Steen Steensen Blicher
Randers
Omnes
Dateringen fremgår af Barfod, op. cit., hvori teksten er trykt.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Da jeg i Gaar var oppe paa Gaarden og betalte min Landgilde (vor Herre veed, jeg maatte sælge min bedste Ko for at faa Pengene skrabt sammen), kom Husbonden selv ned i Skriverstuen, og læste op for mig og de andre Bønder noget, som han kaldte en Indbydelse; men for mine Øren lød det som en Indkaldelse eller Stævning, for den var skrapt skrevet. Peer Peersen spurgte Husbonden, om det var en Forordning om en ny Skat; men det sagde han Nej til; det var frivilligt, sagde han; men det var en Svinehund, som intet gav. Saa vilde jeg have at vide, hvad vi skulde give til, for dersom vi skulde have Krig, eller Riget var i Nød, saa fik vi vel give, hvad vi aarkede. Men jeg kunde ikke blive klog paa det: Mus var der ved det, og derfor mente Jens Jensen, at det var en Stævning til Musene, at de skulde møde fra hele Landet et vist Sted, i Kjøbenhavn, og hvem der nu gav noget, den skulde blive af med alle sine Mus. Men da vi kom hjem, saa sagde Sognefogden, at det var en Murmester eller Gipsmester, som de fægtede for, og at det var bedre, vi saae, om vi kunde betale vore Restanser paa Raadstuen. Saa kom jeg ind til Degnen, for at betale ham hans Skoleløn. Han gav mig en anden Forklaring. Han sagde, at det var en Stenhugger fra Kjøbenhavn, men som havde boet mange Aar i Rom og var blevet katolsk, og stod højt for Paven; og at de bedreve Afguderi med ham, og at han skulde indføres i den katolske Luthers Katekismus, og, naar han var død, blev han den fjerde Person i Guddommen. Men Degnen er nu saa meget med Plaseer, og vil sommetider give En noget at rende med. Derfor gik jeg til Præsten, og han gav mig den rigtige Grund af det. “Det er en stor og berømt Billedhugger,” sagde han, “som gjør Billeder til al sætte i Kirker og kongelige Slotte.” “Lad saa Konger og Fyrster betale ham for det,” sagde jeg; “hvorfor skal en stakkels Bonde give Penge ogsaa dertil? Var der nogen, som gav os noget, da vor Rug blæste af, eller da den frøs af, eller da Tørken fordærvede Bygsæden? — jeg giver ikke en Skilling!” “Deri gjør I ret,” svarte han; “jeg giver heller intet, skjønt jeg ellers nok havde gjort det, justement fordi de ville ligesom true En dertil. Thorvaldsen er en Mester i sin Konst; men der er andre Slags Konstnere, der ere lige saa store i deres Fag, men som man ikke gjør Tiendeparten saa meget af. Der har været og er endnu mange, som gjøre sig virkelig fortjente af deres Fødeland, ja nogle af hele Verden, ved nyttige Opfindelser, Indretninger og Skrifter. Somme af dem leve og dø, uden at deres Medmennesker vise dem nogen Taknemlighed; andre faa Skam til Takke. Bagefter, naar det ikke kan nytte dem mere, rejser man Stene op paa deres Grave. Thorvaldsen er nu en Undtagelse, og her gjør man paa den anden Side for meget af det. Der er nogle, som give den høje Tone an —” “Ja ja” sagde jeg, “jeg forstaaer det nok; og naar saa eet Faar løber til Vands, løbe de alle med. Men jeg vil blive hjemme og passe, hvad jeg skal.” Da jeg saa gik fra Præsten, mødte jeg Degnen og fortalte ham, hvad Præsten havde sagt. Og saa sagde han: “Tag dig i Agt, Anders! Præsten er bange, du skal kvitte ham af i hans Offer. Dersom du ikke giver noget, saa vil der times dig en Ulykke; og dersom der ikke bliver opbygt en Kirke for Thorvaldsen, saa skal Verden forgaa inden Paaske!” — I denne min store Tvivlraadighed beder jeg, at en kyndig Mand ville oplyse mig og flere om den rette Sammenhæng med dette Muserede.
Ais Aisen.
Dette er en trykt artikel, der er skrevet af fra Barfod, op. cit. Den blev oprindelig trykt i Randers Avis, Nr. 37, 23.3.1837.
Tekstens ophavsmand er kun angivet med pseudonymet Ais Aisen, men Barfod foreslår, at Blicher var forfatteren til den humoristiske beretning.
Sidst opdateret 19.08.2016