NN
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary for this document is not available at the moment.
Schillerstatuen af Thorvaldsen.
Intet Arbeide af vor afdøde Mester er bleven underkastet en saa almindelig streng Critik, som hans for Staden Stuttgart udførte Statue af Schiller, der maaskee ogsaa er det mindst heldige af alle hans større Arbeider. Endnu i dette Aar har den som politisk Digter og politisk Vendekaabe lige bekjendte Fr Dingelstedt leveret et Smædedigt over dette Arbeide, der ved Siden af den meest uforskammede Arrogance, viser en Raahed i Bedømmelsen af den store Mester, der næsten overgaaer den, hvormed Santo Domingo for endeel Aar siden i sin ”Rom som det er”, søgte at frarive Thorvaldsen al hans Kunstnerhæder. Den bekjendte Kunstdommer QuandtI udtaler sig i sit nysudkomne Værk: “Beobachtungen und Phantasien über Menschen, Natur und Kunst, auf einer Reise ins mittägige Frankreich”, med Anerkjendelse over Thorvaldsens Schiller, men antager, at det ikke har været Thorvaldsen eller overhovedet nogen plastisk Kunstner muligt, ar gjengive Schillers Billede med det aandige Udtryk, man som en Afspejling af Digterens Liv, Stræben og Værker, fordrer at finde deri. Den skjærende Dissonants mellem Digterens himmelske Anelser og Drømme, og den virkelige Verden, saaledes som den oplod sig for ham, den Modsigelse mellem det Ideale og Reale, der stedse fyldte Schillers Sjel, laante hans Værker en fortryllende Veemod, en ædel længselfuld Stræben efter noget Uopnaaeligt, der i Anelser havde fremstillet sig for ham. – „Schillers Digte”, siger Forfatteren, ”ligne de glandsfulde Skyer, der staae foran Solen; den skinner igjennem dem, men opløser dem ikke; der er en skjøn Subjectivitet, der skinner igjennem den objective Verdensanskuelse, og opvarmer den, men ikke hæver den til Forklarelse i Ideen. Et saadant Gemyt staaer i ligefrem Modsætning til Plastikerens Aand, og saaledes kunde det ikke lykkes Thorvaldsen, der i høieste Betydning var en plastisk skabende Aand, en saadan, hos hvem Ideen selv bestemmer Fremstillingen, og hvor altsaa ingen Modsigelse mellem det Reale og Ideale finder Sted, – at fremstille det, der stod i Modsætning til hans Væsen. Schiller var et ophøiet Gemyt, Thorvaldsen en stor Aand; den Enes indre Sands og Følelse er uden Grændser; den Anden har i Kunsten fundet Eenheden mellem Aand og Materie, Ideens absolute Tilværelse.”
“Thorvaldsen kunde altsaa vanskeligt sætte sig ind i et Gemytmenneskes indre Tilstande, og fremstillede derfor Schiller eftertænksom, grublende, lyttende paa sit Hjerteslag, med sænket Hoved, og ikke med Ørneblikket vendt mod Solen, i hvis Glands alle Former opløse sig i Lys. Der ligger i dette Billede er udtryk af Tungsind, men ikke af det ophøiede Sværmeri, der i Længselens Smerte troer at have et underpant paa at finde Tilfredsstillelse hinsides Virkeligheden”.
Denne tekst blev trykt i Freia, Nordisk Album for Poesi og Kunst, 1. Bind. Nr. 9.
|
|
Friedrich Schiller, Senest 9. september 1836, inv.nr. A770 |
Last updated 06.11.2018
Den tyske kunsthistoriker og kunstsamler Johann Gottlob von Quandt.