C.F. Wilckens
København
Omnes
Dateringen fremgår af indirekte af teksten, da den omhandler en begivenhed “Et Par Aar efter Thorvaldsens Udnævnelse til Conferensraad”, hvilket skete 10.9.1838. De omtalte begivenheder må da have fundet sted ca. 1840. Teksten er dog først udgivet 1874, så der må tages forbehold for visse erindringsforskydninger.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
[...]
Et Par Aar efter Thorvaldsens Udnævnelse til Conferensraad, og et Aar senere til Storkors af Danebroge, blev der affordret ham Rangskat, og han blev meget forbauset, da jeg viste ham Regningen, som i disse Aar var summet op til 150 Rd. Da Thorvaldsen havde betænkt sig noget, sagde han: “Jeg kan ikke forstaae, hvorledes man kan affordre mig Penge for Noget, som jeg ikke har anmodet om; jeg betaler det ikke!” Jeg maatte derfor aflevere Regningen og sige, at Thorvaldsen ikke fandt sig foranlediget til at betale den. Efter et Aarstid kom Regningen meget større tilbage, ledsaget af et Brev, hvori det betydedes Thorvaldsen, at efter Loven kunde Ingen frigjøre sig for denne Skat, med Tilføiende, at hvis den ikke blev betalt inden en fastsat Tid, saae man sig nødsaget til, efter Loven, bestemt at affordre Betaling. Brevet kom paa den Tid af Dagen, da Thorvaldsen stod og arbeidede, og for ikke at blive forstyrret lod han mig oplæse Brevet. Da jeg saae, hvad det handlede om, læste jeg ikke Slutningen høit, fordi jeg vidste af Erfaring, at naar han engang havde bestemt Noget, forandrede han ikke sin Mening. I saadanne Tilfælde henvendte jeg mig gjerne til Etatsraad Thiele, og jeg spurgte derfor Thorvaldsen, om det ikke var bedst, han afgjorde den Sag, hvortil han svarede: “Ja!” Da jeg kom til Thiele, vilde han Intet have dermed at gjøre, men henviste mig til Geheimeraad Collin. Da jeg forklarede ham Sagen, lo han og sagde: “Ja, Wilckens, den Skat kan Thorvaldsen ikke blive fri for at betale, men vi maae have ham undskyldt, det kan han naturligviis ikke forstaae, men jeg skal nok faae det bragt i Orden.” Da jeg nogen Tid efter kom til Collin om nogle andre Pengeaffairer, sagde han: “Nu skal De ikke frygte mere paa Deres Herres Vegne for nogen Ordens- eller Rangskat, thi jeg har udvirket hos Kongen, at der er udstedt et Reskript til Rentekammeret, at der ikke maa affordres ham nogen Skat.” Kongen havde sagt: “Lad os føie den store Konstner i et saa ubetydeligt Lune; lad os betænke, hvor stor den Skat er, han har skjenket sit Fædreland.”
[...]
Denne tekst er et uddrag af Wilckens, op. cit.
Sidst opdateret 08.11.2016