Redaktørerne ved Flyve-Posten
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Supplement
til
Brevene til en dansk Kunstner i Rom.
(See „Berl. Tid.” Nr. 118.)
Hvor behageligt det end maa være, efter en Lang Fraværelse fra Hjemmet, at blive sat ind i de gamle Forhold, som man ved Omstændighedernes Magt for en længere Tid har været reven ud af, og ved en upartisk og sandhedskærlig Fremstilling at gjøre Bekjendtskab med de Forandringer, Tiden har ført med sig, saa er det dog næsten at gjøre Ondt værre, naar man lader den Fraværende kaste et Blik ind bag det Forhæng, der for ham skjulte, hvad han saa inderlig længtes efter at erfare, uden at have Mod eller Villie til ganske at løfte det. Og dog forekommer det mig, at Din ærede Ven, der i en Række af Breve i „Berl. Tid.” har givet Dig en Udsigt over vor sidste Kunstudstilling, har gjort sig skyldig heri, ved de faa løse Antydninger af Tilstanden herhjemme i Kunstens Rige, som han har knyttet dertil. Det være mig derfor tilladt i al Korthed at tilføie nogle Oplysninger, som ere aldeles uundværlige til en rigtig Orienteren i de Forhold, som han kun aldeles løselig og i Forbigaaende har berørt.
Medens den ærede Brevskriver nemlig med Hensyn til Kunstens Udvikling i vort Fædreland kommer til det Resultat, at det i Virkeligheden staaer med Kunsten hertillands hverken bedre eller værre end i en tidligere Periode, idet vi endnu i alle Fag besidde dygtige Kunstnere, der stræbe fremad mod et ophøiet Maal, tilføier han, at Forholdet mellem Kunstnerne indbyrdes ikke mere er saaledes som det har været eller burde være i i Kunstens og Kunstnernes sande Interesse. Han angiver som et uomstødeligt Factum, at der siden nogle[?] Aar har dannet sig et afsondret Parti, og at Kunstnerne, paa Grund heraf, troe at staae fjendtligt mod hinanden. Han har baade Hørt og læst, at Professor Høyen skal være den Syndebuk, der bærer Skylden for alt dette, men tilføier, at det skulde gjøre ham ondt om det var saa, da dette vilde være til ringe Anbefaling for Kunstnerne; thi vel har han af Kunsthistorien lært, at der om en betydelig Kunstnerpersonlighed kan danne sig Partier blandt Kunstnerne; men, at en blot Theoretiker ved sine Anskuelser skulde kunne danne et Parti, anseer han for lidet rimeligt. Man kunde vel nu med Billighed vente, at Din Correspondent vilde forsøge paa at udvikle, hvad det da egentlig er der bærer Skylden, men heri bliver man aldeles skuffet, da han, istedetfor en saadan Udvikling, kun tilføier et hjerteligt Ønske om, at det maa lykkes veltænkende og oplyste Kunstnere at tilveiebringe en hyggeligere Tilstand. Hvor gjerne man nu end kan istemme dette sikkert ligesaa velmeente, som Paatrængende Ønske, saa yder det dog ingen Tilfredsstillelse med Hensyn til det berørte vigtige Punkt. Sagen er den, at Din forsonlige Ven ligesom de Fleste, der paatage sig at mægle uenige Parter imellem, har glemt, at for at rykke et Onde op med Roden, maa man nødvendigviis først kjende det tilbunds, at man ikke kan hæve Virkningen, saalænge man ikke har bortryddet Aarsagen. Nu er det et meget rigtigt Factum, som „det ikke kan nytte at ville bortraisonnere”, at der hos os i de sidste Aar har dannet sig et afsondret Parti, der staaer fjendtlig ligeoverfor alle øvrige Kunstnere, og det er ikke mindre et ubestrideligt Factum, at Prof. Høyen er dette Parties Stifter og Fører. Man maa altsaa søge at faae oplyst, hvorledes det er muligt, at denne blotte Theoretiker, der hverken er nogen betydelig Kunstner- eller anden Personlighed, har kunnet bringe det dertil, at der er indtraadt en saa beklagelig Spaltning. Dette er slet ikke saa vanskeligt, som det seer ud til, naar man kjender en Smule til Tilstanden og Forholdene i Kunstverdenen herhjemme. Det maa da vistnok indrømmes, at det kun er til ringe Anbefaling for vore Kunstneres Selvstændighed, at den høyenske Terrorisme har kunnet slaae saa dybe Rødder; men det maa ikke heller tabes af Sigte, at de særegne Forhold, hvori de allerfleste af vore Kunstnere have været stillet til denne Personlighed, for endeel have ført det med sig. Prof. Høyen har i en Række af Aar indtaget en saadan Stilling ved Kunstacademiet, at det har været ham en let Sag med sin Indflydelse at beherske Terrainet. Akademiets hele Sammensætning er en saadan, at en talentfuld Dialektiker maatte have let med at forsvare sine Anskuelser, selv om disse vare nok saa afvigende fra, hvad der af Mænd af Faget ansees for det Rette. Blandt Akademiets Medlemmer vare i denne ikke korte Periode de færreste Kunstnere; men i alle afgjørende Tilfælde tæller der de Ikke-berettigedes Stemme ligesaameget som de Berettigedes. Medens det nu maatte være en let Sag ved tilsyneladende lærde Demonstrationer at vinde hine for sin Mening, manglede disse enten Evnen eller Modet eller Kraften til at optræde med en energisk Protest mod hiin usurpatoriske Theoretiseren. Det stemmer overhovedet kun lidet men den sande Kunstners Væsen og Virken at træde op paa Arenaen, væbnet mod Ordets og Kløgtens skarpe Pile; han finder sig hellere i, hvad der ikke kan være anderledes, han taaler og lider, ikke anende, at denne Resignation netop er hans triumpherende Modstanders kraftigste Allierede.
Da de yngre Kunstnere saaledes ikke i selve Akademiet hos dem, der skulde være deres naturlige Talsmænd og Støtte, kunde finde den fornødne Modvægt moden mere og mere overhaandtagende eensidig Kunstanskuelse, dannede der sig af sig selv det Forhold, som har ført til den nærværende beklagelige Tilstand. Den Mand, hvis Myndighed man ikke længere kunde modstaae, nødtes man til at bøie sig for, naar man ikke havde Selvstændighedsfølelse nok til at trodse den. Til Ære for vore Kunstnere være det sagt, at Flere hellere renoncerede paa de Fordele, den akademiske Bane frembød, end at fornægte deres kunstneriske Overbeviisning; men for dem, der ikke i Bevidstheden om deres Kald følte Kraft til at staae imod, var dette kan en Opmuntring mere til at beile til Oraklets Gunst, og nogle ganske Enkelte, der allerede havde brudt sig den Bane, Geniet betegnede dem, lode sig desværre blænde af de Theoremer, de ikke kunde fatte, og forsmaaede ikke at gjøre Afkald paa den dem anviste selvstændige Bane paa Kunstens Firmament for at slutte sig som Hale til den Høyenske Komet.
Saaledes er det altsaa gaaet til, at det Urimelige: at en blot Theoretiker ‒ og det ovenikjøbet en Theoretiker som Høyen ‒ har kunnet danne et Parti omkring sig, er bleven rimeligt; og den Maade, hvorpaa hans Myndighed endnu i den allernyeste Tid er bleven forøget derved, at Indkjøbet af Kunstværker til det kgl. Billedgalleri for Størstedelen er lagt i hans Hænder, vil desværre kunne bidrage til at give den engang herskende Partisyge den kraftigeste Næring.
Dette indlæg blev bragt i Flyver Posten d. 28.5.1850, sjette årgang, nr. 120.
Sidst opdateret 26.03.2015