Redaktørerne ved Fædrelandet, August Kestner
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Thorvaldsen.
(Efter A. Kestner.)
–––––––––
Naar den romerske Natur har udtømt hele sin Yppighed og er bleven træt, kommer i Sommerheden Aria cattiva. Den nyere Tid har megen Lighed med denne. Hvilken en Hjertestyrkning er det i en saadan Atmosphære at møde en Thorvaldsen, en rastløs frugtbar Productionsmagt, i Vexelvirkning med Alt, hvad Verden har besiddet af Stort og Skjønt, en Kæmpe, der gik sin egen herlige Vei gjennem alt det smaa Krat, smilende ad Sommerfuglene, der flagrede omkring ham, med Øiet bestandigt heftet paa store Gjenstande.
Der kan ikke fortælles Meget om ham, da hans Handlinger og Ord kun vare faa, og Konsten optog ham hel og holden. Alt er imidlertid mærkværdigt ved en mærkværdig Mand, og selv hans smaa Attributer ere oplysende.
Han levede ethvert Øieblik af Dagen med uudslukkelig Ungdomsild i ethvert Phænomen, der i den fjerneste Grad var beslægtet med det Skjønne, hvad enten legende Børn og naive Bønder mødte ham paa de romerske Gader og Pladser, eller Selskabsformerne bleve sprængte ved Originalitet, eller lystige Anecdoter bleve fortalte. Ogsaa for Politiken havde han, som de fleste Konstnere, Interesse, naar han troede Menneskeheden krænket. De lystigste Kammerater vare ham de kjæreste. Paa sentimentale Samtaler forstod han sig ikke synderlig, men vidste dog i disse med sin gode, sunde Menneskeforstand og fine Takt at erkjende Kjernen og optage den i sig. Gjerne modtog han Indbydelser til Selskaber og Gjæstebud, og, hvad enten de vare frugale eller yppige, var han altid ved saadanne Leiligheder godmodig, venlig og tilfreds. Han var altid en af de virksomste ved dem, og om han end, ikke begavet med Ordets lykkelige Magt, kunde sidde længere Tid uden at tale, var han dog altid aandelig nærværende, intet Ord undgik ham, og man saae paa ham, at han ofte noterede det Sagte paa sin Sjæls Tavle og saaledes berigede sine Anskuelser og Domme. Videnskabelige Samtaler var han ikke istand til at føre. Han tog kun Brudstykker ud af saadanne og omsatte dem i simplere, almenfatteligere Form. Naar han talte om Konsten, skete det stedse med et Par charakteristiske Ord, hvis Hovedcharakter altid var factisk. Kom undertiden i Selskaber efter Bordet eller ved Aftenpunschen Værker af den bildende Konst tilsyne, brød han sig ikke om noget Andet, før han nøie havde undersøgt disse, rost det Dygtige, lagt det mindre Gode stille tilside og talt om det tvivlsomt Gode. Der har i det Hele taget ikke nogensinde været nogen Konstner, der mere end han med hele sit Væsen har omfattet sit Kald til enhver Tid, og det uden at være sig det bevidst, thi Selvreflexion og Villie var temmelig fremmed for ham; den konstneriske Evne var næsten hans eneste. Denne drev ham øieblikkeligt til Virksomhed, saa ofte en Skikkelse eller Gruppe, som fortjente at fremstilles, mødte ham. Dette skete naturligvis ofte uventet og afbrød tidt hans daglige Forretninger, ja selv større Arbeider, og var en af Aarsagerne til, at han ikke fik lagt den sidste Haand paa mange af sine Værker. Saaledes have vi ogsaa af Rubens, hvem Ideerne ligesaadan stormede ind paa, mange ufuldendte Skizzer. Thorvaldsen pleiede gjerne i fortrolig Samtale at fortælle, hvorledes Ideen til dette eller hint Konstværk var opstaaet hos ham. Saaledes erindrer jeg mig at have tilbragt en behagelig Time med ham, i hvilken han beskrev mig, hvorledes han havde faaet Ideen til sin Merkurstatue, ved et ungt Menneske, som han i Forbigaaende saae sidde i en Forstue i Samtale med nogle Andre. Først var han, efterat have kastet et flygtigt Blik ind i Forstuen, gaaet forbi; men efter et Par Skridt faldt det ham ind, hvilken plastisk Figur han havde seet. Han vendte tilbage, og nogle Minuter vare tilstrækkelige til at befæste Ynglingens Billede i hans Konstnersjæl. Skyndsomt slugte han sin Middagsmad, og om Aftenen stod alt Modellen færdig i det Smaa. Næste Dag var den færdig i det Større.
Saa hurtigt hans konstneriske Trang drev ham til at sætte i Værk, saa vanskeligt havde han ved ellers at handle. En lang Aarrække har jeg saaledes hørt ham tale om Indretningen af hans Hus, som han især kom til at tænke paa, naar han fandt noget i Indretningen af sine Venners Værelser, han syntes om. Desuagtet vare imidlertid hans Værelser efter tyve Aars Forløb ligesaa ufuldkomment indrettede som i hans første romerske Tid, og, naar han modtog Besøg, maatte der undertiden søges noget for at finde en tom Stol med paalidelige Ben til Gjæsten. En saadan behøvedes forresten kun sjeldent, thi sædvanligt traf man ham ved Arbeidet i hans inderste lille Værelse, hvorhen man saa fulgte ham, og der blev ligeoverfor det Arbeide, han havde under
Hænder, ikke tænkt paa Sidden. Han pleiede, naar der blev banket paa det yderste Værelse, selv at komme ud fra det inderste og lukke op. Og aldrig var han saa optaget af sit Arbeide, at han ikke rakte den Indtrædende venligt Haanden, hvorved man i Reglen fik lidt klæbrigt Ler i Tilgift. Han blev hele sin Levetid stationair i sin huslige Stilling. Han vedblev at boe og spise hos den samme Familie, som han engang havde sat sig ned hos, paa de fra Begyndelsen af fastsatte Betingelser. Familiens Hoved var en ærværdig Enke, Madam Buti, der trohjertig holdt af alle Nordboere. Havde ikke Husets Døttre, hvem han omgikkes broderligt, undertiden ryddet op hos ham og ofte gjort nogle humoristiske Bemærkninger over hans Paaklædning, vilde man neppe have kunnet komme frem hos ham for opdyngede Fragmenter af Sculpturarbeider, hans med Pelsværk forede graa Vinterfrakke vilde da seet endnu mere forsømt ud og hans graa Lærreds Bluse have havt endnu mere Ler at trækkes med. Naar der imidlertid var ryddet op hos ham af hans Veninder, saae han glad paa den større Orden i sine Værelser og gjerne bad han da den besøgende Ven at sætte sig ned i den uanselige Sopha og passiare. En saadan Passiaren holdt han meget af; sjeldent var det ham, som først afbrød den.
Det skabende Kald, der stedse gjorde sig gjældende hos Thorvaldsen, holdt ham, som mangen anden Konstner, borte fra ethvert andet Forhold. Venlig imod alle Folk, lagde Ingen dog synderlig Beslag paa hans Tanker. Hans Historie har ingen udvalgt Ven, ingen stærk Lidenskab at opvise. Af Konstnere var det kun større Talenter, hvis Omgang fængslede ham. Det var især Tilfældet med den rigtbegavede, livsglade, mandige Horace Vernet, der i 6 Aar var Directeur for det franske Academi i Rom; de gave hinanden gjensides deres Portraiter. Med Koch boede han i sin tidligere Tid et Aar sammen. Uagtet Thorvaldsens Venlighed, der gav Omgangen med ham saa stort et Trylleri, var han meget bestemt i sine Meninger om Ting, der laa ham paa Hjerte, og naar saadanne kom under Discussion, kunde han blive meget heftig, især naar Modstanderen blev personlig, hvad der altid er Tegn paa smaalig Overvurderen af sig selv. Da engang en meget anmassende Digter i Bedømmelsen af den bildende Konst, som han ikke forstod sig paa, i en Samtale ved Bordet vilde hæve sig over Thorvaldsen, blev denne saa forbittret, at han til vor store Forbauselse greb efter Kniven. Dog er dette uden Tvivl det eneste Tilfælde i sit Slags; en saadan Anmasselse hørte ogsaa til de største Sjeldenheder. Af Ikke-Konstnere fandt han Behag i Enhver, der var munter og selskabelig. Musik holdt han meget af; han forstod at vurdere de største Componister og de dygtigste Virtuoser, men selv mindre god Musik, naar den var pikant og morsom, kunde behage ham. For sange havde han især megen Sands. I Theatret havde han en bestemt Plads, ogsaa der lod han sig tidt nøie med det Ringere. Efter uafbrudt Arbeide om Dagen tog han i det Hele taget til Takke med meget tarvelig Adspredelse om Aftenen, især i hans senere Aar. Han spillede saaledes Lotteri med næsten barnagtig Lidenskab om en ren Ubetydelighed. Dog mærkede man, med Undtagelse af nogle Epocher, hvori han var syg, aldrig nogen Udmattelse hos ham efter hans Dagværk. Hans Constitution var meget stærk, det gjorde ham aldeles Intet, hvad enten han spiste til Middag Kl. 12 eller Kl. 7; han spiste næsten aldrig paa sin fastsatte Spisetid, Kl. 2, til stor Gene for sine Bordkamerater. Han havde ikke synderlig videnskabelig Sands og forstod ikke ret at læse. Han havde desuagtet et lille Bibliothek, der indeholdt de fleste gode tydske Forfattere, nogle danske og Homer, oversat paa Tydsk. Han kunde ikke ret megen Historie og havde i det Hele taget ikke lært Synderligt. Men han hørte opmærksomt til, naar der tilfældigvis blev forelæst Noget, og i Samtaler med Mænd, af hvem han kunde lære Noget, lod han ikke et Ord undslippe sig. Derved vandt han den klareste Kundskab om de vigtigste Mænd i den ældre og nyere Tid. De mindste Vink ere tidt nok for Geniet til at forstaae, hvad Andre ofte behøve Aars Studium for at tilegne sig. Saaledes tænkte Thorvaldsen sig med sin poetiske Kraft ind i Homer, Sophokles, Plato, Shakespeare, Göthe, Schiller, Walter Scott, Byron osv., formedelst det “Wahlverwandschafft”, der knytter alle store skabende Aander til hinanden. Kjendte han saaledes end kun Schiller i Brudstykker, saa var han dog trængt dybt ind i ham, og Genien paa den schillerske Statues Piedestal gjør samme Indtryk paa os, som et Schillersk Digt. Den samme Kraft hjalp ham, naar han maatte lade sig fortælle Gjenstande af Historien, som han havde paataget sig at fremstille og ikke før havde hørt om. Da han skulde udføre Conradins Statue for Kongen af Bayern, gjorde han første Gang Bekjendtskab med denne Helt.
Hvor barnlig han var, have vi endnu i hans sidste Leveaar seet i hans Yndest for den unge Digter H. C. Andersen. Naar han traf sammen med denne i Selskaber, pleiede han at opfordre ham til at forelæse hans Eventyr med de Ord: “Faae vi Børn nu ikke ogsaa Noget for vor Mund!”
De faa Sprog, han kunde, talte han ufuldkomment; i det Franske kunde han knap gjøre sig forstaaelig; hans Italiensk og Tydsk var fuldt af Feil og ubehjælpsomt. Mangelen af selv den almindeligste grammatikalske Takt lod ham ofte komme med de forunderligste Talemaader; saaledes kaldte han sig aldrig “Ich”, men “Sie”, naar han skulde tale om sig selv. Kun med Hænderne forstod han tilgavns at tale, og naar han paa en Konstners Anmodning kom i hans Atelier og med sin mægtige Finger – han havde meget smukke Hænder – meddelte det forefundne Værk noget af sin Sjæl, efterlod han ofte Konstneren en Skare at nye Ideer. Ved saadanne Leiligheder eller i Samtaler traf han ofte i to halv ubehjælpsomme Ord Hovedet paa Sømmet.
Konsten, for hvilken han var født, Konsten, der var hans eneste Ledsager og Lyst, gjorde ham bestandig imposantere. I Stedet for at bøies af Aarene, tiltog han Aar for Aar i Skjønhed. I sine sidste Aar lignede han mere og mere med sit rige Sølvhaar en Løve, medens hans kraftige lyseblaae Øine gave ham nogen Lighed med en Ørn.
En af Aarsagerne til hans stedse tiltagende Konstnerstorhed og vedvarende Aandsfriskhed var, at han, som alle store Mænd, altid mere og mere følte sig identisk med alt Stort og, bestandigt trængende dybere ind i de største Konstfrembringelser, bestandigt omgikkes sine store Forgængere i Konsten. Som en Bi var han overalt virksom for at indsamle Konstens fineste Blomsterstøv og forarbeide det i sin altid friske Sjæl. Selv ikke det mindste Fragment af god Stil lod han upaaagtet, han forøgede uafladeligt sine Samlinger med udskaarne Stene og Mønter og nyere Arbeider af gode Konstnere. Da ved Opdagelsen af Nøglen til Hieroglypherne for femogtyve Aar siden Opmærksomheden hendroges paa de ægyptiske Monumenter, kunde den ægyptiske Konsts, paa hellig Nationalbegeistring hvilende, Naturdybde ikke undgaae hans hele Verden omfattende Aand; han samlede med den største Omhu disse fremmedartede, men ophøiede Frembringelser af en gaadefuld Phantasi, og var heri min eneste Medbeiler i Rom. Mangen Gang kom han til mig, der i en Række af Aar boede under Tag med ham, blot for at see , hvad for nye Konstsager jeg havde faaet.
Thorvaldsen var en af de productiveste Konstnere, Historien har at opvise. Alle Tanker formede sig hos ham til Gestalter. Uden et Spor af Forfængelighed eller Selvbeundriug, der kun kan trives hos de smaa Sjæle, havde han en retfærdig Glæde over hvad der lykkedes ham og meddelte denne aabent til sine Venner i fortrolige Samtaler. Men han kjendte tillige sine Kræfter og sine Grændser. Forfængelighed er i det Hele taget ligesaa fjern fra et Geni, som en Paafugl fra en Løve. Smaafolk kunne let beundre sig selv, fordi de kunne tilfredsstille sig selv, det kunne de store Mænd aldrig. Derfor ere hine opblæste, disse beskedne.
Idealet, som de smaa Sjæle have, er i Niveau med dem, de kunne hver Dag gribe det med Haanden. De store Mænds Ideal er ophøiet og de stræbe stedse forgjæves efter at naae det. Jeg kan fortælle en smuk Anekdote, i hvilken Thorvaldsens Geni udtalte sin store Konstnervirksomheds Begrændsning og sin Stræbens uopnaaelige Storhed i en eneste Sætning. Han havde tilbragt en Timestid hos mig og stod op fra Sophaen for at gaae. Vi rakte hinanden Hænderne, og han gik til Døren. Da han havde aabnet den, faldt hans Blik paa et antikt Hoved, der stod i Nærheden paa Kaminen. Det var det halvt opadskuende Ynglingshoved, der kaldes Athleten. Thorvaldsen faldt i Tanker; han stirrede hen paa det og glemte rent mig. Han stod saaledes vel en fem Minuter, da vendte han sig til Døren, slog sig næsten med Heftighed med den høire Haand paa Panden og sagde med nogen Bevægelse til sig selv: “Det kunne vi ikke gjøre!” og gik. Denne Yttrings Storhed kunne kun de forstaae, der ret have fattet den græske Konsts hele Herlighed. Til denne Anekdote slutter sig en anden ikke mindre skjøn. Da min afdøde Ven havde faaet sin Christusstatue, der havde kostet ham lang og anstrængende Eftertanke, færdig, sagde han: “Nu mærker jeg, at det gaaer ned ad Bakke med mig; dette er det første af mine Værker, jeg er tilfreds med”. Jeg troer med Bestemthed at kunne sige, at han satte sin Christus og sin Mercur Øverst, blandt sine Værker; den Første havde faldet ham sværest, den Sidste lettest af dem.
Om ingen af hans Værker har jeg saa gjerne hørt ham tale paa hans naiv-analyserende Maade, som om hans Christusstatue, netop paa den Tid, da Tanken om at gjøre den saa ligefrem, som muligt, var modnet hos ham. “Simpel maa saadan en Figur være” – sagde han – “thi Christus staaer over Aartusinder. “Og det Simpleste” – vedblev han – “er den ligestaaende menneskelige Figur”. Og han stillede sig lige med nedhængende Arme. Nu fjernede han blidt Armene og de aabne Hænder med svagt krummede Albuer fra det øvrige Legeme, og sagde: “Og kan en Bevægelse være simplere end denne? Og den udtrykker tillige Kjærligbed, Omarmelse af hele Menneskeslægten, og saaledes har jeg tænkt mig Christi Charakter”, og man kan ikke tænke sig noget mere harmonisk end Udtrykket i hans Ansigt under denne Forklaring.
Jeg vil nu blot til Slutning fortælle et Par Smaahistorier, der vise Thorvaldsens Begeistring for store Digtere.
August v. Göthe, der faa Uger efter døde under mine Hænder, kom 1830 til Rom og strax til mig som en gammel Ven af hans Familie. Det varede ikke længe, inden vi gik sammen til Thorvaldsen for at bringe ham en Hilsen fra den gamle Göthe. “Her bringer jeg Dem Göthes Søn”, sagde jeg. Hjertegreben vendte Thorvaldsen sig først til mig, derpaa til den unge Mand og udbrød: “Saa det er Göthes Søn!” – “Ja” – raabte jeg – “det er det virkelig!” – “Virkelig Göthes Søn!” vedblev han. “Ja, ja”, raabte jeg atter. Og de klare Taarer styrtede ned ad Thorvaldsens Kinder, og han tog den unge Göthe i sine Arme og vilde neppe give Slip paa ham igjen. – Vi see i denne lille, men storartede Scene, ret Thorvaldsens aandelige Forhold til Göthe.
Jeg vil slutte med en anden Historie, der charakteriserer en lignende aandelig Forbindelse mellem Thorvaldsen og Walter Scott. Denne var i Aaret 1831 nogle Uger i Rom, Den store Romantiker gik ikke til Konstværkerne, ikke til Vatikanet; det gamle Ridderslot ved Braccianosøen, 30 Miglier fra Rom, er den eneste Mærkværdighed, han besøgte. Flere Gange derimod vilde han have mig til at hjælpe sig til at gjøre Thorvaldsens Bekjendtskab. Jeg gjorde da denne en Dag det Forslag at besøge den mærkværdige Digter, og han gik med Glæde ind derpaa. Vi traf ham. Men til min ikke ringe Forlegenhed opdagede jeg nu, hvad jeg ikke før havde tænkt paa, at de ikke kunde meddele sig til hinanden. Sir Walter var vel nøie bekjendt med de europæiske Sprog, men kunde ikke overvinde sin Sky for at tale andet end sit Modersmaal, og Thorvaldsen kunde ikke et Ord engelsk. Jeg blev imidlertid snart reven ud af min Forlegenhed ved at see, med hvilken Hjertelighed de kom hinanden imøde og med Haandtryk, ja endog ved gjensidig at klappe paa hinandens Skuldre, uafladeligt udtrykte deres naive Glæde over hinanden, medens der kun hørtes afbrudte Ord som connaissance – connoscenza – charmé – plaisir – heureux – piacere – denied – happy osv. Snart mærkede man imidlertid til sin Forlegenhed, at en Samtale var umulig. Det var en sand Fornøielse at see de to Heroers barnlige Forlegenhed. Vi toge snart Afsked under hjertelige Haandtryk og gjentagne kjærlige Forsikkringer, fragmentariske som de ovenstaaende. De to store Mænd saae sig om efter hinanden, lige til de ikke kunde skimte hinanden mere. Saameget formaaer harmoniske Sjæles mystiske Sympathi. Sir Walter Scott forstod sig ikke paa Statuer og Thorvaldsen ikke paa Bøger.
–––––––––
Dette er en tekst af A. Kestner, som blev udgivet i Fædrelandet, No. 273, 22.11.1850. Den oprindelige tyske tekst udkom som kapitel 8 i Kestners bog Römische Studien, op. cit.
|
|
Kristus, Antagelig november 1821 - Senest januar 1822, inv.nr. A82 |
|
|
Merkur som Argusdræber, Senest 17. oktober 1818, inv.nr. A5 |
|
|
Friedrich Schiller, Senest 9. september 1836, inv.nr. A770 |
|
|
Conradin, Antagelig tidligst juni 1836 - Senest august 1836, inv.nr. A150 |
Sidst opdateret 08.12.2017