Just Mathias Thiele
Rom
Jonas Collin
København
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
The commentary for this letter is not available at the moment.
| Høivelbaarne Hr Conferentsraad! | Rom d. 13 Juni 1844 |
For Deres ærede Skrivelse af 25de f.M. skulde jeg allerede tidligere have takket Dem, dersom jeg ikke i den samme Tid havde mødt en Foranledning til endnu at opsætte det længere. Ved min Ankomst hertil erfarede jeg at Sagerne stode ret godt, og at vi fra Fru Paulsens Side neppe nu vilde have Hindringer at befrygte, efter at hun var kommen til Kundskab om Testamentets Indhold αo[?]. Men jeg maa vælge en concisere Stiil for ikke at blive vidtløftig. – Grev v. Lützow antager at Sagen vil gaae uden at møde nogen Hindring fra Regeringens Side, man maatte kun ikke forudsætte, at der kan møde Vanskeligheder. Bravo’s Færd roste han og yttrede at Tingene vare i gode Hænder og at man kunde giøre Regning paa hans (Lützows) Assistance, naar det maatte behøves. Fru Paulsen har høitideligt erklæret mig, at hun nu er langt fra at ville foretage noget Skridt mod Testamentet og at hun først da vil føle sig og sine Børn forurettet, dersom den danske Regiering ikke med Bestemmelsen af hendes Enkepension tager Hensyn til, at Museet ikke alene har arvet Kunstsagerne, men ogsaa Capitalen, i hvilken sidste Henseende hun finder Anledning til Beklagelse, da hun, uden en god Pension ikke vil være i Stand til at give Børnene en ordentlig Opdragelse. I dette Punkt er også Fenger enig og han er særdeles bekymret for Børnenes Fremtid. Jeg har skrevet desangaaende til Kongen forrige Postdag. – I Thorv.s Bolig og i det store Atelier fandt jeg alle Gienstande nummererede og det blev mig sagt at Fortegnelsen over det Hele er afsendt til Deres Høivelbaarenhed. Der var altsaa kun for mig at drive paa Indpakningen, og dette Arbejde er allerede for nogle Dage siden begyndt. Malerierne indtage 3 Kister. I Henseende til Papirer og Smaating, har jeg ladet Bravo om at sørge for, at intet ansees for uvigtigt, og overlade Revisionen til os i Danmark, efterat det maa antages, at det, der skal bruges her i Rom, ere foreløbigt udtaget. Adskillige Dage have vi derfor tilbragt, blot med at adskille Breve fra Regninger etc og at giøre Pakker, der i en særskilt Casse kunne hiemsendes. Der spørges mig bestandigt, om ogsaa de mange Doubletter af Gipsafstøbninger skulle hiemsendes, og af Forsigtighed bekræfter jeg dette, kun med den Bemærkning, at disse jo kunne indpakkes sidst, for om muligt anden Ordre skulde indløbe. Her er en stor Deel af Sligt, og naar alt kommer sammen vil man have 2 á 3 Afstøbninger i Gips af fleere (f. E. Apostlene, Johannes den Døbers Gruppe etc)
Vanskeligere er det at møde Spørgsmaalet, om hvorvidt de gamle, tildeels usle, Meubler, Cavaletter og andre Redskaber skulle sendes hiem, thi i denne Henseende kiender jeg ikke mine Collegers Mening, men veed kun, at man neppe vil kunne opbevare dem i Kiobenhavn, og at Sligt her – hvad ogsaa Bravo siger – lettere vilde kunne finde gode Kiøbere; men at træffe Grænsen vil være vanskeligt og jeg beder om, at Ordre desangaaende ikke maa udeblive alt for længe. Jeg maa ikke glemme at bemærke, at Grev Lützow ganske løseligt slog paa, at naar alt er i Orden, vilde Danmark vist ikke glemme paa en eller anden Maade at vise sig erkiendtlig mod Rom, som dog har været saa meget for Thorv. Bravo udlægger disse Yttringer saaledes, at Academiet St. Luca passende vilde kunne modtage en saadan Erindring i nogle Afstøbninger, som er her in duplo. Men der skulde maaske mange Doubletter til for at kunne tilfredsstille alle disse Fordringer og Ønsker, og i den Anledning kommer jeg nu til at tale om DDMM. Kongerne af Würtenberg og af Bayern. Jeg besøgte Kolb i et ganske privat Ærinde, nemlig for at faae nogle Penge. Samtalen kom snart hen paa vor Sag med Würtenberg, og jeg erklærede ham ligeud, at det var udenfor nogen som helst Magt eller Myndighed, at bortgive noget af Museets Eiendom, uden en gyldigere Adkomst og at Executorerne stode Staden Kiøbenhavn til Regnskab herfor, at en Disposition selv af mindre betydelige Gienstande kun kan skee i Kiøbenhavn og under en anden Form, da man ved at lade noget afgaae directe fra Rom, altid vilde udsætte sig for den Mening, at noget kunde være forment Museet, som ikke burde savnes der, – at man imidlertid vistnok i Mindelighed vilde kunne klare dette Mellemværende, ved, naar alt først er i Kiøbenhavn, at afgive Doubletter af Gipssager til Stuttgart, for igien derfor at modtage Afstøbninger af Schillers Monument og mere, hvilket ikke findes i Studierne, og dette synes han særdeles villig til at gaa ind paa, og vi maatte vel ogsaa ønske det, da vi ellers skulle savne dette skiønne Monument. Han fremstillede imidlertid Sagen, som en Æressag for Thorv. der truede med at compromittere hans Navn i Stuttgart; derpaa kunde jeg ikke synderligt yttre mig, da jeg vel tiltroer Thorv, at kunne have givet mange artige Ord og lethenkastede Løfter, som man i Stuttgart har holdt fastere, end som Thorv. Men i et andet Lys viste Sagen sig for mig et Par Dage senere, da der iblandt Thorvaldsens Papirer tilfældigvis fandtes et Brev fra v. Kolb, uden Datum, hvori han paa sin Regierings Vegne takker for Modtagelsen af flere Sager, end Thorv. endog havde lovet Stuttgart, men tilføier, at man jo gierne vil modtage saa meget som muligt. Jeg har sagt Bravo, at dette Brev maa bevares som en Helligdom, og jeg skal ikke tabe det af Sigte, skiøndt jeg haaber, at vi ikke skulle behøve det, thi blev Sagerne nu, som det staaer for Tiden, forstyrrede, saa kunde det blive meget ubehageligt. Atter et Par Dage senere fik jeg et Brev fra v. Kolb, hvori han beder mig om en skriftlig Meddelelse af hvad jeg mundtligt havde yttret da han troede ved Hielp deraf at kunne berolige Gemytterne i Stuttgart. Jeg var lidt i Uvished, hvorvidt jeg skulde givemine private mundtlige Yttringer end større Vægt, med en saadan Meddelelse, da jeg desuden ikke har nogen Myndighed dertil, men jeg frygtede for at Krigen skulde udbryde, hvis jeg vægrede mig, og da ved, at jeg falsk vandrer ad Fredens Vei. Imidlertid har jeg indrettet mit Svar saaledes, at selv hvis Dhrr Executorer misbilliger det, er der dog derved intet andet skeet, end at v. Kolb maaske tillader os at pakke ind i Fred. Jeg vedlægger Gienpart af v. Kolbs Skrivelse og mit Svar, for hvis Tydskhed eller rettere Utydskhed, jeg beder om Overbærelse, da Fanden staa i dette der die das! Efter saaledes at have sluttet en Vaabenstilstand med Kongeriget Würtemberg , vendte jeg mine smaa Kanoner mod Kongeriget Bayern, hvor jeg vidste, at Kongen selv kunde stille sig i Spidsen. Jeg ventede i nogle Dage et Angreb, og der gik et Par EstafetterI imellem os, som opfordrede mig til at rykke nærmere. Dertil havde jeg i Begyndelsen slet ingen Anledning, men tænkte: Lad Bayern komme til mig! Men i gaar blev det mig sagt, at Kongen af Bayern havde modtaget en Skrivelse fra vor Konge, og at deri var anført, at jeg vilde indfinde mig, og at Prof. Wagner havde modtaget dette Brev af sin Konge for at conferere med mig derom. (Dette satte mig lidt i Forlegenhed, da jeg veed at Wagner bruger grovt Skyts og jeg paa min Side ikke havde Krudt – jeg meener Bemyndigelse.) Jeg gik da atter ad Fredens Vej op til Villa Malta, traf Wagner meget fornøiet ved at se mig igien efter 20 Aars Forløb og læste vor Konges Brev, hvis Hovedindhold var, at Allerhøistsamme ikke kunde giøre noget i denne Sag, da den ganske ligger i Executorernes Hænder og at HaandbibliothekarII, Prof. Thiele, var en af disse. Jeg følte med Glæde en Grad af Myndighed ved disse Yttringer, og begyndte med det Spørgsmaal, hvad det var, som Thorv. skulde have lovet K. af Bayern. Svaret var, at han især havde nævnt Original Afstøbninger af Alexandertoget, Afstøbninger af Frontonen til Frue Kirke (som staaer her i det store Studie) og nogle andre mindre Sager. Efter at have forvisset mig om, at man derfor ikke havde noget skriftligt, spurgte jeg Wagner, om han ikke ansaa Originalfrisen for at være noget af det præciseste i hele Thorvaldsens Museum, og om han kunde billige, at et saadant Stykke adskildtes derfra. Han gav mig ret og var slet ikke glubende især da jeg sagde ham, at dersom Spørgsmaalet var om at erholde en Calque (en Afstøbning i en let Form) deraf, saa vilde dette snarere kunde skee, og dermed var han tilfreds, især da jeg tilføiede, at naar først alle Sagerne vare i Kiøbenhavn, vilde man jo let kunde arrangere sig med Bayern, som jo har saa meget at kunde give i Bytte for hvad der kunde ønskes i Afstøbninger fra Danmark. Han lovede at underrette sin Konge herom, og at lade mig underrette, hvis Hs Maj befalede at tale med mig. Endvidere ønskede Wagner, ifølge Ordre fra Kronprinsen af Bayern, at erfare, hvorledes det har sig med Statuen Conradin’s videre Udførelse. Den staaer i det st. Studio, men kun bozzeret, man veed Bestemmelsen, men selv Kronprinsen veed ikke, om der er noget udbetalt paa dette Arbejde eller ikke. Jeg svarede, at i ethvert Tilfælde vilde denne Statue blive udført i Marmor, at Bissen var den, som havde overtaget det, og at han maaskee i næste Vinter vilde opholde sig her og kunde jo da giøre den færdig. Dette lovede Wagner at meddele Prinsen.
Bravo har i Dag gientaget, at der dog endelig maa tænkes paa, en Present af Afstøbninger til Akademiet St Luca, da dette vil være en behagelig Røgelse, som maaske kunde fordrive alle slemme Dunster. Han har talt med Cardinal [X]oste[?] som har lovet sin Protection og Bravo mener, at det endog kunde være muligt at man kunde blive fritagen for alle Udgifter, der ellers, ifølge Ricci’s Beregning, let kunde sige til 1000 Scudi. Det kunde derfor maaske være til en reen Profit, naar der anvendtes et Par 100 Scudi paa at lade tage Afstøbninger af de herværende Forme, for at tilveiebringe en passende Gave. Men Bravo maatte da snart have en Ordre.
Endelig har jeg kun at bemærke, at efter endeel forefundne Papirer har Thorvaldsen solgt til v. Kolb et meget stort Antal af de stukne Kobberplader, hvorpaa jeg speculerede til Fortsættelse af Værket. Dersom disse mangle i det Antal af Kobberplader, som ere komne til Kiøbenhavn, vilde det dog være Skade, men muligvis er det Gientagelser. Kolb skal have yttret sig villig til at sælge dem til mit Værk.
Fru Paulsens Sag anbefaler jeg paa det bedste; har hun noget betydeligt efter sin Mand, da veed hun det sikkert ikke, thi en saa stor Skuespillerinde antager jeg hende ikke at være. Bravo er idel Virksomhed, og har en ubegribelig Indflydelse, saa at jeg har Grund til at tro paa hans gode Tieneste, efter hvad jeg hidtil har kunnet erfare.
Min Sangerinde har i nogle Dage maattet holde Sengen, men er nu Gud stor Tak! bedre. Ellers have vi det varmt og godt. Alle sende nu Hilsener – Gamst beder sig bragt i Deres Erindring – til Dem og deres ærede Familie. Dertil nogle private Hilsener til Ingeborg og hendes Huus. Naar De meddeler vore Colleger, DHrr Executorer, Indholdet af dette Brev, beder jeg mig tillige bragt i deres venskabelige Erindring.
Deres ærbødigste
Thiele
(Jeg blev dog maaske alligevel for
vidtløftig?)
Last updated 21.11.2011
Dvs. stafetter. Estafet er en gammel staveform af stafet, se Ordbog over det danske Sprog.
Thiele var fra 1839 bibliotekar ved det kongelige håndbibliotek.