NN
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Et par Ord med Hensyn til det Christus-Billede,
som siges at skulle opstilles ved Alteret i vor Frue Kirke.
Da Morten Luther havde reist det aandelige Banner mod Forderverne af den christelige Kirke, bleve mange ved dette Syn saa forvirrede i Hovedet, at de meente, Timen var kommet, da det reent aandelige skulde fremtræde, og Sandseverdenen at træde tilbage i Alt, hvad angik Tilbedelsen. Det var saadant Menen der gjorde, at en Carlstadt og Konsorter brøde ind i Wittenberger-Kirken, og nedreve skjændigen alle Kunstens skjønneste Værker; glemmende, at eet er det, at forherlige en Begivenhed ved en Kunstforestilling, for derved at vække dyrebare Minder; et andet at ville binde Aanden til Tilbedelsen ved Fremstillingen af religiøse Gjenstande. Over det sidste bør den christelige Kirke lyse sit Anathema! ‒ I Tidens Gang var denne Sag tagen en forskjellig Retning i den protestantiske Kirke. Det henrundne Aarhundrede, der troede med fuldkommen Vished at have afgjort, at Philosophien skulde være Hovedhjørnestenen for Christendommen, troede ogsaa med Hensyn til den udvortes Gudsdyrkelse at have grebet det Rigtige. Alt skulde være Aand, og, skjønt det Sandselige stak temmelig stærkt frem i mangen Philosophs Liv, blev dog Resultatet, at al Ceremonie og al sandselig Indvirkning til Fromheds Oplivelse hos Mennesket skulde bandlyses af vore Kirker. Heraf fulgte, at alle Kirker, som enten bleve ny opbyggede, eller hos hvilke der kunde gjøres fornøden Forandring, bleve indrettede saaledes, at enhver Gjenstand, der tog Hensyn til Gudsdyrkelsen, og ei agtedes absolut nødvendig, selv historiske Monumenter, bortfjernedes fra Kirken. Dog ‒ nu synes det jgjen, at man har fattet det rette Forhold imellem det aandelige og sandselige; man synes at forstaae, at gjennem Legemet bør Aandens Liv gives Næring. Man finder det ei mere urigtigt, men endogsaa passende, at Kirken eier værdige Ceremonier; at den smykkes med Kunstværker, der betegne Handlinger af Aabenbaringens historiske Deel. Dette Princip synes man ogsaa at følge for vor Frue Kirke i dens nye Skikkelse. Imidlertid siges der, at ved Alteret skal opstilles et Christusbillede. Forudsat, at dette er sandt, da maae Anmelderen tilstaae, at denne Idee har vakt hos ham heelt sælsomme Følelser. Et isoleret Christusbillede, hvad er dog dette? En olympisk Jupiter i en saadan Fremstilling, det er forstaaeligt; men et saadant Christusbillede er uforstaaeligt. Christus er en historisk Person, men ogsaa en guddommelig Person. Som en historisk Person henhører han under Kunstnernes Forum. Men som saadan kan han kun fremstilles saaledes, at han sees i en menneskelig Handling. Passende ere derfor Fremstillinger af Christus, hvor han f. E. sees at velsigne Børnene, at helbrede en Syg og desl. Men, fremstilles han isoleret, uden nogen Hensyn til en eller anden historisk Handling, da er Meningen af denne Fremstilling: Han staaer der som Guds Søn! Men er ikke en saadan Fremstilling et Misbrug af Kunsten? er forargelig for den sande Christen? uværdig for den protestantiske Kirke? Er ei en saadan Fremstilling af Christus et Misbrug af Kunsten? Guds Søn staaer som et Ideal for den troende Christens Sjæl. Jo renere hans Aand vorder, jo mere han veed at opløfte sig til en sandelig Dyrkelse af Gud, desto skjønnere staaer Frelseren for ham; saa skjøn, at han føler Umueligheden af at indeslutte hans Væsen i en død Form. Mon Kunstneren tænkte herpaa, da det blev en Opgave for ham, at danne et isoleret Christusbillede? Visseligen ikke! Thi aldrig vil den sande Kunstner misbruge sin Kunst. Han tænker sig Christus, som en historisk Person; men det bliver han aldrig, naar han fremstilles isoleret. Skulde derfor ikke et saadant Billede i en christelig Kirke blive forargelig? Thi naar den sande Christen i Troe opløfter sin Sjel til sin Forsoner, og hans livsalige Billede svæver for hans Aand, da staaer det Menneskebillede for ham, bryder Staven over hans salige Følelser, og bøier hans Aand fra Himlen til Jorden. Det er med en saadan Fremstilling, som med Afbildningen af Gud, der desværre endnu findes i al muelig Krashed paa adskillige Altertavler. Sandeligen, jeg maae ansee en saadan Fremstilling af Christus at være uværdig for den protestantiske Kirke. Har man da ganske glemt Buddet: “Du skal ei gjøre dig noget Billede efter det, som er i Himlen”; ‒ bør den protestantiske Kirke, hvis Maal dog er, at føre dens Medlemmer til en Tilbedelse, der saameget mueligt realiserer Herrens Ord: at tilbede i Aand og Sandhed, ei vogte sig for ‒ man vil ei sige, at indføre Billeddyrkelsen ‒ men at aande paa Billederne, for at forsøge om de faae Liv? Ja! et Liv faae de vel! Kunstnerens Liv, der er paa sit Sted, hvor det historiske fremstilles, eller menneskelige Idealer; ‒ men det har forvildet sig der, hvor Livet, som skal sees, er helligt og evigt.
Ønskeligt var det derfor, om Nogen, der vidste fuld Besked med dette Christusbillede, vilde give fornøden Oplysning derom, at man kunde vide, hvorvidt man engang med sand sandelig Opbyggelse vil kunde nyde Naademaaltidet ved Alteret i vor Frue Kirke. Thi vel sandt, ved en saadan Handling er det indvortes Menneske Hovedsagen; dog Yderverdenen har for megen Magt over Mennesket, at man bør troe den kan oversees.
Denne anmeldelse udkom i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn d. 22.1.1828, 25. årgang, no. 7.
|
|
Kristus, Antagelig november 1821 - Senest januar 1822, inv.nr. A82 |
Sidst opdateret 15.08.2014