Gustav Edvard Brock
København
Eksekutorerne for Thorvaldsens bo
København
Ingen udskrift.
Tilskrift: Dhrr Executores testamenti!
Dateringen fremgår af brevet.
Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.
Endskjønt jeg ikke kan antage, at Conferentsraad Thorvaldsens Datter, Fru Kammerherreinde Paulsen, skulde ville gjøre noget Forsøg paa at angribe sin afdøde Faders Testamente og deri udtalte sidste Villie, undlader jeg dog ikke for det Tilfælde, at det skulde lade sig tænke, at hendes Omgivelser fik hende overtalt til at prøve et saadant Skridt, efter Dhrr Executorers Begjæring at meddele min Anskuelse om Betydningen af samme.
Jeg maa da først og fremmest antage, at dersom en Protest mod afdøde Conferentsraad Thorvaldsens Testamente skulde blive fremsat i Rom, vilde Sagen blive henviist til Afgjørelse og Paakjendelse heri Byen og efter de her gjældende Love. Skjøndt Thorvaldsen i en Række af Aar havde taget Bopæl og Ophold i Rom, er det dog almindelig bekjendt, at han som kongelig Dansk Embedsmand, navnlig som Professor ved Academiet for de skjønne Kunster i Kjøbenhavn vedligeholdt en uafbrudt Forbindelse med sit Fødeland og ikke blot stedse Ansaae sig selv som Dansk Undersaat og hjemmehørende her i Staden (en Anskuelse han blandt andet udtrykkelig har udtalt i Indledningen til sit under 5 December 1838 oprettede Testamente), men ogsaa af alle Andre in specie de Romerske Auctoriteter blev betragtet som saadan.
Paa Fru Paulsens Døbeseddel (13 Marts 1813 Kirken St Marcello i Rom) kaldes han saaledes officielt: Dot Alberto Thorvaldsen di Copenhagen in Dannemarca, og, blev han saaledes i aaret 1813 anseet for Dansk Undersaat og hjemmehørende heri Byen, maa dette naturligvis i endnu høiere Grad være Tilfældet nu, da han ikke blot havde løsgjort sig fra ethvert undersaatligt Forhold i Rom og navnlig taget sin Afsked som Professor ved Academiet St Lucca, men endog factisk havde ophævet sit Domicil i Rom. Men var saaledes hans Hjem i Danmark, tilsiger almindelig Folkeret og Sagens Natur, at alle Spørgsmaal om Gyldigheden og Fuldbyrdelsen af hans sidste Villie maae blive at afgjøre heri Byen, hvor han tilmed endte sin jordiske Løbebane, og hvor han i sit Testamente i Overensstemmelse med den almindelige Betragtning af hans Retsstilling havde erklæret at Hovedskiftet efter hans Død vilde finde Sted /: locus regit actum :/.
Jeg antager saaledes, at der i intet Tilfælde vil kunne blive Spørgsmaal om at paakjende en mulig af Fru Paulsen fremsat Indsigelse i Rom, men at man blot vil modtage hendes Paastand og overlade Afgjørelsen af samme til de Danske Domstole.
Skulde imidlertid imod al Forventning Realiteten af hendes Fordring blive tagen under Overveielse i Rom, og man der, hvad der rigtignok vilde være noget uhørt i det nyere Europa, vilde tiltage sig Ret til at afgjøre Sagen efter de der gjældende Love, kan jeg vel ikke med afgjort Vished sige, hvorledes Sagen vilde stille sig, da jeg ikke kjender den nyere Romerske Lovgivning, men skal dog forsøge at give nogle Vink i saa Henseende. – Som uægte Datter af Conferentsraad Thorvaldsen vil Fru Paulsen hverken efter den Romerske eller Canoniske Ret i og for sig kunne gjøre noget Krav paa Faderens Efterladenskaber, der kunde have Indflydelse paa Gyldigheden af hans testamentariske Bestemmelse, og hun maa følgelig støtte saadant paa den Omstændighed, at hun er bleven legitimeret. Som Romersk Undersaat staaer hun imidlertid under de Romerske Love, og for at en Legitimation skulde kunne udøve nogen virkning paa hendes Familiestilling, vilde der vel saaledes udfordres, at samme var meddelt af den pavelige Stol; men saavidt vides har dette aldrig været Tilfældet. Hun er derimod efter en af afgangne Conferentsraad Thorvaldsen til hans Majestæt Kongen af Danmark i Aaret 1833 indgivne allerunderdanigst Ansøgning bleven legitimeret ved et af den Danske Konge allernaadigst udstedt Rescript af 12 Marts s A. Har nu end muligt denne Legitimation nogen Betydning efter den nugjældende Romerske Lovgivning (hvad der efter den Canoniske Rets Grundsætninger kan være Anledning til at betvivle), saa kan der omvendt ikke existere nogen Tvivl om, at ogsaa de af den Afdøde oprettede sidste Villiesbestemmelser maa have fuld Gyldighed ved Siden af Legitimationen, og ligesom denne i alle Puncter og Clausuler. Disse Testamenter ere oprettede coram nolario og derfor confirmerede af Den Danske Konge ved allerhøieste Rescript af 8 December 1838 og 16 Februar 1843, og antages den Danske Konge berettiget til at legitimere et uægte Barn, maa det endnu i høiere Grad statueres, at en af ham confirmeret sidste Villiesbestemmelse i Et og Alt er gyldig, og det ikke blot fordi den Romerske Lovgivning i Almindelighed beskytter saadanne og anseer deres Overholdelse og Efterlevelse som en hellig Pligt, men fordi navnlig i 19 cod. (VI-23) de testamentis ligefrem betragter et per rescriptum principes oprettet Testamente som ophøiet over enhver Dispute og Tvivl, og den canoniske Ret endnu i høiere Grad [xxnder] Respect for en afdøds sidste Bestemmelse (cap 10 X de testamentes)
Jeg antager saaledes, at testamentet og Codicillen efter den Romerske Lovgivning i ethvert Tilfælde maa tillægges i det mindste samme Gyldighed og Betydning som den Fru Paulsen meddeelte Legimitation, men det er da efter sammes udtrykkelige Indhold i og for sig klart, at hendes Arveprætentioner ere aldeles intetsigende.
Men det samme Resultat flyder derfor ogsaa af Indholdet af den Fru Paulsen meddelte Legimitation. Hun blev ved samme optagen i Conferentsraad Thorvaldsens Familie, berettiget til at bære hans Navn og tage Arv efter ham; men ved Siden heraf bestemtes det udtrykkelig, “at den hende meddelte Arveret ikke skulde være den Afdøde hinderlig; saafremt han ikke efterlod sig andre Livsarvinger, at disponere over sin Formue paa den Maade, som de Danske Love i saa Fald hjemle.” Det vil heraf sees, at den hende af den Danske Konge meddeelte Legimitation var, hvad den Romerske og Canoniske ret kalder minus plena, at Conferentsraad Thorvaldsen beholdt fuldkommen Raadighed over sin Formue, som om Fru Paulsen ikke var bleven legitimeret, og da nu de Danske Love bestemmer, at den Mand, der ikke efterlader sig ægte Livsarvinger, kan indsætte, hvem han vil til sin fuldstændige Universalarving, forblev Conferentsraad Thorvaldsen saaledes berettiget til at bortgive sin Formue til den nu indsatte Arving, til hans Fødeby Kjøbenhavn, uden at hans Datter derimod kunde gjøre nogen som helst Indsigelse. I Overensstemmelse med den Frihed, der saaledes var bleven ham reserveret ved Legitimationen af 1833, oprettede Conferentsraad Thorvaldsen nu sine forskjellige Testamenter og allerede i det af disse, der er oprettet i Rom coram notario og saaledes utvivlsomt har Gyldighed og Betydning efter de Romerske Love, erklærede han med utrykkelige Ord, at Fru Paulsen skulde være hans Arving, men at det var hans bestemte Villie, at den hende for Livstid tillagte aarlige Rente af en Capital paa 40000rd Sølv skulde træde isteden for og betragtes som hele hendes Arvelod, og denne Villie stedfæstede han derpaa i Et og Alt i det under 8 Decbr 1838 allernaadigst confirmerede Testamente 2 § “saa at hverken hun eller hendes Mand skal kunne fremsætte nogen videre Paastand efter hans Død”, en Bestemmelse der atter blev gjentagen i § 2 under den 16 Februar 1843 allernaadigst confirmerede Codicil. – Det er derfor vel ogsaa af sig selv indlysende, at den Danske Konge ikke kunde have meddeelt sin allerhøieste Confirmation paa de af Thorvaldsen oprettede Testamenter, naar disses Indhold stod i Strid med den Datteren bevilgede Legimitation, der jo ligeledes hidrørte fra Hans Majestæt Kongen selv.
Jeg har saaledes antydet at de Momenter, hvorpaa jeg grunder min Formening om, at der i intet Tilfælde vilde kunne tillægges Fru Paulsens mulige Protest nogen Betydning, men maa sluttelig vedblive mit tidligere Anførte om, at den endelige Udførelse og Afgjørelse af samme maatte være at henvise til Danmark og de Danske Domstole.
Jeg kan derfor ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at Kammerherreinde Paulsens egen, velforstaaede Interesse forhaabentlig vil afholde hende fra ethvert Skridt, hvorved der skete Vold paa hendes Faders sidste Villie. De Capitaler hvoraf hun og hendes Børn have usus fructus, indestaae nemlig hos Danske Auctoriteter, og skulde Fru Paulsen vove ved de Romerske Auctoriteters Hjælp at angribe Testamentet, udsætter hun sig for, at vi her i Danmark øve Gjengjæld, og lægge Beslag paa den hende og Børn tilkommende Formue. Dog jeg haaber at mit Anførte vil have gjort det klart, at der ikke er Fare for, at Fru Paulsen skulde ville lade det komme dertil
| Kjøbenhavn d 2 Maj 1844. | Ærbødigst Gustav Brock. |
Sidst opdateret 18.11.2011