Adam Gottlob Detlef Moltke
Rom?
Angelika Kauffmann
Rom?
Digtet er formentlig skrevet
The poem addresses a doubting “you” and suggests that “veiled, gentle Charis” breathes in Angelika Kauffmann’s paintings. The poet, now addressing Angelika herself, tells her that when, as a young man, he wandered about in solitude, the meeting with Charis became the life-giving experience which re-awakened the dreams in his heart.
Der Angelika Kauffmann.
Ihr zweifelt?I Kommt und seht der Entzückungen
Glanz selbst! Sie hauchet, zährtlicher aufgeregt,
Im Farbenschmelz’ und mildem Dufte,
Sie, die gehüllete sanfte CharisII.
Die wunderbare Farbenmagie!III Ich sah
Sie, schaut’ in ihres Athems Gewölk, und schaut
Aus hellen Blumenurnen heitre
Aethergebilde im Lichte schweben.
Angelika! zum Manne gereifet war
Ich längst, war längst ein Leidenerprobeter;
Gebeugt und einsam unter meines
Lebens Ruinen einher, so gieng ich.
Da sah ich – Harfe, werde zum Geisterhauch,
Gelispel athmend, weil ich sie sah, sie selbst,
Der zarten Freuden holde Charis.
Wie von dem Frühlinge Blumendüfte,
So schwebten deine IrisgestaltenIV mir,
Angelika! dir dankt mein empfindend Herz
Wehmütig froh! Aufleben sah ich
Selige Freuden verströmter Zeiten.
Das Sprossen ihres Lebens umzitterte
Mich, zart gehaucht in wallender Blüthentracht,
Des Geist mich hell umflatternd, wieder
Zärtliche TräumeV im Herzen weckte.
Til Angelika Kauffmann.
I tvivler? Kom selv og se henrykkelsens
Glans. Hun ånder, ømt bevæget,
I farveglasur og milde dufte,
Hun, den hyllede milde Charis.
Den underfulde farvemagi, jeg så
Den, se den i åndedrættets skyer, og se
Fra lyse blomsterkrukker svæver
Muntre æterdannelser i lyset.
Angelika! Til mand var jeg for længst
Modnet og for længst prøvet af lidelser;
Nedbøjet og ensom, sådan gik jeg,
Ind under mit livs ruiner.
Da så jeg – harpe, bliv til åndepust,
En sagte susen, fordi jeg så hende, hende selv,
Den ømme glædes skønne Charis.
Ligesom forårets blomsterdufte,
Svævede dine irisgestalter for mig,
Angelika! Mit følsomme hjerte takker dig
Vemodigt glad! Jeg så svundne tiders
Salige glæder leve op igen.
Hendes livs spire omsitrede mig,
Ømt åndet i brusende blomstertragt,
Af ånd, som lyst omflagrede mig,
Vækkede atter ømme drømme i hjertet.
Frit oversat af Karen Benedicte Busk-Jepsen
Udgivet i Adam Gottlob Detlef Moltkes digtsamling Oden (1806). Citeret fra Axel Pontoppidan, op.cit.
Last updated 07.06.2016
Digtet fortæller ikke, hvem det tiltalte tvivlende “I” er, men man kunne forestille sig, at tvivlernes tvivl bl.a. gik på, at Kauffmann var en kvindelig maler. Digtet ærinde er at gøre al tvivl til skamme og ære den kvinde, der bl.a. har skabt “underfuld farvemagi” (strofe 2).
Charis er en charite, dvs. en af de tre chariter/gratier, der var døtre af Zeus og (ifølge én tradition) Eurynome. De tre gratiers navne er Aglaia (skønhed, ynde etc.), Eufrosyne (leg og munterhed etc.) og Thalia (overflod etc.).
Den “underfulde farvemagi” og de øvrige beskrivelser af smukke farver og æteriske formationer skal utvivlsomt beskrive Angelika Kauffmanns malerier, selvom det ikke udtales direkte.
Iris er den budbringende gudinde i græsk mytologi; hun personificerer regnbuen. Irisgestalten kan således fx suggerere regnbue-formationer.
Det lader til, at digterjet i mødet med Kauffmanns maleriers farvepragt og formationer har oplevet en slags eksistentiel genfødsel. I hans hjerte er de “ømme drømme” igen vakt til live, og han befinder sig ikke, som tidligere, “under (...) ruiner”.