Redaktørerne ved Dansk Folkeblad, F.C. Olsen
København
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Thorvaldsens Hjemkomst,
en Folkefest.
Lyksalige maae de Tider prises, naar Himlen igjennem store og ædle Mennesker viser os sin Herlighed i nye Aabenbarelser; men lyksaligt er ogsaa det Land, hvis Lod det blev, iblandt Sine at tælle Een, over hvem der hviler en Kraft, som er over Alles Kræfter. Hans Herlighed er hele Folkets Eiendom; den skinner ind i Hvermands Hjerte og avler store Følelser, saa man fornemmer sig at være beslægtet med det Høieste paa Jorden. Mod og Fortrøstning, Fasthed i Øiemærket og Alt overvindende Kraft udbreder sig fra den store Mands Liv til alle dem, der vandre i hans Gjerning. “Han er af Vore! os tilhører det at ligne ham!” dette er af de Tanker, der udgjøre det Inderste og Ædleste af den nationale Aand; ved saadanne Tanker voxer Nationen. Engang levede en Tordenskjold iblandt os, og hans Aand er endnu saa levende hos os som hans Minde. At seire eller døe, at betragte Faren med Munterhed, er en ligefrem Sag, en naturlig Selvfølge hos vore brave Sømænd; det have de ofte viist. Saaledes skal ogsaa Thorvaldsens Aand hvile over vore Kunstnere. Hans sindige Klarhed, hans høie Simpelhed, hans dybe Kraft skal udbrede sig i deres Sjæle og drage dem fremad i en dygtigere Stræben; ‒ og ikke blot over vore Kunstnere, over uendelig mange Andre i mangehaande Art af Gjerning skal den hvile; selv i Skrift og Handling skal den vise sin Magt hos dem, der formaae at læse hans Tanker ud af Stenen, og gjøre dem frugtbringende i deres Sindelag og Daad. Derfor er Thorvaldsens Liv og Virken og Skjebne en Nationalsag, og derfor har Folket høitideligholdt hans Hjemkomst til Fædrenelandet som en af dets mærkelige Begivenheder.
I Mandags, d. 17de, om Eftermiddagen kom den kongelige Orlogsfregat Rota med Thorvaldsen fra Livorno og ankrede indenfor Trekroners Batterie. Allerede i flere Dage havde Mange af forskjellige Classer i Folket gjort Tilberedelser til hans Modtagelse; og et Flag, som heisedes paa Nicolai Taarn, gav Signal til den hele By, da Øieblikket var kommet. En talløs Menneskemasse strømmede til Havnen og udbredte sig over Toldboden, Lange Linie, Citadelsvoldene og alle de Steder, hvorfra det forventede Syn kunde nydes. Selv Regnen, som faldt, foraarsagede ingen mærkelig Standsning heri, og omsider gjorde Veiret dog Parti med Festen.
Da saae man et glimrende og usædvanligt Skuespil. I Hundredetal samlede sig festligt med Flag og Faner, Blomster, grønt Løv og anden Farvepragt udsmykkede Baade udenfor Bommen. De vare udrustede af Kunstnerne, Professorerne, Studenterne, Industriforeningen og andre Corporationer, og førte hver sit ejendommelige Vaaben eller Mærke paa dens Flag og Faner. Ogsaa Digterne havde faaet sig en egen Baad, hvis Flagmærke var den vingede Hest Pegasus, et Billede paa den poetiske Aandsflugt. Ordnede efter hverandre i en langt henstrakt Linie, nærmede de sig under Musik til Skibet, om hvis Styrbordside de grupperede sig, hvorpaa der, efterat et flere Gange gjentaget Hurra var blevet udbragt for Thorvaldsen, blev afsunget en Sang til ham under Ledsagelse af Instrumenter. Da traadte han selv frem, ædel og ærværdig og til Alles Glæde kraftig af Udseende, skjøndt de hvide Lokker vidnede om, at Gud allerede har skjenket ham mange Leveaar. En ubeskrivelig Begeistring modtog ham, og, som dragne af een Magt, trængte Baadene sig sammen om Skibstrappen, og Enhver, som kunde, banede sig Vei op paa Skibet for at hilse og see den længselfuldt forventede Landsmand. Endelig vendte denne Strøm tilbage, og sidst steg Thorvaldsen ned i Fregattens Slup, der, roet af hvidklædte Sluproere, som en Piil gjennemskar Bølgerne i en stor Bue udenom den tætte Baadevrimmel, og under uafbrudt Hurraraab og Svingen med Hattene fra den hele befolkede Vandflade, ilede imod Toldbodtrappen og blev modtaget af en endnu langt mægtigere Jubel af de mange Tusinder, der ligesom paa et umaadeligt Amphitheater bedækkede Bredderne. En Kareth, som var i Beredskab, modtog den Nysankomne; men Folket, som vilde vise en stor og herlig Medborger en sjelden Ære, spændte Hestene fra Vognen og trak den selv, igjennem den med Tilskuere i alle Vinduer og i to Vognrækker opfyldte Amaliegade, over Amalienborg Plads, under Glæde og Jubel til Kunstnerens Bolig paa Charlottenborg. Her samledes endnu engang den bevægede Strøm til en stor og tæt Masse, der stod i tavs Forventning, indtil Thorvaldsen viste sig paa Slottets Altan og med en Bøining hilste paa sine Landsmand. Da han trak sig tilbage, ledsagedes han af deres Tilraab. Om Aftenen bragte de yngre Kunstnere og Kunstelever den store Mester et Fakkeltog med Sang og Musik, i den botaniske Hauge, som hans Værelser vende ud til. I Forbindelse med disse staaer det Locale, hvor en Deel af hans Vær ker ere opstillede og ofte i Udstillingsdagene betragtes med Beundring af Kjøbenhavnerne; dette Sted var oplyst med Astrallamper, og fra Haven saaes de skjønne Skikkelser i Lysglandsen gjennem Vinduerne, og Kunstneren selv at gaae imellem dem med sine Kunstbrødre. Man blev her ret levende mindet om, hvor høit og herligt det er, for hvilket man paa denne Dag havde villet udtale sin Ærefrygt.
Saaledes var den Høitid, som Folket af egen Drift holdt for en Mand af dets Midte, hvem egen Kraft og Aandsadel har havet op til det Højeste; og lykkeligt er Folket, naar det kan holde saadanne Høitider; endnu lykkeligere, naar det tilfulde kan fatte og føle dem.
F.C. Olsen.
Denne tekst blev trykt i Dansk Folkeblad, 4de Aarg. No. 33.
Sidst opdateret 10.04.2018