Wilhelm Fredric A. Dalman
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary for this document is not available at the moment.
Om Thorvaldsen indeholder „Dagligt Allehanda” af dens reisende Redacteur følgende Artikel: „Konstnerne i Rom danne en Verden for sig, en Kreds, hvis Omgangstone er et Mønster for al Selskabelighed. Den høieste Dannelse og den største Utvungenhed er, for at være kort, dens Charakteristik. Ingen Rangsforskjel, ingen Rangsyge, i det mindste synlig, findes her; Alle ere eller synes at være lige, alene med Undtagelse af Patriarchen Thorvaldsen. Men det er ikke paa ham selv, i hans Væsen, man bliver vaer det Ærestrin, han staaer paa; det er alene den Ærefrygt, hvormed man omgaaes ham, uden at dog Fortroligheden derved taber Noget. Der gives saa mange udmærkede, berømte Talenter i Rom, at Forfængeligheden og Hovmoden, om den og fandtes hos En eller Anden, aldrig kan finde noget Spillerum. Det er ei som paa andre Steder, hvor den, der har et berømt Navn, trækkes ind og forgudes i større eller mindre Coterier, Fractioner af et Samfundsliv, som for ham oprindelig ere fremmede, hvor han er stillet udenfor al Sammenligning og hvor han faaer eller udvikler de Lyder i Charakteren, som ere Følger af en saadan Stilling. I Rom vise Konstnerne, endog de berømteste, sig sjelden i den saakaldte store Verden ‒ meget af den Grund, at der neppe findes nogen saadan; Roms Magnater leve høist indgetogen; Ingen hædrer dem uden deres Arbejder; Ingen cabaliserer for eller mod dem i Tidenderne, de gaae deres jevne, rolige Gang gjennem Livet; men det er ikke deres Konst, som derved taber, og i Sandhed heller ikke deres Personlighed. ‒ Enhver nogenlunde dannet Fremmed, der besøger Rom, søger naturligviis at faae Adgang til Konstnerkredsen, og Intet er lettere, da den staaer aaben for Hvilkensomhelst, og desuden hver Nation i Europa har sine Repræsentanter i den, til hvilken man i Almindelighed paa en eller anden Maade har en Hilsen fra Hjemmet. Hver Søndags Formiddag staaer den fordringsløse Vaaning, der beboes af Sculptorernes Nestor, aaben for den Fremmede. I sin simple Morgendragt modtager Thorvaldsen den Indtrædende, for hvem han ofte selv aabner Døren og hilser ham med et hjerteligt Haandtryk, hvis det er en Nordboer. I Italien er Danske og Svenske Eet, og Thorvaldsen er ikke den, der gjør nogen Forskjel mellem dem. Som oftest finder man ham endog paa Hviledagen i fuldt Arbeide. Det er sædvanlig et af disse Basreliefs, som han med uudtømmelig Opfindelsesevne og Lethed strøer omkring sig. Er det første Gang man besøger ham, fører han selv den Nyankomne omkring i sine Værelser, og viser ham ikke, som de fleste Andre maaskee vilde gjøre, sine egne Arbeider, men den Mangfoldighed af andre yngre Konstneres Værker, hvilke han deels som en Hyldest har faaet til Foræring af dem, deels indkjøbt af dem, og denne Opmuntring har da ofte i flere Henseender været dem til Gavn. Han standser næsten foran ethvert Maleri eller Buste og gjør opmærksom paa hvad der ved ethvert er det Bedste. Jeg fandt blandt meget Andet ogsaa et Landskab af Fearnley. Blandt det Fortrinligste var et Portrait af Thorvaldsen selv, arbeidende paa Horace Vernets Buste, og malet af denne Konstner. Fortræffeligt som Maleri, gjengav det tillige Originalen med sjelden Naivetet og Sandhed. Efter denne Vandren omkring og en Times Samtale overlades man til sig selv efter Behag at fordybe sig i Betragtningen af den venlige Oldings egne Mesterværker, og han vender tilbage til sit Arbeide, eller beskæftiger sig med Andre, der imidlertid ere ankomne. Hans sidste Arbeide i større Scala er en Statue af den ulykkelige Conradin af SchwabenI, denne milde, tappre og elskværdige Yngling, det sidste Skud af Hohenstaufernes Stamme, som Carl af Anjou ligesaa grumt som skændselsfuldt lod halshugge paa et af Neapels Torve, hvor endnu Stedet vises. Kongen af begge SicilierneII har bestilt denne Statue. Compositionen er ligesaa simpel som smuk. Conradin er fremstillet i Kongedragt med Krone paa Hovedet og Sværd i Haanden. ‒ Den sidste Gang jeg besøgte Thorvaldsen for at tage Afsked med ham var han beskæftiget med et nys Basrelief, forestillende Thetis, der dypper Achilles i Styx. „Jeg maa altid have noget at bestille”, sagde han skjemtende og ligesom undskyldende sin uudtømmelige Productivitet. Og denne Composition staaer i Originalitet og Liv værdigt ved Siden af Productioner fra hans første Manddomsalder. Snart 70 Aar gammel synes hans Sjæls- som Legemskræfter at være usvækkede. ‒ Thorvaldsen er anseelig af Væxt, bredskuldret, og hele hans Legemsbygning udviser Styrke og Udholdenhed. Hans Hoved er stort, endog uformeligt, og hans Træk kunne ikke kaldes smukke eller velskabte. Ogsaa i dem ligger samme Simpelhed og Kraft, som i hele Figuren, og man skulde snarere antage ham for en ægte norsk eller svensk Odelsmand, end en Konstner, der har tilbragt mere end sit halve Liv paa klassisk Jord. Alene i de store, smukke, funklende Øine lyner Geniets Ild og en mild Ynde samt en Fiinhed i Udtrykket, som paa en egen men interessant Maade contrasterer med den sande, men noget bondeagtige Ærlighed, der ligger i de øvrige Ansigtstræk og i selve Figuren. I Thorvaldsens Tale og Omgang aabenbarer sig den dannede Verdensmand, endskjøndt ogsaa her den naturlige Simpelhed og Hjertlighed ligger til Grund. Hans Sprog har intet Søgt, snarere det Modsatte, men det er utvungent og fortræffeligt, og han befrier alle Andre fra den Forlegenhed og Etikette, som han selv aldeles ikke kjender til. ‒ Endskjøndt Franskmændene og Italienerne ikke directe bestride Thorvaldsens Overlegenhed, ville de dog ikke fuldkommen erkjende den. Det Geni, den Ynde, den Tankens Høihed og Dybde, der ligger i hans Conceptioner, fattes ikke lettelig af disse to Nationer, som, hvorvel paa forskjellig Maade, lægge en saa overvejende Vægt paa Formen og dens Behandling; de finde stundom, sige de, Thorvaldsen haard, fordi han ei arbeider Marmoret med den udsøgte Fuldendelse og den fine Politur, som man ofte finder hos Canova, der endnu vedbliver at være deres Afgud. Sandt er det ogsaa, at Thorvaldsens Storhed mere ligger i Tanken end i Udførelsens Detail. Men uretfærdigt er det ikke desto mindre at paastaae, at han har forsømt denne Deel af Konsten, hvori han ofte har viist sig at være ligesaa meget Mester som i det Andet. Dog maa man indrømme, at han ved sine senere Arbeider stundom har overladt Udførelsen til mindre gode Hænder. En Svaghed, der siges at vildlede hans Charakter, en Svaghed, som desværre ikke er sjelden hos udmærkede Naturer, fornemlig i den høiere Alder, Lysten til at spareIII, torde heri have nogen Deel. Han anvender ikke de bedste Arbeidere, hvilke altid ere de dyreste. Imidlertid vedbliver hans Arbeider at betales særdeles høit. En Portraitbuste af Thorvaldsen koster altid 100 Guineer. ‒ Heller ikke hans Basreliefs blive nu altid udførte med Omhyggelighed. I denne Green af Konsten erkjendes han dog af Italienerne selv for den, som er kommen Antikerne nærmest. ‒ At Thorvaldsen har en stor Formue, behøver neppe at siges, da hans Arbeider betales høit, ere udbredte over hele Verden og han selv er en god Huusholder, hvilket dog ikke hindrer ham fra ved mange Leiligheder, f. Ex. mod yngre, fattige Konstnere, at vise sig hjelpsom og gavmild. Han har aldrig været gift, men hans Datter er det og han har flere Børnebørn.”
Denne artikel blev trykt i Kjøbenhavnsposten, 11te Aarg. Nr. 261 og 262. Som det fremgår er den oversat fra den svenske avis Dagligt Allhanda. Dette blads redaktør var Wilhelm Fredric A. Dalman, og at han er artiklens ophavsmand bekræftes af Barfod, op. cit., hvor teksten også er publiceret.
|
|
Conradin, Antagelig tidligst juni 1836 - Senest august 1836, inv.nr. A150 |
|
|
Thetis dypper Achilleus i floden Styx, Primo 1837, inv.nr. A487 |
|
|
Horace Vernet, 1832, inv.nr. A254 |
Last updated 25.08.2016
Dvs. Thorvaldsens statue af Conradin, jf. A150.
Dette er ikke korrekt. Bestilleren af Thorvaldsens Conradin-statue var Ludwig 1. af Bayern.
Barfod, op. cit. gør også opmærksom på fejlen.
[Barfods, op. cit., note til teksten:]
Vort indskrænkede personlige Bekjendtskab til Thorvaldsen har ikke sat os i Stand til, tilbørlig at afvise denne — for øvrigt hyppigere fremførte—Beskyldning. Dette overlade vi trøstig til Thiele; men vi kunne desuagtet ikke afholde os fra at bemærke: at Beskyldningen mod Thorvaldsen for Karrighed grunder sig uden Tvivl paa en Misforstaaelse — en overfladisk og prosaisk Opfattelse — af hans Karakter; at tusinde tilstrækkelig afhjemlede Kjendsgjerninger bære højlyde Vidnesbyrd om en saa hjærtelig Liberalitet, en saa ædelmodig Rundhaandethed i Anvendelsen af selverhværvet Formue, at der ved Siden af denne ikke kan blive Tale om Karrighed; at Thorvaldsen vistnok fra en trængende og nødtørftig Ungdom kjendte Fattigdommens hele nedkuende og tilintetgjørende — selve Jeget saa ofte tilintetgjørende — Betydning, og som en Følge deraf ikke kunde være ufølsom for Formuenhedens Behageligheder, ikke ubekjendt med Ønsket om at kunne sikre sig og bevare en økonomisk Uafhængighed; men at en Række af Anekdoter og Kjendsgjerninger tilstrækkelig synes at godtgjøre, at Thorvaldsen hørte til den store Klasse af Mennesker, for hvem Skillingen har samme Værdi som Daleren, fordi hverken Skillingen eller Daleren i sig selv har noget Værd for dem, og fordi de hverken have haft Ævne, Lyst eller Tid til at tillære sig endog blot Begyndelsesgrundene af den ædle Regnekonst. Thorvaldsen kunde ikke beregne, om han kunde naa hjem “i Aar” eller om ti Aar; han kunde ikke beregne, om han kunde faa sin Jason færdig i 1803 eller først i 1828; han kunde heller ikke beregne, at, naar der gaaer sex Mark paa en dansk Daler, saa har Marken netop kun Sjetteparten af Dalerens Værdi (— hvilket da heller ikke altid slaaer til). Derfor saae han i regnefærdige Menneskers Øjne stundom smaalig ud.