H.N. Clausen, Redaktørerne ved Dansk Folkeblad
København
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Fra et Antal Medborgere er i disse Dage udgaaet en offentlig Indbydelse, som har Udførelsen af et stort Foretagende til Gjenstand. Indbydelsen er ikke stilet til Indbyggere af enkelt Stad eller Provinds, til Medlemmer af enkelt Stand, men til Landsmænd og Landsmændinder over den hele danske Stat; den er udsendt til alle Landets Kjøbstæder, og vil derfra, ved velvillige og nidkjære Mænds Omhu, blive meddeelt til Omegnens Beboere. Det er saaledes til Folket at Opfordringen er udgaaet; det er til et Nationalværks Udførelse at der opfordres til virksom Deeltagelse; og Folkebladet bør ikke forsømme at bidrage Sit til at understøtte Opfordringen.
Et Museum for Thorvaldsens værker,
en Bygning, værdig til at indslutte Samlingen af de ypperste Værker, som den nyere Billedhuggerkonst har frembragt, er det, der er paatænkt at skulle reises i Danmarks Hovedstad, af det danske Folk.
Thi i det danske Folks Lod skulde det falde, at vor Tids største Konstner, saa stor at ikke Aarhundreder have frembragt hans Lige, skulde tilhøre det. I Danmarks Hovedstad er Albert Thorvaldsen fød. Der er ingen Mand i Danmark, der elsker sit Fædreland og dets Ære, fra Kongen af indtil den ringeste Undersaat, som jo er stolt af dette Navn. Thi Manden, som bærer det, har bragt Hæder og Glands over det danske Navn; og naar vi beundrede de Skikkelser, der gik frem af hans skabende Haand, naar vi hørte hans Berømmelse forkyndes fra Land til Land, saae Europas Rige og Mægtige forene sig om at hylde hans Storhed, da kunde vi alene kalde ham vores; hvilken dansk Mands Bryst føler sig ikke udvidet ved denne Tanke! Skulde da ikke Folket føle Drift og Trang til at hædre Folkets Mand? Vel sandt, hædret er han bleven som Faa paa Jorden. Paver og Konger have opsøgt Konstneren imellem hans Billedstøtter, have kappedes om hans Værker som den herligste Pryd for deres Kirker og Slotte, og lønnet Mesteren med Guld og Ærestegn. Men een Hæder, een Erkjendelse vil være Thorvaldsen kjær som ingen anden. Thi han tilhører os, ikke alene fordi Danmark er hans Fødeland, Kjøbenhavn hans Fødestad. Snart et halvhundrede Aar fjernet fra sine Landsmænd, er han vedbleven at være dansk i Sind som i Sprog; at gjensee Danmark, er hans kjæreste Tanke, hans faste Forsøt; her at see sig forstaaet og paaskjønnet, vilde være hans ædleste Løn.
Og naar en Bygning fremstod i Thorvaldsens Fødeby, reist ved Folkets frivillige Bidrag, som skulde, efter hans Udvalg og Anordning, overantvorde hans Værker og hans Roes til Efterverdenen; naar Fremmede herefter skulde drage til Øresund for at beundre denne rige, uvurdeerlige Skat af Nordens store Konstner, og Mindesmærket stod her om, hvorledes det danske Folk havde vidst at skjønne paa sin Rigdom: var det da Konstneren eller var det Folket, som var hædret meest? Thi endnu er det sjeldent, at et Folk forstaaer at hædre sine store Mænd, imedens det eier dem. En sildig Efterslægt opreiser dem maaskee Mindestøtter; men disse vidne kun imod den Slægt, som forsømte hvad der nærmest paalaae den. –
Men saa store Anstrengelser – vil En og Anden indvende – , saa store Summer anvendte paa et Værk, som, hvor smukt og betydningsfuldt det end kan være, dog ikke hører til dem, der betale sig med Renter! og det paa Tider, hvor Alt gienlyder af Klage og Bekymring over Fædrelandets Fremtid!
Vi ville for det Første formane Enhver, som fører denne Tale, til at lægge Haand paa Brystet, og svare sig selv i al Oprigtighed: om han da er tilsinds at offre det Bidrag, for hvilket han her krymper sig, paa Fædrelandets Alter? og om han med lige Tapperhed afviser Fristelser af ganske anden Art, hvor det gjælder Udgift til Forlystelser, Bellevnet eller Forfængeligheds Tilfredsstillelse? Hvo som ikke trøster sig til at svare bejaende paa disse Spørgsmaal, lade sig i det Mindste nøie med, stiltiende at holde sin Skjærv tilbage, som Ingen kan ønske at modtage, men misbruge ikke, ved en Leillghed som denne, patriotiske eller oeconomiske Tankesprog til, hos Andre at kiøle en ædel Begejstrings Varme!
Men dernæst – det er sandt, en stor Pengesum maa bringes tilveie; og dog igjen, hvor liden maa den ikke kaldes, naar Sagen bliver seet fra den rette Side! Vi ere vante til fra ældre Tider, ved ethvert Foretagende som kræver nogen Opoffrelse, at see hen til Regieringen eller til enkelte Rigmænd, og vente paa, at de skulle aabne den milde Haand; vi tænke altfor lidt paa, at hvad der er uoverkommeligt for den Enkelte, selv den Rigeste, Smaating for Mængden, af hvilken Ingen behøver at være rig, kun at alle de smaae Kræfter virke tilsammen. Man betænke, at, dersom alene hvert tiende Menneske i Danmark gav et Bidrag af tre Mark, vilde disse Tremarker løbe op til en Sum af 100,000 Rbdl., fremdeles til en Sum af 200,000 og 300,000 Rbdl., naar et saadant Bidrag blev gjentaget i to og tre Aar. Skulde derfor den fornødne Sum overstige Kræfterne, da vilde det kun være Beviis for, at den Sands og Følelse mangler i Folket, hvorpaa der var giort Regning, – hvorpaa der maa gjøres Regning ved ethvert Foretagende af den Art, der er et Folks Hæder. Er derimod denne Aand og Følelse saaledes tilstede, at det kan lykkes at vække Begeistring for Værket i Stad og Landsby, fra Palladset til Hytten, da vil Pengebeløbet ikke kunne komme i Betragtning.
Og det er dette, vi ikke kunne drage i Tvivl: at det danske Folk, Mand og Qvinder af alle Klasser og Stænder, her vil finde en Lejlighed, hvor det føler sig tilskyndet til at virke i Forening, og fra alle Sider, Hver efter sin Evne at bidrage til, at reise for Samtid og Eftertid et værdigt Mindesmærke om Nationens Taknemmelighed imod sin store Konstner.
Denne artikel blev trykt i Dansk Folkeblad, 2den Aargang, No. 51, 1837. Senere blev den genoptrykt i Barfod, op. cit. Heraf fremgår, at H.N. Clausen var artiklens ophavsmand, og at artiklen blev trykt “i næsten alle vore Blade”.
Redaktørerne for Dansk Folkeblad tilføjer til denne artikel:
Til Efterretning for Folkebladets Læsere tilføies: at, ligesom i enhver af Danmarks Kjøbstæder Committeer ville modtage Subskription, saaledes findes her i Staden Planer indlagte i den Gyldendalske og Reitzelske Boglade, paa hvilke Enhver kan tegne sig, og som uddeles til Enhver, der maatte have Villie og Leilighed til at fremme Subskriptionen i sin Kreds. Skulde Nogen ønske at indbetale Bidrag uden Navns Opgivelse, da ville disse Bidrag sammesteds blive modtagne, de være nok saa ringe. I de faa Dage, siden Indbydelsen er udstædt, ere allerede mange Bidrag tegnede af Individer af den arbejdende og tjenende Klasse fra 1 Rbd. til 1 Mk. Det er just dette Exempel, vi haabe vil blive fulgt og understøttet af mange.
Sidst opdateret 02.06.2016