1892, side 103-118, Vilhelm Wanscher: Gotlieb Bindesbøll (1800-1856), der Erbauer von Thorvaldsens Museum, i »Artes« I, 1932, side 53-185, og Harald Langberg: Danmarks bygningskultur, II, 1955, side 106-116). Men hvor betydningsløse sådanne påvirkninger og lån er i forhold til den skabende kraft i helheden, ses deraf, at intet værk i arkitekturens historie ligner museet. Men derfor havde dets arkitektur dog forbindelse med tidens almindelige åndsliv. En sikkert uundværlig forudsætning var Carl Friedrich von Schinkel’s frigørelse af hellensk klassicisme, selv om Schinkel aldrig nåede en sådan grad af frigørelse som den i Thorvaldsens Museum. Det græske havde Bindesbøll også optaget umiddelbart i sig. Fra sit besøg ved templerne i Agrigent skriver han: »Den simple Storhed her hersker, har rent fortrængt den romerske Kunst, og jeg troer, naar jeg bestandig blev her, kunde jeg ogsaa blive til en Græker, saa let seer det ud«. Ganske vist står museets søjleløse ydre det græske tempel fjernt. Overensstemmelsen ligger først og fremmest i den åndelige karakter af frihed, forbundet med logik. Med tidens sociale og politiske rørelser kan denne frigjorthed ligeledes have forbindelse. Med romantikkens musik er også en sammenhæng mulig, således som Arnold Hauser karakteriserer denne (The social history of art, III, 1958, side 226): »Den musikken iboende tilbøjelighed, med hvilken den går denne opløsning af former imøde, det irrationelle i dens indhold og det uafhængige i dens udtryksmidler forklarer den forrang, som den nu indtager iblandt kunsterne«. Sansen for relief og farve, modsat klassicismens konstruktivt betonede formsprog og forkærlighed for hvidhed, lå i tiden.

Den væsentlige baggrund for Thorvaldsens Museum var dog individualismens gennembrud i forbindelse med klassicismens opløsning. Som hjemlige forudsætninger kan nævnes C. F. Harsdorff, Peder Mallings universitetsbygning, G.F. Hetsch’ synagoge foruden Hermann Ernst Freund og muligvis N. L. Høyen. Den stilfærdighed, der præger den enkle grav, modsat den foregående periodes heroiske monumenter, men af samme art som Frederik den Sjettes statue i Frederiksberg have, kan også have tilknytning til et af de bedste elementer i det nationale gennembrud. At også Bindesbøll var grebet af dette gennembrud, viser hans underskrift på bladene til det såkaldte polykrome projekt til et museum for Thorvaldsens værker, udarbejdet i Rom 1837. Han staver her sit fornavn: Gotlieb, en nationalisme, der også kendes fra andre tilfælde (Tybjerg for Thyberg, Varming for Warming).

#

Forarbejderne

Mange opdigtede udkast til et museum for Thorvaldsens værker udarbejdede Bindesbøll allerede i årene, inden denne sag tog fast form ved kongens gave af Vogngården. Som det hyppig var tilfældet, når Bindesbøll begyndte på noget nyt, var disse udkast gennemgående ret svage. En stor styrke præger derimod den første bevarede tegning, hvori idéen om museet fremtræder i sin endelige skikkelse. Det er skitsen til det såkaldte udkast no. 1, til grund for hvilket lå forslaget om at forlænge Vogngården og beholde gårdspladsen åben (afb. 46). I planen fremtræder rumfordelingen, som den i alt væsentlig senere blev det. Den eneste undtagelse består i, at Christussalens naborum går helt ud til langsiderne. Med eftertryk har Bindesbøll angivet indgangene til Christussalen, de eneste, der er indtegnet i planen. Korridorstykket imellem forhal og gård er bredere end dem på langsiderne og lige så bredt som forstuen. Forholdet af omridsets bredde til længde er på fri hånd truffet, omtrent som det blev.

Thorvaldsens Museum, forarbejde til udkast No.1

Gottlieb Bindesbøll: Skitse til udkast nr. 1, afb. 46, D1754.

Forsiden fremtræder i sin dekorative holdning præcisere og mere udformet end plan og langside, allerede et vink om den betydning, Bindesbøll tillagde den. Portalerne står tæt og tungt. Portalørernes underkant flugter omtrent med muråbningernes overkant. Skrålinierne hælder stærkt. Kæmfernes overkant halverer højden til entablementets underkant. De lave baser og kapitæler til forbygningens pilastre er antydet. Basernes profil fortsætter sig som en oversokkel på forbygningens side. Forbygningens gesims er forhøjet over langsiderne bagved; dette blev ikke fastholdt i udkast no. 1, men genoptaget i det approberede sæt. Bygningen hviler på en skrå rampe, lidet velbetænkt i forhold til gade og plads, men alligevel fastholdt i udkast no. 1 (afb. 48). Bredden er knap tre gange højden fra rampens overkant til taggesimsens, et forhold, der er meget nær det endelige. Det fremadrettede i bygningen synes uvilkårligt at give sig udtryk i en perspektiv, der går bagover.

Den mere løst tegnede kanalside viser atter de lave baser og kapitæler til forbygningens pilastre. Forbygningens gesims flugter her med langsidens bagved. Båndgesimsen er ført igennem på forbygningens side. Forsidens portalmotiv fortsætter sig på langsiden i stuens og første sals rækker af portalindfatninger ligeledes her med store, langt nedhængende ører, hvis underkanter omtrent ligger i højde med vinduernes overkanter. Brystninger i begge etager er angivet. En elvte stue-første sals portalindfatning er føjet til; dette antal stemmer med den endelige bygning. Afstanden til det bageste hjørne fra de sidste portalindfatninger i stue og på første sal er både i den første formulering og i
rettelsen større end den tilsvarende ind imod forbygningen. Uvilkårlig buer linierne i forbygningens pilastre fremefter og giver i forbindelsen med, at langsidernes portalrækker ligesom er skubbet ind på forbygningen, et indtryk af, at disse trækkes med af forbygningen. Med det rettede bageste hjørne har Bindesbøll omtrentlig truffet det endelige forhold af højde til længde; det samme gælder dog ikke forbygningens side for sig. At taget ikke er vist hverken i forside og kanalside, skyldes sandsynligvis, at Bindesbøll ikke har tillagt det nogen væsentlig betydning i forhold til bygningens blok. Når Bindesbøll har koncentreret sig om forside og kanalside, hænger det sikkert sammen med de andre siders vanskelige forhold på grund af mure til kirken og den søndre »løngang« til slottet (se afb. 1). Udførelsens hast og voldsomhed er karakteristisk for Bindesbølls endelige idé-skitser, ligeledes det sikre greb om det væsentlige og helheden.

Thorvaldsens Museum, plan af første sal
Gottlieb Bindesbøll: Det 1839 approberede sæt, første sals plan, afb. 50, D1600.

Denne skitse blev som nævnt udført i udkast no. 1. Når dette udkast kaldtes således, var det ikke, fordi det var det først indsendte, men fordi det var det ene af to samtidig indsendte udkast. Det andet gik ud på at overdække gården, det såkaldte overbygningsprojekt efter hofbygmester Jørgen Hansen Kochs forslag. Begge udkast blev forelagt byggekomiteen sommeren 1839. Følgeskrivelsen er dateret 15’de juni. Udkast no. 1 blev vedtaget. Udkast no. 2 skulle kun på et enkelt punkt give tilskud til udviklingen.

I den nævnte følgeskrivelse gør Bindesbøll indsigelse imod den eventuelle nedrivning af løngangen til slottet med den motivering, at den arkade, der fandtes under løngangen ind imod museet »vilde . . . forskaffe Museet Fordelen af en bequem Tilgang med Indkjørsel«, næsten som om det drejede sig om et teater, hvortil de festklædte besøgende skulle komme i vogn. Bindesbøll fortsætter også modificerende: »Skulde denne Fordeel være for ringe til at komme i Betragtning, da turde maaskee det Brud, der ved Nedrivningen af bemeldte Bue vil gjøres paa Christiansborgs Forbindelses-Linier, have Krav paa en alvorligere Betragtning, saa meget mere, som den Isolering, der herved vilde erholdes for Museet, ikke giver det den mindste væsentlige Fordeel.« Den første del af udtalelsen, om det farlige ved et brud på forbindelsen med Christiansborg, har unægtelig vist sig rigtig den dag i dag med hensyn til gården imellem museet og slottet. Den sidste del af udtalelsen: om museets isolering, må der måske tillægges en mere politisk end reel betydning. Den kan betyde en imødekommenhed over for Christiansborgs bygmester, som det var naturligt og klogt for en yngre arkitekt at vise ved sit første selvstændige arbejde. C. F. Hansen har næppe set med velvilje på Bindesbølls mærkelige museumsforslag og måske heller ikke været uvidende om dennes uvilje imod ham. Da Bindesbøll havde påstået, at det midterste parti af den gamle Vogngårds forsidemur var »opført under Krigen ved Arbeide af Kjøbenhavns Regiment maaske af slette Materialier paa gammel Grund«, bemærkede et af Akademiet nedsat udvalg, at Bindesbøll »bygger sin Demonstration paa en, som det synes, lidet sømmelig Forudsætning om det af medundertegnede Hansen foranstaltet udførte Arbeide« (Bruun og Fenger, side 81).

Thorvaldsens Museum, plan af stuen
Gottlieb Bindesbøll: Det 1839 approberede sæt, stue-plan, afb. 49, D1599.

Hvorledes det nu end forholder sig med Bindesbølls syn på fjernelsen af løngangen, må så vel udkast no. 1 som det approberede sæt ses ud fra det synspunkt, han anlægger i følgeskrivelsen. I begge sæt tager Bindesbøll hensyn så vel til løngangen som i hvert fald den ene af de mure, der forbandt Vogngården med Slotskirken. Udkast no. 1 må, som Bindesbøll selv gør opmærksom på i følgeskrivelsen, betragtes som et mere foreløbigt projekt. Det var udført på kort tid og var hverken kunstnerisk eller konstruktivt gennemarbejdet (sammenlign i dette sæt og det approberede tykkelsen af de ydre sidemure til Christussalens naborum og denne sals bagmur som udtryk for hvælvingernes sidetryk i naborummene, afb. 47, 49). Derfor rummer det dog interessante enkeltheder. Gården (afb. 48 foroven) beherskes af den glatte endevægs rolige flade og af den mægtige portal, der skyder op igennem taggesimsen og sammen med denne krones af et løst bånd af akroterier. Motivet stammer fra græske gravmælers og tempelgavles akroterier. Skitser af sådanne fra Bindesbølls store studierejse vidner om, hvor meget han holdt af dem. I Christussalen findes kun indgange fortil, ligesom i skitsen. Rækken af døråbninger i de mindre rum på kanalsiden er fortsat til forhallen. Symmetrisk er i denne anbragt en dør til forstue-trapperum; det havde dog næppe været godt at komme ind i forhallen fra en side og bagved Maximilians rytterstatue.

Bindesbøll har med det samme haft sin opmærksomhed henvendt på udnyttelsen af det lys, der kunne komme ned over slottets tag, således at hans belysningsteori samtidig blev gennemført (afb. 48 foroven). Belysningslinierne i stuens rum på denne side viser, at den højeste lysstråle, bestemt af vinduets skrå overkant, og den laveste vinterjævndøgns lysstråle, begge ved middagstid, netop når hovedet af en statue ved bagvæggen (sammenlign side 10 forneden). Det samme er tilfældet på første sal; her træffer lysstrålen bagvæggen i en højde af tre alen. I korridoren på første sal er buster opstillet. Det var Bindesbølls hensigt at anbringe portrætsamlingen her.

Udkast no. 1 er udført i farve. Det ydre er beklædt med den brunrøde Neksø-puds, der kendes fra Domhuset og Frue kirke. I det indre har væggene en bleg, gul farve. Christussalens stjernesmykkede hvælving har blå bundtone. Blåt er også bundtonen i forhallens rillede hvælving, den senere i Christussalen. Hulstavenes stilling på langs af det indfaldende lys havde ikke fremhævet dem. I væggesimserne er antydet rødt og blåt. Over forsiden savnes endnu sejrsgudinden med sit hestespand.

Det projekt, der blev approberet af Frederik den sjette den 13’de november 1839 efter at være vedtaget af byggekomité og Borgerrepræsentation, sluttede sig med få forandringer til udkast no. 1. Men hvad dette manglede i gennemarbejdelse, indhentede Bindesbøll her. Det approberede sæt fremtræder både for det indres og ydres vedkommende i ren tuschering, hvad der dog kun kan opfattes som en fremstillingsform, svarende til hvad der var almindelig skik og brug (afb. 49-57). Hovedfaçaderne er forside, kanalside, gårdens langsider og Christussalens væg. Gårdens indgangsside er så gennemarbejdet i længdesnittet, at også denne tegning sandsynligvis har eksisteret; midtpartiets døråbning viser samme inddeling som langsidernes døråbninger. Balkonen på første sal mangler og ville have været vanskelig at anbringe på en passende måde, fordi også i gården båndgesimsen ligger højere end etageadskillelsen. Siderummene i stue og på første sal er på tværsnittet vist lige høje. Siden imod slottet bagved løngangen er en gårdside med vinduer, der går igennem i to etager. Vinduernes tværbjælke, som er beliggende omkring 3 til 37« alen over første sals gulv, måtte have virket mærkelig inde i rummene. Anordningen af rummene findes allerede i udkast no. 1, som planen til dette viser (afb. 47). Kirkesiden er hjælpeløst og fantastisk udformet. De uensartede façader adskilles ved pilastre. Pilastrene på forsiden og bagsiden er bredere end dem på siderne, en betoning af længderetningen.

Thorvaldsens Museums gård, tværsnit

Bindesbøll: Tværsnit med gårdens endevæg, afb. 55, D1597.

De svære, rige, skrånende portalindfatninger, som i de første projekter også optræder i det indre, er forsynet med langt nedhængende ører. En indre overkant i ørets profil flugter med muråbningernes overkant. Iblandt Bindesbølls rejsetegninger findes en række kalkeringer efter en opmåling af Palazzo Farnese og iblandt disse forbilledet for museets portalindfatninger (afb. 58; sammenlign Vilhelm Wanschers nævnte artikel i »Artes«, I, side 118). Ved en under- og overliggende portalindfatning flugter de indre skrålinier. Alle portalindfatninger er lige brede over ørerne og forneden over foden, en svag modvirkning til deres forholdsvis stærkt hældende linier. Ligeledes er alle portalindfatninger, pånær den på kirkesiden og Christussalens på gårdens endevæg, afsluttet med bekroninger, der griber ind i de overliggende gesimser. I alle ydersider, også i dem til gård, slutter portalindfatningerne med en lille smig (skråtstillet flade), ligeledes en reliefvirkning. Den smig flade foroven er hævet lidt. På forsiden, de to udvendige langsider og gårdens langsider er portalindfatningerne meget tætstillede. Navnlig i kanalsiden gror de indbyrdes og med båndgesimsens og taggesimsens underste led sammen til et eneste netværk i fladen af linie og relief. Forsiden fremtræder med værdighed. Til afstanden imellem palmetternes midtakser på siderne af sejrsgudindens gruppe svarer bredden af døråbningen nedenunder, og selve gruppens ro harmonerer med façadens. Denne ro fremhæves yderligere af de tunge døre med de mange naglehoveder og de figurlige relieffer i de øverste fyldinger. Kæmfernes overkant halverer højden til arkitravens overkant lig underkanten af gesimsen i denne betegnelses klassiske betydning, ligesom tilfældet var i skitsen. På hver side af fritrappen står en trefod, af Bindesbøll betegnet »Lykte«, og som sidste afslutning er et stykke foran fritrappen i midtaksen anbragt en stor skål, hvis overkant flugter med fritrappens afsats. De hvide skiver i arkitravens underste bånd er anbragt med lige store mellemrum, en skive i midten af hver af forbygningens sider; de standser et stykke fra hjørnerne. Pilastrenes kapitæler og baser er lave og enkle.

Christussalens portal bryder det reliefmæssige i de andre sider. Til de tunge konsoller foroven svarer løverne forneden. Afslutningen foroven stammer sikkert fra portalen i Erechtheions nordhal. Også Christussalens portal har tunge, tillukkede dørfløje, som til et mausoleum. Midt- og hjørneakroterierne over portalen er et mærkeligt dukketeater, åbenbart Christus med Adam og Eva i midten og to bedende figurer, vistnok ligeledes en nøgen mand og kvinde, yderst på siderne. Overvinduet er fem en halv alen højt, imod fire alen i den endelige bygning. Også overvinduerne til gårdens dørfløje er høje, svarende til det i Christussalens portal, men i en lidt disharmonisk proportion til vinduerne på første sal. Antallet af opretstående ruderækker i Christussalens portal er forøget til seks modsat de fire klodsede i udkast no. 1, men altså stadig med den uklassiske, halverende midtsprodse.

Bindesbøll er samtidig begyndt at systematisere stillingen af vinduernes opretstående sprodser. I længderetningen, det vil sige i overvinduerne i forsidens portaler og i overvinduet i Christussalens portal samt i det højtsiddende vindue på bagsiden, er alle de opretstående sprodser lodrette. Uden for længderetningen hælder derimod de opretstående sprodser på siderne svagt indimod midten. I kanal- og slotssiden, flugter de tillige fra stue til første sal; i gårdens langsider er dette kun muligt fra dørfløjenes ruder til overvinduernes. Bindesbøll ville åbenbart i langsiderne forbinde stuens og første sals vinduer ved sprodserne ligesom ved indfatningernes inderlinier og, såvidt det var muligt, prøve noget lignende i gården.

Tagfladerne har Bindesbøll i snittene gennemført med nogenlunde ens hældning over de forskellige fløje, dog med en lidt stejlere for valmene (endefladerne) af forbygningens tag, muligvis af hensyn til hvælvingen indenfor. Derfor er den bageste linie af valmene ført ned til tagskægget. Som følge af den bageste og den forreste fløjs større bredde og den høje beliggenhed af forhallens hvælving kommer rygningen af disse fløjes tage til at ligge højere end sidefløjenes. I tegningerne til langsiderne har Bindesbøll derimod sænket den bageste fløjs tag- rygning til sidefløjenes. Over forbygningen lod det samme sig ikke gøre på grund af hvælvingen.

Modsat det, som Bindesbøll udtrykkelig havde vist i udkast no. 1, har Christussalen også døråbninger ved bagvæggen. Derved opstår der en dobbelt omgang, en indre omkring gården og en ydre igennem de ydre rum. Det er genoptagelsen af en idé fra udkast no. 2, hvor gården var overdækket, korridorerne omkring den mørke og den ydre omgang derfor en nødvendighed (afb. 59). Kun i det approberede projekt fremtræder de bageste døråbninger i Christussalen med portaler, ganske vist enkle. Men den ydre omgang blev først på et sent tidspunkt opgivet.

Thorvaldsens Museum, udkast No.2 plan af første sal
Bindebøll: Udkast nr. 2, plan af hoved-etage, afb. 59, D1612.

Både i udkast no. 1 og det approberede sæt er rummene på kanalsiden dybere end dem på slotssiden og korridoren på kanalsiden derfor smallere. Forskellen er i det approberede sæt en ti tommer. Det ses også af hanebåndets beliggenhed i snittet, og Bindesbøll har desuden angivet, at der var en forskel ved nogle senere tilføjede blyantsmål, der dog ikke svarer til tegningen. Nu var dybden af rummene på slotssiden bestemt ved Bindesbølls belysningsteori. Desuden har Bindesbøll ønsket, at bredere rum skulle veksle med smallere. På kanalsiden veksler således kvadratiske rum med rum, hvis bredde forholder sig til dybden, der jo svarer til kvadratsiden i de tilstødende, bredere rum, som a til a√2, det vil sige kvadratets side til dets diagonal. Ganske vist er denne inddeling ikke slået helt til; en afvigelse findes i det fjerde rum fra forhallen. Kun med tilnærmelse er de samme forhold gennemført på slotssiden. Til gengæld er rækkefølgen her regelmæssig. Et tredie udgangspunkt lå endelig deri, at rummene skulle være symmetriske om vinduerne. Som nævnt var på kanalsiden vindues- og pillebredder overtaget fra Vogngården, hvad der også kan have haft indflydelse. Men nogen konstruktiv nødvendighed ligger ikke til grund for rummenes forskellige dybde og korridorernes forskellige bredde. Denne variation blev også hurtig opgivet (se kælderplanen afb. 2, hvor bitrappen ved siden af Christussalen endnu findes, men hvor såvel tegning som indskrevne mål angiver en lige stor bredde af korridorerne; pilastrene på de bageste hjørner er også forsvundne i denne tegning. En nuværende forskel af halvanden tomme på de to korridorers bredde er sikkert tilfældig). Hensyn til belysning og proportionering må have været det afgørende. Mærkeligt er det også, at bygningens bredde i mange af forarbejderne er afsat unøjagtig. Forskellen fra den virkelige bredde går op til 1 alen og 5-8 tommer. Lignende unøjagtigheder kendes dog også fra C. F.Hansen’s og G.F.Hetsch’s tegninger til Christiansborg.

I Christussalens naborum imod kanalen er snarest sket en forværring af belysningen fra udkast no. 1. I dette fik rummet lys fra to stuevinduer og to første sals på samme side. Nu er vinduet på kirkesiden kommet til, og tilmed står alle opretstående sprodser i dette lodret, imedens de yderste hælder svagt indefter i vinduerne på siden. Forbilledet for denne belysning, navnlig i udkast no. 1, kan Bindesbøll have fundet i Palazzo Massimo og Villa Farnesina i Rom, hvor lavtsiddende vinduer er forbundet med højtsiddende mezzanin-vinduer i samme sal (meddelt af magister Hanne Westergaard).

Et sæt tegninger i lille målestok, der sandsynligvis har været brugt som gave til Thorvaldsen og er udført lige efter det approberede sæt, afviger kun på uvæsentlige punkter fra dette. Blandt andet er på kanalsiden ørernes underkant sænket lidt, og alle de udvendige tagfladers akroterier er blevet de store fra forsiden i det approberede projekt. Kirke- og slotsside mangler, hvad der bekræfter, at Bindesbøll betragtede disse sider som underordnede. Som tegnekunst er dette sæt vistnok uovergåeligt (i Thorvaldsens Museums besiddelse).

I følgeskrivelsen til sættet af 29’de august 1840, der i kronologisk henseende betegner den næste faste station efter det approberede, omtaler Bindesbøll de forandringer, der var »en Virkning af, at Løngangens Arkade, som forenede Slottet med Musæumsbygningen . . . var blevet nedrevet, medens mit indleverede Projekt var under Bedømmelse«, det vil sige inden 20’de oktober 1839, da den samlede kommunalbestyrelse vedtog Bindesbølls projekt. Bindesbøll fortsætter: »Da Bygningen efter bemeldte Arkades Nedrivelse staar aldeles isoleret, blev det uundgaaeligt at omarbejde façaden ind mod Slotsgaarden. Denne Omarbejdelse, hvorved som i det Følgende vil sees, ogsaa Trappen vinder i Lys, blev forelagt Bygningskommissionen og bifaldet i Mødet den 31’te Januar d. A.« I forbindelse med denne omarbejdelse forhøjede Bindesbøll den underste etage med en trekvart alen, så at stue-etagen også for siderummenes vedkommende fremtrådte som den højere hovedetage. En virkning af denne forhøjelse var ifølge Bindesbøll tillige, at »det blev muligt, at bringe en langt større Overensstemmelse tilveie mellem Fløien mod Slotsgaarden og den mod Kanalen end før havde været Tilfældet«. I samme møde den 31 te januar forelagde Bindesbøll bygningskommissionen og fik vedtaget den forandring, at »De to store Studier paa Siderne af Salen for Christus og Apostlene, som før gik heelt gjennem Bygningen, ere nu afdelte i tvende Stokværk i Flugt med Sidefløienes Studier. 12 Værelser ere vundne, hvor der før var 2, og denne Forøgelse vil paa flere Maader komme Thorvaldsens mindre Statuer og hans andre Samlinger tilgode.« Det betød vinduer i stuen på kirkesiden. »Da Kommissionen derpaa i Brev af 10’de Januar til Stadsbygningskommissionen havde anholdt om, at de tvende Mure mellem Kirken og Musæummet maatte bortfalde, og dette var indrømmet, paafulgte Forandringen«, at »Bagfaçaden mod Kirken erholdt en symmetrisk Dekoration, hvorved den er bragt mere i Harmoni med den øvrige Bygning«. Den udvikling, som der herved var banet vej for, skulle dog vise sig lige så meget at skyldes den iboende kraft i Bindesbølls egne ideer som de ydre forandringer. Som det ikke sjældent var tilfældet hos Bindesbøll, var de første løsninger dog usikre.

Grundmotivet fastholdes i sine hovedtræk. Men ved ændring af en række enkeltheder, får helheden en ny karakter. I portalindfatningerne kommer en adskillelse imellem de yderste, fremspringende profilled og den indre, brede bræmme (afb. 60 og følgende). Derved svækkes den tætte reliefkarakter af portalindfatningerne i det approberede sæt. Men portalindfatningerne er stadig tænkt rigere, end de blev senere. Det ses deraf, at antallet af linier i deres profiler til og med sættet af 29’de august 1840 er ti. (Antallet ti kan dog kun aflæses i tegninger i 1:48. I tegninger i 1:96 kan det tilsvarende antal gå ned til otte, sandsynligvis fordi der ikke er lagt vægt på at få alle profillinier med i dette lille format, hvad der er almindelig tegnestuepraksis). Samtidig med adskillelsen imellem det ydre profil og den indre bræmme hæves portalørernes underkant, så at underkanten flugter med det indfattede felts overkant eller, hvad der bliver det samme, med selve den indre bræmmes underkant foroven. Ørets kvadratur gennemføres helt eller med tilnærmelse (sammenlign afb. 67, hvor Bindesbøll med eftertryk har vist begge dele). Alt dette betyder en ganske anden forbindelse imellem portalindfatningen og det indrammede felt. Disse to elementer danner nu en stærkere enhed og optræder udadtil på en mere enkeltvis accentueret måde. Tildels i sammenhæng dermed begynder murfladen at gøre sig gældende. Indtil og med sættet af 29’de august 1840 fremtræder den dog glat. Forholdet imellem bredden af portalindfatningernes sider og højden af deres overstykke bliver også i højere grad givet fri. Portalindfatningerne kan ligeledes være indtrukket over foden. Dette sidste har Bindesbøll vist både med mål og lodlinier fra ørernes yderkanter i samme tegning til kirkesiden (afb. 67); for hver af de tre portalindfatninger beløber formindskelsen af bredden sig i de angivne mål til to og en halv tomme. Endelig rettes portalindfatningernes skrålinier lidt op, hvad der også giver den enkelte portalindfatning en selvstændigere holdning.

Fra tiden kort efter det approberede sæt stammer en tegning til gårdens langside med snit af den tilstødende del af forbygningen (afb. 60). Den er ikke fuldført. Den smalle bånd- og taggesims er endnu bevaret. Portalindfatningerne i stuen er stadig fyldt med det lette snedkerarbejde, og samme motiv går igen på første sal. Det viser, at Bindesbøll først og fremmest har opfattet dørfløjene som dekoration. Portalindfatningerne er endnu tætstillede, og idet de samtidig er gjort smallere, er døråbningerne indenfor blevet bredere end i det approberede projekt. Det kan næppe betegnes som et fremskridt. Som i de tidligere tegninger støder portalindfatningernes inderside til små, smig flader, hvoraf den øverste er hævet lidt. Af det tilstødende snit af forbygningen ses det, at stueetagens højde er forøget til henimod ti alen (snittet er for udvisket til at ses tydeligt i reproduktion). Båndgesimsen ligger udfor etageadskillelsen. Forhallen har endnu sin høje hvælving.

En mindre tegning fra omtrent samme tid forestiller kanalsiden med en svær oversokkel, åbenbart et forsøg på at imødegå terrainets stigning imod slottet (afb. 61). Den har derfor sandsynligvis forbindelse med de forandringer, Bindesbøll ville indføre i slotssiden. Så uskøn også denne tegning er, betegner den dog på flere punkter et gennembrud. Blandt andet har forbygningens pilasterkapitæler fået deres endelige form. Men dekorationen på deres inderflade er et heraldisk motiv. En vinget hest på hver side af en stamme med et granatæble (?) løfter halen og et forben. Det er blandt andet denne dekoration, der indordner tegningen i udviklingens rækkefølge.

Men derefter får Bindesbøll med få svingninger fast grund under fødderne og udarbejder et sæt sammenhængende façader, alle i målestok 1:48, altså i stort format. Af planer er derimod fra perioden imellem det approberede sæt og det af 29’de august 1840 kun bevaret den nævnte kælderplan (afb. 2). En tegning til gårdens langside viser for første gang den karakter, som denne senere skulle bevare, omend endnu med en vis usikkerhed (afb. 65,45). Taggesimsens højde er forøget i forhold til det approberede sæt og den foregående langside. Ved lodlinier har Bindesbøll vist, at portalindfatningerne så vel i stue som på første sal skulle være lige brede foroven over ørerne og forneden over foden. Proportioneringen er detailleret angivet. Efter et par blyantsrettelser at dømme er det i denne tegning, Bindesbøll er kommen ind på den eksakte konstruktion af ørets kvadratur. De nuværende grønne bræmmer inderst om dørenes og vinduernes felter mangler; døre og vinduer støder umiddelbart til indfatningens brede bræmme.

Fra samme tid som denne foreligger en tegning til gårdens endevæg (afb. 62). Taggesimsen og de indskrevne mål er som på forrige tegning, båndgesimsen lidt sværere nedadtil og en smule varieret. Christussalens portal er oventil forenklet og, hvad højden angår, på vej nedefter, men gennembryder dog taggesimsen. Der er kun en uvæsentlig forbindelse imellem ørernes inddeling og rudefeltets overkant. Overvinduet har for første gang i de bevarede tegninger fem opretstående rækker af ruder, det vil sige den klassiske inddeling med en række i midten. De opretstående sprodser på siderne skråner lidt indefter. Blyantsskitseringen, som er indtegnet over portalen, og den foroven på bladet viser, at Bindesbøll et øjeblik har tænkt sig portalen firkantet. Tillige skulle den udstyres med naglehoveder og sidepilastre. Tværsnittet igennem sidefløjen er dækket af en senere overmaling. Kanalsidens profilsnit svarer til afb. 64.

Thorvaldsens Museum, opstalt af facade mod Kanalen
Bindesbøll: Kanalsiden, tegningens venstre halvdel, afb. 64, D1764.

Sandsynligvis lidt senere er et længdesnit igennem midten af Christussalen (afb. 63). Tegningens datering er bestemt ved døråbningens profil og blyantsrettelserne over denne, der viser hen til længdesnittet af 29’de august 1840, samt af det lave kælderrum. Portalens overkant ligger endnu lidt højere end taggesimsens, omend knap så meget som på forrige tegning. Overvinduets højde er formindsket. Af snittet igennem bagvæggen ses det, at Bindesbøll på kirkesiden har tænkt sig to blændinger i midten, en fra grundsokkelens overkant til båndgesimsens underkant og en fra båndgesimsens overkant til taggesimsens underkant. Den nederste blænding springer længst frem og har en oversokkel inden for sin indfatning.

Det samme dobbelte fremspring på kirkesiden, med større tykkelse i stueetagen end på første sal, genfindes på en tegning til kanalsiden (afb. 64). Det er siderne af blændingerne, der ses. Tegningen er ikke fuldført, men det er uvæsentligt, hvad der mangler. Også andre gammeldags træk end blændingerne på bagsiden kæder denne tegning sammen med de tidligere. Rudefelterne er for sidste gang i de bevarede tegninger omgivet af en lille smig, men denne er nu ens på alle sider. Alle vinduessprodser står lodret, hvad der forøvrigt klæder den faste, rolige komposition af helheden. Alle portalindfatninger har bekroninger, der går op i gesimsernes nederste led, således at de støtter hængepladens fremspring. Afstanden imellem portalindfatningerne, målt over ørerne, er i stuen en tre til fire tommer større end i det approberede sæt. Men på grund af liniernes stejlere hældning, der er den samme som i den foregående tegning til kanalsiden (afb. 61), er den tilsvarende afstand på første sal højest omkring en tomme større end i det approberede sæt. Taggesimsens højde er forøget med omkring fem tommer i forhold til det approberede sæt og den foregående kanalside; den nærmer sig derved sin endelige form. Kældervinduernes højde er forøget nedefter. Til fastheden i proportioneringen bidrager det, at højden af første sals portalindfatninger er lig bredden over ørerne; dette mål er ganske vist lidt større end bredden over foden.

Forbygningens side er den mindst færdige del af denne tegning. Taggesimsens svære kvart-rundstav øverst har for første gang i de bevarede tegninger fået sit lotus- og palmetornament. Men den lesbiske perlestav over arkitraven mangler endnu. Arkitravens underside fortsætter ørernes underkant og vinduernes overkant. I arkitravens øverste bånd er i stedet for runde skiver kommet kranse, atter et led i udviklingen af museet som i hvert fald delvis et festligt sejrsmonument. Kransenes antal er som i kanalsiden med den svære oversokkel (afb. 61) elleve, det vil sige samme antal som muråbningerne i langsiden bagved. Deres indbyrdes afstand aftager fra midten udefter. Tandsnittet standser over forbygningens sider; det er en tilbagevenden til udkast no. 1. Pilasterkapitælerne har fået deres dekoration med solens og månens figurer, der kører deres firspand. Det var forøvrigt Bindesbølls ven, billedhuggeren Hermann Ernst Freund, der havde givet skitserne til denne dekoration. Pilasterkapitælernes liste forneden, båndgesimsen samt pilasterbasernes overkant og underste led, sandsynligvis med en profileret flade imellem dem, er fortsat henover forbygningens side. Bindesbøll har tænkt sig portalblændingen med indskriftstavlen anbragt på forbygningens side. Feltet under arkitraven har Bindesbøll tænkt sig dekoreret ved en frise med guirlander og oksekranier (?), portalblændingen ville han binde til fladen over båndgesimsen ved et akroterion, begge dele skitseret i blyant. Den dekoration, der er skitseret hen over hele forbygningens side og som senere dukker op på et andet sted, skal der gøres rede for i denne sammenhæng. Også anden dekoration er skitseret ind på denne tegning, efter karakteren og stregens ulige friskhed at dømme sandsynligvis til forskellig tid. Under midtakserne af de to portalindfatninger nærmest forbygningens side har Bindesbøll med blyant noteret 7 alen 12 tommer (for udvisket til at ses i reproduktion). Samme mål findes imellem de tilsvarende første portalindfatninger i gårdens langside (afb. 45). Dermed er angivet en målsammenhæng. Men det tilføjede mål svarer ikke til tegningen; det er til senere brug.

Højdeinddelingen som helhed samt karakteren af gesimser og portalindfatninger binder denne tegning (afb. 64) fremefter til en af slotssiden og en af kirkesiden. I vinduernes bredder på de forskellige sider er der derimod nogle forskelle. At kanalsiden er den tidligste af disse tre tegninger, fremgår ikke alene deraf, at de små, smig flader inderst om rudefelterne er forsvundet i de to andre tegninger. Men en omhyggelig undersøgelse af kanalsidens tegning viser tillige, at det nederste af skyggen i portalindfatningernes side er raderet bort. Det er sket, fordi der oprindelig kun var tegnet en oversokkel på 18 tommer. Senere er højden af oversokkelen forhøjet til 1 alen. Dette svarer til oversokkelen på kirkesiden, hvad der også er antydet i blyant ved kanalsidens bageste hjørne. Ligeledes gør tavlens anbringelse på kirkesiden, dens endelige plads, det usandsynligt, at Bindesbøll derefter skulle have tænkt sig den anbragt på forbygningens side. Rimeligvis er slotssiden tegnet før kirkesiden, fordi belysningsforholdene her frembød særlige vanskeligheder. I karakter og skønhed når dog ingen af disse to sider kanalsiden.

På tegningen til slotssiden mangler det forreste stykke (afb. 66). Siden har, som Bindesbøll nævnte det, fået en dekoration, der svarer til de andre sider, nemlig de to rækker portalindfatninger med vinduer i stue og på første sal. Deres anbringelse svarer tillige til anordningen af rummene bagved, efter at de store naborum til Christussalen var blevet delt. Portalindfatningernes bredde og bredden af deres sider varierer derefter. Den kunstneriske gennemførelse af kompositionen er på dette som på andre punkter ret svag. Problemet har nu som før været at få det mest mulige lys ind i stue-etagens rum. Til det formål har Bindesbøll anbragt vinduerne i denne etage særlig højt. Deres underkanter ligger som i den endelige bygning. Men rudefeltet er omkring en halv alen højere end nu. Den store højde af vinduesbrystningerne har Bindesbøll søgt at bøde på ved at give dem en dobbelt oversokkel. Selve grundsokkelen er også tvedelt; som det straks skal ses, havde Bindesbøll videregående hensigter med denne tvedeling. Kældervinduerne er på grund af terrainets stigning hævet i forhold til de andre sider (afb. 64, 67, 68).

Ligesom tilfældet var i gården i udkast no. 1 og det approberede sæt, går første sals vinduer ned på båndgesimsen. Etageadskillelsen dækkes af de meget høje overstykker til stuens portalindfatninger. Båndgesimsen ligger i højde med det afsluttende gesimsbånd over kanalsidens vinduesbrystninger, det vil sige den alen over kanalsidens båndgesims, som vinduesbrystningen her er høj. Problemet blev nu at forbinde denne inddeling af slotssiden med inddelingen på de to andre sider. En høj beliggenhed af båndgesimsen på kanalsiden, hvor terrainet lå lavere, havde næppe klædt denne. Kirkesiden havde noget lignende belysningsforhold som kanalsiden. En dobbelt linie ved det bageste hjørne af slotssiden antyder sammen med den følgende tegning af kirkesiden (afb. 67), hvorledes Bindesbøll har tænkt sig denne forbindelse. Ved hver af kirkesidens hjørner har han anbragt en smal, glat stribe. Inden for denne springer muren lidt frem. Derved har Bindesbøll skabt en forholdsvis uafhængig flade, og på denne kan han sænke båndgesimsen til samme højde som på kanalsiden (afb. 68). Nu benytter han sig også af grundsokkelens tvedeling på slotssiden, idet han lader den øverste del af denne fortsætte sig som oversokkel, imedens den nederste del bliver grundsokkel. Da nu højden af denne oversokkel er den samme, som båndgesimsen er sænket fra slotssiden, nemlig en alen, og portalindfatningerne på kirke-kanalsiden gennembryder den, bliver stue-etagens højde ens på alle tre sider. Det er højden fra båndgesims til taggesims, der skifter.

Kirkesiden (afb. 67) har fået »den symmetriske Dekoration, hvorved den er bragt mere i Harmoni med den øvrige Bygning«. Vinduernes portalindfatninger svarer til dem på kanalsiden. Det nærmest slottet er gjort en ubetydelighed bredere end det modsatte, men er iøvrigt symmetrisk med dette. Trods den ringere højde er sider og overside i den store portalblændings indfatning som i forsidens portaler. Hvorvidt Bindesbøll på det tidspunkt har tænkt sig, at kirkesiden skulle stå med glat mur som de andre ydersider, eller han ikke har gjort tegningen færdig, må stå hen. Men det første er det sandsynligste efter den blyantsskitsering, der er indtegnet, i forbindelse med den følgende udvikling. Det ville også forklare den kraftige dimensionering af portalblændingens indfatning. Portalblændingen skulle beherske en stor flade. Endelig ville det forklare den dissonans, der opstod, da denne portalblænding senere kom til at stå i den store kvaderinddelings dekoration.

Til samme sæt hører også en forside (afb. 69). Foran dørfløjenes ruder er anbragt gittre af rige støbejerns ornamenter, et Schinkelsk træk. Rammestykkerne er som i de foregående projekter beslået med en mængde naglehoveder, de største smykket med figurer. I overvinduerne hælder de to yderste, opretstående sprodser svagt indefter. Dette ligesom fraværelsen af smig kanter om overvinduerne viser, at denne tegning er senere end kanalsidens. Kæmferne er forholdsvis tynde, muligvis endnu tænkt udført af træ. Portalernes midtakser fastholdes af kranse i arkitravens øverste bånd. Imellem de fem yderste kranse, det vil sige i felterne uden for de sidste portalers midtakser, er de indbyrdes afstande aftagende, svarende til forbygningens side imod kanalen (afb. 64). Pilastrenes kapitæler har også her fået deres endelige dekoration: en sejrsgudinde med sit firspand og gesimsen sit lotus- og palmet-ornament. For enderne af fritrappen ses halvt udraderet rester af en lignende dekoration som trefødderne i det approberede sæt. Blyantsskitseringer viser Bindesbølls usikre fantasi. Han har været inde på at vride pilasterkapitælernes hjørner skråt fremefter og anbringe små blade under voluterne, give skafterne kannelurer og anbringe sidepilastre under kæmferne symmetrisk i de to yderste portaler.

Som afslutning på striden med murermester Sibbern, hvis kritik havde fremkaldt en standsning af arbejdet, indsendte Bindesbøll til bygningskommissionen et sæt hovedtegninger med overslag og følgeskrivelse, daterede den 29’de august 1840, femten tegninger ialt. Men kun ni er bevaret. Meget af det, som disse blade viser, havde Bindesbøll allerede været inde på i de foregående tegninger. Men ved yderligere små ændringer har Bindesbøll tilført sit projekt en forøget kunstnerisk styrke.

I de bevarede façader står som nævnt murens flade ligesom tidligere glat. I forsiden (afb. 72) er kæmferne gjort omkring en kvart alen bredere. Overensstemmende dermed er den profilerede indfatning erstattet af sidepilastre (sammenlign dog afb. 69). Kæmfernes overkant halverer højden fra fritrappens afsats til arkitravens overkant. Overvinduernes højde er formindsket, men deres indfatning gjort kraftigere. Den lave sokkel over fritrappen, som sandsynligvis var glemt i den foregående tegning, er kommen igen. I dørfløjene er de mange naglehoveder bevaret, men støbejernsgittrene opgivet.

Længdesnittet (afb. 71) viser forhallens hvælving sænket. Tagrygningen kan nu føres igennem i en lige linie. Ved sænkningen af hvælvingen i forbindelse med forhøjelsen af den underste etage kommer tillige begyndelseslinierne for forhallens hvælving og hvælvingen i den tilstødende korridor i stuen (vederlags-linierne) til at ligge i omtrent samme højde. Dette har til følge, at korridoren bedre er i stand til at tage imod sidetrykket fra den store hvælving.

Korridorhvælvingens radius er formindsket med en halv alen fra det approberede sæt, altså med en stærkere krumning. Betegnende for, med hvor små skridt Bindesbøll gik frem, er det, at et snit igennem forbygningen (afb. 84), der viser hvælvingen sænket, stadig har den oprindelige tagkonstruktion med kun een hængesøjle i midten (sammenlign hængeværket i længdesnittet af 29’de august, afb. 71). Døråbningerne i det indre er også indrammet af rige portaler. I gården er ved en lidt større højde af taggesims, en lidt mindre højde af øverste etage, en forøget bredde foroven af første sals portalindfatninger (som følge af den ringere højde og et større fremspring til siden af øret) givet inddelingen en hel anden kraft og spænding. Det slapt langstrakte fra den tidligere tegning (afb. 65) er forsvundet. Stuens portaler er smykket med sidepilastre, dørfløjene med naglehoveder. De små bekroninger over indfatningerne er opgivet. Sprodserne i stuens overvinduer og i første sals vinduer er bragt til at flugte indbyrdes. På indgangssiden muliggør båndgesimsens beliggenhed ud for etageadskillelsen »en Altan til forøget Afveksling og Luftighed i den øverste Corridor«. Altanen har en bredde af ni en halv alen (Akademiet, blad 48). Den bageste del af længdesnittet viser, at Christussalens portal nu standser i taggesimsens overkant, at overvinduets højde er sat ned til det endelige mål af fire alen, og at denne portal også har sidepilastre. Christussalen har ikke fået sin endelige dekoration, og de små bageste døråbninger findes stadig. Den store portalblænding på kirkesiden har omtrent samme højde som senere. Men planen viser en noget større bredde end den endelige. Bortset fra de små døråbninger i Christussalen er i stueplanen rummene og deres rækkefølge som i den endelige skikkelse (Akademiet, blad 45; første sals plan er gået tabt).

Af tværsnittene (Akademiet, blad 48, 49) ses det, at slotssidens båndgesims stadig ligger i samme højde som vinduesbrystningens gesimsbånd på kanalsiden. Hvorledes disse sider har været forbundne, oplyser de bevarede tegninger intet om. Men hvorledes en forbindelse har været mulig, viser to ens tegninger til kirkesiden, den ene i 1:96, den anden sat op i det dobbelte format (afb. 70 og den underliggende tegning i afb. 83). De hører ikke til sættet af 29’de august 1840, hvis tegninger alle er signerede og mærkede. Men de betegner sandsynligvis en videre bearbejdelse af noget, Bindesbøll har været inde på i dette sæt. De sidelinier, der begrænser den midterste flade, må her tænkes indridsede. Fladen springer altså ikke frem. At der heller ikke har været tale om et sådant fremspring i sættet af 29’de august, viser den bevarede stueplan. Heller ikke i de følgende planer forekommer det. Dekoreringen findes skitseret som det underste af de to lag blyantsskitseringer på den tidligere kirkeside (afb. 67). Uskønt virker panelfelternes skrå sider ind imod portalindfatningerne. Men dog betegner denne dekorering et fremskridt. En vandret fuge flugter med vinduernes overkant, imedens ørerne er hævede (sammenlign afb. 78 og 44). Ligeledes er antallet af profillinier i alle tre portalindfatninger gået ned til seks, det endelige antal i det følgende sæt og i den færdige bygning. Men dekoreringen er tidligere end dette følgende sæt med lignende lineær kvaderfugning. Skiftegangen passer ikke, båndgesimsens beliggenhed heller næppe. Den må ifølge hele sin mere usikre karakter være tidligere.

Thorvaldsens Museums gård, længdesnit
Bindesbøll: Længdesnit, afb. 56, D1598.

Mærkeligt er det at finde den samme lineære kvaderfugning som på denne kirkeside skitseret ind med let blyantsstreg på forbygningens side i den tegning til kanalsiden, der fandtes i det foregående sæt (afb. 64). Den var som nævnt tegnet hen over hele denne side og må altså være senere. På langsiden bagved forbygningen findes den lineære kvaderfugning ikke skitseret. Her er kun nogle løse antydninger af vandrette fuger, kranse og lignende. Det vil sige, at Bindesbøll allerede på det tidspunkt har været inde på at give kirkesiden og forbygningens sider, idet siden mod slottet vel kan antages at skulle have været lignende, den samme dekorering. Også denne skitsering må være tidligere end det følgende sæt med lineær kvaderfugning, hvor langsiden bagved forbygningen er dækket med denne dekorering (afb. 81).

Thi heller ikke sættet af 29’de august 1840 blev Bindesbøll stående ved. Påny blev han grebet af uro. Det var murfladens dekorering, der kaldte, og som det var sket tidligere, blev den første løsning ringe. Efter de i reglen under andre liggende blyantsskitseringer i de foregående tegninger skulle man snarest have ventet, at dekoreringen var kommen til at bestå i en vandret fugning. Men da det kom til stykket, valgte Bindesbøll den dekorering med lineær kvaderfugning, som fandtes i den foregående kirkeside (afb. 70). Han udarbejdede et helt sæt, hvori også planer er indbefattet, og hvor alle de bevarede ydersider har denne dekorering (afb. 73-75 og de underliggende tegninger i afb. 77 og 85). Den forreste del af kanalsiden samt gårdens langside, måske også en kirkeside, må dog antages at være gået tabt. Endnu viser dette sæt enkelte tidlige træk, for eksempel de små døråbninger bagtil i Christussalen, kranse foroven både i forside og kanalside, hjørneakroterier over forsiden og tospand i midten, sidepilastre under kæmferne i portalindfatningerne til stue-etagens sidedøre i gårdens indgangsside (Akademiet, blad 83) og derfor sandsynligvis også i langsiderne samt delvis portalindfatninger i det indre. Men på andre punkter står sættet den endelige bygning nær, særlig i slotssiden og forsiden (afb. 75, 73). I begge er hældningen af portalindfatningernes skrålinier så godt som den endelige. I forsiden er portalerne dog en ubetydelighed indtrukne over foden. Kransene i arkitravens øverste bånd er fordelt, som de runde skiver blev det i den endelige bygning (sammenlign afb. 43). Bindesbøll har med lette blyantsstreger angivet de akser, der fortsætter sig i dem så vel fra portalernes midte som fra mellemrummenes midte (for svage til at komme med i reproduktion). Ligeledes med blyant er i forsidens figur angivet, at ørernes underkant skal flugte med muråbningernes overkant, samt ørets kvadratur; skråliniernes hældning er bestemt ved deres afvigelse fra en lodlinie rejst i indfatningens indre fodpunkt. I forsiden, samt i pilastrene på forbygningens side og i gårdens kortsider (afb. 73-75) går den lineære kvaderfugning ned til sokkel. Slotssiden har de højtsiddende vinduer med små portalører i stuen og brystninger under første sals vinduer. I stuen er hver vinduesbrystning smykket med sit firkantede felt. Båndfugen i brystningshøide på første sal er sikkert også kun tænkt indridset. I gårdens indgangsside og endevæg er den væsentlige inddeling også som den endelige. Men en vis udvikling gør sig gældende indenfor dette sæt. Portalindfatningerne forsvinder fra siderummene på første sal og erstattes i stuens siderum af »båndstolperne« udi ét med den høje sokkel og afskåret i døråbningernes overkant (afb. 74). Hjørneakroterierne over forsiden aftager i størrelse, således fra afb. 73 og 77, hvor de er omtrent lige lange, til afb. 85 med omkring en halv alen. Sokkelen under sejrsgudindens gruppe i forbindelse med skitseringerne ved denne på disse tre tegninger viser samme rækkefølge i udviklingen. Det samme gælder antallet af indfatningernes profillinier fra otte i afb. 77, hvad der allerede er ringere end i de foregående sæt, til det endelige antal af seks i afb. 85. Sandsynligvis har nu også profileringen nærmet sig sin endelige form (afb. 76, sammenlign afb. 5). Når kransene i arkitravens øverste bånd ikke findes på slotssiden, skyldes det sandsynligvis, at tegningen ikke er gjort færdig. En enkelt er antydet i blyant. Sandsynligvis er også den tanke at farve muren gul nu kommen til (underste lag tilhøjre i afb. 85 og afb. 77). Til dette sæt slutter sig ved deres udførelsesmåde nogle detailletegninger af mere teknisk art: til buestillinger, stilladser og murstik over de store åbninger. Men målestokken har en noget anden karakter og håndskriften er en anden. Det er tydeligt, at Bindesbøll har benyttet en særlig tegner til disse blade (Akademiet, blad 88-91).

Til sættet med lineær kvaderfugning er ingen kirkeside bevaret. Derimod findes en tegning, der viser kirkesiden dekoreret med det store kvadermotiv, næsten ganske som det kendes fra den færdige bygning (afb. 78). Tegningen er endog udført i to eksemplarer. Hvorvidt båndfugerne er forsænkede eller blot indridsede, oplyser tegningen intet om. Men så nær dekoreringen står det endelige, er det sandsynligt, at det drejer sig om forsænkede båndfuger. Tegningen viser i begge eksemplarer den ejendommelighed, at båndfugerne går helt ud til hjørnerne; de er ikke indskåret i disse. Denne bagside skulle altså stå sammen med glatte langsider. På det tidspunkt kan man vanskelig tænke sig andre af den art end dem med lineær kvaderfugning. Men langsiderne med lineær kvaderfugning viser ingen indskæringer af båndfugerne på hjørnerne (afb. 80 og 81). Det betyder, at de er bestemte til at stå sammen med en glat kirkeside og, for så vidt den ovenfor nævnte kirkesides båndfuger skulle være forsænkede, må være tegnet før denne. Hvad ydre kendetegn angår, som bladenes format og målestokkens udførelse og påskrift, ville der heller ikke være noget til hindring for en sådan forbindelse.

Fra denne kirkeside griber nu det store kvadermotiv over på forbygningens sider og udløser den dekorering med båndfuger på langsiderne, der skulle forbinde det store kvadermotiv på forbygningens sider med kirkesidens. I blyant er det store kvadermotiv tegnet over den optrukne, lineære kvaderfugning på forbygningens side imod slottet (afb. 79). End ikke den brede fuge over Luzernerløvens felt mangler. Nogle løse, vandrette linier i stue-etagen bagved antyder fugeinddelingen her. Med fuldstændig klarhed er stue-etagens fugedekoration angivet på det bageste parti af slotssiden (afb. 80). Tillige er farverne noteret her, endog med eftertryk. Tre gange er på frisens plads skrevet: »Sord«, og på båndfugen over den: »Grønt«. To gange er »Guult« skrevet på murfladen, imedens de to båndfuger foroven i stuen hver må nøjes med en enkelt gang: »Hvid«. På den øverste del af grundsokkelen er skrevet: »Rød«, således som oversokkelen også senere blev. Den brune stribe under båndgesimsen er ikke kommet til. Det er utænkeligt, at Bindesbøll ikke skulle have haft frisen i sinde, ligesom det store felt på kirkesiden (afb. 78) sikkert har været forbeholdt den. Når Bindesbøll bestandig havde haft figurlig udsmykning i vinduesbrystningernes felter og i hvert fald i enkelte udkast tillige på forbygningens side imod kanalen, er det usandsynligt, at han nu ville nøjes med et glat felt i stedet. Men det ville ikke være unaturligt for arkitekten blot at angive frisens felt som her, tilmed da der fra begyndelsen, som det senere skal omtales, synes at have været nogen usikkerhed om dens indhold. Bindesbøll har selv på tegningen til kirkesiden (afb. 78) skitseret et stykke af den nuværende frise ind og forneden skrevet: »Skibet blot i Kontur og nogle gule Mennesker i en baad forneden ved Fallerevtrappen«. Dette må dog være sket senere, end tegningen er gjort færdig. I virkeligheden skulle det ikke ligge så fjernt at erstatte det »panel« med lodrette, figursmyk- kede felter, som Bindesbøll havde været inde på i tidligere udkast, med en frise, sammenlign også afb. 52; dette udelukker heller ikke en indflydelse fra etruskisk vægmaleri. Dristigere var springet til det store kvadermotiv, som sikkert var inspireret fra Pompeji. I en enkelt væsentlig henseende afviger dette på kirkesiden (afb. 78) endnu fra det endelige. De tre aflange kvadre på midten af det øverste skifte under taggesimsen virker uden spænding. Den endelige, levende og rytmiske løsning findes som det øverste lag skitsering på den tidlige kirkeside med fremskudt, glat flade inden for hjørnerne (afb. 67, sammenlign afb. 44). Løst henkastede, skrå blyantsstreger på den senere tegning til kirkesiden (afb. 78) synes at antyde en art ledelinier for kvaderinddelingen. For eksempel kan der næppe være tilsigtet andet med linien fra den store portalblændings øverste venstre hjørne (sammenlign afb. 44, på hvilke sådanne linier forsøgsvis er indtegnet). På det andet, ikke afbildede eksemplar af denne tegning er skrevet nogle bemærkninger om farver: »Oger« (okker) på en af de store kvadre i stuen, »Hvidt« udfor båndfugen over den og »Sort« på indskriftstavlens plads. Også disse notater kunne tyde på samhørighed med façaderne i lineær kvaderfugning, på hvilke en del påskrifter af lignende art findes.

Thorvaldsens Museum, opstalt af facade mod kanalen
Bindesbøll: Kanalsiden, afb. 52, D1593.

Mærkværdigvis er første sals fugedekoration ikke tegnet ind sammen med stuens på slotssiden. Den findes, ligeledes i blyant som en overskitsering, på en tegning til kirkesiden med lineær kvaderfugning og kranse foroven, men dog tidligere end slotssiden (afb. 75), som fraværelsen af »båndfuge« i brystningshøjde på første sal og den med let streg tegnede blyantsrettelse af den tilsvarende linie viser (afb. 81). Også stuens fuge- og bånddekoration er antydet på denne tegning. Endelig er på en tegning til gårdens indgangsside med lineær kvaderfugning, et blad af det nævnte sæt, første sals båndfuge i brystningshøjde skitseret ind med blyant, men ikke båndfugen i stuen (Akademiet, blad 83). Det er atter med små skridt, Bindesbøll nærmer sig den endelige løsning.

Efter de mange notater om farver, der findes i sættet med lineær kvaderfugning, er det sandsynligt, at problemet om murfladernes endelige dekorering har meldt sig umiddelbart derefter. Ifølge notaterne skulle muren være gul med hvide og grønne båndfuger og bundtonen i frisens felt sort. Til dekoreringen af forsiden er to tidlige udkast bevaret, overmalinger af tegninger med lineær kvaderfugning. Begge viser en dekoration i vandrette »bælter« på den gule bundflade. I det efter usikkerheden at dømme tidligste udkast (afb. 77) består bæltet på midten af små, hvide guirlande-ornamenter, bæltet nedenfor af to grønne båndfuger med et senere slettet, lodret tværstykke. Imellem portalernes ører findes blomstrende planter i lave kar. Bæltedekoration uden ornamenter, men med planter imellem ørerne, findes i den anden tegning (afb. 85), delvis overmalet og udraderet. Blyantsskitseringer til bæltedekorationen findes på to tidligere forsider (afb. 69 og 72), begge steder tillige med plante (?)-dekoration imellem ørerne, og på længdesnittet af 29’de august 1840 (afb. 71). I den sidste skitsering flugter det øverste bæltes overkant i stuen med solbænkpladerne under overvinduerne, ligesom første sals båndfuge i brystningshøjde også her er kommet med, begge kompositionselementer, der bestyrker, at denne skitsering er senere end sættet med lineær kvaderfugning (sammenlign ovenstående om gårdens indgangsside med lineær kvaderfugning og første sals båndfuge skitseret ind).

Nu var udviklingen nået til et sådant punkt, at alt var tilrettelagt for den endelige løsning. Denne meldte sig også med den voldsomhed, der var karakteristisk for Bindesbøll, når en idé tog endelig form. To tegninger, en til forbygningens side imod kanalen med et stykke af langsiden bagved og en til kirkesiden, begge overbearbejdelser af ældre og efter deres indhold og udførelsesmåde samtidige, viser den store kvaderinddeling på forbygningens side og på kirkesiden samt på langsiden antydning af vandrette fuger, der flugter med de tilsvarende i inddelingen på forbygningens side, omtrent som den endelige dekorering blev (afb. 82, 83). Portalindfatningernes inderste smalle, grønne bræmme, der allerede var antydet i afb. 77, er også kommen med. I frisens felt har Bindesbøll forsøgt sig med forskellige farver. Sandsynligvis må disse opfattes som bundtoner for den frise, der skulle komme. Så indtaget har Bindesbøll været i den store kvaderinddelings motiv, at han også har villet indføre den i forhallen (afb. 84). Udførelsesmåden viser, at tegningen er samtidig med de ovennævnte; den er som nævnt ligeledes en overbearbejdelse af en ældre tegning.

En lignende voldsom karakter har tre små udkast til dekoreringen af gårdens sider (afb. 86-88). I enkelthederne har Bindesbøll forsøgt sig med forskellige farver, blandt hvilke de endelige dog i reglen forekommer. Så vel palmetræerne på Christussalens som laurbærgrenene på langsidernes murpiller er erstattet af blomstrende planter. Den meget løst antydede dekoration på indgangssidens pilastre har stue-etagens højde. Derimod standser planterne på langsiden i vinduernes underkant, sammenlign skitseringen på afb. 71. Bindesbøll har her villet have et vandret plan, det som han i den færdige gård har opnået på en langt stærkere måde ved at lade en båndfuge overskære laurbærgrenene, der går op i hele stue-etagens højde og derved tillige kommer til at svare til dekorationen på indgangssidens pilastre (afb. 33). Amorinernes vædde- kørsel fortsætter sig i denne tegning også på murpillerne.

Endelig findes over tegningen af Christussalens væg med lineær kvaderfugning i blyant skitseret palmetræerne med vegatationen forneden (afb. 74).

Mindst kom dette gennembrud af ideer forsiden til gode. På en med lignende voldsomhed udført farveskitse, overbearbejdelse af en ældre tegning til forsiden (afb. 85), har Bindesbøll tænkt sig frisefeltet videreført, ganske sikkert dog som en ensfarvet flade; den skulle fremhæve underkanten af kæmferne. I venstre halvdel har overvinduerne fået deres inderste, indfattende bræmmer. Men til slut har Bindesbøll slettet al den pynt, der var uvæsentlig i forhold til hans idé. Til den arkitektoniske udformning af det indre er foruden den nævnte overbearbejdelse af et tværsnit (afb. 84) kun bevaret nogle tegninger vedrørende Christussalen (Akademiet). Derimod er der bevaret et stort antal tegninger til lofter og gulve (afb. 89, sammenlign afb. 19) samt en enkelt møbeltegning (Thorvaldsens Museums arkiv og Akademiet). En finhed i Christussalens gulvmosaik er den lige store bredde af de to inderste indfattende bræmmer, den mørke og den lyse, og den større bredde af den yderste mørke. I mønstret indenfor er det den afvekslende, men tillige regelmæssige fordeling af lyst og mørkt i kvadraterne, der giver fasthed sammen med lethed.

Den sidste udvikling må i hvert fald være forløbet inden foråret 1844, »da man begyndte at pudse og samtidigt at indglitte Farve i Musæets ydre og indre façader« (Bruun og Fenger, side 166). Udarbejdelsen af frisen er sket til sidst. Så sent som 3’die januar 1845 oplyses i Berlingske Tidende, at frisen, ganske vist i en noget anden skikkelse, var overdraget Constantin Hansen, som altså har været på tale før Sonne (meddelt af overlærer Johs. Jensen). Til de sidste forandringer foreligger kun få tegninger. På enkelte punkter vendte Bindesbøll tilbage til sine første ideer. I arkitraven over forbygningen dukker påny runde skiver op i stedet for kranse, og i Christussalen forsvinder de små døre i baggrunden.

Sidst opdateret 11.05.2017