H.P. Holst
København
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Albert Thorvaldsen
–––––––––
En tale
i Universitetets Solennitetssal
ved
den nye Studenterforenings Mindefest
den 24de Mai 1844.
–––––––––
Af
H. P. Holst
–––––––––
Tabt var Grækenlands Kunst, og sørgende
Muserne flygted
Bort fra ægæiske Strand, bort fra sikuliske
Kyst;
Dog mod det elskede Land endnu engang Blikket
de vendte.
Og i et klagende Chor toned det sidste
Farvel.
Bjergene skjælved derved, fra Grunden oprørtes
Havet,
Jorden aabned sit Svælg, kræved sit kostbare
Rov:
Templerne styrte i Gruus, see! Marmorværkerne
vakle,
See! nu styrte de om, knuses i Faldet til
Støv!
Lyrerne knuses med dem – men hør! fra de
bristende Strenge
Klinger som Echo endnu døende, mat et
Farvel.
Og Aartusinder gik. Paa Marmorets straa-
lende Skatte
Jorden rugede tungt, tungere Glemselen
dog!
Talløse Slægter forsvandt, og andre fødtes og
døde,
Byer og Stæder forgik, andre opførtes
paany;
Men under Tidernes Løb og under den flyg-
tige Vexling
Gjemte den dunkle Jord skinsyg sin straalende
Skat.
Stundom i Muldet det klang, naar en Landmand
graved sin Viingaard,
Eller naar Oxerne trak langsomt den vægtige
Plov:
Steg af den mørke Grav, der i lange Sekler
sig lukked,
Frem da en Marmorgestalt i sin olympiske
Glands,
Undrende stirred de da paa Formernes evige
Skjønhed
Og paa den Høihed og Ro, som blev Antiken
tildeel,
Stilled til Skue den frem, som vilde de ret for
Alverden
Vise, hvor fattig og tom Nutidens Kunst var
mod den.
Men paa den travle Færd forundret stirrer en
Yngling;
Langveis fra nylig han kom hen til den evige
Stad.
Ingen kjendte ham der, og Ingen fatted hans
Væsen,
Tankefuld gik han omkring – men paa hans
ensomme Gang
Hviskede lønlig det tidt i Laurernes susende
Grene,
Og det var, som om dybt Kronen de bøied for
ham.
Som naar en Ungersvend gjenseer sin Elskedes
Aasyn
– Mange Aar skilte dem ad, intet Træk blev
dog glemt –
Saadan Antiken han saae, og saadan stod
den nu for ham,
Thi dengang han blev født, fødtes Antiken
med ham:
Derfor ei Spaden han greb, for at søge den
møisomt i Jorden,
Men af sin inderste Sjæl nyskabt han maned
den frem.
Større var Glæden vist ei blandt Olympens
salige Guder,
Dengang Hephaistos med Kraft smedede Ju-
piters Lyn,
End da hans Meisel klang, og af hundrede
skinnende Blokke
Guderne atter fremstod, feirende, skjønne som
før.
„Ha, hvo er han? hvor stammer han fra? hvad
Slægt har ham fostret?”
Saaledes lød det nu trindt, lød det i Syd og
i Nord;
Skindbundne Bøger kom frem og skimlede graae
Pergamenter,
Klarlig bevistes af dem, at han af Kongebyrd
var –
Daarer! der søge hans Slægt i den graae, den
tvivlsomme Fortid,
Kaster et Blik paa dem, som han har fostret
og født,
Troer I da end, at han er født af jordiske
Konger,
Han, som til Verden har bragt slig en gud-
dommelig Slægt?
Ja en guddommelig Slægt! Hvad en gammel
Mythe fortæller,
At af det vuggende Hav Skjønhedsgudinden blev
født,
Smukt gjentog sig med ham, thi hvergang et
Værk han frembragte,
Fødtes af Tankernes Hav Skjønhedens Billed
paany.
Kraftigt sin Bane han brød, og sit Spor i
Marmor han satte,
Sildigste Slægter skal end studsende følge hans
Spor!
Kraftigt sin Bane han brød, – men hans Banes
Meta var Skjønhed,
Og som den scythiske Piil lynsnart til Maalet
han vandt.
Tusinde stræbe didhen, og rask begynde de
Løbet,
Foden trættes dog snart, Maalet tabes saa
let,
Bort fra Banen dem vinke de gyldne, fristende
Frugter,
Der Atalanta tilforn standsede i hendes
Løb:
Hæder og Guld og Gunst – see, det er de
Frugter, der lokke
Kunstnerne tidt fra det Maal, som de sig viede
til –
Intet fristede ham, og Intet ham lokked til
Siden:
Simpelt og sandt var hans Liv, simpel og sand
var hans Kunst!
Hvo har ei tidt beundrende seet hiint Mesterens
Billed:
Ung og i seirende Glands svæver den dæm-
rende Dag,
Yppigt hun Blomster udstrøer, fra Fingrene
Roserne falde,
Lucifer Fakkelens Glands svinger fra Skulderen
kjækt: –
Saaledes var just hans Liv, en klar, en straa-
lende Soldag,
I triumferende Glands traadte for Verden han
frem,
Aandens Blomster han gav – som Roser de
faldt fra hans Fingre,
Ligesaa skjønne i Qvel, som i den tidlige
Gry;
Over den vidtstrakte Jord beskrev han sin ly-
sende Bane,
Qvægende mildt med sin Glands, hvorhen end
Straalerne faldt;
Med ham hans Genius fløi, med Faklen den
viste ham Veien,
Og for dens luende Skjær blegned de jordiske
Lys!
Aandens Blomster han gav – som Roser de
faldt fra hans Fingre,
Ligesaa Skjønne i Qvel, som i den tidlige
Gry, –
Ingen af Dødelig født, der faae ham saaledes
virke
Herlig i Middagskraft, aned, at Natten var
nær!
Ak, hvo tænkte, at han, der nys betvang selv
Herakles
Og hans gigantiske Krop fængsled til Marmo-
rets Blok,
Ak, hvo tænkte, at han, der Døden fravristed
sit Bytte,
- Selv alt var kaaret til Rov af den ubønlige
Død!
Pluton, Skyggernes Drot, der hader det skin-
nende Dagslys
Og hvad der glædes derved, skued fortørnet hans
Færd!
Jordens Rigdom og Glands, hvad den eier af
skjønnest og herligst.
Griber hans driftige Haand, drager til Hades
det ned;
Længe han tøvede dog, for mod ham han vo-
vede Kampen,
Frygtende selv for den Kraft, der endog Guder
betvang;
Heller ei lykkes det nu: thi det var just hiin
mystiske Time,
Da den omslørende Nat stiger paa Himmelen
frem,
Langsomt svæved hun ned, af Guder og Men-
nesker elsket,
Hun, ved hvis rolige Bryst Døden selv er en
Søvn:
Kjærligt hun kyssed hans Mund paa Tærsklen
til Musernes Tempel,
Der, hvor den stygiske Drot aldrig har vovet
sig ind,
Fløi saa langsomt derfra, og snart forsvandt
hun i Rummet,
Mens han med seirende Blik træder i Tem-
pelet ind:
Stærkt da i Hallen det klang! fra Strengene
Tonerne bruste.
Og under Hymnernes Lyd sank han i Muser-
nes Favn!
Men de pieriske Møer i Armene greb deres
Yndling,
Svang sig saa søsterligt smukt høit over Skyer-
nes Flod,
Høit over Stjernernes Gang med ham til det
fjerne Olympos,
Hvor i udødelig Glands straaler de Saliges
Chor.
Phoibos sin Lyra da slog, fra Læben flød him-
melske Rhythmer,
Saadan en Velkomstsang hørte Olympen ei
før!
Hebe, undseelig og bly, som dengang hun stod
for Herakles,
Rakte sin Patera ham, krandset med Nektarens
Saft;
Gratierne smilte saa skjelmsk, imens Aphrodite,
den gyldne,
Lagde en Evighedskrands om hans ærværdige
Lok;
Zeus selv, den Himmelske, rysted saa stærkt de
ambrosiske Lokker,
At det hele Olymp skjælved af Glæde
derved!
Ja, en Heros han var, og alt nu hans Liv
er en Mythe,
Som i sit mystiske Svøb vandrer fra Slægt og
til Slægt;
Men hans Bedrift er klar, og i høi, beskuelig
Klarhed
Taler dens Marmorskrift til det beundrende
Blik.
Kort kun vi eied ham selv, men hans Aand
har vi bygget et Tempel,
Eneste vel i sit Slags, simpelt og stort som
han selv.
Snart det os kalder til Fest, snart fyldes de
prægtige Sale:
Gudernes salige Chor, Musers og Gratiers
Flok,
Alt, hvad hans skabende Aand har paatrykt sit
evige Stempel,
Flytter i Templet da ind til uforgængeligt
Liv;
Seiersgudinden, som før ustandset fløi over
Jorden,
Fløi fra Bedrift til Bedrift, ja endog hun skal
for ham
Sænke sin flygtige Vogn og dvæle hos ham til
det Sidste,
Og paa hans Tempel skal staae: See! Her
standsede hun.
Ikke med Sørgemusik eller Klang af lydiske
Fløiter
Skulle vi flokkes da hist, hvor man hans
Bauta har reist,
Nei! med bevingede Ord, med Sang, der
slaaer imod Himlen,
Skal hvert Værk, han har skabt, hilses af Yng-
lingers Flok,
Og paa hans Grav skal Pigernes Chor strøe
duftende Krandse,
Vidnende smukt, at han end lever et blom-
strende Liv, –
Som en Opstandelsens Fest skal da denne
Dag staae betegnet,
Og om Aartusinder vil Rygtet fortælle
derom!
Dette er en trykt tale af H.P. Holst, som blev holdt i forbindelse med mindefesten i Studenterforeningen 24.5.1844.
Sidst opdateret 06.12.2018