Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary to this document is not available at the moment.
Thorvaldsen.
Fra München hedder det, under 21 f. M.: “Vi have den Fornøielse at beholde den berømte Thorvaldsen længere iblandt os, end vi i Begyndelsen torde haabe. Endnu er Monumentet over Hertugen af Leuchtenberg ikke afdækket, fordi Kunstneren fandt det nødvendigt at foretage enkelte Forandringer i Figurernes Høide og Stilling, for endnu at forøge det Heles Virkning; imidlertid nyder han selv iblandt os den almindeligste Interesse, som hans store Horder forskaffer ham, og som hans hele Væsens Elskværdighed og Humanitet betrygger.” − Det af Kongen af Bayern hos Thorvaldsen bestilte Monument over Kurfyrst Maximiliam den Første skal, foruden Statuen af Kurfyrsten til Hest, omkring Sokkelen indeholde historiske Reliefs. − Om den tidligere heri Bladet ommeldte FestI for Thorvaldsen læses, under 26de f.M., endvidere følgende: “Vanskelig torde en saadan Forening af de største Mestere, vor Tidsalder kan rose sig af at eie, paa nogetsomhelst andet Sted i Verden gjensamles med en saa broderlig Hjertelighed. Cornelius, Brødrene Hesz, Eberhart, Stieler, Schorn, Schnorr, Langer, Klenze, Gärtner, Zimmermann, Quaglio, og hvo nævner dem alle, de ældre Mestere og yngre Kunstnere, der paa denne uforglemmelige Aften omgave Nordens hædrede Canova, ham, afhvis klare Øie der straaler den skabende Krafts gediegne Mandighed i Forening med den barnligste Mildhed. Pladsen udenfor Paradiishaugen var, til den dyrebars Gjæsts Modtagelse, oplyst med Festblus, Døren og Opgangen rigt zirede med Blomsterfestons. Over Salen udbredte sig Kuppelen af et paa Lærred udført Plafondmalerie, som, deelt i otte Felter, i fire af disse viste allegoriske Billeder, og i de fire øvrige, mellem disse, Arabesker. De 16 Krydsbuer, som adskilte disse Malerier fra hverandre, vare beklædte med store Blomsterguirlander, der fra Spidsen af Pavillonnen slyngede sig ned til Randen af Hvælvingen, her forbandt sig med andre Festons, og saaledes ligesom dannede Maleriernes Ramme. Denne pragtfulde Plafond blev herligt oplyst af en over 14 Fod høi Kandelaber, der stod under Hvælvingen midt i Salen. En uhyre Skaal, som den bar, og som med sin Rand skjulte de deri anbragte Voxlamper, kastede den klareste Lysning mod Loftet. Denne Kandelaber var fra de tre Sider omgiven af en aaben lille Fiirkant, hvor et Sangerchor − fordetmeste Kunstnere og Medlemmer af en “Liederkranz” − havde taget Plads; paa den større Fiirkant af Borde, som udfyldte den øvrige Deel af Salen, var serveret til 160 Personer. Ridder Thorvaldsen blev ved Indgangen til Bygningen modtaget af Forsamlingens Deputerede, og af dem ført op i Salen. Han indtog Ærespladsen imellem Ridder Cornelius og de Münchenske Kunstneres Nestor, Professor Eberhart. Ved Indtrædelsen hilstes han af en kort Sang, hvortil den nysnævnte ærværdige Kunstner Eberhart havde componeret Melodien, og som ledsagedes af Paukers og Trompeters Lyd. Den hædrede Gjæst udbragte den første Toast for Hs. Majestæt Kongen. Forsamlingen besvarede den ved en Strophe af Folkesangen: “Heil unserm König, Heil!” som Harpespilleren Knott, en af de meest udmærkede Kunstnere paa dette Instrument, accompagnerede paa sin Harpe. Herpaa reiste Ridder Cornelius sig, med de Ord: “Schiller sagt: Es soll der Künstler mit dem König gehen, denn beyde stehen auf der Menschheit Höhen. Darum zunächst unserm Künstler, Fürsten und König Thorwaldsen.’’ − Henrykt og rørt forlod Kunstnerfyrsten en Fest, der i Sindrighed og Munterhed vel kun torde have sin Lige i hine Kunstnerfeste under Italiens Himmel.”
Denne tekst udkom i Kjøbenhavns-Posten d. 15.3.1830, 4. årgang, no. 63.
|
|
Hest, august 1833, inv.nr. A128 |
|
|
Eugène de Beauharnais, 1827, inv.nr. A156 |
Last updated 14.06.2020
Dvs. den fest, der blev afholdt 19.2.1830 til Thorvaldsens ære.