Redaktørerne ved Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
København
Omnes
Dateringen fremgår af småtrykket.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Thorvaldsen.
Det fortjente maaskee at lægges Mærke til, at ligesom Danmark i det 18de Aarhundrede frembragte een af Europas største Billedhuggere, saaledes frembragte det ogsaa i samme Aarhundrede een af dets største Malere – Anton Raphael Mengs. Dennes Fader, Ismael Mengs, var født under Kong Christian d. 5te, i Kjøbenhavn 1690, og berømt som Miniatur-, Pastel- og Emaillearbeider. Da der formodentlig under den med Sverrig udbrudte Krig ikke var stort at gjøre for ham her i Danmark, saa gik han til Dresden, hvor 1728, da Kjøbenhavn lagdes i Aske, Anton Raphael fødtes ham. Men denne egentligen danskbaarne Konstner, som Faderen saa at sige fra Vuggen af havde bestemt til at vorde en anden Raphael, og derfor allerede i Daaben kaldte ham Anton Raphael, fik, ligesom vor Thorvaldsen, sin Uddannelse i Rom, hvorhen hans Fader reiste med ham i hans 12te Aar. Ogsaa hans Talenter bleve af Fremmede i høi Grad paaskjønnede. I hans 18de Aar, ved hans Tilbagekomst fra Rom til Dresden, 1754, udnævnte Kongen af Polen ham til sin første Hofmaler, og da han 1754 igjen gik til Rom, ansatte Paven ham som Directeur over det ny anlagte capitolske Maleracademie: en Ære, der var ligesaa udmærkende for en Fremmed, som den, at Thorvaldsen er bleven Professor ved det romerske Academie. Ligesom denne sidste berigede Rom ved sine Billedhuggerværker, saaledes skjænkede Raphael Mengs det samme Rom de berømte Plafonds i Benedictinerkirken St. Eusebius og i Villa Albani, begge, to af de skjønneste Værker i deres Slags. Man saae deri den store Discipel af Raphael, Naturen og Antikerne. Men ligesaa megen Lighed man finder mellem begge disse overordentlige Konstneres Fremgang i Storhed, saa mærkelig en Ulighed spores i deres Udvikling. Raphael Mengs blev meget strængt opdraget til Konstner af sin Fader; næsten ikke en eneste Fritime tilstededes ham fra hans sjette Aar af, og naar han ikke havde de Arbeider færdige, Faderen paalagde ham at fuldende, revsede han ham paa det utilbørligste. Thorvaldsens Fader var Billedhugger, ligesom Mengs’s Maler. Men fattig og aldeles ikke udmærket i sin Konst. Han kunde ikke give sin Søn anden Vejledning end den, der kunde faaes paa Konstacademiet. Mengs opvoxte som en Drivhuusplante, Thorvaldsen som en frit staaende nordisk Eeg under Sydens Himmel. Men begge havde de dog Lighed deri, at deres Aand udvikledes og modnedes i Rom, og at Fremmede toge sig af dem. Hvad Hope var for Thorvaldsen, det var Pave Clemens XIII. for Mengs, og ligesom Napoleon bestilte Alexanders Triumphtog, til Audiencesahlen i det Slot, han vilde lade bygge for sin Søn i Rom, saaledes overdrog Kong Carl III. af Spanien Mengs at forfærdige for ham to Plafonds, forestillende Trajans Forgudelse og Ærens Tempel. Ligesom Mengs under sit Ophold i Madrid seirede over sine Medbejlere Giuaqvinto af Neapel og Tiepolo, saaledes vandt Thorvaldsen, i det mindste i visse Henseender, Krandsen fra Canova. Hvad der især udmærkede Mengs som Konstner, det udmærker ogsaa Thorvaldsen, nemlig Skjønhed i Formerne og Udtrykket. Ligesom Spanien eier de bedste af Mengs Arbeider, saaledes eier Engelland de fortræffeligste af Thorvaldsens. Men det, hvori Thorvaldsen væsentligen adskiller sig for Mengs er, at dennes Fader henplantede ham paa tydsk Bund, hvorved han kom til as gjelde for en Tydsk, uagtet han dog var baaren og født Dansk, medens Thorvaldsens Fader derimod døde i Kjøbenhavn (i Vartou) og Sønnen, efter 23 Aars Fraværelse, igjen vender tilbage til sit saa dyrebare Fødeland, for at hævde sin danske Fødsel og ligesom at bevidne det Land, hvor han først saae Livets og Konstens Lys, sin inderligste Taknemmelighed.
Thorvaldsen har i Rom et stort Hotel, hvortil han vil lade bygge endnu en Fløi, der skal tjene til et Slags Magazin for hans Konstværker. I hans Værksted arbeide dagligen 15 Mennesker. Han selv giver sig ene af med Modelleringen. Udhugningen i Marmor overlades til de egentlige Steenarbeidere. De fleste, som ikke kjende til Billedhuggerkonsten, troe, at Konsten egentligen bestaaer i Marmorblokkens Udhugning; men dette er langtfra ikke Tilfældet. Modelleringen er Hovedsagen; Udhugningen i Steen er en ganske mekanisk Konst. De, som nok saa fortræffeligen kunne udhugge en Figur i Marmor, ere stundom ikke istand til at modellere det Mindste. Modellen forfærdiges i vaadt Leer, som ligger paa en Pousseerstoel og paa den bevægelige Skive af samme, hvilken ikke allene kan dreie sig til alle Sider, men ogsaa sættes høiere og lavere. Ved Hjelp af Pousseerpinde danner Konstneren nu Skizzen eller Modellen. Den ene Deel efter den anden udarbeider han i det Grove med Haanden, derpaa bearbejder han dem videre med Pusseerpindene og en vaad Svamp, og jevner dem med en vaad Pensel. Naar Modellen er færdig, bringes Blokken, hvori den skal hugges, paa en Pousseerstol, hvorpaa den, formedelst en Løftestang, kan, efter Behag, omdreies. Ikke langt fra Blokken, staaer Modellen, ligeledes paa en Pousseerstoel. Naae dette er i sin Orden, begynder man at tilhugge Blokken. Dertil haves to Methoder, den practiske og den academiske. Efter den første overdrages Modellen og Blokken med hinanden gjennemskjærende Horizontal- og Perpendicularlinier, som i samme Forhold danne Qvadrater, hvorpaa man da bruger samme Fremgangsmaade som ved et Malerie, der skal bringes i en formindsket eller forstørret Maalestok. Men denne Methode ansees langtfra ikke saa hensigtsmæssig, som den af det franske Akademie opfundne. Efter samme befæster man nemlig over Blokken og Modellen den saakaldte Mensur, der er en fiirkantet Ramme, fra hvilken man efter lige inddeelte Grader, lader Blylodder falde ned. Ved disse Lodder betegnes Figurens yderste Punkter tydeligere end det efter den første Methode ved Linier paa Fladen, hvor enhver Punkt er den yderste, kunde skee. Naar nu enhver Deel af Modellen er bestemt efter een af disse Methoder, saa bearbeides samme med Jernet, og, ligesom Omstændighederne kræve det, med Boret, ved hvilket Instrument de overflødige Dele af Massen borttages. Herved gaaer man fra den yderste Punkt til den indere og grunder saaledes alle Lemmernes, Musklernes, Drapperiets etc. Hovedpunkter paa alle Kanter. Er een Punkt funden, og, hvor det er mueligt, med Boret forarbejdet, saa udhugger Konstneren det overflødige Stof med Spidsjernet kantet, men lader dog noget blive staaende, paa det det ved Udarbejdelsen ikke skal mangle ham. I Begyndelsen hugger han hver Deel kantet ud, derpaa afbrækker han efterhaanden Kanterne og runder enhver Deel. Med Jernet borttages hver Gang kun lidet, paa det der ikke skal springe for meget Steen af. Men har nu Blokken faaet omtrent den Figur, den skal have, saa pousseres den, d.e. den bliver med Tandjernet videre bearbeidet, og Anlægget gjøres til de fineste og blødeste Dele. Masserne under de svævende eller svage Dele, f. Ex. Stederne under Armene, mellem Fingrene og Fødderne, Folderne o.s.v., til hvis Bearbeidelse Spidsjernet ikke kan bruges, borttages nu ved Pousseringen formedelst Boret og Raspen, hvilket er et meget møisommeligt Arbeide. Paa denne Maade dannes ogsaa det krusede Hovedhaars, Næseborernes etc. Fordybninger. Derpaa borttager Konstneren med Tandjernet alle kantet anlagde Dele, og giver Figuren Runding, Rigtighed og Finhed. Dertil betjener han sig af Krumcirkelen, for nøje at bestemme hvert Ledemods Størrelse efter Modellen. Nu er Værket færdigt og trænger kun til at reengjøres d.e. reent og omhyggeligen at udarbeides, hvilket skeer med Bredjernet, Rundjernet og Dvergjernet. Det første jevner sædvanligen det Nøgne og alle jevne Flader, det andet Fordybningerne, f. Ex. Folderne og de smaae svævende Dele. Men da Jernet ikke fuldkomment jevner den haarde Steen, saa maa Raspen komme til Hjelp, som desuden uddanner de fineste Dele, f.Ex. Øjenlaagene, Neglene o.s.v. Ligesom Fladerne ere forskjellige til, udfordres lige, ophøjede, runde, flade o. a. Raspe. Det Raa, de efterlade, afslibes med fiin Sandsteen. Er Værket af Marmor, saa poleres det tilsidst enten med pulveriseret Bimbsteen eller et fugtigt Klæde, eller med Tindaske, eller, og det hyppigst, ved coulørte Marmorarter, med brændte eller pulveriserede Faarebeen, eller med Smergel.
Man har her i Korthed et Begreb om, hvad Billedhuggerkonsten, fra den mekaniske Side, egentligen er, og i det mindste vil det adsprede en Deel af den Taage, som i den Henseende indhyller Mangens Forestilling derom. – Den æsthetiske Deel af Konsten lader sig bedre føle end beskrive. Den forholder sig til denne som Metrum og Rhytsmus til Aanden i Poesien. Thorvaldsen er en sand poetisk Konstner. Hans Arbejder aande Liv og Følelse. Hans Ideer ere høje og Udtrykket i hans Figurer idealsk i fortrinlig Grad. Hans Qvinder, Børn o.s.v. ere i alle Henseender raphaelske. I Basreliefer overgaaer han uimodsigeligen Canova; ligesaa er han, efter Manges Paastand, i Kraft og det Helteidealske denne berømte Konstners Mester. Han vil begive sig fra Kjøbenhavn, hvor han agter at opholde sig Vinteren over, til Warschau, for der at besørge det Fornødne til Poniatowsky’s Statue, som hans Meisel skjænker denne Stad. Tilforn bleve saadanne Statuer støbte i een Form, men dette medførte stundom den Uleilighed, at Støbningen mislykkedes og Statuen maatte omstøbes, hvilket f. Ex. har været Tilfældet med Peter d. 3dies Statue i Petersborg, ei at omtale den Vidtløftighed, der var forbunden med at flytte den færdige Statue fra Støbehuset til Pladsen, hvor den skulde opreises. Til at flytte Frederik d. Femtes Statue fra Gjethuset til Amalienborg, blev der indrettet et helt Maskinerie. Men efter een i Italien ny opfunden Methode, støbes nu Statuer i enkelte Dele, og disse, som saaledes beqvemt kunne forsendes til de fjerneste Steder, sammenloddes, naar de ere ankomne til deres Bestemmelsessted. Ved denne Lodning bliver Statuen tillige stærkere, end naar den forfærdiges i een Støbning. De Gamle sammensatte saaledes deres Marmorgrupper. Længe troede man at Laokoons Gruppe var forfærdiget af een Steenmasse, men i nyere Tider har man fundet, at den var sammenføjet af forskellige stykker. Denne Methode, at forfærdige Formen til store Statuer i enkelte Dele, der enkeltviis kunne støbes og siden sammenloddes, følger Thorvaldsen, og paa denne Maade bliver det ham mueligt, at forfærdige colossalske Statuer hjemme, uden at han behøver at være paa det Sted, hvor de skulle opreises. Den nyere Tid tilhører ogsaa den Methode, at bage eller brænde Leermodellen, hvorved det ikke allene bliver næsten ligesaa stærkt som Marmor, men hvorved Formen tillige gjengives ligesaa fuldkommen, som den kom fra Konstnerens Haand. Denne Methode er, som enhver let indseer, ogsaa meget besparende.
Disse Linier ere ene nedskrevne for hos Mange at berigtige Ideerne om Konstneren og hans Værker, men ikke i den forfængelige Tanke, at ville yde ham en Roes, som han ikke trænger til, paa en Tid, da saa mange beføjede og ubeføjede Stemmer gjenlyde deraf overalt. Den sande store Mand føler selv alt for vel, at hvert Fag har sine store Mænd, der alle have Fordring paa vor Hylding, og at denne, hvor velmeent den end er, tilsidst maa blive ham ubehagelig, naar den saa at sige overstrømmer selv.
Denne tekst blev trykt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Sextende Aargang, No. 85, 1819. Forfatteren er muligvis Lauritz Kruse.
|
|
Monument over Józef Poniatowski, Ultimo 1826, inv.nr. A123 |
|
|
Alexander den Stores indtog i Babylon, marts 1812 - juni 1812, inv.nr. A503 |
Sidst opdateret 25.04.2016