Louise von Panhuys
Rom
Brevet har været lukket med et rødt laksegl med en vægt som motiv.
Bertel Thorvaldsen
Rom
Ingen udskrift.
Brevet er ikke dateret, men det må jf. indholdet være skrevet under Panhuys’ ophold i Rom. Panhuys rejste formentlig fra Rom i foråret 1829, da hun i et brev til Thorvaldsen, skrevet fra Frankfurt 19.9.1829, meddelte, at hun nu havde været hjemme i fire måneder. Afrejsetidspunktet fra Rom kendes ikke præcist, men Panhuys skrev også et brev til Thorvaldsen 20.12.1828. Det brev er formelt dateret og mere udførligt adresseret, hvilket synes at tyde på, at det må være et tidligere brev. I dette tidligere brev beder Panhuys om at låne et maleri af Peterspladsen, fordi hun pga. årstiden ikke kan male motivet efter naturen. Dette synes at tyde på, at hendes afrejse lå inden forårets forbedring af vejrliget. Brevet her kan derfor sandsynligvis dateres primo 1829.
Panhuys invites Thorvaldsen to have dinner and to accompany her and her party on their torchlight visit to the Vatican afterwards.
Da Sie heuteI nicht zu Hause zu finden waren – und wirII Morgen Ihre Gütige Begleitung erbitten – so nehme ich die FederIII um Ihnen den Vorschlag zu machen – Morgen fünf Uhr mit Uns ein freundschaftliches Mittags Eßen zu nehmen und um 7 Uhr in dem Vatican zum FackelscheinIV zu gehn.
Ich bitte um Gütiges JaV. und erwarte unsren gefälligen NachbarVI um 5 Uhr
L. von Panhuys.
Last updated 29.04.2020
Jf. brevets manglende datering vides det ikke, hvornår denne dag var. Se desuden dateringsbegrundelsen.
Det vides ikke, hvem der udgjorde den resterende del af dette “vi”. Panhuys’ mand, den hollandske officer Willem Benjamin van Panhuys (17??-1816), var afgået ved døden i 1816.
Brevet er, som det også fremgår her skrevet (nydeligt) med (fjer-)pen og blæk. En fjerpen var det i samtiden mest almindelige skriveredskab, og den var oftest skåret af fjer fra gæs.
Fremvisninger af Vatikanets kunstsamlinger i skæret fra voksfakler havde været almindelige siden 1780’er. Herom kan man læse hos Goethe, der i “Italienische Reise” citerer en afhandling af sin ven, den schweiziske kunstskribent og maler Johann Heinrich Meyer (1760-1832), om denne praksis, jf. Goethe, Sämmtliche Werke, bd. 24 (Italienische Reise II), Stuttgart og Tübingen 1840, p. 155-157.
Heri nævnes fakkelskærets evne til at fremhæve værkerne enkeltvis, så man ikke distraheres af andre værker, samt til at få nuancer i marmorarbejdet til at fremstå klart, mens upassende genskin forsvinder. Yderligere kan dårligt placerede værker (mht. dagslys) komme til deres ret i fakkelbelysningen. Særlig gunstig bliver fremvisningen af værkerne ved fakkelskær imidlertid ifølge Meyer, hvis den, som fører faklen og beskueren ved “vorauf es ankommt”.
Har man skullet følge Goethes anbefaling, kunne man således næppe finde en mere passende ledsager på en fakkeltur i Vatikansamlingerne end netop Thorvaldsen.
Det vides ikke, om Thorvaldsen tog imod invitationen.
Under opholdet i Rom boede van Panhuys, som det også fremgår af hendes brev 20.12.1828, som nabo til Thorvaldsen i Via Sistina. Om Thorvaldsens bopæle i øvrigt, se referenceartiklen herom.