Redaktørerne ved Ny Portefeuille
Kjøbenhavn
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary for this document is not available at the moment.
Herman Vilhelm Bissen
–––––––––
Ligesom vi have benyttet den af Hr. C. S. Købke til “Dansk Folkecalender” leverede Radering til det med nærværende Hefte af “Ny Portefeuille” følgende Portrait af Bissen, saaledes skulle vi ogsaa tillade os efter Hr. Overlærer F. C. Olsens Skildring sammesteds af den geniale Kunstners Personlighed og Liv at meddele vore Læsere nedenstaaende biographiske Notitser.
Herman Vilhelm Bissen er fød den 13de October 1798 i Byen Slesvig. Hans Fader er en Holstener, hans Moder Datter af en Skipper fra den dansktalende Deel af Slesvig.
Fra den tidligste Barndomsalder, saavidt den kan vedligeholde sig i Erindringen, var Kunstdriften levende virksom og fremherskende hos Bissen. Alt hvad der kom ham fore, maatte eftergjøres i Tegning, Modellering eller ved Knivens Hjelp, idet han udskar Billeder i Træ og Andet. Dette var hans Hovedlyst og hans rette Leg; til anden Leg var han mindre oplagt. Han voxede op med to Brødre og to Søstre. Iblandt disse gik han som et blidt, men stille, i sig selv indesluttet Barn, der pleiede at have Sit for sig selv og følge sin egen Hu. Faderen eiede et Dreierlad og besad adskillige Haandfærdigheder, som han søgte at lære Børnene, hvortil ogsaa de to af Drengene til Faderens Fornøielse viste Lyst og Anlæg; de ere nu begge Uhrmagere. Men paa Herman frugtede denne Underviisning ikke synderligt; han fulgte sin Natur, og ethvert forefaldende Materiale, som paa nogen Maade var tjenligt, maatte modtage Præget af hans Dannelyst. Faldt der Snee, saa vidste den Lilles Genius snart at gjøre Sneen til sit Marmor. Fik Drengen et Stykke Lakrits, saa maatte det gjennemgaae en lang Række af Skikkelser, før det kom til at opfylde sin sidste Bestemmelse. I Leergraven hentede han sig tidt vaade Fødder for at faae det kostelige bløde Stof som han kunde forvandle til Heste, Køer og Mennesker. I Barken paa Træerne i sin lille Havelod og i Ryggen paa sin Eiendomsstol udskar han Ansigter og Hoveder, for hvilke Arbeider Verden stundom lønnede ham med Utak. Ogsaa følte han snart til techniske Vanskeligheder, som tidt kostede Barnet meget Hovedbrud, f. Ex. da han engang absolut vilde tegne Gaarden med alle 4 Fløie paa eengang. Han drev alt dette med den fulde Alvor, som hører Barnelegen til; og han har senere yttret, at naar han nu tænker tilbage paa hine Tider, saa synes det ham, som om han ikke har forandret sig, men driver Kunsten med samme Sind, som dengang.
Som Kunsten trænger til Paaskjønnelse, saa sandt han ogsaa en Velynder, hvis Bifald nærede hans Lyst. Hvo var nærmere hertil end den Nærmeste – Moderen? Hun tog hvad Barnet bragte hende af sit Arbeide, og viste det Opmærksomhed; først af Ømhed, siden med Ahnelse. Da begyndte hun at gjemme hans Tegninger, som efterhaanden bleve bedre og bedre; blandt dem existere endnu Omrids af alle Husets Dyr, nøiagtige og propre, men stive og alle seete fra Siden. – Tro Opfattelse og Gjengivelse af det Virkelige er den sande Forskole for Geniet.
I Aaret 1815 skulde Bissen confirmeres og da, efter Forældrenes Bestemmelse, sættes i Snedkerlære. At dette ikke skete, og at han umiddelbart kom ind paa den Vei, hvortil Naturen havde kaldet ham, dertil gav en Sygdom Anledning. Han blev nemlig paa samme Tid syg i Fødderne og maatte sidde hjemme en heel Vinter. I denne Tid havde han god Ro til at fortsætte sine gamle Kunstøvelser, som nu allerede havde vakt Opmærksomhed hos Adskillige i Slesvig, deriblandt en Ven af Huset, Auctionsforvalter Westphal, og Historiemaleren Bøhndel (som har udgivet den bekjendte slesvigske Altertavle i Steentryk). Disse Mænd laante ham Kobbere og Kridttegninger til at øve sig efter, og han gjorde betydelige Fremstridt. Han tegnede da og uafladeligt den hele Vinter under sin Sygdom, og imidlertid kom det til Beslutning hos de tvende anførte Mænd samt Provst Callisen i Slesvig (side[n] Generalsuperintendent), ved eget og Andres Sammenskud at tilveiebringe en aarlig Sum for tre Aar, saa at Bissen kunde komme til Kjøbenhavn og der uddannes til at blive Maler.
Saaledes naaede Bissen Opfyldelsen af et Ønske, der maatte være ham det kjæreste og vigtigste. I November 1810 kom han til Kjøbenhavn og begyndte strax at besøge Kunstacademiets Tegne- og siden dets Modelskole. Han følte sig ikke vel i de fremmede Omgivelser, og til at danne sig et nyt Hjem imellem disse var han altfor frygtsom og tilbageholden. Han arbeidede flittigt, men mistvivlede om sin Fremgang, og dette nedslog ham saameget mere. Allerede i Foraaret eller Forsommeren 1818 vendte han tilbage til Slesvig i den Hensigt muligen at gaae til Tydskland. Da traf det sig, at H. K. Høihed Prinds Christian, vor nuregjerende Konge, paa en Reise kom igjennem Slesvig, hvilken Leilighed Bissens Velynder Provst Callisen benyttede til at vække Prindsens Interesse for den unge Kunstner. Bissen blev kaldt, maatte forevise sine Tegninger, og Prindsen tilsagde ham en Understøttelse mod at han vendte tilbage til Kjøbenhavn og fortsatte sine Studier.
Samme Vinter kom saaledes Bissen tilbage til Kjøbenhavn og vandt strax, det paafølgende Aar 1819, Academiets store Sølvmedaille. Samme Aar begyndte han at concurrere som Maler til den lille Guldmedaille men blev ikke færdig. Han udførte efter den Tid et Par Malerier, blandt hvilke Axel og Valborg, som har været at see paa Academiets Udstilling; og skaffede sig et Erhverv ved at tegne eller male Portrætter.
Bissen blev med andre unge Kunstnere ved Academiet holdt til at tegne flittigen efter den levende Model; men da dennes Former just ikke vare de meest fuldkomne, kjededes Bissen ved dette Arbeide og begyndte til en Afvexling at ombytte Sortkridtet med Leret og arbeide efter Modellen som Billedhugger. Det gik ham let fra Haanden, og Historiemaleren Professor Lund opmuntrede ham til at vedblive dermed.
Atter besluttede Bissen nu at concurrere til den lille Guldmedaille, men var lige til det sidste Øieblik tvivlraadig, om han skulde gjøre det som Maler eller som Billedhugger. Han forsynede sig derfor med begge Slags Redskab, da han gik til Concursen, i den Hensigt at bestemme sig efter Opgavens Beskaffenhed, dersom denne var beqvemmere for den ene Kunst end for den anden. Opgaven blev denne: Jacobs Sønner vise Faderen Josephs blodige Kjortel; – og den unge Kunstner var endnu lige nær, thi han fandt det opgivne Emne at være lige beqvemt for Billedhuggeren og Maleren. Som han nu stod der i piinlig Uvished og Raadvildhed – thi der viste sig aldeles ingen Grund for ham til at begynde paa den ene Maade hellere end paa den anden, saa traf det sig just, at han havde faaet Farvespatelen i Haanden og i sin urolige Sindsbevægelse trykkede og bøiede den imod Bordet; da knækkede den med Eet itu for ham, og da det nu vilde være ham vanskeligere at behandle Farverne, lod han dermed ogsaa Valget være afgjort. Han udførte da Opgaven som Billedhugger, i et Basrelief, hvorfor Medaillen blev ham tilkjendt 1821. Derefter modellerede han en lille Statue, Orpheus, som saaes paa Academiets Udstilling 1822.
Da Bissen ved disse Arbeider havde viist sit Talent og Duelighed, overdrog man ham at medvirke til Forskjønnelsen af det Indre af Christiansborg Slotskirke, som da var under Bygning. Han modellerede det sidstnævnte Aar de fire Serapher, som ere anbragte under denne Kirkes Hvælving, samt i dette Aar og 1823 de fire Basreliefs ved Enderne af Sidegangene, hvortil han (over selvvalgte bibelske Emner) havde gjort Tegningerne i Slesvig, ved et Besøg hos sine Forældre; fremdeles de fire Engle i Medaillons ovenover Evangelisterne.
Endnu i Aaret 1823 vandt Bissen den store Guldmedaille ved et Basrelief, forestillende Jairi Datters Opvækkelse, og tiltraadte derefter i December den Udenlandsreise, hvortil der aabnes Adkomst ved at have vundet Academiets største og sidste Priis. Dog opholdt han sig først et Par Maaneder i sin Familie, men gik derfra til Berlin, hvor han saae Billedhuggeren Rauchs Arbeider, og til Dresden, hvis rige Kunstsamlinger han dog ikke meget besøgte; thi da hans Ophold kun var beregnet paa en kort Tid følte han sig forvirret ved de mange forskjellige Indtryk, hvormed han ikke skulde have Leilighed til at giøre sig fortrolig. I Nürnberg betragtede han med stor Interesse Peter Vischers Monument over St. Sebalds Grav; men i München spildtes megen Tid for ham ved den særegne Levemaade, der føres. Man har nemlig fortræffeligt Øl i Bayern og drikker det ogsaa i stor Mængde; det er en Hovednydelse der i Landet; men Bissen, hvis Constitution ikke er stærk, følte sig besværet ved denne Levemaade, sov meget og var i meget af Tiden uoplagt til Virksomhed. Efter 5 Ugers Ophold i denne By, gik han med Maleren Ernst Meyer tilfods til Venedig, hvis herlige Bygningsværker gjorde et overraskende og stærkt Indtryk paa ham. Ogsaa her blev han dog paa Grund af Pengemangel længere, end han følte sig tilfreds ved Opholdet, og var, efter i nogen Tid at have kjedet sig, glad ved at kunne fortsætte Reisen, da han havde været 5 Uger i denne Stad. I Florents saae han de gamle florentinske Mesteres Værker, men endnu med uopladte Øine, og kom saaledes omsider til Rom i September 1824.
Bissen gav sig strax til at besøge Kunstgallerierne og Thorvaldsens Atelier og begyndte tillige selv paa at arbeide, men havde kun liden Glæde deraf. Det var ham, som om han før ikke havde vidst, hvad Billedhuggerkunsten var, men nu fik Øinene aabnede ved Vaticanet og Thorvaldsen. Han følte sig dybt nedtrykt og havde mangt et trøstesløst Øieblik, hvori han forekom sig selv som den, der i Grunden hverken forstod at componere eller at tegne. Han modellere i den Tid en sovende Bachantinde, og havde bragt denne Statue temmelig vidt, da han omsider mere og mere kom til at føle, at han ikke kunde gjemmenføre sin idee – og slog Figuren itu.
Der var endnu Mere, som paa eengang trængte ind paa den fremstræbende Kunstner. Saavidt han havde bragt det paa Banen som Billeddanner, saa var det kun uegentlig at han kaldes Billedhugger, thi han havde til den Tid endnu ikke arbeidet i Stenen. Man er fattig i Danmark og behjælper sig helst med Gips istedetfor marmor; men vore Kunstnere komme derved let til at mangle den tidlige Øvelse, som siden vanskelig kan erstattes. Bissen begyndte med at udføre en Büste i Marmor og følte snart det hele Tryk af sin Uvandthed til dette Arbeide. Marmoret var ham saa haardt; han slog sine Fingre; det Hele gik utaalelig langsomt: hvor piinligt for den, hvis Aand har vundet Frihed og Magt, at føle sig svag i Kampen med Stoffet og Haandelaget! Bissen tilstaar at hans Udholdenhed aldrig var paa en saadan Prøve, som ved denne Leilighed og senere, da han ligeledes udførte sin “Blomsterpige” i Marmor.
Under alt dette led han jevnlig af Gigt i Hovedet og af Tandpine, hvilket ikke tjente til at gjøre hans Stemning mere fro og oplive hans Mod. Og dog anstrengte han sig uafladelig, studerede blandt Roms Kunstværker og gjorde den ene Skizze efter den anden, og flere Buster. Saaledes trængte han igjennem ved sit Genie og sin Flid; han levede og arbeidede sig ind i Kunsten.
I denne hans Udviklingsperiode var hans Forhold til Thorvaldsen saaledes, at han i Ordets dybeste Forstand bør kaldes Hans Discipel, fordi han flittigen i dennes Atelier studerede hans Værker og havde i den store Mester, hvad denne ikke havde havt i Nogen: et Forbillede, der viste, hvorledes den Aand, der aabenbarer sig i Antikernes fjerne Skjønhed kunde leve og skabe paany i vore Tider. Han har ogsaa ved nogle Studier eller Arbeider modtaget Veiledning af Thorvaldsen, men dog neppe saaledes staaet i noget varigt og sammenhængende Forhold til denne som Lærling; heller ikke i noget nærmere personligt Forhold; thi Bissen, som havde den dybeste Respect for Mesteren, hvis Storhed han kunde føle mere energisk, end de Fleste, blev derved – ifølge en allerede for berørt Retning ved Hans Personlighed – kun desto mere frygtsom og tilbageholden ved de første Besøg hos Thorvaldsen, og disse bestemte tildeels det senere udvortes Forhold imellem dem.
I Slutningen af Februar 1827 gjorde Bissen tilligemed Freund en Udflugt fra Rom til Neapel og Pæstum, hvor han paa flere Maader følte sig bragt fremad ved den umiddelbare Berørelse med Oldtiden, hvori saa meget Stort og Smaat paa disse Steder sætter den Beskuende. Fra Neapel gik han tilsøes til Palermo, derfra til Sydkysten af Sicilien, over Girgenti, Syracus, Taormina, og besteg Ætna. I Mai var han igjen i Neapel, hvor Freund forlod ham for at gaae tilbage til Rom; selv blev han i Neapel den hele Sommer og fuldførte endnu samme Aar i Rom sit Basrelief: Sorgen over Hectors Lig, og endnu to andre: Christus, som vadsker Disciplenes Fødder, og Odyseus, der dræber Beilerne, hvilket han paa anitk Viis lod colorere. Det næste Foråar (1828) bereiste han hele Toscana og nød der med sin fulde Sjæl de gamle toscanske Mesteres Værker, hvis dybe Reenhed og Simplicitet han nu havde lært at forstaae. De grebe ham saaledes, at han senere har tilstaaet, at ingen italiensk Maler efter Raphael siden den Tid har kunnet fængsle ham. Efter Tilbagekomsten til Rom modellerede han sin første større Statue: Blomsterpigen, som han (1829 – 30) udførte i Marmor for H. K. H. Prinds Frederik og derefter, ommodelleret, for Hofraad Hambro (1830 – 31). Kjøbenhavnerne have seet begge Exemplarerne ved Academiets Udstillinger, 1832 og 1834.
I Efteraaret 1834 kom han tilbage til Kjøbenhavn, efter paa Veien at have besøgt Slesvig. Hans første Arbeide efter Hjemkomsten var den skjønne Statue: Valkyrien, hans Receptionsstykke, for hvilket han blev Medlem af Kunstacademiet, 1835. Bissen blev nu opfordret til at indlevere Tegning til det store Basrelief, hvormed Frisen i Christiansborg Slots Riddersal skulde prydes, og da han havde gjort det, blev dette store og rige Arbeide overdraget ham at udføre – desværre kun i Gibs med Forpligtelse at levere det færdigt i fem Aar, som han og har efterkommet[.] Han fik til dette Arbeides Udførelse et Locale paa Materialgaarden bag Slottet, hvor han indrettede sit Atelier, der med Hensyn til den Mængde af betydelige Arbeider i Marmor, som er udgaaet derfra, ikke hidtil har havt sin Mage i Kjøbenhavn. I Efteraaret 1835 indtraadte han i Ægteskab med Emilie Hedevig MøllerI, som han allerede før sin Udenlandsreise havde lært at kjende ved Besøg paa Friheden i Høsterkjøb. Hun var dengang meget ung, neppe ude af Barnealderen; men den stille Tilbøielighed, han havde fattet, bar han trolig hos sig under sin elleveaarige Fraværelse. Hans Ægteskab er blevet velsignet med tre Børn.
I lykkelige huuslige Forhold udfoldede sig nu Bissens stille og rastløse Virksomhed og en Mængde fortræffelige Arbeider ere i dette Tidsrum udgaaede fra hans Atelier, der tilligemed Hans elskværdige Personlighed skaffede ham talrige Venner og Beundrere. Dog modnedes alt mere og mere en Beslutning hos ham til igjen at ombytte Kjøbenhavn med Rom for en Tid, en Forandring, hvortil hans svage Helbred gav ham en bestandig Tilskyndelse. Men under Forberedelserne hertil døde Hans elskede Ven, Billedhuggeren Professor Freund, og Bissen paatog sig først at lede Fuldførelsen af et af denne paabegyndt Arbeide, et 80 Alen langt Basrelief til Frisen i en Sal paa Christiansborg, som nu skulde udføres af yngre Kunstnere efter Freunds Tegning og Skizze. Foruden den Deel han tog i dette Arbeide gjorde han endnu det for sin afdøde Ven, at han i Forening med Prof. Høien fik den af Freund udførte Statue, Evangelisten Lucas, fremdraget af den ufortjente Ringeagt, hvori den ifølge Slotsbygmesterens, Conferentsraad Hansens, Bestemmelse henstod, og anbragt i den Nische i Christiansborg Slotskirke, hvor den nu har sin rette Plads.
Imidlertid var det ved Freunds Død ledigtblevne Professorat ved Kunstacademiet overdraget til Bissen. Dette fik dog ingen Indflydelse paa Hans Reiseplan, og den 26 August 1841 begav han sig med sin Familie paa Veien til Rom, hvor han siden den Tid har levet, syslende med nye Arbeider, der have tilvundet ham ny Hæder.
Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Ny Portefeuille, 3. bind, 1843, p. 225-234.
Last updated 29.05.2017
Dvs. Emilie Hedevig Bissen, f. Møller (1808-1850).