1.1.1843

Sender

H.P. Holst, Redaktørerne ved Ny Portefeuille

Recipient

Omnes

Dating based on

Dateringen fremgår af det tidsskrift, hvor denne tekst blev trykt.

Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

Document

De Danskes Julefest i Rom 1841.

Scenen er en festlig oplyst Sal; i Midten
et Juletræ af Laurbær og Myrther, pyntet med
Julelys, friske Roser og Oranger.


Julens Engel taler:

Lyksalig Juul! I, som er’ samlet her’.
Lyksalig Juul jeg ønsker Eder Alle!
I kjende mig, I veed, jeg har Jer kjær,
Thi Julens Engel Støvets Børn mig kalde.

Nys dandsed vi — jeg og de andre Smaa —
Omkring det store Juletræ i Himlen —
O hvilken Fryd, det kan I ei forstaae!
O hvilken Jubel, hvilken lystig Stimlen!
Med røde Roser pynted Træet vi,
Og Guldoranger funkled i dets Grene;
De blanke Stjerner sad som Lys deri
Og funklede saa milde og saa rene;
Til Fløitens Lyd og Gigens muntre Klang
Vi hopped Alle glade omkring Stammen;
Vi loe, vi jubledc, vi sang og sprang,
Saaledes som kun Engle lege sammen.

Men som vi mored os nu allerbedst,
Da tænkte vi paa Eder i vor Glæde,
I Stakler, der ei komme tør som Gjest
Hvergang der er i Himmelen en Fest,
Men ak! maae staae derudenfor og græde.
O I kan troe, vi tænke paa Jer tidt
Og titte ofte ned til Jer fra Himlen:
Naar I er gode, saa staaer det os frit,
Saa tør vi more os ved Jordevrimlen; —
Men ak, naar I er’ onde, naar I synde,
Da tør vi ikke see paa Jer, da drager
Gud Fader Skyens Slør for Himlens Blaae
Da græde vi for Eders Skyld, vi Smaa,
Da mister Himlen selv sin Glands og Ynde,
Og i dens Harmoni sig blande Klager.
O hvorfor synde I? hvi er I ei
Bestandig barnlige, bestandig gode?
Da var Jer Himmel altid lige blaa,
Da kom der aldrig nogen Sky derpaa.
Da var I selv langt mere veltilmode,
Da kunde vi med Ord og Tale
Bestandig Eder trøste og husvale!

See, derpaa tænkte vi midt i vor Fryd!
Da smilte Himlens Fader, han som kjender
Enhver vor Tanke uden Ordets Lyd,
Da smilte han og slog med sine Hænder; —
Men vi, vi fattede hans Vink,
Og mere snelt end Lynets Blink
Hver brød en Green,en underfuld
Af Juletræets Stamme,
En Green med Rosens Rødt, Orangens Guld,
Med Laurens eviggrønne Blad
Og blanke Julelys, der muntert flamme;
Og som en Dueflok, der spredes ad,
Fløi susende fra Himlen vi til Jorden,
Til Fattigmand og til den Rige,
—I Himlen er’ de alle lige! —
Til Store og til Smaa,
—I Himlen er der Forskjel ei derpaa! —,
Til Øst og Vest, til Syden og til Norden.

Jeg bringer Eder denne. Glæd Jer nu
Og dands med mig omkring den skjønne Gave,
Men kom I Eders Glæde dog i Hu:
Det er en Green fra Paradisets Have!


Sang omkring Træet.

Med Jubel Barnet gaaer sin Gang
Om Juletræets Grene,
Og Ynglingen med munter Sang,
Helst naar han ei gaaer ene;
Den stærke Mand et Veemodssmiil
De gyldne Grene sender,
Selv Gubben, ramt af Aldrens Piil,
Udstrækker sine Hænder.

Men over denne Scene staaer
Den store Fødselsstjerne,
Og om et gyldent Haab den spaaer,
Hvortil vi lytte gjerne.
Den tindrer hist fra Skyens Søm —
O for den atter svinder,
Vi drømme vil en Barndomsdrøm
Med gyldne Haab og Minder!


Nogle af Deviserne.

Med en Pousseerstok til Thorvaldsen.

1.

For at poussere sig paa Jord en Tomme over
Vrimlen,
Saamange Midler bruges der — dem alle kjender
Himlen.
Du har med denne lille Stok for Alle, som forstaae
Dig,
Pousseret Dig saa høit tilveirs, at Ingen meer
kan naae Dig.

2.

See denne lille Stok, som nu
Heel Mangen vistnok vrager,
Blier til en Herskerstav, naar Du,
I Haanden blot den tager.
Et Kongespiir den bli’er paastand
Med Kraften fra det Høie,
Et Scepter, hvorfor vidt om Land
Sig Kunstens Børn skal bøie.


Med en Conchylie-Ring, hvori der er skaaret en Ulv.

Til en Dame.

Den Ulv, som her i Ringen springer,
Var forhen glubsk og vild, — men har man vel
seet Magen!
Hos Dem den blev saa tam og velopdragen,
At De kan snoe den, tænk! om Deres Finger.


Med en Tambourin.

1.

Naar mangen Dør Du banker paa
Og Glæden ei kan finde,
Saa bank paa mig, og Du skal see: Her er den altid inde!

2.

Il bel splendor dell’ luna nel giardino
Il suono del tamburro e il vino
E una rosa, bella fiorita —
Che gioja, earo mio! E che vita!


Med en Papiirpresse, hvorpaa en Bronze-Fiirbeen.

Hvis man tør troe paa Rygter her,
Saa er det nogle slemme Kragetæer,
Hvormed Du pleier dit Papir at zire.
See derfor raaber denne Fiirbeen: „O!
For Guds Skyld, skriv dog blot som En paa To,
Og skriv dog ei som En, der gaaer paa Fire!”


Med et Amors Pilekogger.

Til en Dame.

Et farligt Vaaben kom i Deres Haand,
Et Bundt af Elskovsgudens gyldne Pile; —
Brug dem kun sparsomt og med kjærlig Aand,
Hvis ikke: lad i Koggeret dem hvile!

Saa grum en Skytte aldrig Jorden saae,
Som denne Knegt, der saarer og forsvinder;
Men hvordan skulde det os Stakler gaae.
Hvis han endnu fik slige Hjælperinder?


Med en Æske Oblater.

Hvis det paa Villien blot kom an,
Du fik bestemt en gylden Daase med Dukater;
Men Evnen ei mod Villien holder Stand:
Thi maa Du nøies med en Æske med Oblater.


Med en Naalepude.

Til en dame.

En Naalepude meget Ondt maa døie
Af Naale med, og Naale uden Øie:
Saa kan man tænke sig, hvad i den venstre Side
De stakkels, stakkels Mandfolk dog maae lide.


Med en Skjorteknap, hvorpaa et Vestatempel i Mosaik.

At Vesta Reenhedens Gudinde var.
Behover man vel ikke Dig at lære;
Og da din Skjorte denne Knap nu har,
Saa kan i Gjerningen Du hende ære; —
Dog undskyld Dig for Alting ei dermed,
At her i Roma for Exempel
Kan tidt man paa et smudsigt Sted
saae see et overmaade deiligt Tempel.


Sang omkring Træet.

Med Jubel Barnet gaaer sin Gang
Om Juletræets Grene,
Og Ynglingen med munter Sang,
Helst naar han ei gaaer ene;
Den stærke Mand et Veemodssmiil
De gyldne Grene sender.
Selv Gubben, ramt af Aldrens Pil,
Udstrækker sine Hænder.

Men over denne Scene staaer
Den store Fødselsftjerne,
Og om et gyldent Haab den spaaer.
Hvortil vi lytte gjerne.
Den tindrer hist fra Skyens Søm —
O før den atter svinder,
Vi drømme vil en Barndomsdrøm
Med gyldne Haab og Minder!


Englens Farvel.

Nu har vi spøgt og leet og leget sammen,
Nu maae vi skilles ad — farvel! farvel!
Mig venter evig Glæde, varigt Held,
Jer venter Eders Jordlivs Sorg og Gammen.
Nu maa jeg bort. I tør ei følge med,
Dog trøst Jer, thi vi sees igien ad Aare, —
Dog ikke her, nei paa det elskte Sted,
Der stued Eders Barndoms Smiil og Taare.
Der skal til Juul vi samles mangen Gang
Og mindes disse Timers korte Lykke —
Indtil med mig paa Evighedens Vang
I til en evig Juul kan samles trygge!

H.P. Holst

General Comment

Denne tekst blev trykt i Ny Portefeuille, 1. bind, 1. hefte, 1.1.1843, p. 1-7.

Teksten indeholder sange i forbindelse med Thorvaldsens ophold i Rom, julen 1841. Sangen “Med en Pousseerstok til Thorvaldsen” findes desuden i dokument af 24.12.1841.

Archival Reference

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1843, Ny Portefeuille 1-7.

Subjects

Persons

Last updated 23.03.2017