Redaktørerne ved Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Vor Frue Kirke.
Denne Kirke, som nu er under Bygning, bliver een af de pragtfuldeste i Kjøbenhavn, og værdig at være Kongerigets Cathedralkirke. Forsiden dannes af en 30 Alen lang Peristyl (Søileplads), der bæres af 6 Søiler med Capitæler, men uden Fod. Over disse Søiler er en trekantet, oventil meget stumpvinklet Fronton, der skal prydes med et stort Basrelief af Thorwaldsen: Johannes prækende i Ørken, 28 Alen langt og 4 Al. 3 Tommer høit. Til Høire og til Venstre af Indgangen paa den bagerste Væg af Peristylens Forspring, opstilles de fire Evangelister af Thorwaldsen. Over Nischen og Indgangsdøren fortløbende, et Basrelief af samme, forestillende Christus bærende Korset, 23 Al. 20 Tommer langt, og 2 Al. høit. Foran Hoveddøren er en rummelig Forplads, hvorfra man træder ind i Kirken selv. Det indere Rum er 25 Alen bredt og 60 Alen langt; paa begge Sider skal det begrændses af Stole. Disse afdeles igjen paa hver Side ved 7 Arkader og 6 derimellem liggende Nischer, hvori de 12 Apostler i Legemsstørrelse af Thorwaldsen komme til at staae. Prækestolen rager frem omtrent 15 Alen, midt i Kirken, lige for Indgangen, og derfra udgaaer paa hver Side en langagtig Bue til Chorets Adskillelse. Midt i Choret, i en Frastand af 80 Al. fra Indgangen til Kirken, og 15 Al. fra de nærmeste Stole, er Alteret, 15 Alen bag Præ[ke]stolen. Det skal prydes med et Værk af Thorwaldsen: Christus, der efter Opstandelsen viser sig for sine Disciple, sigende: “Fred være med eder, ligesom Faderen har sendt mig, sender jeg eder.” Paa venstre Side af Choret er Sacristiet, paa høire Døbecapellet; over dets Indgangsdør kommer et Basrelief af Thorwaldsen, forestillende Christus, som døbes af Johannes, bestaaende af elleve Figurer, og 3 Al. 12 Tommer langt, 1 Al. 12 Tommer bredt. Døren ligefor Sacristiet skal prydes med et Basrelief, forestillende Nadveren, hvortil hiin store Konstner har forfærdiget Formen under sit sidste Ophold i Kjøbenhavn.
Af den her angivne Længde og Brede sees, at Kirken ikke bliver saa stor som Roeskilde Domkirke, hvis Længde er, de 3½ Alen tykke Mure iberegnede, 140 Alen; Breden, ligeledes Murene iberegnede, 45 Alen, og Høide, fra Gulvet til Hvælvingerne, 41 Alen.
Men uden at være den største Kirke i Danmark, har Vor Frue Kirke dog altid været, og vil i Fremtiden ogsaa blive, den fornemste i Kjøbenhavn. Paa den Plads, som den nu staaer, har der allerede staaet en Kirke for 700 Aar, da Kjøbenhavn endnu var et Fiskerleje, og Roeskilde Rigets Kongestad, og da Absalons Formand, Erkebisp Eskild, sad paa den sidste Stads Bispestol. I de catholske Tider kaldtes den den hellige Jomfru Maria Kirke eller St. Mariæ Kirke. Navnet svarer til det franske Notre-Dame og det tydske Unsrer lieben Frau. Hvad Vor Frue Kirke forhen har været og i Fremtiden vil blive for Danmark er Notre-Dame Kirken i Paris for Frankrig. Til Collegial- eller Domkirke, blev den allerede ophøiet i Aaret 1214, da dens Domcapitel med 6 Præbendarier eller Kaniker blev stiftet af Knud d. 6tes Kantsler, Peder Sunesen, som siden blev Erkebisp i Lund. At den nuværende Cathedral- eller lærde Skole forhen kaldtes Vor Frue latinske Skole, har sin Oprindelse deraf, at da Graaebrødre Klosterbygning, hvori den Tid den latinske Skole var, blev anvendt til andet Brug, 1545, paalagdes bet Frue-, Helliggeistes og Nicolai Kirke at bygge en Latinskole paa Frue Kirkegaard, hvor den ogsaa, skjøndt under forandret Skikkelse, stod lige til Bombardementet 1807.
Skjønnere og smagfuldere kan uimodsigeligen den ny Kirke blive, men den Ærværdighed, som ene Ælden kan give, har den tabt. Vel var den, saaledes som den afbrændte 1807, ikke meget over 70 Aar gammel, da den 1728 fortæredes af Luerne, og den havde saaledes næsten ikke naaet en højere Alder, end et Menneske af god Legemsbeskaffenhed; men man fandt bog endnu deri mangen Levning fra den gamle Kirke, saasom en Døbefont fra 1622, mange i Ildebranden 1728 beskadigede Adeliges Begravelser, som deres Efterfølgere igen havde ladet istandsætte. Med Veemodblandede Følelser mindes Manden endnu de Dage, da han som Yngling eller Barn skuede her de skjønne Gyldenløwske og Danneskjold-Laurvigske Capeller, det Bartholinske Monument, som hentryllede ham i kraftfuldere Tider.
Mange skjønne Erindringer knytte sig til denne Kirke. Her blev Christian den Fjerdes Lig indsat med stor Ceremonie 1648; her gjemtes, foruden de ovennævnte, Peder Oxe, Christopher Walckendorff, Otto Rud, Hans Resen, Caspar Bartholin, Rasmus Brockmann, og saa mange flere af Statens høist fortjente Mænds Støv, som i et sandt Pantheon; her blev Kong Frederik den Anden, Kong Christian den 4de og hans Dronning Ana Cathrine, Kong Frederik den Tredie og hans Dronning Sophie Amalie, høitideligen kronede. Men disse Erindringer, om ikke ganske tilintetgjøres, svækkes dog meget ved Kirkens nuværende forandrede Form. Man vil, naar den engang er fuldkommen færdig, glæde sig over en bedre Smag i Bygningskonsten, Frugten af en høiere Cultur, og henrives af Beundring over de herlige Thorwaldsenske Værker, som Fædrenelandet bør ønske ham Liv og Helbred til at fuldende; men de Følelser, som fordum besjelede hver Dansk ved Beskuelsen af Kirkens Indere, vil neppe mere i deres hele Omfang førend om mange Aar kunne vækkes.
Forfatteren til Artiklen: “Kopenhagen”, i det med Tüb. Morgenblatt No. 215 fulgte Konstblad No. 72, er af den Mening, at Bygningen udentil er uharmonisk, og ikke svarer til Begrebet af en christelig Kirke, ligesom der heller ikke har foresvævet Bygmesteren, ved Udkastelsen af Planen til det Indere, end ikke en Ahnelse af den mystiske og saa betydningsfulde, i ældre Kirker stedse atter forekommende Korsform. Vel er, efter Forfatterens Mening, hiint Begreb kun at opnaae paa den gamle tydske Bygningskonsts Vei, der er ganske det Modsatte af det gamle Grækenlands, for dets Beboere og for dets paa det Legemlige og Livet grundede Religion, ganske passende Bygningskonst. Men her kunde man billigen spørge Forfatteren, hvad vilde han da, der egentligen skulde gjøres af den ny Kirke? Dog vel aldrig en Bygning i samme Smag, som Roeskilde Domkirke eller den afbrændte St. Nicolai Kirke? Det kunde vel ikke have været saa vanskeligt at udføre; men ei at tale om, at de gamle Mure bleve staaende, og altsaa derved paalagde Bygmesteren Tvang, saa maatte en Hovedprydelse dog i saa Fald nødvendigen, efter vort nærværende Brandvæsenssystem, savnes, nemlig det høje Taarn. Og hvorledes vilde en Kirke i gammeltydsk, eller rettere gothisk Stiil, vel tage sig ud, uden Taarn? Desuden er det vel heller neppe rigtigt, at Grækernes Bygningskonst var beregnet paa deres Religion. Den var nok snarere beregnet paa det højeste Skjønhedsideal, og dette binder sig ikke til nogen Religion. Et græsk Tempel vil blive skjønt, om det end aldrig havde været bestemt til nogen offentlig Gudsdyrkelse, ligesom Phidias’s Jupiterhoved vil blive et Ideal paa den højeste mandlige Skjønhed for Enhver, der er begavet med Konstsands, om end denne aldrig vidste hvis Hoved det er.
–––––––––
Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Nyeste Skilderie 13.3.1821.
Sidst opdateret 11.11.2019