Christian Winther
Omnes
Digtet er fra en digtsamling udgivet i 1849. Se desuden den generelle kommentar.
Poem inspired by Thorvaldsen’s relief Night, A901.
Natten
(Thorvaldsens Basrelief)
End er det Nat! — i underlige Drømme
Indhyllet og i Mørkets svale Slør
Hun blidt og sagte — sagte sees at svømme
Mod Morgenrødens fjerne, lukte Dør.
Med stille Sukke ved den ømme,
Den moderlige Barm hun kjærligt dysser
De slumrende, forgrædte Børn, og Vinden,
Let viftende om Lokken, dem fra Kinden
De hede Smertens Perler huldt bortkysser!
Den Ældste, HaabetI, lukket har sit Øie,
Som nys vemodigt stirred mod det Høie;
Den Mindste, Længsel, mod sit eget Bryst
Det tankefyldte Hoved monne bøie
Og lytter nu til al den skjulte Lyst, —
Den smerteblandede, som evigt hviler
Derinde — og ved Drømmen smiler.
Men snart vil Mulmet vige bort, det sorte,
Og Rosen spire frem ved Morgnens Porte,
Og Jordelivets Dæmring, dybt dernede,
Vil sig for Solens Glædessmil adsprede!
Da vil den Første klart sit Øie hæve
Og ane Himlens Vei og Viisdoms Raad.
Den Anden vaagne skal og svæve
Fortrøstningsfuld, og ingen anden Graad
Der fødes skal, end Morgnens Perler klare,
Som Dagens Roser friske skal bevare.
Digtet er skrevet af Thorvaldsens ven Christian Winther, som under sit ophold i Rom 1830-31 omgikkes billedhuggeren. Winther skrev under opholdet i Rom en lejlighedsvise, som blev afsunget juleaften, se hertil 24.12.1830.
Digtet er her afskrevet efter Christian Winther, Lyriske Digte, København 1849 (hvori digtet (p. 153-155) første gang blev trykt).
|
|
Natten, Tidligst 1815, inv.nr. A901 |
Last updated 07.01.2013
Nattens sønner er i virkeligheden allegorier over søvn og død, og ikke som Christian Winther her skriver: håb og længsel.