Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten
København
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
‒ Thorvaldsens utrættelige Biograph, J.M. Thiele, har udgivet et nyt Arbeide om sin „kjære stadige Tanke”, nemlig ”Thorvaldsens Ungdomshistorie 1770‒1804”. Efter at Forfatteren først i en interessant og livlig skrevet Fortale har aflagt Regnskab for Værkets Foranledning skriver han til at fortælle os Thorvaldsens Barndomsliv, hans første Uddannelse, hans smaa Triumpher herhjemme, der tilsidst skaffe ham Reisestipendium. Vi følge nu vor Helt paa hans lange Søreise til Malta, Tripolis og Sicilien, hans Overfart derfra til Neapel, Ophold der og endelige Reise til sit Bestemmelsessted, Rom. I Rom forlænges hans Ophold fra det ene Aar til det andet under Kampe med Mangel, Sygdom og Mismod, indtil hans Stilling efterhaanden forbedrede sig ved hans vorende Berømmelse og deraf følgende behagelige og gavnlige Forbindelser. De Meddelelser, hans Biograph saaledes kan give os, ere samlede med en næsten erempelløs Flid, ordnede med Skånsomhed og Omhu og fortalte med megen Sandhedskjærlighed og Interesse for sin Gjenstand. Derimod bliver det et andet Spørgsmaal, hvorvidt de herved vundne Resultater have været saa store Anstrengelser værd. Den Interesse, man kan have af at følge en stor Konstner ind i hans private Liv, maa hovedsagelig søges i, at man der kan faae et Indblik; i Maaden, hvorpaa den skabende Genius bringer sine Frembringelser til Verden, hvorledes de undfanges, vore i Tanken gjennem Kamp og Tvivl og endelig fremtræde for Lyset; men en saadan Skildring har Forfatteren ikke været istand til at give os. Gjennem Thorvaldsens Person komme vi vel i Forbindelse med en Mængde Buster, Statuer, Basreliefs, Medaillons og Tegninger, men det er kun paa en udvortes Maade, idet det fortæller os, det og det blev bestilt, det og det blev færdigt. En Konstners Liv kan ogsaa have samme Værd som ethvert andet Menneskes, forsaavidt det nemlig i en og anden Henseende har varet rigt paa interessante og usædvanlige Begivenheder, være sig mod inden eller mod uden, en saadan Skildring kræver en vis digterisk Pen; den Biograph, der her skal tilfredsstille os maa have Evne til at forme sit Materiale til et heelt færdigstøbt Billede; en saadan Virtuositet finder man især hos franske Biographer, men deraf har Thiele kun saare lidt og kunde rimeligviis kun have lidt naar overalt den strengeste Sandhed skulde følges. Da nu vor Forfatters Arbeide hverken har kunnet staae ind paa den første eller anden af de her antydede Retninger, er kun en tredie og det temmelig værdiløs tilbage; en Fremstilling nemlig, der ved at holde sig til det udvortes Liv og det mod Offenligheden, vendte dog heelt igjennem kun gaaer ud paa at vise, hvad vi meget godt vide i Forveien, at Konstneren i sit Hjem kun er et almindeligt Menneske. Et saadant Resultat af meget vidtløftige og minutiøse Skildringer synes noget fattigt. Biographen har omfattet sin Gjenstand med saa særdeles megen Kjærlighed, at han er bleven blind og har tabt den kritiske Sands, Evnen til at vrage, han kan ikke faae det over sit Hjerte at udelukke en eneste Tøddel, som han veed, uden Hensyn til Værd eller Uværd, derfor aftrykkes Masser af fuldkommen ligegyldige, ubetydelige, ja ovenikjøbet ofte saa godt som eenslydende Breve, derfor faaer man omfattende Gjentagelser, som i det Afsnit, der skildrer Reisen fra Sicilien til Neapel, hvor Biographen giver os baade et Aftryk med Citationstegn af Thorvaldsens originale Dagbog og et andet selvstændigt Referat, hvis eneste Afvigelse fra Dagbogen næsten er, at det er uden Citationstegn, derfor endelig bliver Biographen undertiden uretfærdig mod de omtalte Personer, idet han glemmer, at Thorvaldsen vel for os er en uopnaaelig Konstner men ikke kunde have en saadan Anseelse fra Fødselen af, og først maatte tilkæmpe sig den. Forsaavidt de mange ubetydelige Breve fra Thorv. meddeles for at charakterisere denne er det ogsaa uheldigt, at det ofte bliver tvivlsomt, hvorvidt Thorvaldsen selv er Forfatter til dem eller ei, nogle har han ganske vist selv skrevet, andre ligesaa vist ikke, men Spørgsmaalet om hvori Grændsen er bliver altid usikker, Biographen synes tilbøielig til at tillægge ham for mange.
I Værket findes der adskillige Breve, der virkelig ere interessante ved det charakteriserende Lys, de kaste paa deres Forfatter, saaledes Moderens af ukonstlet Hjertelighed overstrømmende Billet, Faderens ejendommelige lunefulde Skrivelser eg Schuberts ceremoniøse complaisante Promemorier. Samleren og Udgiveren af dette Værk har erhvervet sig Fortjeneste ved sin Interesse for Sagen, men just disse Egenskaber have dukket hans dybt ned i den i Tydskland saa gængse Uskik at optrykke alt muligt, Løst og Fast, om en berømt Mand, en Fremgangsmaade, som de hæderlige Afdøde uden Tvivl vilde være de Første til at modsætte sig, hvis de ikke havde lovlig Forhindring. Hvormangen stor Digter vilde ikke vende sig i sin Grav hvis han kunde see, hvorledes det beundrende Smaafolk foer frem med hans Efterladerskaber og udgav ethvert Kladepapir og ethvert øieblikkeligt Indfald, som Forfatteren længe havde indviet til Undergang men ulykkeligviis ikke havde faaet brændt, medens det var Tid.
Denne anmeldelse udkom i Kjøbenhavnsposten, 24. Aargang, Nr. 298.
Sidst opdateret 19.03.2015