Herman Schubart
Montenero
Bertel Thorvaldsen
Rom
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
The commentary for this letter is not available at the moment.
Montenero d: 23 April 1814
Jeg takker Dem min bedste Thorwaldsen for Deres kiere Brev af den 13 April, og for den mig tilsendte herlige Tegning til det Basso relievo som skal pryde min uforglemmelige Kones hellige Grav. Dette Minde er skiøndt, er Dem værdigt, og vil forevige Erindringen af en kier Person, som nu nyder hendes Dyders velfortiente Løn. Gud velsigne Dem fordi De vil lade alt andet Arbeide ligge, for at beskiæftige Dem med dette. De fyldestgiør derved mit varmeste og kiereste Ønske. Da Bysterne giver Dem Anledning til at treffe den sandeste Ligning vil Deres Idée blive desto interessantere, fordi Tanken er passende, rørende og tydelig. – Petrarcas skiønne Strofer vil være net op anvendbare, og det heele vil blive et den Afdøde værdigt Monument. Tegningen kan jeg ikke bringe over mit Hierte at tilbagesende Dem, da jeg saa meget gierne betragter den, og beundrer den. Længden af 4 Romerske Palmer er net op som jeg ønsker den, ligesom Høyden af 2 palmer 6 uncer er just Passende, og jeg beder Dem indstændig intet at forandre. Den Genio som ved den Afdødes Hoved udslukker Livets Fakkel er fortreffelig, ligesom Candelabren ved Fødderne er særdeles antydende. Kort sagt, alt er godt, ædelt, og passende i dette Monument, og ved Leyligheden af Indskrivten vil jeg tillige antyde Süjettet. Nu ønskede jeg blot at vide, naar De troer med Vished at kunde ende dette Monument ? – De vil vist strax modelere det, og saa ville De lykkeliggiøre mig ved at sende mig saa snart som mueligt ved en Vetturin et Aftryk af Gips. Finder De en Leylighed lige til Livorno kan De adressere det til Consul Ulrich. Finder [De] en til Florentz, saa send det til Handelshuuset Luigi Reali e Ci. Paa begge Maader vil jeg erholde det sikkert og hastigt. Jeg har i Florentz seet Riccis Arbeider, hvoriblandt nogle som sandelig behage mig. Havde denne Mand seet Rom, og Deres Mesterstykker, var han vist bleven en berømt Kunstner; thi Fliid og Genie har han. Jeg saae med Beundring Deres Byste af BenvenuttiI. Den er lignende og i en Grandios Stil. Efter min, er det Deres fortriinligste Byste – De har sandelig forfærdiget den con Amore.
De og alle vore Landsmænd; men især den fortreffelige Malling, vil glæde Dem over de ædle Normænds tapre Beslutning, at være et uafhængigt Folk. Prægtig har disse Nordboere udført deres kiække Plan, og Prinds Christian deres udvalgte Konge, har viist sig, sig selv værdig i denne Sag. Neppe kunde vi Danske fortryde paa at Norge for tiden ikke er under Daniens Scepter. Den nye Konge er jo Dannemarks Tronfølger, og vore Baand med det stolte Norrige vil knyttes endnu fastere end de før var. Jeg tænkte mig strax denne ædle Beslutning; thi jeg kiender vore kiække Nordmænd – men jeg frygtede Hungeren, og fiendtlig Sværd; men det lader til at selve Engelland ønsker at Norge ikke falder den Franske Avanturier til Deel som havde aftvungen Dannemark dette Tvillingrigets ypperste Klenod – Nu har han hans fortiente Løn, og nu da de Allierede Magter har faaet Bugt med Frankrige og dets Tyran, er denne saa kaldte Svenske Prinds ikke meere interessant for dem, og fortiener ikke deres Understøttelse – I grunden hvad har han iværksadt til Fremme for den gode Sag ? Intet – Ikke engang bortjagede han Prinds Eckmühl fra det ulykkelige Hamborg – I Holsteen vidste han at indrykke for at aftvinge det uskyldige Dannemark, sit Norske Rige; men hvad giorde han for de Allieredes Sag ? Rusland maatte skaane ham, og love ham alt, for at have Ryggen frie. Nu er han Keyser Alexander ligegyldig, og hverken Rusland, eller Engelland, endnu mindre Preussen, og Østerrige, vil gribe til Vaaben for at skaffe denne uværdige Mand, en sand Usurpateur, det af Kiækhed og almeen Aand mægtige Norge
Jeg omfavner Dem hiertelig
B Schubart
|
|
Gravmæle over Jacqueline Schubart, 2. juli 1814, inv.nr. A704 |
Last updated 23.01.2017
Dvs. en portrætbuste af den italienske maler Pietro Benvenuti, som Thorvaldsen modellerede i september 1813 i Firenze i såkaldt kolossalformat (71 cm høj).
Gipsmodellen er gået tabt, men Benvenuti lod busten hugge i marmor i løbet af 1814 og afventede Thorvaldsens finhugning af værket. Dette nåede han sandsynligvis aldrig at udføre. Sass, op. cit., p. 204 har foreslået, at Benvenutis og Thorvaldsens fælles ven i Firenze Giovanni Antonio Santarelli foretog den sidste tilretning af marmorversionen. Busten står i dag på Benvenutis gravmonument i S. Lorenzo, Firenze: