Peder Hjort
Rom
F.C. Sibbern
København
Dateringen fremgår af det tidsskrift, hvori dette brevuddrag blev trykt, jf. Falbe-Hansen, op. cit.
The commentary to this document is not available at the moment.
Rom og Romerne 1818.
Rom fra d. 30. Mai til d. 21. Juni 1818.
Kjære Ven!
[...]
Den 12te Juni om Morgenen.
I dette Øieblik er SchouwI reist bort, saa vi nu igjen have dcl. temmelig ensomt. Jeg formoder, De har hørt om de mange Danske, som her have været samlede. Nu er det i Grunden forbi, da Schouw, Funk, Due, Langberg og Leger ere reiste, og Schubarts Kok, som lavede Mad for os, naar vi holdt fælles Middag, ogsaa er borte. I dennes Sted er der kommen en anden, nemlig en Arkitekt Koch. En gruelig morsom Mand! I Kjøbenhavn har han nok gjaldt for et Lumen, og den samme Rolle begyndte han at spille her; men da hverken vi eller de andre Kunstnere just ere at spøge med, saa er han saaledes -bleven tagen i Skole, dog paa en venlig Maade, at han nu er saa mild som et Lam. Dog sagde han endnu forleden Dag: “Alle berømte Arkitekter, som Hansen, Schinkel, Hetsch, jeg og Malling!” Hans Grundsætninger ere mig meget forhadteII. Ingen maa tale om Kunsten eller “sige at en Ting er smuk”, uden han kan angive Grunde, hvorfor den er det, og da Kunstneren alene er istand hertil, saa maa ingen andre end disse tale om Kunstværker. Den simple Indvending, at Kunsten dog ogsaa er til for andre Folk, besvarer han dermed, at·Malerier og Billedstøtter kan man til Nød tale om, uden at være Kunstner, men Bygninger skal man “_erstaune_ over og sige: Aa! thi hvo kjender Skjønhedslinien? Eller hvo har læst Vignola’s Værk?” – Digteren Rückert og mig kalder han de to sproglærde Jurister, og “Logik”, siger han, “Logik det er kun Prokuratorkneb!” – “Hvad hjælper det?” sagde han engang ved Middagsbordet, “Koch er en bekjendt Mand, Hjort er nu ogsaa bleven det, altsaa har hver Ret paa sin Maade.” En anden Gang saa han Kortet over det gamle Rom, som ligger udbredt paa mit Bord. Som Vignet staar i det ene Hjørne, hvor Porta Angelica er, Vestas Tempel. Med et bryder han ud: “Det er et slet Kort, thi jeg ved som Arkitekt, at Vestas Tempel ikke ligger her, hvor det staar afbildet, men der oppe ved Tiberen!” Egentlig tror han, formodentlig paa sin Lærers Vegne, at Arkitekterne næstefter Paven ere de fornemste Folk paa JordenIII.
Med ham kom FreundIV Billedhuggeren, oprindelig en Smed, et stille tænkende Menneske, som der vist bliver noget godt af. Jeg har laant ham noget af Goethe, saagar Tasso, som han er blev en ganske indtagen af. Ligeledes kom dengang EstrupV. Han er vel en lille bitte Smule indskrænket, men altid munter og oplagt til Samtale, et hjærtensgodt Menneske, venlig over al Maade. Schouw er en farlig Karl! Det er et af de ædleste Mennesker, jeg har lært at kjende; tro, farlig til at forstaa andre, omfattende i sit Blik, og med dyb Følelse. Vi ere alle ret bedrøvede over hans Bortreise. Efter Due forestod han Kjøgemesterskabet. Nu ere vi adskilte som en Flok Spurve, dog samles vi maaske igjen i Neapel, idetmindste nogle af os. Det er den Landsmandskreds, hvori al Glæde har dreiet sig.
Foruden Koch have tre andre, hver paa sin Vis, havt godt af denne “danske Koloni”, som Schubart kaldte den. Den første er Thorvaldsen. Han elsker alle Danske og spurgte mig hvergang, der gik nogen Tid hen, hvor vi ikke spiste samlede, om det nu vel varede længe. Engang sagde han: “Jeg har i mange Aar ikke fornøjet mig saa godt.” Den anden er min BertouchVI. Han er bleven betydelig friere i sin Opførsel, har lært at tænke og føle humanere saa at sige, og har hørt jævnligen forsikkre af de Andre, at jeg ikke rettede paa ham, fordi jeg troede ideligen at burde gjøre saa, men fordi han skulde blive netop som andre skikkelige og gode Mennesker. Den tredie er SchubartVII. Hans Godhed er, som hos saa mange Danske, forenet uadskillelig med Svaghed og fuldkommen Karakterløshed. Men her er han ordenlig bleven rask paa det, har en Gang ved Bordet endogsaa vovet at tage Ordet “Tossegodhed” i Munden, ‘har tilstaaet, at “Statstidenden” var en elendig Avis, og at en vis Mand i Danmark har foretaget Ting, som ingenlunde kunne forsvares, o. s. v. o. s. v. Ja Italienerne, som han ellers forguder, er han bleven bragt til at frakjende adskillige vigtige Egenskaber.
Naar jeg kommer hjem, véd jeg ikke, thi der er kommen en Kurre paa Traaden med KammerherrenVIII. Aftalen var, som De ved, at jeg skulde reise et Aar med SønnenIX, og i Berlin desuden have en Maaneds Penge udbetalte, disse sidste fik jeg for det første ikke, og vi tabte derved strax denne hele Maaned. Men nu skrev den Gamle mig til München, ved Tilsendelsen af det tredie Kvartal, at han ikke kunde sende flere Penge, og at jeg maatte komme tilbage 1ste Juni. Herpaa svarede jeg, at da Reisens Bestemmelse var Schweiz, og da jeg havde Lov til at opholde mig, hvor jeg vilde, indtil man kunde bereise Schweiz, og dertil havde valgt Italien, saa var det mig aldeles ingen Gjengjæld for det Vovespil, jeg udførte ved saaledes at vove mig ud paa Reiser i min daværende Stilling, blot at se noget af Tyskland. Didhen kunde jeg altid være kommen; det bestemte mig derfor slet ikke; men Tanken var at kunne se Italien og saa Schweiz. Desuden fortjente vi snarere Tillæg i Tid end Afdrag, da Sønnens Sygdom havde gjort vort Ophold i Dresden og München – fem hele Maaneder! – saa uforholdsmæssigt imod den hele øvrige Reisetid. Ni Maaneder istedenfor tretten, og ét Land istedetfor tre var altfor stor en Beklippelse. Men da det paa den anden Side var billigt, at vi rettede os noget efter Omstændighederne, saa foreslog jeg ham, indtil den Kapital, som han klagede over at være udebleven, betaltes, og vi saa kunde faa vort Tilgodehavende, at vi ville blive stille her i Rom paa halv Tæring, da Reisen koster langt, langt mere end det blotte Ophold. Derpaa har han blot svaret 1) med at sende mig en Sum, for hvilken vi høist kunde naa op omtrent til Innsbruck, og altsaa ikke kunne vove at reise af Stedet, og 2) med at berette Sønnen den Latterlighed, som en straffende Engel formodentlig har tilhvisket ham, at han “fandt det meget paafaldende, at jeg vilde raisonnere over Landgodserne og især over hans Økonomi med disse” – Tanker, som Enhver begriber, Ingen ialfald vilde yttre i et Brev til Manden selv, om han ogsaa kunde have havt dem nok saa længe. Det vilde jo være gal Mands Værk.
[...]
Dette er et uddrag af et langt brev til Sibbern, trykt i Falbe-Hansen, op. cit. Brevet gengives herfra og kun det stykke, hvori Thorvaldsen omtales.
Last updated 11.03.2019
Den danske videnskabsmand og politiker J.F. Schouw.
[Falbe-Hansens kommentar 1894, op. cit.:]
Hjort studerede paa Reisen mest Kunst og Kunsthistorie.
[Falbe-Hansens kommentar 1894, op. cit.:]
Jørgen Hansen Koch (1787-1860) fik senere megen Betydning som Bygningsdirektør.
Den danske billedhugger Hermann Ernst Freund.
Den danske historiker H.F.J. Estrup.
Den danske godsejer Poul Godske von Bertouch-Lehn.
[Falbe-Hansens kommentar 1894, op. cit.:]
Om Schubart se Museum Aargang 1890. Han var Geheimekonferentsraad og General-Handelsintendant i de italienske Havne.
Den danske godsejer Frederik Julian Christian von Bertouch.
Den danske godsejer Poul Godske von Bertouch-Lehn.