H.C. Andersen
Pisa
H.C. Andersen
Pisa
Dateringen fremgår af dagbogen.
Andersen visits the cemetery Campo Santo in Pisa, where he sees Thorvaldsen’s relief Monument to Vaccà Berlinghieri, A613. Andersen thinks that Thorvaldsen has given the healing Tobias in the monument his own features.
[…] – Tæt ved laae Campo SanctoI, Kirkegaarden i Midten er med indviet Jord fra Jerusalem, der før havde den Kraft at Liget i 24 Timer blev til et Cadaver, det var en stor Græsplet, med en Cypres i hver Hjørne, inde i Bygningen selv der var med aabne Colonner stode Monumenterne over de Døde; et BasreliefII af Thorvaldsen (Tobiæ Helbredelse)III (han havde afbildet sig selvIV som den unge Tobias), det var over Andreæ VaccaV. […]
[…] – Nearby was Campo Sancto, the cemetery in the middle has consecrated ground from Jerusalem, which earlier had power so that the dead body during 24 hours became a corpse, It was a large patch of grass with a cypress in each corner, inside the building itself, which had open columns, were the monuments to the dead; a bas-relief by Thorvaldsen (Tobiæ restoration) (he had reproduced himself as the young Tobias), it was to Andreæ Vacca. […]
[Translated by Karen Husum]
Uddraget er afskrevet efter H.C. Andersens Dagbøger, op. cit. Kun de dele, der vedrører Thorvaldsen, er medtaget. Andersen ankom til Pisa 4.10.1833.
Gravmæle over Andrea Vaccà Berlinghieri, Tidligst juni 1828 - Senest august 1828, inv.nr. A613 |
Last updated 05.01.2018
Dvs. kirkegården Campo Santo i Pisa.
Dvs. Gravmæle over Vaccà Berlinghieri, jf. A613, over den italienske øjenlæge, Andrea Vaccà Berlinghieri Thorvaldsen fremstillede også en portrætmedaljon af den afdøde ud fra et forlæg. Der findes ikke nogen gipsversion af medaljonen på Thorvaldsens Museum.
Dvs. en scene fra Tobits bog, kap. 11, i De Apokryfe Skrifter, hvor Tobias helbreder sin far Tobit for hans blindhed.
Denne udlægning af, at den unge Tobias skulle have Thorvaldsens træk, er p.t. ikke kendt fra andre kilder end H.C. Andersens egne (gentaget i Mit Livs eventyr, op. cit. p. 153) og virker heller ikke fuldt overbevisende, hvad lighed angår. Thorvaldsen havde dog tidligere gjort noget tilsvarende i frisen Alexander den Stores indtog i Babylon, jf. A503, fra 1812, hvor han har afbildet sig selv som den sidste i rækken af Alexanders følge. Selvportrættet blev gentaget i de senere versioner af frisen, jf. Alexanderfrisen. At indlejre sit eget portræt i et gravmæle over en anden person virker dog også markant anderledes end at medtage det i den politisk/filosofiske kontekst, som Alexanderfrisen indgår i.
Dvs. den italienske øjenlæge Andrea Vaccà Berlinghieri.