Leonora Christina
Omnes
Ingen udskrift.
Dateringsbegrundelsen er under udarbejdelse.
The commentary for this poem is not available at the moment.
Eleonora Christina Ulfeld
til sin Mand.
Dybt i et Fængsel hvor Elændigheder
Og Skræk og Mørke kun omringe mig,
Der, viid det, elskte Ulfeld! Der tilbeder
Endnu den kielne Leonore dig.
Ia, om en Engel vilde blid beskierme
Blandt tusind Farer diße Linier,
Og om de i mit Sted sig maatte nærme
Derhen, hvor du, min evig Elske [sic], er;
Da skulde de mit hele Hierte male,
Min Kummer skulde de fortolke dig.
Sødt vilde da den mig husvale:
Min Ulfeld veed min Nød, han ynker mig!
Ia, ynk mig ædle Mand! men salig Smerte,
Med kiærlig Graad du mig kun ofre maae;
For min Skyld ingen Qvaler i Dit Hierte
Bebreidende imod dig skal opstaae.
Du har ei skabt de Piner, som fortære,
Den Kolde, stolte Spot, som qvæler mig,
Endskiønt for dig, o Mand! ieg den maae bære
Min Brøde er, at have elsket dig,
Og denne Roes skal indtet mig betage;
Den er min sidste Trøst i Lidelser;
Lad hele Verden dine Feil opdage
Reen, som en Engel, du mig altid er.
Den store Konge, som nu Graven dækker,
Han selv har lagt min høire Haand i din,
Og Døden selv ei dette Løfte svækker,
I Evigheden skal du være min.
Med dig ieg rolig paa den vilde Bølge
Fra Fædreland og elskte Venner drog.
Ach! Tænkte ieg, du er forskudt, du Arme!
Og uden Skyld du er ulykkelig;
Din Skiebne ligner min – mit Straae skal varme,
Min ømme Haand skal kielent pleie dig.
Tit sad ieg da, og blide Glæder smagte,
Hver Gang ieg lindrede den Usles Vee
Hver Nød ieg glemte, naar sin Tak den bragte,
Og kielent ved min Side logrede.
Dog atter nu ieg eene er tilbage,
Og intet Levende ieg skuer meer;
Kun stundom, naar de tunge Skodder brage,
Med Gysen ieg den haarde Slutter seer.
Her sidder ieg nu ørkesløs, og tænker
Den lange Dag, o elskte Mand! paa dig;
Da er mit sidste Haab, at Himlen skiænker
Dig noget af den Fryd, den nægter mig.
Men, o hvor svagt er dette Haab! du være
Lyksalig ved din Leonores Nød?
Du skulde roelig Danmarks Vrede bære,
Du, som har frygtet Haanhed meer end Død. –
Dog Mand! vær stærk; thi kun den sande Store
Kan trodse Skiebnens Magt, og bære den;
O Mand! vær stærk; o thi din Leonore
Har intet uden dette Haab igien. –
Dog, troer du det? – ei hver en Glæde døde;
Tit kan ieg føle salig Trøst endnu;
Tit kan ieg al min Bitterhed forsøde,
Blot ved at komme fordums Tid ihu.
Ia! hilligt [sic] er mig Mindet af de Dage,
Da første Gang din Brud man kaldte mig,
Da ingen Iordisk Krone kunde drage,
Tilbedte Mand! min Kierlighed fra dig.
Det var min Roes, min Glæde, dig at følge,
Og tryg ved dig hver Skiebne ieg modtog;
Ieg fulgte dig i Slugtens Farligheder,
Med dig ieg Fængslets Rædsler deelet har,
Ach! – da var indtet Rædselfuldt [sic]; thi Glæder,
Thi Himlens Glæder smilte, hvor du var. –
Men hør, hvordan man hevner denne Brøde
Paa fierde Christians Blod, paa din Gemahl,
O Mand! da skal dit ømme Hierte bløde,
Og mine Børn skal græde ved min Qval.
Men naar de nu i Kreds om dig fornemme
Din Leonores mange Lidelser,
Da, Ulfeld! o da lad dem aldrig glemme,
At deres Moder dog uskyldig er.
Du veed det; i de stolte Britters Rige
Er een som vælter sig i Laster ned;
Han hersker der – Ha! ieg ulykkelige,
Som troede slig en Konges Ærlighed.
I Kielen Vellyst glemte ha de Dage
Da han Velgierninger modtog af Dig *)I
Han glemte Kongers Pligt imod den Svage:
Forrædersk nedrig overgav han mig. –
Ieg slæbtes bort; snart saae ieg diße Bradde,
Min Fader før har værget med sit Blod;
Ach! tænkte ieg, hans Datter skal med Glæde
Udøse sit, og jile ham imod.
Da skal ieg som en Engel stedße svæve
Beskyttende omkring min elskte Mand,
Og see ham, roelig ubekiendt, at leve,
Maaskee forsonet med sit Fødeland –
Men ach! til langsom Pine man mig giemte;
Man vidste Dyden frygter ingen Død;
*) Det var EngellandsII Carl den Anden, som
nægtede Grevinde Ulfeld beskyttelse, endskiønt
han selv i sin Landflygtighed havde mod-
taget betydelige understyttelser af Ulfeld.
Til bitter Haan man din Gemahl bestemte,
For ved min Harm at føle Hevnen sød.
Man spottende afrev mig mine Klæder –
O Danmark! Er det saa du hevner dig? –
I Slavedragt, forskudt, som en Misdæder,
Man fra min Broders Slot bortførte mig.
Da saae ieg Hesper sidste Gang; den blinked
I Aftenrødens Straaler dalende;
Da flød en stille Taare – og man vinked,
Og Fængslets tunge Dør sig aabnede.
Her er ieg nu, og denne skumle Hule,
Hvor aldrig Solens Straaler smiled ned,
Og denne tykke, sorte Muur, skal skiule
For Verden mig og min Elændighed.
Naar Vinterstormens hule Stød mig vækker,
Hengrubler ieg den lange mørke Dag.
Dybt Sneen da de snævre Ruder dækker,
Som bragte Lysning giennem lave Tag.
Blegt gnistrer vel en kun ved min Side,
Og ved dens lys ieg skriver her til dig;
Men og for den Velgierning maae ieg lide,
Den fæle Røg tidobbelt qvæler mig.
Naar Foraarssolen Vintrens Strænghed hæver,
Den lindrer dog ei min Elendighed,
Dog ingen Zephyr qvægende nedsvæver
Til dette rædselfulde Opholdssted.
Og aldrig skal ieg see Naturens Smykke;
Død er ieg – død for hele Skabningen,
For intet Menneske ieg kan udtrykke
Min Nød; – for ingen Ven udøse den –
Dog engang man en saaret Hund mig sendte,
Og din Gemahl man den at læge bød.
Man vilde dybt forhaane mig – man kiendte
Ei, at Medlidenhed er himmelsk sød. –
”Min fromme Leonore! Og Du græder!
”O! diße Smerter vi velsigne bør;
”Mit Blod har flydt til mine Rigers Hæder,
”Med Glæde for mit kiære Folk ieg døer.
”Ia, skiønne Død! o da skal Verden lære
”Af mig, hvad Fyrstens høie Pligter er,
”Mit Minde da blandt dem skal hilligt være,
”Hvis Veldfærd [sic] var mig meer end Livet kiær.
”Da skal igien den brave Danske byde
”Erkiendtlig for min Søn hver Fare Trods;
”Da sige de: vort Blod for ham skal flyde;
”Hans gamle Faders Blod har flydt for os.
”Og som en Engel skal de see dig vanke,
”Min Datter! hædret ved din elskte Mand;
”Da stiger Glæden hos dem ved den Tanke:
”Din Fader var den gode Christian. –
Men Ulfeld! død er Christian den Store!
Ia, elskte Fader! Du er lykkelig;
Gid ingen Sukke fra din Leonore
I Salighedens Egne naae til dig!
Men seer du hende her som en Misdæder,
I evig Nat, adskildt fra Mennesker! –
Og saae du hendes Mand, som en Forræder,
Landflygtig, hadet, miskiendt af enhver –
Dog – bort i [sic] fæle Tanker! ved dit Minde,
Du herlige! skal Smerten svinde her,
Og i din Datters Bryst skal Fryd oprinde,
Og saligt Haab, at nyde dig igien.
Ia Ulfeld! snart den store Time kommer,
Da indtet Fængsel os adskiller meer;
O Mand! vi mødes for al Verdens Dommer;
Han dømmer Naadig Støvets Handlinger.
Han deler Løn til den, som her i Lænke,
Og den, som her i Diademet gik,
Og mangen Gang han vil til Slaven skiænke
Den Salighed, som ei hans Fyrste fik.
O! der, i diße reene, høie Glæder,
Der skal ieg længselfuld [sic] omfavne dig,
Og i ufattelige Saligheder
Skal evig vore Siele blande sig.
Da see vi Nordens store Konge smile
Blandt vore Børn, vi da ham svæve nær.
Ved dette Haab, o Mand! Din Tanke hvile!
Vor usle Iord er ikke Taarer værd.
Ieg glemte Høihed Glands og Hoffets Glæder,
Og hele Verden, henrykt, ved din Arm;
Ieg følte Himlens reene Saligheder,
Naar kielent du mig trykte til din Barm.
Til Viisdom du min unge Siel anførte,
Og andres Sprog ieg lærte paa dit Skiød.
Og naar ieg da lærvillig, munter, hørte,
Da var et Kys den søde Løn ieg nød.
Naar diße Tanker i min Siel oprinder,
Ieg med den hele Iord forsonet er,
Hver Følelse af Kummer strax forsvinder,
Mit Fængsel selv er ikke rædsomt meer!
Da henrykt i min søde Drøm ieg maler
Den store Konges Billed for min Siel;
Ieg seer ham mellem sine Børn, som Fader
Med hver især, aarvaagen for vort Vel.
O! naar han træt af Kronens Byrer jiled,
Hen til os, stedße paa hans Knæ ieg sad,
Og spæde Dyder, hver en gang ieg smiled,
Opdaged hans Fader-Øie glad.
Og da ieg voxde op, det var hans Glæde,
Sin hele Siel at kunde tolke mig;
Ved sine Smerter saae han mig at græde,
Han saae mig glad naar han var lykkelig.
End seer ieg ham, den gamle Helt, at bøie
Sig kierlig ned imod mig fuld af Saar;
Forbundet, hovnet var hans brustne Øie,
Og Blodet klæbed i hans hvide Haar.
Sig Smerten paa de blege Kinder malte
I hvert et Træk, som svagt han skiulede;
Men, o den Roelighed, hvormed han talte!
Den Høihed, hvormed han mig trøstede
Dette digt synes at være forfattet af Leonora Christina og stilet til hendes mand Corfitz Ulfeldt, men der er antagelig tale om en fiktiv tekst af en senere forfatter, som p.t. ikke er identificeret. Manuskriptet er helt sikkert nedfældet på papir på et tidspunkt efter Leonora Christinas død, jf. regibemærkningen om den engelske konge Karl 2 (1630-1685).
Det vides ikke, hvordan manuskriptet er havnet på Thorvaldsens Museum, og hvad teksten har med Thorvaldsen at gøre.
Last updated 10.05.2011
Denne asterisk henviser til kommentaren nedenfor om den engelske konge Karl 2.
Denne fodnote eller redaktionelle kommentar godtgør, at digtet er nedskrevet af en person, der levede efter Leonora Christinas død.