Ultimo marts 1844

Sender

N.F.S. Grundtvig

Sender’s Location

København

Recipient

Omnes

Dating based on

Digtet er udateret, men er som det fremgår, skrevet i anledning af Thorvaldsens død 24.3.1844, i dagene derefter, se Begtrup, op. cit., p. 9.

Abstract

The commentary for this poem is not available at the moment.

Document

Albert Thorvaldsen,
(i Marts 1844I).

Tids-Alderne har og en Nyaars-Dag,
Naar Solhvervs-Aander svæve over Jorden,
Da sidst de svæved under Tordenbrag,
Sig vendte Solen morgenrød mod Norden,
Og aarle vaagned da et Kæmpekuld
Med Kronehjelme af det røde Guld!

Ja, stolt oprandt en Gude-Alder ny
Med vort Aarhundrede for Nordens Stammer,
Af den skal over Hav og Bjerg gaae Ry,
Saavidt som Øiet funkler, Hjertet flammer,
I den opstaaer ved Nordens Kæmpehaand
Alt Forbigangent, som var født af Aand.

Du var den Første, Thorvalds prude Søn!
Du blev den Største i din Kreds paa Tuen,
Da med din Jason, kæmpemæssig skiøn,
Du kækt dig taarned under Himmelbuen,
Og gjorde brat det til en afgjort Sag,
At før og efter var som »Nat og Dag«.

Forbauset Verden saae hos dig paany
De Græske Guder stige op af Jorden,
Den offred til dig i en Viraksky,
Som om den bæved for Kronions Torden;
Men du, oplyst af Nordens Kæmpeaand,
Bortvifted Skyen med en Barnehaand!

Et Menneske du var og ingen Gud,
Din Herlighed stod under Blomstens Love;
Med den i Lys du skinned faur og prud,
Med den i Løn du skal nu længe sove;
Ei Knæ jeg bøier og ei Virak strøer
For hvad kun lever som en Blomst og døer.

Vemodig hørde jeg det høie Gny,
Da Livstraad din, den skiønne, blev afskaaret,
Og sørgelig det klang i Skov og Sky,
Da »Konstens Konge« blev til Graven baaret,
Dog Nyaars-Kæmpen har, som Nyaars-Dag,
Sin Morgen-Røde og sit Solbjergs-Lag!

Du var den Første af vort Kæmpekuld,
Heroldernes, som vaagnede med Solen,
Og de, som end sig høine over Muld,
Ei sidde længe paa Forundrings-Stolen;
Hvad med dem fødtes, vorder aldrig graat,
Men sortne maa det for hvert Øie blaat!

Et Menneske du var, det Æres-Navn
Vanhelliges, saavel som Guds, fuldsaare,
Thi føle Mennesker og dybt dit Savn,
Og Perlen i din Krands er deres Taare;
For Mennesker, de Store og de Smaa,
Den altid funkled paa dit Himmelblaa!

Varst du en Christen? som en Æres-Sag,
Man spurgde høit, da man dig bar til Jorde,
Og dine Billeder i Kirkesmag
Bevise kun, du vidste hvad du gjorde,
Men til din Lykke, baade fjern og nær,
Om Roes for Gud maae alle tie kvær.

Gjaldt det om Æren mellem os i Nord,
Hvo turde dig vel nægte Christen-Navnet!
Gjaldt det om Æren overalt paa Jord,
Saa god en Christen vorder længe savnet,
Ei blot i Mylren under Himmel-Tag,
Men midt i Præste-, Bispe-, Pave-Lag!

Du kiendte kun den falske Christendom,
Og den betragted du med Ynk og Harme,
Hvor du den saae i Axelstad og Rom:
Den istapkolde og den lummervarme;
Saa hele Verden veed det godt og grant,
Du var ei Catholik, ei Protestant.

En Hedning altsaa af en egen Art,
Ei af Rimthusserne, som Himlen true,
Men af Lysalferne, hvem aabenbart
Er Guddoms-Stemplet paa den kække Bue;
Du mellem Alfe-Chor omsværmed frit,
Men skielned immer grant dog Sort fra Hvidt!

Det viser Billedet af Hviden Christ,
Med Majestæt og Konge-Lader milde,
Lad det kun staae, som Billed-Støtten hist
Af den Høilovede, ved Jordans Kilde!
Hvor giennem Fonten rinder Livets Strøm,
Naaer Sundheds-Blomsten til Hans Klæders SømII!

Det Christus-Billed af en Hedning-Haand
Stod tre Aarhundrede ved Fruer-Buret,
Hvor hun, som rørde ved Hans Klædebon,
Til Mindetegn det havde undermuret;
At hun var hedensk, følger af sig selv,
Hun reiste »Billeder« ved »Jordans« Elv.

Gid dette Billed af din Mesterhaand
Ved »Fonten« staae til lige varigt Minde
Om Sømmen af det hvide Klædebon,
Og Troen hos den ømme Dannekvinde,
Som yndig knæler ved den Konges Fod,
Der raadte mild paa hendes Vaande Bod!

Jeg korser mig for lede »Satan« kun,
Og ei for Mennesker, som mine Lige,
Jeg selv var Hedning, men dog ingen Hund,
Og Skriftemaalet mit i Sandheds Rige,
Det lyder saa: det randt mig nys ihu,
At der er meget Hedenskab hos mig endnu!

Hos mig det gaaer, om ei i Lyset alt,
Saa dog i Løbet giennem Skiærsilds-Baalet,
Hos dig Endeel som Støv til Jorden faldt,
Og Resten pustes bort af Engle-Maalet,
Hvor du, indført i bedste Konge-Lag,
Skal paa den »sande Christendom« faae Smag.

En Konge var du, under Alberts-Navn,
Skiøndt uden Sværd og perlestukket Throne,
Dit Septer vakde Fryd og virked Gavn,
Mens barnemild du leged med din Krone;
En Konge var du paa din Blomster-Øe,
Som Faa kun fødes og som Færre døe!

Du Kronen bar paa dine hvide Haar
Saa let, som sjelden bæres Rosen-Krandsen,
Naar faure Glutter, skiemtende i Vaar,
Hensvæve frit og yndig giennem Dandsen;
Men meer alvorlig stræbde ingen Drot
At vise: Kongeligt er altid godt!

Saa hvil da kongelig, du Alfe-Drot,
Hvor Leiet redes dig i Borge-Gaarden,
Til atter tindrer Øiet himmelblaat
I den forklarede Naturens Orden!
Som Dvalin, gamle Nordens Konge-Dværg,
Til Kæmpehøi du fik et Himmelbjerg!

Det er Olympen med sin Gude-Hær,
Opskudt paany i Sællands Bøge-Lunde,
Til Udsigt vid i Aftenrøde skiær,
Henover Storværks Strøm i alle Sunde,
En Klippe-Grundvold for et Kæmpe-Slot,
Et Lydskjalv for vort Nordens Asa-Drot!

Med Seiers-Haab du i din Ungdoms Vaar
Uddrog til Kæmpeskridt i Laurbærlunden,
Med Seiers-Haab, det gamle Odins-Kaar,
Afbilded du dig selv i Aftenstunden,
Og Seiers-Disen paa sin Dronningstol
Skal Haabet krone paa dit Kapitol!

Nu rør dig levende i Sagn og Sang,
Du Adel-Menneskets høibaarne Minde!
Din grønne Lund var altid Dannevang,
Og du er Nattergalenes Veninde;
Omsvæv til Dommedag den Blomsterøe,
Hvor ei paa Kongegrav Kiærminder døe!

Og reis dig, hedenfarne Kæmpers Æt!
Stræb meer ei Thurserne at efterabe!
Skik i din Stand og i din Tid dig ret,
Ved i den gamle Kæmpe-Aand at skabe!
Da lever i dig, Død og Grav til Trods,
Hvad der opvakde Thorvaldsen og os!

General Comment

Grundtvig skrev dette mindedigt kort efter Thorvaldsens død, 24.3.1844, se Begtrup, op. cit., p. 9. Grundtvig var på dette tidspunkt syg.
Digtet blev første gang trykt i Danskeren. Et Ugeblad 20.9.1848, bladet blev udgivet af Grundtvig.
Teksten er skrevet af efter Grundtvig, op.cit.

Other references

Subjects

Commentaries

  1. Udgiveren, Holger Begtrups redaktionelle bemærkning:
    Skiondt dette Vers, skrevet i meget syg Tilstand, har været forlagt og er blevet forligget, giver jeg det dog, som jeg finder det, da hvis jeg har andet om Sagen at melde, det helst maa staae for sig selv.

  2. Udgiveren, Holger Begtrups redaktionelle bemærkning:
    Eusebs Kirke-Historie (VII, 18), hvorefter han selv, i Paneas ved Jordans Kilde, saae et støbt Billede af Christus, med en Kvinde knælende foran sig, som, efter Sagnet, var den fra »Evangeliet« velbekiendte »blodsottige Kvinde«. Denne Hedenske Kvinde havde af Taknemmelighed opreist Støtten ved sit Huus i Paneas, og paa samme Sted, siger Euseb, groede en ubekiendt Urt, som, naar den naaede Sømmen af Hans Kappe, fik Lægedoms-Kraft mod allehaande Sygdomme.

Last updated 04.07.2017