Jens Kragh Høst
København
Omnes
Dateringen fremgår af den bog, hvorfra dette tekststykke stammer.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
[...]
Til Aarets Glæder hørte derimod Gjensynet af min Ungdomsven Thorvaldsen. Vi havde i adskillige Aar, lige til hans Bortreise 1794, levet broderlig sammen. Jeg var, ligesom Pram, bleven tegnet af Ham. Ved Hans Hjemkomst efter fem og tyve Aars Fraværelse flokkedes gamle og nye Venner om Ham. Jeg besluttede at oppebie et lykkeligt Møde. Ved en Højtidelighed i Moltkes Billedgallerie, hvor Weinwich holdt Tale til Thorvaldsens Ære, var jeg indbuden. Jeg greb Lejligheden til ved hans Bortgang ar gjøre Ham opmærksom paa de to Stykker i Salen, der forestille Adam og Eva. Han kjendte mig ikke. Jeg taug. Endelig blev jeg fra Prinsesse Wilhelmine Marie buden til Gjæst paa Skydebanen, da Hun gav Skive. Her fortalte man mig, at Thorvaldsen havde beklaget, Han ingensteds saae mig, da Han dog af min Broder i Flensborg vidste, jeg var i Live. Nu stod jeg op fra mit Sæde, gik hen til Ham og spurgte Ham: Gamle Ven! Kjænder Du mig ikke? Nei, svarede Han, jeg kan ikke begribe, hvem det er. Jens Kragh Høst, tog jeg Ordet. Du er meget forandret, udbrød Han. Ja! naturligviis, i fem og tyve Uår, gjenmælede jeg. Thorvaldsen brast i Graad og omfavnede mig. Fra den Tid af kom vi ofte sammen og jeg fulgte Ham til Selskabet Clio paa Dronningens Fødselsdag, hvor Baggesen, overrasket ved Hans Nærværelse, skrev den dejlige Sang, som staaer i Et af mine Tidsskrifter, jeg troer Morgenbladet.
[...]
Sidst opdateret 11.12.2015